En følelsesmæssigt opslidende ammeproces

Du skriver, at din baby har stramt tungebånd. Få det klippet. Det er meget enkelt og ukompliceret og du kan få en tid med det samme med så lille et barn, der har problemer med at spise. 

Vi fik vores datters tungebånd klippet, da hun var omkring de 2 uger - og hun fik meget bedre fat bagefter. 

Og det uanset, om han skal ammes, have flaske eller sutte på sut. Plus det kan også påvirke hans tale, hvis det er alt for stramt, når han bliver det større. 

Dernæst ville jeg få fat i sundhedsplejersken til at hjælpe dig i gang igen, hvis du gerne vil give det en chance mere. 

Et kram til dig

Mit første ammeforløb var også virkelig opslidende. Det involverede udpumpning efter hver amning, og jeg havde det af helvedes til (mentalt) fordi det var så opslidende. 
Kan huske jeg fik at vide, at det kan tage op til 8 uger før amningen helt rigtigt etablerer sig. Og når jeg i dag kigger tilbage, så passer det ret godt. Det var som om ved 8 uger at vi fandt balancen. Jeg gik fra at føle mig som en malkeko, til rent faktisk at få lidt rutine. 
Selvom det efterfølgende lykkedes at amme knap et år, vil jeg i retrospekt sige at jeg gav for meget af mig selv. Jeg kunne ikke drømme om at bruge så mange mentale kræfter på dét igen. Det var ikke det værd, på trods af amning lykkedes. For det gjorde oplevelsen negativ. Jeg blev aldrig rigtig glad for at amme (i første omgang). 
Kan kun sige, at du virkelig skal passe på dig selv. Du kæmper. Det er skide godt. Men det er så vigtigt at du mærker efter, hvad der kan gøre denne her tid bedst for jer.

Tusind tak for alle jeres beskeder. Det varmer virkelig

Mht. klyngeamning er det blevet meget bedre. For som nogle af jer skriver, er det ofte andre ting der trykker, og at han bare kommunikerer det gennem at ville have mad.

Han har  ikke stramt tungebånd. Det er afkræftet hos ØNH, men det var en tanke vi havde da han slap brystet tit og stadig gør mine brystvorter skæve ved amning.

Ammeprocessen kom rigtig skidt fra start, og derfor føler jeg at det sidder i mig, at det ikke er en behagelig oplevelse og at den faktisk tager "bonding time" væk fra mig og min søn. Og det er trods det faktisk ikke gør ondt at amme længere.

Dét der er ubehageligt er følelsen jeg sidder med. En følelse af utilstrækkelighed, frustration og dårlig selvtillid, selvom jeg normalt er et meget roligt menneske. Jeg kan græde i afmagt, og føler mig ulig mig selv. Men kun omkring amningen, som så desværre fylder så meget af ens dag.

Jeg ved at en god mor ikke sidder i  brysterne, og jeg ville sige de samme ting, hvis en anden sad med disse følelser. Desuden har jeg ikke selv nogen problemer med MME, men jeg tror jeg tænker så meget på min egen præstation, at det er en super svær beslutning. En meget sårbar en også, hvor jeg er bange for at blive dømt af SP eller egen læge, fordi der er de dumme anbefalinger.

Når han får flaske, er der intet hys overhovedet. Han er stille og holder øjenkontakt med mig. Jeg overvejer faktisk at købe en god elektrisk pumpe og udmalke brystmælk, så han bare kan få én til to omgange om dagen i flaske. Er der nogen der har erfaringer med det? Det vil tage noget af presset fra mig, der hvor han er allersværest (om aftenen). For om natten og morgenen når jeg ammer, er det mere tåleligt. Måske fordi brysterne er mere spændte. Der græder han heller ikke, river eller skubber mig. 

Tusind tak for jeres input.

Hvis du inderst inde gerne vil have amningen til at lykkes på længere sigt, så ville jeg nok passe på med flasken. For nogle lykkes det at have en kombination, men det at give flaske kan godt gøre amningen endnu mere besværlig. Det skete i mit første ammeforløb, hvor jeg til sidst måtte opgive at amme, fordi han ikke gad anstrenge sig ved brystet længere.

Om aftenen er rigtig mange babyer urolige og vil ammes konstant. Det er helt almindeligt - og det går over. For rigtig mange stopper det ved 3mdrs alderen, hvor de ligesom bliver lidt mere vågne. For nogle stopper det før.

Jeg kan så godt genkende den følelse af utilstrækkelighed fra mit første barn. For mig var det både amningen, men også det at få ham til at sove, der drillede. Jeg tror næsten alle nybagte mødre oplever det i en eller anden grad - at man ikke føler ‘man gør det godt nok’. Jeg syntes det var følelsesmæssigt enormt hårdt at blive mor - netop pga denne følelse. 

Det er kun dig, der kan afgøre, hvor meget du skal give af dig selv for at amningen kan fortsætte.

Du kan tage fat i sundhedsplejersken eller købe dig til en privat ammevejleder - det kender jeg flere, der har haft gavn af. 
Du kan også kæmpe videre selv, og se om det ikke bliver bedre. Det kan sagtens nå at blive et vellykket ammeforløb selv om I har haft en svær start. 

Men du kan også vælge at sige, st nu prøver vi at supplere i en periode og så acceptere, hvis amningen går i koks og du ender med at skulle droppe den helt. Alle tre valg er helt ok og ansvarlige og ingen af delene gør dig til en hverken værre eller bedre mor ❤️ 

Jeg tror, jeg ville holde ud i nogle uger endnu uden flaske, hvis jeg var dig - men det er jo let at sige, for det er jeg jo ikke

Anonym skriver:

Hej med jer,

For lidt over 4 uger siden fødte jeg min søn. Han er rigtig dejlig og har taget virkelig fint på mht. vægt og er gået fra en fødselsvægt på 3745 til 4500 kilo her i begyndelsen af sidste uge.

Han har klyngeammet rigtig meget fra start, og sutteteknikken er stadig ikke helt, hvor den skal være (han slipper tit, og er blevet afkræftet af en ØNH mht. evt stramt tunge/læbebånd). Klyngeamningen er stoppet nu, men det gav mig virkelig en hård start på amningen, med sår på brystvorterne og 8 timers lange stretches hvor han KUN ville spise.

Sagen er bare, at han græder rigtig meget, når han ikke får fat i det første sekund ved mine bryster. Og det ender også med at jeg faktisk græder og bliver super frustreret. Amning er ikke dén "bonding" oplevelse, som jeg læste den skulle være. Det er mere en stressfaktor for mig, og det kan være rigtig svært at være i, når han er SÅ sulten, at han paradoksalt ikke vil have mad.

Gennem de sidste dage er vi tyet til at give ham modermælkserstatning i flaske, når han er rigtig "slem". Altså blot én gang om dagen. Jeg vil allerhelst give ham brystmælk i flaske, men jeg kan simpelthen ikke pumpe nok ud, når han ammer hver anden time hos mig.

Jeg ved ikke helt hvad jeg efterspørger hos jer. Jeg har brugt alle de tips jeg kunne finde om, at han skulle få ordentligt fat, men når han endelig gør, kan han finde på at skubbe mig væk med sine hænder, eller slippe fordi han har brug for en kort pause (hvorefter han så græder, når han indser at han ikke har fat længere).

Måske har jeg brug for trøst? For at nogen fortæller mig om det bliver bedre, eller hvad jeg skal gøre med hans gråd. Han kan ikke få fat når han græder, så amninger kan ofte være præget af desperate forsøg på at trøste ham, hvorefter han græder så snart han lægges til igen. Det er mega hårdt, og jeg synes det tager meget af energien fra mig. Amningerne har påvirket min selvtillid og jeg føler mig som en dårlig mor, fordi han er sulten i dé øjeblikke og jeg ikke kan hjælpe ham godt nok... Og samtidig føler jeg der er en stigma om MME, så dér mærker jeg også en skam for at bruge det som supplement. Min mor siger, at man ikke skal "give op" og gå til flaske... og det er virkelig hårdt også. Hun har haft 5 børn og fuldammet dem alle.

Jeg har rigtig mange følelser om min præstation som mor. For når man bliver drænet sådan af amning på et følelsesmæssigt plan også, føler jeg ikke jeg kan være der tilstrækkeligt for ham for at få "kontakt". 

Så... bliver det bedre? Hvornår fik I styr på amningen, og er det normalt, at den stresser så meget, og at babyerne skriger sådan, når de ikke får fat i første sekund?

 

Mvh

En lidt fortvivlet førstegangsmor

Om det bliver bedre, måske. Det vigtigste spørgsmål er om du vil slippe amningen eller blive ved.

Hvis du bliver ved og det lykkes godt, så er det en fed følelse, at man er kommet til mål og det kører. Men der er jo ingen garantier for at det sker.

du kunne evt. aftale en deadline med dig selv, fx en måned til. Og hvis det stadig ikke kører godt så stopper du.

Amning skal jo ikke være for enhver pris. Det allervigtigste er, at du nyder din tid med din lille dreng. Det kommer aldrig igen.

mht. Gråd, så hjalp det mig at tænke, at ddet for babyer jo bare er en form for snak…de fortæller deres følelser/behov,  gråd hos baby betyder ikke nødvendigvis smerte eller alarm! som hvis en voksen græder.

Held og lykke

Opdatering:

Jeg endte med at stoppe amningen som primære kilde til min søn. Det betyder, at jeg stadig ammer om natten og ellers pumper ud. Dog er vi gået 70% på mme, og jeg kan fortælle jer, at jeg er så, så, så lykkelig over min beslutning  

Jeg havde mange symptomer på PPD. Men alle var koblet på amningen. Det går langt bedre nu, og jeg synes der er forståelse i mit bagland.