Hvad har jeg brug for?

Mon ikke de fleste forældre kender det, at man kan være fyldt op af familielivet? Det er i hvert fald der jeg er for tiden. Jeg har meget travlt på mit arbejde, og har svært ved at holde energien til også at være på som mor til tre børn om eftermiddagen og i weekenden

Vi er i den situation, at vores forældre er afgået ved døden eller bor langt væk og er gamle, så der er ikke nogen ressource der, som kan aflaste og give noget frihed. Vi har nogle gange barnepige, men ikke så tit, da det er dyrt - og desuden kan jeg også have lidt svært ved at finde energien til det, da man jo altid skal ud så.

Jeg løber sådan sur i det for tiden. Det føles som om, det er pligt, pligt, pligt. Og jeg synes også jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke engang ved, hvad det er, jeg gerne vil i de pauser, jeg har. Vil jeg gerne bare sove og se film? Skal jeg se veninder? Skal jeg læse en bog? Hvad er det, jeg skal gøre, for at jeg får samlet energi og lyst til at tage endnu en uge på mandag? Jeg ved det ikke. Jeg føler mig ikke deprimeret, jeg er fx glad for mit arbejde og sådan, men jeg føler lidt, at jeg har mistet lidt føling med mig selv i hjemmelivet. Jeg har ikke rigtig lyst til noget - men jeg synes også det er kedeligt, når der ingenting sker.

Min mand er sød og rar, og prøver at forstå og hjælpe og tager gerne ekstra tid alene med børnene, hvis der er noget, jeg skal. Så det er ikke sådan noget med,  at jeg laver det hele i hjemmet. Tvært imod har jeg ofte dårlig samvittighed over, at han tager så stor en tørn. 
Vores parforhold halter også lidt - men vi er ok til at snakke om det. Men jeg har heller ikke rigtig lyst til at lave ting med ham. Det bliver let endnu en pligt og dårlig samvittighed over, at vi burde dit og dat sammen.

Burde er virkelig et ord, der fylder meget i vores liv, synes jeg, og som ikke er så let at afskrive. For der er jo mange ting, man godt ved, man  burde gøre for sit parforhold, sit hjem, sine børn, sig selv. Jeg føler mig ofte ret egoistisk og doven, for jeg synes ikke, vi har tårnhøje forventninger til os selv - alligevel kniber det bare med energien og motivationen.

Altså, hvordan finder man frem til, hvad det er, der giver gode åndehuller i et lidt låst liv med børn, hus og job, hvor den oplagte feriemulighed for alle unger i fire dage i vinterferien bare ikke lige er til stede? Jeg tror, det ville være megagodt, hvis min mand og jeg kunne få længere tid sammen og alene, til at finde hinanden og nok lidt os selv igen. Men jeg kan ikke umiddelbart se mulighederne.

Det er nok især mig, der kører surt i det - men min mand kan sagtens forstå mine følelser.

Jeg har ikke noget svar andet end at jeg kan genkende alle dine følelser. Men har ingen løsning.  Sender kram og god energi til jer

Anonym skriver:

Jeg har ikke noget svar andet end at jeg kan genkende alle dine følelser. Men har ingen løsning.  Sender kram og god energi til jer

Tak. Om ikke andet er det altid rart at man ikke er alene Måske får vi begge supergode råd fra andre i den her tråd

Selvom i ikke kan sende børnene væk i fire dage, kunne så måske tage på formiddags eller frokost dates i hverdage, hvis i har flexible arbejdstider og har sådanne muligheder.

er der noget du savner, noget som du glæder dig til? Jeg kender godt, det med at al ens tid går med burder, men prøver at lave åndehuller til mig selv, måske er det en time i sofaen med en god film og mit strikketøj, måske at male med ungerne omkring spisebordet eller lægge et puslespil og måske er det bare at gå en tur med en god bog eller podcast i ørene. Alleting jeg nyder og som ikke er burder, så det handler måske om at finde de ting du gerne vil og som kun er for dig.

Først du er ikke alene.. det du beskriver er netop det der er en del snak om med at blive fanget i hamsterhjulet.. at hverdagen bare løber afsted..

jeg har fundet udaf at gøre både burde og noget der oplader mig samtidigt..

såsom: opvask/madlavning med tøsemusik i ørerne og fuld skrål og dans igennem køkkenet...

sidde med ungerne og se tv-være tilstede på værelset så de ikke slås = sidde med mit broderi og finde ro samtidig med at jeg sørger for at kigge op og få øjenkontakt når de snakker med mig og ellers give kommentarer til det de laver og støtte dem i deres leg..

tur til/fra diverse aftaler med jobcenter og andre i den duer da jeg er sygemeldt bliver brugt til: samtaler med veninderne eller musik i ørerne eller hvis jeg er på cykel så bare at nyde at mærke den friske luft på huden og ånde ud og føle at jeg for en kort stund ikke skal holde 4 andre mennesker i live og glade...

det handler meget om at vende det på hovedet og så finde sig til rette i det man har og lære at finde sig selv samtidig..

det har taget mig lang tid at komme hertil og jeg har ikke haft nogen jeg rigtig følte jeg kunne snakke med det om..

ofte når jeg prøvede så blev det den der med: du kan jo bare gå dig en tur i løbet af dagen i mens ungerne er afsted eller du kan jo bare starte til noget osv osv..

men nej overskuddet til at gå udenfor alene når man bliver semipanisk ved adskilelse fra manden er bare ikke eksisterende når man sidder fast på den måde..

og tanken for at skulle deltage i noget med andre når man har lidt socialfobi er også bare mega svært...

Vi holder nogle gange “pjækkedage” forstået på den måde, at vi tager fri arbejde, men afleverer ungerne. Så har vi hele dagen for os selv. Enten spiser vi brunch eller frokost sammen, eller også bliver vi hjemme og hygger med Netflix. Nogle gange sover vi bare og stener uden at lave noget sammen. 
Jeg siger ikke, at det løser alle problemer, men den ekstra tid giver i hvert fald mulighed for at mærke lidt mere, hvordan man har det. I en periode brugte vi faktisk også dagen til at gå i parterapi og derefter frokost. Det var fantastisk - vi fik ofte løst nogle konflikter i terapien, og så en god frokost bagefter

Det kan lyde som den største cliché, men jeg tror man bliver nødt til at finde noget tilfredsstillende ved hverdagen. Små ture med partner, frokost aftaler eller hvad det nu måtte være, er også godt men det er også opslidende at leve fra pause til pause.

Så må man tage et kig på sit hamsterhjul og se om der kan laves små ændringer som gør det bedre.

Tak for jeres svar.

Dejligt, I tog jer tid til det, jeg kan sagtens bruge jeres input. 

Anonym skriver:

Mon ikke de fleste forældre kender det, at man kan være fyldt op af familielivet? Det er i hvert fald der jeg er for tiden. Jeg har meget travlt på mit arbejde, og har svært ved at holde energien til også at være på som mor til tre børn om eftermiddagen og i weekenden

Vi er i den situation, at vores forældre er afgået ved døden eller bor langt væk og er gamle, så der er ikke nogen ressource der, som kan aflaste og give noget frihed. Vi har nogle gange barnepige, men ikke så tit, da det er dyrt - og desuden kan jeg også have lidt svært ved at finde energien til det, da man jo altid skal ud så.

Jeg løber sådan sur i det for tiden. Det føles som om, det er pligt, pligt, pligt. Og jeg synes også jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke engang ved, hvad det er, jeg gerne vil i de pauser, jeg har. Vil jeg gerne bare sove og se film? Skal jeg se veninder? Skal jeg læse en bog? Hvad er det, jeg skal gøre, for at jeg får samlet energi og lyst til at tage endnu en uge på mandag? Jeg ved det ikke. Jeg føler mig ikke deprimeret, jeg er fx glad for mit arbejde og sådan, men jeg føler lidt, at jeg har mistet lidt føling med mig selv i hjemmelivet. Jeg har ikke rigtig lyst til noget - men jeg synes også det er kedeligt, når der ingenting sker.

Min mand er sød og rar, og prøver at forstå og hjælpe og tager gerne ekstra tid alene med børnene, hvis der er noget, jeg skal. Så det er ikke sådan noget med,  at jeg laver det hele i hjemmet. Tvært imod har jeg ofte dårlig samvittighed over, at han tager så stor en tørn. 
Vores parforhold halter også lidt - men vi er ok til at snakke om det. Men jeg har heller ikke rigtig lyst til at lave ting med ham. Det bliver let endnu en pligt og dårlig samvittighed over, at vi burde dit og dat sammen.

Burde er virkelig et ord, der fylder meget i vores liv, synes jeg, og som ikke er så let at afskrive. For der er jo mange ting, man godt ved, man  burde gøre for sit parforhold, sit hjem, sine børn, sig selv. Jeg føler mig ofte ret egoistisk og doven, for jeg synes ikke, vi har tårnhøje forventninger til os selv - alligevel kniber det bare med energien og motivationen.

Altså, hvordan finder man frem til, hvad det er, der giver gode åndehuller i et lidt låst liv med børn, hus og job, hvor den oplagte feriemulighed for alle unger i fire dage i vinterferien bare ikke lige er til stede? Jeg tror, det ville være megagodt, hvis min mand og jeg kunne få længere tid sammen og alene, til at finde hinanden og nok lidt os selv igen. Men jeg kan ikke umiddelbart se mulighederne.

Det er nok især mig, der kører surt i det - men min mand kan sagtens forstå mine følelser.

Min gamle coach sagde noget jeg synes var interessant … at kvinder i højere grad end mænd lade op gennem andre. At man “afhænger” lidt af andre for st føle sig lykkelig eller tilfreds. Det bedste råd hun gav var at fokuserer på at få fyldt op: spa med en veninde, en god lang gåtur i skoven med god musik, meditation, kaffe med en god veninde osv osv.

Få fyld dit eget energibæger op. Så har du energi til manden.

Jeg startede i efteråret til 1 times motion om igen på et hold. Det lader jeg meget op ved og det prioriteres højt at jeg kommer afsted. 
Jeg var ellers meget spændt på, om det ville give energi eller tage energi..men det giver energi. Faktisk, når sæsonen slutter om lidt, overvejer jeg, 10-15 minutters træning hjemme nogle gange om ugen.

Vi er som par det sidste lille års tid, begyndt at være rigtig gode til at tage ud 1-2 gange i måneden og spise eller ordne noget praktisk uden børnene er med. Vi har få gange taget fri fra arbejde, sendt børnene i pasning og taget ud og spise/ordne noget praktisk i mens. 
MEN vores erfaring er, at det simpelthen tager nogle gange, før man finder hinanden og finder væk fra “hverdags emnerne”. Vi nyder de timer vi tager sammen hist og her