En følelsesmæssigt opslidende ammeproces

Hej med jer,

For lidt over 4 uger siden fødte jeg min søn. Han er rigtig dejlig og har taget virkelig fint på mht. vægt og er gået fra en fødselsvægt på 3745 til 4500 kilo her i begyndelsen af sidste uge.

Han har klyngeammet rigtig meget fra start, og sutteteknikken er stadig ikke helt, hvor den skal være (han slipper tit, og er blevet afkræftet af en ØNH mht. evt stramt tunge/læbebånd). Klyngeamningen er stoppet nu, men det gav mig virkelig en hård start på amningen, med sår på brystvorterne og 8 timers lange stretches hvor han KUN ville spise.

Sagen er bare, at han græder rigtig meget, når han ikke får fat i det første sekund ved mine bryster. Og det ender også med at jeg faktisk græder og bliver super frustreret. Amning er ikke dén "bonding" oplevelse, som jeg læste den skulle være. Det er mere en stressfaktor for mig, og det kan være rigtig svært at være i, når han er SÅ sulten, at han paradoksalt ikke vil have mad.

Gennem de sidste dage er vi tyet til at give ham modermælkserstatning i flaske, når han er rigtig "slem". Altså blot én gang om dagen. Jeg vil allerhelst give ham brystmælk i flaske, men jeg kan simpelthen ikke pumpe nok ud, når han ammer hver anden time hos mig.

Jeg ved ikke helt hvad jeg efterspørger hos jer. Jeg har brugt alle de tips jeg kunne finde om, at han skulle få ordentligt fat, men når han endelig gør, kan han finde på at skubbe mig væk med sine hænder, eller slippe fordi han har brug for en kort pause (hvorefter han så græder, når han indser at han ikke har fat længere).

Måske har jeg brug for trøst? For at nogen fortæller mig om det bliver bedre, eller hvad jeg skal gøre med hans gråd. Han kan ikke få fat når han græder, så amninger kan ofte være præget af desperate forsøg på at trøste ham, hvorefter han græder så snart han lægges til igen. Det er mega hårdt, og jeg synes det tager meget af energien fra mig. Amningerne har påvirket min selvtillid og jeg føler mig som en dårlig mor, fordi han er sulten i dé øjeblikke og jeg ikke kan hjælpe ham godt nok... Og samtidig føler jeg der er en stigma om MME, så dér mærker jeg også en skam for at bruge det som supplement. Min mor siger, at man ikke skal "give op" og gå til flaske... og det er virkelig hårdt også. Hun har haft 5 børn og fuldammet dem alle.

Jeg har rigtig mange følelser om min præstation som mor. For når man bliver drænet sådan af amning på et følelsesmæssigt plan også, føler jeg ikke jeg kan være der tilstrækkeligt for ham for at få "kontakt". 

Så... bliver det bedre? Hvornår fik I styr på amningen, og er det normalt, at den stresser så meget, og at babyerne skriger sådan, når de ikke får fat i første sekund?

Mvh

En lidt fortvivlet førstegangsmor

Godt råd… find fred i at din amning ikke helt fungerer. Det er virkelig ikke altafgørende .. hvis I får det hyggeligere ved mme - så er det da det du skal bruge. 
og lad være med at slå dig selv i hovedet

Det kan også være noget andet fx mavekneb, en bøvs der driller osv. prøv at bøvse ham (nogengange må man godt være ihærdig og bruge noget tid på det). Et varmt omslag om maven (jeg smider en stofble i mikroovnen 10 sekunder så den er behagelig lun og så på maven) det kan også hjælpe. Ellers så forsøg med en sut. 
min store pige klynge ammede også! Og det kom igen og igen i perioder pga ammespring. Det er sindssyg hårdt at føle man ikke laver andet end at amme 24/7 men det er med god grund - så din mælkeproduktion følger hans behov. 
Jeg ammede min store til hun var 1 år og ammespringene fortsatte til omkring 9 måneders alderen hvor jeg begyndte at fjerne flere amninger for til sidst den sidste amning om aftenen. 

min lille pige er 7 uger, og har også perioder med klyngeamning/ammespring. Hun kan blive tosset! Og få fat, amme kort for at slippe igen og skrige. Ved hende er det prutter og bøvser der klemmer, så jeg cykler og masserer benene, hvor hun ligger på mine ben mens jeg vugger hende, og jeg bøvser hende hyppigt! Derudover hvis jeg har forsøgt at ligge hende til 5-6 gange og det er det samme, svøber jeg hende og hun får sin sut og vugger hende eller går rundt med hende til hun er helt rolig, så kan jeg amme hende derefter uden problemer. Min store brugte/bruger ikke sut og der er sine fordele men tilgengæld var jeg jo så hendes sut.. min lille vil gerne have sin sut i en situation som beskrevet, men er hun sulten ryger den ud omgående så hun er god til selv at melde sig til måltid og hvornår det er hygge/sut. 

en enkelt gang var det rigtig slemt med den lille så hun fik lidt (15ml) kogt vand (tempereret) på flaske og det tog toppen så hun lige kunne finde ro og så blive ammet. Det kan også hjælpe lidt hvis maven driller lidt. 

Håber der måske er noget du kan bruge, og ellers så må du endelig spørge hvis det er. 

Håber din amning bliver den forbindelse til dit barn som du håbede! Men det ER opslidende og hårdt og frustrerende og alt andet derimellem. Det er ikke altid så lige til som man læser sig til og hører om.. 

Kan udemærket huske de smerter ved amning hvor jeg bare tænkte det skulle overståes hurtigst muligt for var SÅ øm.. jeg gruede for næste amning nogengange men med min store da jeg ammede for sidste gang, må jeg indrømme jeg stor tudede, det føltes næsten som en sorg at skulle stoppe, men hun var klar og havde ikke brug for det mere og jeg var gravid og ventede lillesøster…  og tænker tilbage på det at jeg kunne amme hende 1 år med stor glæde på trods af det ikke altid var lige nemt. Og husker mig selv på det når amningen er hård med lillesøster

Det er altså også bare rigtig hårdt at amme. Og det er pissehårdt at få et barn. Men han er godt nok også stadig lille. De første uger er bare tit underlige med amningen og det kan gøre ondt, og de vil ikke rigtig bøvse, og det hele kan drille. 

Måske kan du give dig selv noget ro ved at sige: Hvis det stadig er træls når han er fx 10 uger eller 8 uger (eller hvad du føler, du kan overskue), så går vi over til flaske.

Det kan simpelthen vende så hurtigt med de helt små. Måske er det allerede anderledes i næste uge. Men i starten, så kan jeg sagtens huske, at hver lille fase kan føles som en evighed. Og jeg kunne nærmest slet ikke se mig ud af de ting, der drillede. Og så pludselig er man på den anden side.

Men det er ikke altafgørende at amme. For nogle er det fantastisk - men for mig har det altså også været hårdt (3 børn, to fuldammet til 6 mdr, en på flaske fra ca 3 mdr) og ikke altid særlig hyggeligt. Det er selvfølgelig totalt praktisk med alt det, man ikke skal spekulere over at have med - men jeg syntes også det var hårdt ALTID at være den, der havde babyen. Man kan bedre dele med en flaske - og det er altså også lidt rart at få sin krop for sig selv. Det har jeg i hvert fald følt hver gang. Så der er fordele og ulemper ved begge dele, og i sidste ende er det jeres valg, hvor længe der skal kæmpes - og ikke din mors eller normer eller… baby skal nok klare sig, om I ender med det ene eller det andet. Og dine følelser og tanker omkring det her er fuldkommen normale. 

En god mor sidder ikke i brysterne. Hvis det giver dig og ham ro, så er flasken det rigtige. Der er ingen skam i ikke at amme. Flasken giver nogle andre muligheder. 

Sæt din baby hos din mor bed hende om at give en flaske. Så kan det være hun kan se fordelen i at hun også kan være med. Og hvis hun har 5 børn, burde hun have lært at alle børn er forskellige

Tillykke med din søn.

Kære trætte mor, der gør det allerbedste hun kan.

Først og fremmest - du er en god og kærlig mor. At kæmpe og tænke så meget over amning, det vidner om både kærlighed og vilje. Vid dog samtidig, at mange af de ting der i dag virker altafgørende og enormt vigtige, faktisk sjældent er særligt afgørende i det lange løb. Om dit barn ammes eller ej, har faktisk slet og ret ingen konkret betydning for hverken jeres relation eller hans opvækst. Begge dele er fint. En halv/halv er også fin. Gør hvad I trives bedst med, stol på at det ikke er afgørende. Det gode forældreskab kommer i 412 forskellige former og der skal ret meget til at være utilstrækkelig, så længe man bruger sin sunde fornuft.

Og hvis du gerne vil amme - ja, så skal den MME nok væk. Og så er det skide frustrerende at amme 24/7 i perioder. Lås døren, smid tøjet, dæmp lyset og overgiv jer til et par døgn der kun handler om hudkontakt og amning - jer og ingen andre. Det skal ikke gøre absurd ondt og bløde - omvendt tager baby ingen spor skade af at græde eller være frustreret i tryg favn. Babyer er ret robuste - og du gør alt hvad du kan. Og får du brug for at smide håndklædet i ringen, så gør du bare det. 

Luk bøgerne, luk for Google og luk for mormor - du finder din egen vej, og den bliver helt fin og tilstrækkelig uanset “detaljerne”. 

Det lyder godt nok hårdt!! Jeg ved 200% at havde det været mig, så havde jeg droppet det amning på stedet (jeg ammede, men med et meget lettere forløb end dit). Du HAR gjort alt hvad du kunne. Sluk for mor. Gør hvad der fungerer og føles bedst for dig og din baby og få lidt ro på. Du er en fantastisk mor

Jeg havde nok booket et forløb hos en ammevejleder. De er knalphammernde dygtige og alle pengene værd. De hjælper med sutteteknik men også med en forklaring og øvrige gode råd for hvorfor baby gør som han gør. 

At amning skulle være idyllisk = bulllshit. Der er selvfølgelig nogen der synes det er himlen, men der er lige så mange som synes det er passe hårdt og træls. De historier hører man bare ikke om - det er jo ikke instagram-venligt. 

Amning kan virkelig være noget rod. Der er så mange faser og baby hænger i brystet hele tiden. Og som du oplever, kan det også godt være stressede. Kan du prøve at ligge ham til inden han melder sig? 

Jeg har fuldammet de to ældste. Uden at elske det, men af "pligt". Den tredje gik på flaske da hun var 10 uger. Og efter jeg havde accepteret det, var det det bedste nogensinde! Elskede at give flaske. Jeg synes, personligt, at flaske er meget hyggeligere end amning. Med flasken kunne jeg holde øjenkontakt- det gør man ikke med amningen. 

Jeg savner at give flaske. Jeg savner IKKE at amme. Og hun er i øvrigt lige så sund og rask som sine brødre. 

Din mor er drøn irriterende og bør bakke dig op og ikke være så dømmende. Flaskebørn er SKØNNE børn

Hej mor 

Træk vejret og få ro på. Især når han græder. 

Det kan være så stressende, men prøv at sige til dig selv, at det er okay, at han græder. For du trøster ham og gør alt hvad du kan, og selvom han stadig er ked af det, så gør du det rigtig godt. Ofte er amning ikke sult, men fx trøst eller ondt i maven. Du vil måske opleve, at han er ked af det og vil have bryst, indtil der kommer en lort, og der så falder ro på. 

Amning kræver så meget mere tid end man forestiller sig. Og det kræver lidt, at du tør sige til dig selv, at opvasken og alt andet må vente, for nu er du i gang med at amme, og når du ikke gør, så sover eller spiser du. 

Det bliver helt sikkert nemmere. Det lover jeg! Men du skal give dig selv og din søn masser af tid og ros, for I er begge nybegyndere, der finder vejen sammen. 

En ammevejleder kan virkelig være en god investering (selvom det koster penge, så er det nok billigere end MME og flasker) og kan hjælpe dig bedre end fx sundhedsplejersken.

Jeg havde et rigtig svært ammeforløb de første ca 3 måneder, men endte med at amme 1,5 år. Det gav min søn en masse og jeg er glad for, at vi fik det til at ske. 

Ps læg baby på maven på din arm. Det hjælper på luft i maven.