Eksperthjælp: Tak fordi du deler

Trine Andreasen

Kære Trine.

Jeg fandt denne brevkasse efter en god omgang google-søgning, da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle henvende mig.
Jeg har ikke kun 1, men lidt flere spørgsmål, og mit skriv bliver langt, så undskyld på forhånd.
Det er vedrørende 2 skønne drenge i 6-7 års alderen, som jeg er blevet bonusmor for sidste år. Jeg håber, at du kan overskue at svare på dem, da jeg har gået med spørgsmålene - og frustrationerne - længe nu. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan snakke med min kæreste om det, da han er meget løvefar (det siger han selv, at han ved han er), er meget beskyttende over for sine drenge (hvilket han selvfølgelig SKAL være) og da jeg døjer med både ADD, PTSD og angst, gør det ikke tingene nemmere for mig at åbne op for tankerne over for ham, da jeg hurtigt kan føle mig "smålig" og "forkert på den".

Min kærestes drenge er DEJLIGE drenge og jeg holder utroligt meget af dem! De holder også rigtig, rigtig meget af mig og elsker, når jeg er hos dem og når jeg ikke er, savner de mig. Det synes jeg bare er vigtigt lige at pointere, da min mail her, måske hurtigt kan give et andet billede.

Vedrørende drengen på 6 år, lad os kalde ham Emil:

1. Hver nat (6 ud af ugens 7 dage) kommer han luntende ind i sengen hos os. Han sniger sig op i sengen og ligger sig enten ved mig, eller ved sin far. Jeg bor der ikke endnu, men er der ofte. Hans far sover rigtig tungt og de dage jeg ikke er der, er det derfor ofte, at Emil formentlig bliver liggende hele natten, da den anden side i sengen alligevel er tom. De dage jeg er der, får han et kram, når han kravler op i sengen og bliver fulgt i sin egen seng igen.
Hvad er dine tanker her? Jeg forstår, at børn kan have brug for tryghed og en gang imellem kan have et mareridt og have brug for omsorg og et kram, særligt som skilsmissebørn (skilsmisse for 2 år siden). Men i Emils tilfælde, virker det som om, at det er blevet en dårlig vane. Jeg har det meget svært med det og da jeg som bonusmor er rigtig meget på i løbet ad dagen. Jeg er meget aktiv i familielivet når jeg er der, jeg er den der står op med dem, laver morgenmad til dem, hjælper dem i tøjet, børster deres tænder, indtil deres far står op - dette vil jeg gerne og nyder. Jeg har bare så meget brug for, at når jeg så skal i seng, så er det mit/vores space og hvor jeg kobler af. Også fordi jeg sover MEGET let pga. mine diagnoser og da jeg i forvejen sover dårligt, gør det tingene sværere, med et barn der kravler op i sengen ofte. Min kæreste sover til gengæld meget tungt. Er det selvisk at have den tanke?
Vi havde for nylig en konflikt, min kæreste og jeg, da Emil igen var kravlet ind, havde lagt sig imellem os, og min kæreste 2 gange sagde han nok skulle lægge ham ind igen, men begge gange lagde sig til at sove igen. Jeg siger derfor, at det er okay han bliver der, men så lægger jeg mig ind på sofaen. Det blev han meget vred over, da han syntes, at jeg satte hans søn i et ultimatum. Hvad er dine tanker her? Skal jeg bare indrette mig?

2. Emil har en god appetit. En sund appetit i mine øjne, han kan selvfølgelig spise mere nogle gange, frem for andre. Han er på ingen måde overvægtig, eller i nærheden af, han er en rigtig fin dreng med normal vægt. han er aktiv i både skole og hjemme.
Min kæreste sætter begrænsninger for, hvor meget han må spise. Umiddelbart giver han som grund, at Emil ellers spiser alt for meget og risikerer at få ondt i maven, men skal børn have begrænsninger her? Jeg er selv mor til en dreng (var ung mor, så min dreng er stor nu) og han fik aldrig begrænsninger. Han lærte sin egen grænse at kende (intuitiv spisning) og han spiste, til han sagde han ikke længere var sulten. Jeg kan forstå der skal være begrænsninger, hvis man er på fastfood restaurant eller lignende, men det kan være både takeaway pizza (hvilket de må få en halv af) og også sund, almindelig aftensmad.
Er det helt fint at sætte begrænsninger her? Hvad tænker du?

Vedrørende drengen på 7 år, lad os kalde ham Malte:

1. Malte døjer med noget psykisk, hvilket formentlig er noget begyndende angst, hvilket begge forældre er opmærksomme på og heldigvis får ham til børnepsykolog med meget snart.
Han har udtrykt, at han har det lidt svært med, at mor og far ikke skal være sammen og de ikke skal være en "normal" familie, hvilket jo er helt normalt for børn, det tænker jeg er uundgåeligt. Samtidig har han også sagt, at han har det meget svært med de skift, som der er mellem forældrene og han har ikke lyst til at komme frem og tilbage og skiftene forvirrer ham og gør ham ked af det.
Jeg har døjet med angst siden jeg var helt lille og føler måske derfor, at jeg ser noget, som forældrene ikke ser, jeg ved det ikke. Men jeg ser en dreng, som SLET ikke fungerer i den nuværende 7/7 ordning. Jeg har læst omkring ordningen, læst artikler og tidskrifter, og alt jeg er stødt på fortæller, at en 7/7 ordning sjældent er i barnets bedste tarv og kun fungerer, såfremt begge forældre er slavisk enige omkring ALT. Dette er ikke tilfældet her. De taler fint sammen, men hos mor er der lidt løse tøjler med, om man behøver komme i skole alle dage, det går nok hvis man kommer lidt for sent i skole, sengetiderne er nogle helt andre end hos far, der må drikkes sodavand det ene sted, men ikke det andet, osv. osv.
Jeg er ikke i tvivl om, at Malte har brug for en fast, og mere stabil, base. Jeg forstår ikke, at forældrene ikke kan se det. Ingen af dem er villige til at stille dem selv spørgsmålet, da ingen af dem ønsker at give afkald på den uge, som de har med dem. Hvilket jo i sig selv er forståeligt, men det gør ondt i mit hjerte, når det ikke længere er barnets behov som bliver tilgodeset, men forældrenes behov.
Kan jeg tillade mig at snakke med min kæreste om, hvad jeg ser? Han taler med mig om alt og inddrager mig i det meste, men det her er jo et ret betændt emne, det er jeg klar over. Hvad synes du?

2. Malte fylder 8 om et par uger. Han er så fornuftig og dygtig af sin alder, på alle måder, og han er generelt en virkelig dejlig dreng. Men for pokker, han smasker. Højt. Emil på 6, gør ikke. Kan man ikke pænt lære sit barn, ikke at smaske, når man spiser? Jeg tænker lige så meget fremadrettet og når de bliver ældre. Jeg husker fra min egen dreng, at det kræver læring og tilvænning, og da man ikke kan forvente, at de lærer det fra dag 1, bør man så ikke begynde at lære ham det nu?

3. Malte ELSKER, når jeg overnatter, da jeg hygger med dem om morgenen og laver morgenmad til dem. Malte får ofte havregrød, som han elsker og er en god start for ham. Da drengenes far sover lige til det sidste, bliver hver morgen (som oftest) et hastværk, når jeg ikke har overnattet og hjælper om morgenen/tager mig af drengene. Der er irritabilitet fra fars side, da drengene ikke er altid er lige hurtige til at komme ad døren og blive færdige og det skaber desværre ofte en dårlig start på dagen, hvilket jeg synes er så ærgerligt. Jeg har forsøgt at sige til min kæreste, at drengene er så glade, når man står op og ikke stresser med dem og de har tid til morgenmad, tøj, tandbørstning osv., uden stress. Det ville dreje sig om 15-20 minutter mindre han kunne sove om morgenen, men ville skabe så meget godt. Min kæreste kan godt se det, når jeg siger det, men gør det ikke.
Min kæreste har også sagt til mig, at drengene får morgenmad, hvis de selv sørger for det og det er de gamle nok til. Han synes ikke, at der er noget galt med, at 2 drenge på 6 og 7 år, selv skal sørge for at få morgenmad om morgenen. Jeg synes det er forkert og kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil bruge 2-5 minutter på at lave morgenmad til dem, som de så gerne vil have.
Hvad er dine tanker her? Er jeg helt forkert på den?

Jeg har et sidste spørgsmål, som vedrører begge drenge:

Der har været et ret meget loose/loose forhold til tandbørstningen i hjemmet, mest hos mor. Emil kom hjem fra mor for nogle uger siden og fortalte, at han ikke havde fået børstet tænder flere dage, da Emil havde ødelagt sin tandbørste. Emil og Malte fortalte begge, at Emil kun havde fået børstet tænder denne dag, da de blev afleveret hos os og skulle til familiefest. Han havde derfor lånt hans mors tandbørste.
Hos far bed jeg mærke i, at det ofte var om aftenen, at børnene ikke fik børstet tænder, fordi "de var trætte og klokken var blevet for mange".
Jeg har taget snakken med min kæreste og sagt, at jeg her var nødt til at sige, at det er så vigtigt, at vi passer på deres tænder og husker det hver morgen og aften, hvilket han heldigvis var enig i, at der skulle strammes op på og i hvert fald husker, når jeg er der (og hvis ikke, så hjælper jeg drengene). Jeg skal også ofte minde min kæreste om at huske ikke at falde i søvn, før han har børstet sine egne tænder, og jeg føler mig som hans mor nogle gange, men jeg har det SÅ svært med dårlig mundhygiejne og har på ingen måde lyst til at kysse ham, når mundhygiejnen er en smule ligegyldig for ham. Eller var, for han husker det som regel nu, da han ved hvordan jeg har det og "han jo godt ved, at man bør børste tænder 2 gange om dagen".
Her er mit spørgsmål så: Bør min kæreste ikke snakke med mor om det? At de begge er nødt til at holde fast i tandbørstnings-rutinen, for børnenes skyld? For det bliver der ikke gjort ved mor, desværre.

Kære Trine, jeg ved, at der her er mange spørgsmål og lange forklaringer, men jeg håber virkelig, at du vil give dig tid til at svare mig. Jeg er på herrens mark i alt det her :-(

Til alle spørgsmål beder jeg dig fortælle mig, om jeg kan tillade mig at tage snakken med min kæreste. Skal jeg holde mig fra nogen emner? Er det okay, at jeg har meninger, holdninger og tanker?
Det kan være rigtig, rigtig svært at være bonusmor, da jeg føler, at der fra dag 1 forventes, at man tager del i alt det praktiske og skal lægge ører til frustrationer vedr. ekskone og børn, men man må ikke rigtigt have en holdning - og hvis man må, er den ikke rigtig gyldig.

Jeg håber du kan hjælpe.

På forhånd mange, mange tak!

Med venlig hilsen,

"Charlotte"

Trines svar

Kære Charlotte

Tak for at dele dine bekymringer og spørgsmål. Det er helt forståeligt at have disse tanker, især når det handler om at skabe en harmonisk dynamik i familien. Lad os tage tingene et skridt ad gangen.

Emil 

Vedrørende Emil, der kommer ind i sengen om natten, er det vigtigt at huske, at børn kan have brug for tryghed og nærhed, især efter en skilsmisse. 

Det er almindeligt for børn at have svært ved at sove alene i en ny situation. 

Forståelsen og støtten fra voksne kan hjælpe dem med at håndtere dette. 

Det er dog også vigtigt at respektere din egen grænse og behov for søvn. 

Det er fuldt forståeligt, at du har brug for dit eget rum om natten. Det er vigtigt at finde en løsning, der respekterer alles behov.

Måske kan I sammen med din kæreste og Emil finde en kompromisløsning, f.eks. med en fast rutine, der inkluderer tid i jeres seng og tid i hans egen seng.

Måske kan I sammen finde en løsning, hvor Emil bliver beroliget og senere bliver fulgt tilbage til sin egen seng, uden at det går ud over din søvn.

Det er ikke selvisk at ønske dit eget rum, men det handler om at finde en løsning, der tager hensyn til alles behov, inklusive Emils behov for tryghed.

Det kan det være en god idé at tale med din kæreste om dine behov og grænser. Kommunikation og kompromis er vigtige i et forhold, og det kan være gavnligt at finde en løsning, hvor både du og Emil får den tryghed, I har brug for.

Når det kommer til Emils appetit og begrænsninger for hans madindtag, er det vigtigt at finde en balance. 

Børn har brug for næring, og som du nævner, Emil ikke er overvægtig og er generelt aktiv. 

At lære børnene at lytte til deres krop og forstå, når de er sultne eller ikke sultne længere, er vigtigt for deres udvikling af sunde spisevaner. 

Det kan være nyttigt at tale med din kæreste om at have tillid til Emil og hans egen evne til at regulere sin appetit, medmindre der er specifikke grunde til at begrænse hans madindtag.

Kommunikationen mellem dig og din kæreste er nøglen her.

Det er vigtigt at nå til enighed om, hvordan I bedst støtter Emils sundhed og udvikling.

Malte

Det er godt, at Malte skal have professionel hjælp til at håndtere sin begyndende angst.

Angst kan være meget udfordrende for børn, og jeg er sikker på, at både Malte og hans forældre vil få gavn af denne støtte. 

Når det kommer til ordningen med skifte mellem forældrene, kan det være en god idé at forsøge at inddrage forældrene i en diskussion om det, du ser. 

Det er vigtigt at udtrykke dine bekymringer og ønske om en mere stabil base for Malte. 

Husk dog på, at ultimativt er det forældrenes beslutning, men det er stadig vigtigt at give udtryk for, hvad du ser og mener.

Du kan forsigtigt bringe dine bekymringer og observationer op med din kæreste og foreslå at undersøge alternative ordninger, der bedre imødekommer Maltes behov.

Angående smaskning og morgenrutiner, kan I prøve at implementere positive forstærkninger og faste regler for at lære Malte gode vaner.

Det er generelt en god idé at lære børnene gode spisevaner, herunder at spise med lukket mund. Det kan være nyttigt at tale med Malte om, hvorfor det er vigtigt at spise med lukket mund og have gode bordmanerer. Du kan også forsøge at finde bøger om emnet.

Tandbørstning

Ja, det er vigtigt at holde fast i tandbørstningsrutinen for børnenes skyld.

Det kan være en god idé, hvis din kæreste taler med mor om at skabe en fælles forståelse og rutine for dette.

Det er helt okay at have meninger og tanker som bonusmor, og det er vigtigt at åbne en ærlig dialog med din kæreste omkring disse emner.

Det handler om at finde fælles løsninger, der bedst støtter børnenes trivsel og udvikling.

Husk også at tage vare på dig selv og din egen trivsel i denne proces.

Det kan være en god idé at søge støtte fra professionelle, hvis du føler dig overvældet.

Jeg håber, dette kan være til hjælp, og ønsker dig alt det bedste i din rolle som bonusmor.

Mange hilsner 

Trine