Hvordan ville i reagerer?

Jeg vil, af respekt for de involverede forsøge at gøre mit skriv/spørgsmål så anonymt som overhovedet muligt. 

Mine biologiske forældre er plejeforældre, de har gennem mange år haft plejebørn, hvoraf den ældste af deres plejebørn er blevet adopteret som voksen. Derudover har de yderligere et plejebarn som er væsentligt yngre end undertegnede. 

Det plejebarn der stadigvæk bor hjemme er 15 år yngre end ut. og anses af mine forældre så godt som 100% for deres eget barn. 

Jeg flyttede hjemmefra tidligere end normen da jeg mødte min mand og senere faderen til mine børn. Mit ældste barn er få år yngre end det plejebarn som stadigvæk bor hos mine forældre, og de to anser sig selv som venner. 

Desværre skete der det, af deres plejebarn og mig ældste barn blev voldsomt uvenner fornylig. Plejebarn som er ældre end mit barn, sendte nogle hårde beskeder og beskyldninger mod mit barn på Snap.

Jeg har hørt beskederne og synes de lige grove nok, derfor kontaktede jeg selvfølgelig mine forældre for at fortælle hvad der foregik. 

Nu til problemet. Min familie særdeles min mor, haf ALDRIG kunne indrømme en fejl og/eller plejebarnets fejl. Hun fortæller mig at det er helt og holdent vores barn der er problemet og at deres barn aldrig kunne finde på de ting som vores barn fortæller. 

Jeg er helt med på at vores barn ikke er fejlfrit (det er teenagere sjældent ). Fortæller min mor at jeg er enig i noget af det og det skal vores barn selvfølgelig arbejde med og undskylde for. Men oplevede slet ikke det gik den anden vej. 

Spørger min mor hvorfor de ikke kan se hvad der er gået galt den anden vej, hvortil hun ender med at sige "hvis det ikke kan slippes nu og vi kan komme videre, så må vi kappe forbindelsen til hinanden nu"... 

Det synes jeg godt nok er voldsomt at sige, og sidder nu tilbage med følelsen af "hvad skete der ?". 

Jeg sagde til hende (desværre ville jeg ønske jeg bare havde sagt "fint") at selvfølgelig kunne vi lade det ligge... Men føler simpelthen vores barn er blevet så uretfærdigt behandlet og endda også af sin egen mormor nu. 

Hvorfor kan man ikke være uenige og løse det som voksne mennesker, og indrømme begge veje, at ungerne har været usmarte. Hvorfor er det ikke muligt for mine forældre (særdeles min mor) at indse, at deres plejebarn bestemt ikke er en engel altid ?

Snakkede med min anden søskende i telefon (det plejebarn som er jævnaldrende med mig og adopteret) og h*n havde fuldstændig samme problemer med, at det hjemmeboende plejebarn skaber problemer og lyver, men altid slipper afsted med det. 

Jeg er faktisk der, hvor jeg er klar til at kotte forbindelsen helt til min familie nu, særligt fordi det åbenbart er så nemt for mine forældre/min mor, at skære os ud, at en uoverensstemmelse er nok til at true med det. 

Ved simpelthen ikke hvad jeg vil med det her opslag, udover at få luft. Tak fordi i læste med. 

Anonym skriver:

Jeg vil, af respekt for de involverede forsøge at gøre mit skriv/spørgsmål så anonymt som overhovedet muligt. 

Mine biologiske forældre er plejeforældre, de har gennem mange år haft plejebørn, hvoraf den ældste af deres plejebørn er blevet adopteret som voksen. Derudover har de yderligere et plejebarn som er væsentligt yngre end undertegnede. 

Det plejebarn der stadigvæk bor hjemme er 15 år yngre end ut. og anses af mine forældre så godt som 100% for deres eget barn. 

Jeg flyttede hjemmefra tidligere end normen da jeg mødte min mand og senere faderen til mine børn. Mit ældste barn er få år yngre end det plejebarn som stadigvæk bor hos mine forældre, og de to anser sig selv som venner. 

Desværre skete der det, af deres plejebarn og mig ældste barn blev voldsomt uvenner fornylig. Plejebarn som er ældre end mit barn, sendte nogle hårde beskeder og beskyldninger mod mit barn på Snap.

Jeg har hørt beskederne og synes de lige grove nok, derfor kontaktede jeg selvfølgelig mine forældre for at fortælle hvad der foregik. 

Nu til problemet. Min familie særdeles min mor, haf ALDRIG kunne indrømme en fejl og/eller plejebarnets fejl. Hun fortæller mig at det er helt og holdent vores barn der er problemet og at deres barn aldrig kunne finde på de ting som vores barn fortæller. 

Jeg er helt med på at vores barn ikke er fejlfrit (det er teenagere sjældent ). Fortæller min mor at jeg er enig i noget af det og det skal vores barn selvfølgelig arbejde med og undskylde for. Men oplevede slet ikke det gik den anden vej. 

Spørger min mor hvorfor de ikke kan se hvad der er gået galt den anden vej, hvortil hun ender med at sige "hvis det ikke kan slippes nu og vi kan komme videre, så må vi kappe forbindelsen til hinanden nu"... 

Det synes jeg godt nok er voldsomt at sige, og sidder nu tilbage med følelsen af "hvad skete der ?". 

Jeg sagde til hende (desværre ville jeg ønske jeg bare havde sagt "fint") at selvfølgelig kunne vi lade det ligge... Men føler simpelthen vores barn er blevet så uretfærdigt behandlet og endda også af sin egen mormor nu. 

Hvorfor kan man ikke være uenige og løse det som voksne mennesker, og indrømme begge veje, at ungerne har været usmarte. Hvorfor er det ikke muligt for mine forældre (særdeles min mor) at indse, at deres plejebarn bestemt ikke er en engel altid ?

Snakkede med min anden søskende i telefon (det plejebarn som er jævnaldrende med mig og adopteret) og h*n havde fuldstændig samme problemer med, at det hjemmeboende plejebarn skaber problemer og lyver, men altid slipper afsted med det. 

Jeg er faktisk der, hvor jeg er klar til at kotte forbindelsen helt til min familie nu, særligt fordi det åbenbart er så nemt for mine forældre/min mor, at skære os ud, at en uoverensstemmelse er nok til at true med det. 

Ved simpelthen ikke hvad jeg vil med det her opslag, udover at få luft. Tak fordi i læste med. 

Puh, jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre. Det er en kompleks situation med mange svære følelser involveret fra jer begge. Og så er det jo en usædvanlig situation, at mor og datter er i konflikt vedrørende hvert deres barn (og mors barnebarn). 
Kan man forestille sig, at din mor kæmper med næb og kløer for plejebarnet, fordi han/hun generelt opfattes som problemskabende, løgnagtig m.m.? At hun tyr til ubetinget forsvar, fordi “hele verden” er imod ham/hende? Det er jo ikke ukendt, at det “svageste” barn i en flok er det, man som mor går allerlængst for, og hvis fejltrin man bliver mest blind for. 

Det er uforståeligt, at hun truer med at cutte forbindelsen til dig og dit barn. Jeg håber, det var en dum, tom trussel, sagt i affekt. Ikke desto mindre er I sgu nok nødt til at få talt om tingene, for det vil jo let kunne gentage sig. 

Jeg har ikke andre råd til dig end at prøve at rumme, at din mor har et blindt punkt hér og så at få talt sammen om det - uden bebrejdelser - i fredstid, altså når episoden er kommet på afstand. 

Det er da en træls mor at have. 

At bryde forbindelsen til sine forældre, synes jeg er meget kritisk og alvorligt. Så den vej ville jeg bestemt undgå. Familie er, trods meget, vigtig. Også for dine børn at have kontakt til bedsteforældre. 

At din mor er i stand til at true med at bryde kontakten, er godt nok vildt! Det er da ikke rart at høre og lyder til at din mor virkelig er udfordret på, at erkende egne fejl. Øv. 

Jeg havde holdt kortene på egen hånd. Talt med barnet om det der er sket. Tale om hvordan man opfører sig online. Italesætte hvad der er ok og hvad der slet ikke er i orden. Og fred være med plejebarn og mor som må sejle i deres egen sø. Du kan heldigvis sagtens gå forrest for dit eget barn. 

Min personlig mening. 

Hvis det var min mor og hun havde sagt den sætning til mig havde jeg sagt fint farvel og holdt på mit. 

Min mor indrømmer heller aldrig fejl men jeg vil ikke undskylde for nåede jeg eller mine børn og mand ikke har gjord. Og selv om vi har det godt men også rigtig svært, hvis min mor fyrede den sætnig af ville jeg ha sagt jamen farvel med dig.

Hvis ens børn ikke betyder mere ind man kan snakke om tingene og man skal have den sætning smidt i hovede.

Mor og meget mere skriver:

Puh, jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre. Det er en kompleks situation med mange svære følelser involveret fra jer begge. Og så er det jo en usædvanlig situation, at mor og datter er i konflikt vedrørende hvert deres barn (og mors barnebarn). 
Kan man forestille sig, at din mor kæmper med næb og kløer for plejebarnet, fordi han/hun generelt opfattes som problemskabende, løgnagtig m.m.? At hun tyr til ubetinget forsvar, fordi “hele verden” er imod ham/hende? Det er jo ikke ukendt, at det “svageste” barn i en flok er det, man som mor går allerlængst for, og hvis fejltrin man bliver mest blind for. 

Det er uforståeligt, at hun truer med at cutte forbindelsen til dig og dit barn. Jeg håber, det var en dum, tom trussel, sagt i affekt. Ikke desto mindre er I sgu nok nødt til at få talt om tingene, for det vil jo let kunne gentage sig. 

Jeg har ikke andre råd til dig end at prøve at rumme, at din mor har et blindt punkt hér og så at få talt sammen om det - uden bebrejdelser - i fredstid, altså når episoden er kommet på afstand. 

Der er slet ingen tvivl om, at min mor har en klar favorit i hjemmeboende plejebarn vs. mig og det adopterede plejebarn. 

Hjemmeboende plejebarn har altid været lidt "bagud" i nogle henseender, og har haft sine udfordringer ift. skolegang osv. så ja mine forældre særdeles min mor, har et meget ømt punkt for plejebarn. 

Men nej, plejebarn er ellers ikke kendt for at være løgnagtig (og at min anden søskende havde den oplevelse var nyt for mig), men jeg har set nogle lidt kedelige sider af hjemmeboende plejebarn. 

Min mor og far ville dog aldrig mene det var et problem eller noget de har set og erfaret, det helt sikkert. 

Tværtimod er deres billede af plejebarn, at h*n er meget blød, følsom, super sensitiv og behagesyg. 

(Men det kan diskuteres hvorvidt det nogle sider andre vil være enige gør sig gældende.)  

Jeg er lidt modløs og sidder tilbage med en følelse af, at uanset hvad jeg gør, vil min mor altid "vinde". Hun er vanvittigt god til at argumentere og diskutere, modsat mig. Hun er stærk verbalt og indrømme aldrig fejl. 

Hun har sat sit punktum i det her, og det er, at hvis jeg er uenig eller "skaber" mig mere, så vi ude af deres liv. 

Det virkelig hårdt at sidde tilbage med. 

Det skal også siges, at min mor troppede op her i mit hjem med plejebarn ved sin side uden at vi vidste de ville komme. Bankede på og gik ind i vores stue, gik lidt rundt før hun begyndte på sit "vi skal have det her løst, og det nu, for magter ikke alt det drama"... Og gik med den sætning hængende i luften, at vores barn havde hele fejlen og plejebarn havde ingen fejl. Var vi uenige ja så var det farvel for altid. 

Hvad gør vi/jeg nu. Har en blanding af vrede og frustration og afmagt i mig. Og føler virkelig ikke det fair over for mit eget barn, der også sad tilbage med uforløst sag og så ud som om h*n havde fået smidt en kold spand vand i hovedet af beskyldningerne plejebarn kom med. 

I sådan en sitation ville jeg vælge mit barn over alle andre familiemedlemmer. Du har forsøgt at løse konflikten ved at begge unger skal tage ansvar for egne handlinger. Stod en person overfor mig og ville give mit barn skylden for alt og så endda true med at cutte forbindelsen hvis ikke vi makker ret, ja så må vi cutte forbindelsen. Aldrig i livet om mit barn skal hænges ud - og så af sin egen mormor - for ting barnet ikke har gjort og så med det andet barn som vidne til at mit barn blev nedgjort og tvunget til at tage skylden. Jeg tør vædde med at hvis I tager skylden for denne her, så fortsætter det sådan fremover og plejebarn lærer at vedkommende kan fortsætte en sådan opførsel uden at komme i klemme hos mor og far. Det bliver man ikke noget særligt rart menneske af at opføre sig sådan. Og hvad mon dit barn skal tage skylden for næste gang? 

Lad din mor dampe af og prøv igen. Du er dit barns advokat så sørg for det går fair til eller træk dig. Dit barn vil værdsætte at du forsvarer det og det vil lærer godt af det. 

Jeg ville skrive et brev, nu hvor du føler, at du bliver “kørt over”, når i har generelle samtaler. Jeg ville blandt andet skrive, at jeg havde svært ved at forstå, at hun kan opføre sig så kompromisløst, og at det føles meget voldsomt, at ens egen mor truer med at cutte kontakten. Jeg ville så vidt muligt holde sproget pænt og skrive ud fra egen banehalvdel, og hvis hun ikke responderer hensigtsmæssigt, så ville jeg advisere hende om, at jeg ville trække mig fra forholdet for at passe på mig selv og mit barn.

Jeg er sikker på, at hun (som en anden også nævner) holder hånden ekstra over den “lille” og “svageste”, men det må ikke gå ud over dig og dit barn.

Jeg kan slet ikke forestille mig, at hverken min egen mor eller jeg som mor kunne finde på at sige sådan til mit barn - det må være meget sorgfuldt for dig, og jeg ville overveje selv at få det talt igennem i terapi.

Anonym skriver:

Der er slet ingen tvivl om, at min mor har en klar favorit i hjemmeboende plejebarn vs. mig og det adopterede plejebarn. 

Hjemmeboende plejebarn har altid været lidt "bagud" i nogle henseender, og har haft sine udfordringer ift. skolegang osv. så ja mine forældre særdeles min mor, har et meget ømt punkt for plejebarn. 

Men nej, plejebarn er ellers ikke kendt for at være løgnagtig (og at min anden søskende havde den oplevelse var nyt for mig), men jeg har set nogle lidt kedelige sider af hjemmeboende plejebarn. 

Min mor og far ville dog aldrig mene det var et problem eller noget de har set og erfaret, det helt sikkert. 

Tværtimod er deres billede af plejebarn, at h*n er meget blød, følsom, super sensitiv og behagesyg. 

(Men det kan diskuteres hvorvidt det nogle sider andre vil være enige gør sig gældende.)  

Jeg er lidt modløs og sidder tilbage med en følelse af, at uanset hvad jeg gør, vil min mor altid "vinde". Hun er vanvittigt god til at argumentere og diskutere, modsat mig. Hun er stærk verbalt og indrømme aldrig fejl. 

Hun har sat sit punktum i det her, og det er, at hvis jeg er uenig eller "skaber" mig mere, så vi ude af deres liv. 

Det virkelig hårdt at sidde tilbage med. 

Det skal også siges, at min mor troppede op her i mit hjem med plejebarn ved sin side uden at vi vidste de ville komme. Bankede på og gik ind i vores stue, gik lidt rundt før hun begyndte på sit "vi skal have det her løst, og det nu, for magter ikke alt det drama"... Og gik med den sætning hængende i luften, at vores barn havde hele fejlen og plejebarn havde ingen fejl. Var vi uenige ja så var det farvel for altid. 

Hvad gør vi/jeg nu. Har en blanding af vrede og frustration og afmagt i mig. Og føler virkelig ikke det fair over for mit eget barn, der også sad tilbage med uforløst sag og så ud som om h*n havde fået smidt en kold spand vand i hovedet af beskyldningerne plejebarn kom med. 

Hold da op. Din mors opførsel er svær at forstå. At man kan tromle sit barn og, indirekte, barnebarn på den måde, det kan jeg slet ikke følge. Eller at hun opfatter situationen som så sort/hvid. 

Det ideelle ville være, netop med tanke for, at lignende situationer kan opstå igen, at I talte med en udenforstående om jeres problemer - en familierådgiver eller en anden terapeut ville være guld værd hér. Det er simpelthen for trist, hvis din mor ender med at male sig op i et hjørne, og hvis både du og dit barn som konsekvens kommer til at lægge afstand til hende. Selv om det vil være selvforskyldt, så kunne jeg godt unde hende en chance for at indse, hvad det er, hun gør ved jer og ved sig selv. 
Vil hun blankt afvise at gøre dette? 

Din mor skal ikke “vinde” noget som helst. I er ikke i kamp eller konkurrence - men to ligeværdige voksne. Jeg forstår dog godt, at du vælger det udtryk. 

Hvor er din far henne i dette? Min mand er fabelagtig, når min voksne datter og jeg indimellem har små kontroverser. 

Det lyder virkelig ikke rart. Desværre kan vi ikke lave om på vores forældre. Fine forslag med at skrive breve mm, men fakta er desværre ofte at lidt ældre folk som i forvejen har ringe selvindsigt og ikke kan undskylde/se egne fejl, sjældent vil ændre sig. Så det jeg siger, er at jeg tror ikke du får så meget ud af det. 
så det handler nok om accept - acceptere at din mor ikke vil tage ansvar/undskylde og sådan er hun. Dernæst hvordan du ønsker hende i dit liv og hvad der er sundest for dig og din familie at gøre?

din mor lyder ikke sund at være sammen med - det er meget voldsomt at true med at afbryde jeres forhold grundet en kontrovers børnene i mellem.

Cerenia skriver:

Det lyder virkelig ikke rart. Desværre kan vi ikke lave om på vores forældre. Fine forslag med at skrive breve mm, men fakta er desværre ofte at lidt ældre folk som i forvejen har ringe selvindsigt og ikke kan undskylde/se egne fejl, sjældent vil ændre sig. Så det jeg siger, er at jeg tror ikke du får så meget ud af det. 
så det handler nok om accept - acceptere at din mor ikke vil tage ansvar/undskylde og sådan er hun. Dernæst hvordan du ønsker hende i dit liv og hvad der er sundest for dig og din familie at gøre?

din mor lyder ikke sund at være sammen med - det er meget voldsomt at true med at afbryde jeres forhold grundet en kontrovers børnene i mellem.

Jeg kan også godt frygte (ved man skal gå varsomt når det kritik min mors vej), at hvis jeg skriver et brev eller får en terapeut med indover, så vil hun ikke tage det som noget positivt, eller på nogen måde samarbejde om det. 

En terapeut ville min mor meget nemt kunne overbevise om, at det er hos os/mig at fejlen ligger, for hun er meget god til at snakke og formulere sig. (Det jeg ikke, har aldrig haft ret meget selvtillid og er vist lidt socialt kejtet). 

Et brev ville hun højst sandsynligt synes er lidt fjollet/latterligt og enten ikke tage seriøst, eller simpelthen gå til modangreb på. 

Min far har altid været lidt neutral, men når det kommer til stykket er han 100% på min mors side, hvis han skal tage parti, så godt kender jeg ham efterhånden.

Min mand var lidt i chok igår, han hørte jo hele samtalen da min mor og plejebarn jo dukkede uanmeldte op hos os. Det var et direkte angreb på os og et "plejebarn har intet gjort forkert, lad det ligge eller vi må cutte kontakten nu, jeg orker ikke alt det drama!" 

Han var ligesom jeg, lidt blæst bagover og chokeret og sagde derfor ikke noget i situationen, men efterfølgende har han været gal på mine og sit barns vegne. Han har aldrig set den side af min mor (hun skjuler det godt), men jeg har hele min barndom aldrig hørt hende indrømme en fejl, men tilgengæld altid fået mine læst højt. Puha undskyld, nu fik jeg vist luftet mine følelser og frustrationer.