Hvor finder jeg venner til min søn?

Min søn er knap 11 år gammel, går i en almindelig klasse og har ADHD. Han er ikke på medicin pga for kraftige bivirkninger.

Vores forløb og samarbejde med skolen har været og er langt. Min dreng, lad os kalde ham Peter, er en dreng med vanvittigt mange ressourcer, og hjemme mærker vi begrænset til hans udfordringer. Han er begavet over gennemsnittet og har gode sociale kompetencer i en mindre ramme. Han er den mest hensynsfulde og omsorgsfulde dreng. Hjemme laver han alle sine pligter uden problemer, han tilbyder hjælp af sig selv, han er varm og betænksom. Når han har legeaftaler 1-1 er der ingen problemer overhovedet. Sådan har det altid været. Aldrig så meget som en eneste konflikt, det er også de tilbagemeldinger vi har fået.

Desværre er Peter ekstremt udfordret i skolen. Ekstremt ekstremt. Han har ikke fået et fagligt udbytte i efterhånden flere skoleår pga sin ADHD. Når han er i et klasserum med mange (og der er støj i klassen) fylder han desværre rigtig meget. Han har meget udtalt motorisk og verbal uro, og de andre synes han er mega irriterende af samme årsag og vælger ham fra.

Vi samarbejder tæt med skolen. Pt har han meget reduceret skema pga det er så hårdt for ham at være i skole, og når han er der, tilbringer han mange af sine timer i mellemform, hvor de er to voksne og måske 5 børn. Det trives han i, men har også en tendens til at søge mod klassen.

Mange vil måske spørge: hvorfor er han ikke i specialklasse? Det har vi selvfølgelig vendt flere gange. Problemet er, at Peter som sagt er enormt velbegavet og har så mange ressourcer som han har. Både PPR, alle de lærere der har kendt ham gennem tiden, den special og inklusionsvejleder der er tætteste på ham og har været det i årevis (og som er helt fantastisk) siger, at han er ikke en specialklassedreng.

Han har alt for mange ressourcer, og de forventer han vil mistrives i et specialtilbud med børn, der er meget udfordrede på deres socialkognitive færdigheder og som ikke er et match intellektuelt. 

Men pt er problemet så bare, at de andre børn og forældre har et Mega negativt syn på ham og ikke vil give ham en chance. Peter har aldrig legeaftaler. Når vi efterspørger, er der enten afslag eller intet svar. Han er ensom. Og det er så synd, når nu han fungerer så godt på legeaftaler og er enormt samarbejdsvillig, velafstemt og velfungerende i dke kontekst. Det har vi selvfølgelig formidlet til de andre forældre både på forældremøde og over skriftlig kommunikation. 

I dag har min datter veninder på besøg. Peter var virkelig mut og nedtrykt. Så siger han "Det er bare snyd, at Josefine har venner, der vil være sammen med hende". Og lidt senere siger han, at han nok ikke har nogen venner, fordi han er tyk (det er han i øvrigt ikke).

Jeg har det så skidt over alt det her, og jeg bruger så meget tid og ressourcer på at hjælpe og støtte min dreng. 

Men hvor kan vi finde venner til ham? Det er jo svært for ham at finde ind i det store fællesskab.

Mange hilsner fra en meget bekymret mor 

Anonym skriver:

Min søn er knap 11 år gammel, går i en almindelig klasse og har ADHD. Han er ikke på medicin pga for kraftige bivirkninger.

Vores forløb og samarbejde med skolen har været og er langt. Min dreng, lad os kalde ham Peter, er en dreng med vanvittigt mange ressourcer, og hjemme mærker vi begrænset til hans udfordringer. Han er begavet over gennemsnittet og har gode sociale kompetencer i en mindre ramme. Han er den mest hensynsfulde og omsorgsfulde dreng. Hjemme laver han alle sine pligter uden problemer, han tilbyder hjælp af sig selv, han er varm og betænksom. Når han har legeaftaler 1-1 er der ingen problemer overhovedet. Sådan har det altid været. Aldrig så meget som en eneste konflikt, det er også de tilbagemeldinger vi har fået.

Desværre er Peter ekstremt udfordret i skolen. Ekstremt ekstremt. Han har ikke fået et fagligt udbytte i efterhånden flere skoleår pga sin ADHD. Når han er i et klasserum med mange (og der er støj i klassen) fylder han desværre rigtig meget. Han har meget udtalt motorisk og verbal uro, og de andre synes han er mega irriterende af samme årsag og vælger ham fra.

Vi samarbejder tæt med skolen. Pt har han meget reduceret skema pga det er så hårdt for ham at være i skole, og når han er der, tilbringer han mange af sine timer i mellemform, hvor de er to voksne og måske 5 børn. Det trives han i, men har også en tendens til at søge mod klassen.

Mange vil måske spørge: hvorfor er han ikke i specialklasse? Det har vi selvfølgelig vendt flere gange. Problemet er, at Peter som sagt er enormt velbegavet og har så mange ressourcer som han har. Både PPR, alle de lærere der har kendt ham gennem tiden, den special og inklusionsvejleder der er tætteste på ham og har været det i årevis (og som er helt fantastisk) siger, at han er ikke en specialklassedreng.

Han har alt for mange ressourcer, og de forventer han vil mistrives i et specialtilbud med børn, der er meget udfordrede på deres socialkognitive færdigheder og som ikke er et match intellektuelt. 

Men pt er problemet så bare, at de andre børn og forældre har et Mega negativt syn på ham og ikke vil give ham en chance. Peter har aldrig legeaftaler. Når vi efterspørger, er der enten afslag eller intet svar. Han er ensom. Og det er så synd, når nu han fungerer så godt på legeaftaler og er enormt samarbejdsvillig, velafstemt og velfungerende i dke kontekst. Det har vi selvfølgelig formidlet til de andre forældre både på forældremøde og over skriftlig kommunikation. 

I dag har min datter veninder på besøg. Peter var virkelig mut og nedtrykt. Så siger han "Det er bare snyd, at Josefine har venner, der vil være sammen med hende". Og lidt senere siger han, at han nok ikke har nogen venner, fordi han er tyk (det er han i øvrigt ikke).

Jeg har det så skidt over alt det her, og jeg bruger så meget tid og ressourcer på at hjælpe og støtte min dreng. 

Men hvor kan vi finde venner til ham? Det er jo svært for ham at finde ind i det store fællesskab.

Mange hilsner fra en meget bekymret mor 

Hvad med en aktivitet? 

Spejder? Mine nevøer(som har diagnoser) går til spejder og elsker det. 

Nogle kirker har klubber, eller andet. Søg hvad der er, hvor I bor. Tag ham med og så forklar de voksne hans udfordringer, men også hans styrker. 

Anonym skriver:

Min søn er knap 11 år gammel, går i en almindelig klasse og har ADHD. Han er ikke på medicin pga for kraftige bivirkninger.

Vores forløb og samarbejde med skolen har været og er langt. Min dreng, lad os kalde ham Peter, er en dreng med vanvittigt mange ressourcer, og hjemme mærker vi begrænset til hans udfordringer. Han er begavet over gennemsnittet og har gode sociale kompetencer i en mindre ramme. Han er den mest hensynsfulde og omsorgsfulde dreng. Hjemme laver han alle sine pligter uden problemer, han tilbyder hjælp af sig selv, han er varm og betænksom. Når han har legeaftaler 1-1 er der ingen problemer overhovedet. Sådan har det altid været. Aldrig så meget som en eneste konflikt, det er også de tilbagemeldinger vi har fået.

Desværre er Peter ekstremt udfordret i skolen. Ekstremt ekstremt. Han har ikke fået et fagligt udbytte i efterhånden flere skoleår pga sin ADHD. Når han er i et klasserum med mange (og der er støj i klassen) fylder han desværre rigtig meget. Han har meget udtalt motorisk og verbal uro, og de andre synes han er mega irriterende af samme årsag og vælger ham fra.

Vi samarbejder tæt med skolen. Pt har han meget reduceret skema pga det er så hårdt for ham at være i skole, og når han er der, tilbringer han mange af sine timer i mellemform, hvor de er to voksne og måske 5 børn. Det trives han i, men har også en tendens til at søge mod klassen.

Mange vil måske spørge: hvorfor er han ikke i specialklasse? Det har vi selvfølgelig vendt flere gange. Problemet er, at Peter som sagt er enormt velbegavet og har så mange ressourcer som han har. Både PPR, alle de lærere der har kendt ham gennem tiden, den special og inklusionsvejleder der er tætteste på ham og har været det i årevis (og som er helt fantastisk) siger, at han er ikke en specialklassedreng.

Han har alt for mange ressourcer, og de forventer han vil mistrives i et specialtilbud med børn, der er meget udfordrede på deres socialkognitive færdigheder og som ikke er et match intellektuelt. 

Men pt er problemet så bare, at de andre børn og forældre har et Mega negativt syn på ham og ikke vil give ham en chance. Peter har aldrig legeaftaler. Når vi efterspørger, er der enten afslag eller intet svar. Han er ensom. Og det er så synd, når nu han fungerer så godt på legeaftaler og er enormt samarbejdsvillig, velafstemt og velfungerende i dke kontekst. Det har vi selvfølgelig formidlet til de andre forældre både på forældremøde og over skriftlig kommunikation. 

I dag har min datter veninder på besøg. Peter var virkelig mut og nedtrykt. Så siger han "Det er bare snyd, at Josefine har venner, der vil være sammen med hende". Og lidt senere siger han, at han nok ikke har nogen venner, fordi han er tyk (det er han i øvrigt ikke).

Jeg har det så skidt over alt det her, og jeg bruger så meget tid og ressourcer på at hjælpe og støtte min dreng. 

Men hvor kan vi finde venner til ham? Det er jo svært for ham at finde ind i det store fællesskab.

Mange hilsner fra en meget bekymret mor 

Er der ikke nogen Facebook grupper ? 
måske I kan søge i en gruppe hvor der er andre der har børn med diagnoser eller børn der mangler venner. 

Anonym skriver:

Min søn er knap 11 år gammel, går i en almindelig klasse og har ADHD. Han er ikke på medicin pga for kraftige bivirkninger.

Vores forløb og samarbejde med skolen har været og er langt. Min dreng, lad os kalde ham Peter, er en dreng med vanvittigt mange ressourcer, og hjemme mærker vi begrænset til hans udfordringer. Han er begavet over gennemsnittet og har gode sociale kompetencer i en mindre ramme. Han er den mest hensynsfulde og omsorgsfulde dreng. Hjemme laver han alle sine pligter uden problemer, han tilbyder hjælp af sig selv, han er varm og betænksom. Når han har legeaftaler 1-1 er der ingen problemer overhovedet. Sådan har det altid været. Aldrig så meget som en eneste konflikt, det er også de tilbagemeldinger vi har fået.

Desværre er Peter ekstremt udfordret i skolen. Ekstremt ekstremt. Han har ikke fået et fagligt udbytte i efterhånden flere skoleår pga sin ADHD. Når han er i et klasserum med mange (og der er støj i klassen) fylder han desværre rigtig meget. Han har meget udtalt motorisk og verbal uro, og de andre synes han er mega irriterende af samme årsag og vælger ham fra.

Vi samarbejder tæt med skolen. Pt har han meget reduceret skema pga det er så hårdt for ham at være i skole, og når han er der, tilbringer han mange af sine timer i mellemform, hvor de er to voksne og måske 5 børn. Det trives han i, men har også en tendens til at søge mod klassen.

Mange vil måske spørge: hvorfor er han ikke i specialklasse? Det har vi selvfølgelig vendt flere gange. Problemet er, at Peter som sagt er enormt velbegavet og har så mange ressourcer som han har. Både PPR, alle de lærere der har kendt ham gennem tiden, den special og inklusionsvejleder der er tætteste på ham og har været det i årevis (og som er helt fantastisk) siger, at han er ikke en specialklassedreng.

Han har alt for mange ressourcer, og de forventer han vil mistrives i et specialtilbud med børn, der er meget udfordrede på deres socialkognitive færdigheder og som ikke er et match intellektuelt. 

Men pt er problemet så bare, at de andre børn og forældre har et Mega negativt syn på ham og ikke vil give ham en chance. Peter har aldrig legeaftaler. Når vi efterspørger, er der enten afslag eller intet svar. Han er ensom. Og det er så synd, når nu han fungerer så godt på legeaftaler og er enormt samarbejdsvillig, velafstemt og velfungerende i dke kontekst. Det har vi selvfølgelig formidlet til de andre forældre både på forældremøde og over skriftlig kommunikation. 

I dag har min datter veninder på besøg. Peter var virkelig mut og nedtrykt. Så siger han "Det er bare snyd, at Josefine har venner, der vil være sammen med hende". Og lidt senere siger han, at han nok ikke har nogen venner, fordi han er tyk (det er han i øvrigt ikke).

Jeg har det så skidt over alt det her, og jeg bruger så meget tid og ressourcer på at hjælpe og støtte min dreng. 

Men hvor kan vi finde venner til ham? Det er jo svært for ham at finde ind i det store fællesskab.

Mange hilsner fra en meget bekymret mor 

Hvor i landet bor i? Så kan folk måske bedre svare.. Kender godt alle bekymringerne, når man har et barn som går i almen skole med adhd og som har for mange ressourcer til en specialklasse. Nu har vi ikke lige problemet med manglende relationer/venner (som tingene er nu - mit hjerte bløder bare jeg læser dit opslag), men synes alligevel altid at man har en klump i maven over potentielle udfordringer. Når man først har mærket ens barn mistrives, så er man virkelig altid på vagt.

Har i overvejet/prøvet om bubbles høretelefoner kunne hjælpe ham i klassen, så han kan være med uden at blive så påvirket af ydre stimuli? Måske det kunne give ham roen til ikke at forstyrre og selv få noget ud af det. Ja, det koster skolen noget, men jeg ville kæmpe for at han skulle prøve det hvis vores en dag ikke længere fungere på medicinen. 

Min søn er knap 11 år gammel, går i en almindelig klasse og har ADHD. Han er ikke på medicin pga for kraftige bivirkninger.

Vores forløb og samarbejde med skolen har været og er langt. Min dreng, lad os kalde ham Peter, er en dreng med vanvittigt mange ressourcer, og hjemme mærker vi begrænset til hans udfordringer. Han er begavet over gennemsnittet og har gode sociale kompetencer i en mindre ramme. Han er den mest hensynsfulde og omsorgsfulde dreng. Hjemme laver han alle sine pligter uden problemer, han tilbyder hjælp af sig selv, han er varm og betænksom. Når han har legeaftaler 1-1 er der ingen problemer overhovedet. Sådan har det altid været. Aldrig så meget som en eneste konflikt, det er også de tilbagemeldinger vi har fået.

Desværre er Peter ekstremt udfordret i skolen. Ekstremt ekstremt. Han har ikke fået et fagligt udbytte i efterhånden flere skoleår pga sin ADHD. Når han er i et klasserum med mange (og der er støj i klassen) fylder han desværre rigtig meget. Han har meget udtalt motorisk og verbal uro, og de andre synes han er mega irriterende af samme årsag og vælger ham fra.

Vi samarbejder tæt med skolen. Pt har han meget reduceret skema pga det er så hårdt for ham at være i skole, og når han er der, tilbringer han mange af sine timer i mellemform, hvor de er to voksne og måske 5 børn. Det trives han i, men har også en tendens til at søge mod klassen.

Mange vil måske spørge: hvorfor er han ikke i specialklasse? Det har vi selvfølgelig vendt flere gange. Problemet er, at Peter som sagt er enormt velbegavet og har så mange ressourcer som han har. Både PPR, alle de lærere der har kendt ham gennem tiden, den special og inklusionsvejleder der er tætteste på ham og har været det i årevis (og som er helt fantastisk) siger, at han er ikke en specialklassedreng.

Han har alt for mange ressourcer, og de forventer han vil mistrives i et specialtilbud med børn, der er meget udfordrede på deres socialkognitive færdigheder og som ikke er et match intellektuelt. 

Men pt er problemet så bare, at de andre børn og forældre har et Mega negativt syn på ham og ikke vil give ham en chance. Peter har aldrig legeaftaler. Når vi efterspørger, er der enten afslag eller intet svar. Han er ensom. Og det er så synd, når nu han fungerer så godt på legeaftaler og er enormt samarbejdsvillig, velafstemt og velfungerende i dke kontekst. Det har vi selvfølgelig formidlet til de andre forældre både på forældremøde og over skriftlig kommunikation. 

I dag har min datter veninder på besøg. Peter var virkelig mut og nedtrykt. Så siger han "Det er bare snyd, at Josefine har venner, der vil være sammen med hende". Og lidt senere siger han, at han nok ikke har nogen venner, fordi han er tyk (det er han i øvrigt ikke).

Jeg har det så skidt over alt det her, og jeg bruger så meget tid og ressourcer på at hjælpe og støtte min dreng. 

Men hvor kan vi finde venner til ham? Det er jo svært for ham at finde ind i det store fællesskab.

Mange hilsner fra en meget bekymret mor 

Der er altså mange specialklasser der ikke kun er til underbegavede udfordrede børn. Mange autister og folk med afhd er højtbegavet eller normaltbegavet.
Min søn går på specialskole, og her er der da klasser, der er skarpere end gennemsnittet, men som udfordres at for meget larm og mange børn.

Min søn går i en asperger klasse med højt begavede autister … folkeskolen bliver aldrig et hit, når man har sociale udfordringer. De rammer han er i bliver da ikke bedre som du beskriver det.
Få ham flyttet er mit råd. Det er jo ligegyldigt, at han er højtbegavet, hvis det ikke bliver udnyttet pga dårlig trivsel…. Så lærer han jo ikke noget OG får samtidig dårligt selvværd.

Mit ene barn går i specialklasse, det andet i specialinstitution. Ingen af dem er mindre begavet af den grund. Tværtimod har jeg lyst til at sige. Det er bestemt min oplevelse at mange af deres kammerater ligger over gennemsnittet.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår din beskrivelse af, at han grundet sin intelligens ikke vil passe ind i en specialklasse? Man er jo ikke Per definition mindre begavet, fordi man går i en specialklasse.. 

Tror måske bare ikke helt, jeg forstår argumentet for, at alternativet på så reduceret skema i en alm klasse, er bedre end at prøve en specialklasse af. 
nå, det var også bare mig der har en helt anden oplevelse af, at være i specialmiljøet. 

Han skal da starte til en aktivitet. Er der ikke noget i jeres nærmiljø?

Er han blevet udredt for andet end adhd? Nogle grader af autisme kan minde om adhd, men desværre udredes man ofte “kun” for det man beder om. 

EKAB skriver:

Mit ene barn går i specialklasse, det andet i specialinstitution. Ingen af dem er mindre begavet af den grund. Tværtimod har jeg lyst til at sige. Det er bestemt min oplevelse at mange af deres kammerater ligger over gennemsnittet.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår din beskrivelse af, at han grundet sin intelligens ikke vil passe ind i en specialklasse? Man er jo ikke Per definition mindre begavet, fordi man går i en specialklasse.. 

Tror måske bare ikke helt, jeg forstår argumentet for, at alternativet på så reduceret skema i en alm klasse, er bedre end at prøve en specialklasse af. 
nå, det var også bare mig der har en helt anden oplevelse af, at være i specialmiljøet. 

Han skal da starte til en aktivitet. Er der ikke noget i jeres nærmiljø?

Men kan også være der ikke er en skole i miles omkreds, som har sådanne klasser. Nogle steder kan de desværre godt vurderer at barnets ressourcer er for gode i forhold til de tilbud det ellers vil kunne tilbydes og du har helt ret i dit “tværtimod”. Det er også mit indtryk. Nogle steder er der bare flere tilbud end andre. 

Åh, det lyder så svært! Stakkels din dreng! Det er måske ikke så relevant om han kunne passe ind i en special-klasse, når han nu ikke skal gå i en specialklasse. 

Er der kun en klasse på hans årgang i skolen? Ellers skal I måske opsøge dem i parallelklassen til legeaftaler. Det kan nogle gange være godt, fordi de børn ikke nødvendigvis kender hans vanskeligheder i timerne. Så de er måske mere åbne. Jeg har i hvert fald elever, der trives rigtig godt i fritiden med nogle fra parallelklassen, men som har det svært med dem fra klassen, fordi det kan være svært at lægge sine roller og sin historie fra sig.

Hvis der ikke er parallelklasse, så kan det være, I skal prøve med dem fra klassen under. Det kan give lidt overskud at man er ældre, så man kan føle sig lidt ovenpå i en vis forstand med den her nye kammerat.

Man behøver ikke have venner i sin klasse - men der skal jo helst være nogen et eller andet sted, som gerne vil en. 

Og så synes jeg, fritidsaktiviteter lyder som et godt sted at starte - spejder er virkelig ofte et rummeligt sted med plads til alle mulige typer. Og mindre konkurrencepræget end sport, hvilket giver grobund for et andet fællesskab. 

Hvad med fætre? Venners børn? Nogle, som ikke kender ham fra skolesammenhæng? 

Og hvad med skoleskift? Til fx en lille friskole med færre elever i klasserne - hvis det er muligt i jeres område? 

EKAB skriver:

Mit ene barn går i specialklasse, det andet i specialinstitution. Ingen af dem er mindre begavet af den grund. Tværtimod har jeg lyst til at sige. Det er bestemt min oplevelse at mange af deres kammerater ligger over gennemsnittet.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår din beskrivelse af, at han grundet sin intelligens ikke vil passe ind i en specialklasse? Man er jo ikke Per definition mindre begavet, fordi man går i en specialklasse.. 

Tror måske bare ikke helt, jeg forstår argumentet for, at alternativet på så reduceret skema i en alm klasse, er bedre end at prøve en specialklasse af. 
nå, det var også bare mig der har en helt anden oplevelse af, at være i specialmiljøet. 

Han skal da starte til en aktivitet. Er der ikke noget i jeres nærmiljø?

Hey EKAB. Jeg kan godt forstå, at du har læst min beskrivelse, som du gør. Og det må betegnes som min egen fejl - jeg blev måske lidt indforstået i min beskrivelse. Jeg arbejder som PPR-psykolog selv og betjener til dagligt blandt andet end specialeklasserække, så jeg er helt med på, at ikke alle børn i specialklasser er mindre begavede. Selvfølgelig - min beskrivelse skal læses samlet. At det altså ikke alene er pga hans intellekt, men også pga hans meget gode socialkognitive kompetencer og generelle ressourcer, at vurderingen fra fagpersoner har været, at han ikke vil passe godt ind i en specialklasse.

Tro mig - jeg forstår din undren. Og det er det kæmpe dilemma, vi alle sammen sidder med, når vi prøver at finde på nye løsninger. Hvad stiller man op med et barn, hvor man vurderer, barnet ikke passer ind i de tilgængelige specialtilbud, men barnet heller ikke passer ind i almenklassen? Det er mega komplekst og frustrerende og ufatteligt synd for ham.

Vi har kig på ny fritidsaktivitet. Han har ikke gået til noget i en periode pga manglende motivation. Samtidig så mange af de ting, man kan gå til heromkring er med børn fra fx klassen, og det vil vi jo selvfølgelig gerne udenom, så han ikke er sat i bås også til fritidsaktivitet. Det er ikke verdens største område, vi bor i tak for dit svar og beklager, hvis min indledende beskrivelse var uklar. Forstår din undren