‘Slutte fred’ med at ikke kunne amme

Jeg er gravid med mit og min kærestes første barn og efterhånden halvvejs. For nyligt fik jeg at vide, at det frarådes at amme, når man tager den slags medicin jeg tager.

Jeg prøver Virkelig at se alle de fordele, der kommer til at være ved at vi kan deles om opgaven herhjemme. Men jeg synes samtidig det er svært at skulle ‘stille om mentalt’ ift de forestillinger jeg har gjort mig om at amme. Det er det jeg har set for mig og glædet mig til.

Der er også en del selvbebrejdelse og skam over, at det jo i sidste ende er pga medicin jeg vælger at tage, at det ikke kommer til at kunne lade sig gøre. Det er medicin pga min opmærksomhedsforstyrrelse, som jeg tænker er vigtig ift at være ‘stabil’ og have det bedst muligt, som nybagt mor.

Er der andre, der enten allerede på forhånd eller tidligt i forløbet måtte ‘stille om’ og har gode råd til hvordan jeg bedst er i det…?

P.S. Det er et ret følsomt emne for mig, så far med lempe

Anonym skriver:

Jeg er gravid med mit og min kærestes første barn og efterhånden halvvejs. For nyligt fik jeg at vide, at det frarådes at amme, når man tager den slags medicin jeg tager.

Jeg prøver Virkelig at se alle de fordele, der kommer til at være ved at vi kan deles om opgaven herhjemme. Men jeg synes samtidig det er svært at skulle ‘stille om mentalt’ ift de forestillinger jeg har gjort mig om at amme. Det er det jeg har set for mig og glædet mig til.

Der er også en del selvbebrejdelse og skam over, at det jo i sidste ende er pga medicin jeg vælger at tage, at det ikke kommer til at kunne lade sig gøre. Det er medicin pga min opmærksomhedsforstyrrelse, som jeg tænker er vigtig ift at være ‘stabil’ og have det bedst muligt, som nybagt mor.

Er der andre, der enten allerede på forhånd eller tidligt i forløbet måtte ‘stille om’ og har gode råd til hvordan jeg bedst er i det…?

P.S. Det er et ret følsomt emne for mig, så far med lempe

Jeg ville råde dig til at holde det at give mad til kun at være dig og far. Og tage tøjet af og holde ind mod kroppen, når I giver flaske, så I stadig får nærheden af hud-til-hud.

Alt er godt - dit barn bliver så fint sund og glad af mme. Forældreskab er en lang rejse af at gøre det bedst mulige under de forudsætninger man hver især har, og flaske fremfor amning er det mindste af det hele.

Med min nummer to besluttede jeg efter 3-4 uger at han skulle være flaskebarn. Han havde - ligesom sin storebror - bidt hul og det havde virkeligt svært ved at hele. Med den første var jeg igennem 7 uger (!) med udpumpning, sengelægning for at slappe mest muligt af, skiftevis amning og flaske - og helt ærligt så orkede jeg bare ikke det show igen! Denne gang havde jeg jo så også et ældre barn at tage mig af.

det var faktisk en befrielse at beslutte det; det betød far kunne tage ham meget mere og være med i den del også. Det var selvfølgelig lidt mere omstændigt med skoldning (køb en sterilisator til mikroovn!) og når man skulle ud men så var det heller ikke værre. Han startede i øvrigt hurtigst på rigtig mad af mine tre børn og har aldrig haft maveproblemer.

Håber du finder fred med det

Jeg måtte opgive efter 3 uger af flere forskellige grunde. Det var skide hårdt og sidder stadig lidt i mig her 1,5 år efter.

Jeg har blandt andet snakket med en psykolog fordi det var så svært for mig. Det var kun far og jeg som gav med. Vi skiftedes til at tage nætter så den ene kunne få sovet engang så vi ikke begge var trætte. Det var super rart

En god mor sidder heldigvis ikke i brysterne, men det er svært når man havde forestillet sig noget.

Tusind tak for jeres omsorgsfulde svar…Dem sætter jeg meget pris på Dejligt at blive mindet om at nærheden, muligheden for hud-til-hud og de andre fine ting i situationen jo Selvfølgelig ikke bare ‘forsvinder’

Anonym skriver:

Jeg er gravid med mit og min kærestes første barn og efterhånden halvvejs. For nyligt fik jeg at vide, at det frarådes at amme, når man tager den slags medicin jeg tager.

Jeg prøver Virkelig at se alle de fordele, der kommer til at være ved at vi kan deles om opgaven herhjemme. Men jeg synes samtidig det er svært at skulle ‘stille om mentalt’ ift de forestillinger jeg har gjort mig om at amme. Det er det jeg har set for mig og glædet mig til.

Der er også en del selvbebrejdelse og skam over, at det jo i sidste ende er pga medicin jeg vælger at tage, at det ikke kommer til at kunne lade sig gøre. Det er medicin pga min opmærksomhedsforstyrrelse, som jeg tænker er vigtig ift at være ‘stabil’ og have det bedst muligt, som nybagt mor.

Er der andre, der enten allerede på forhånd eller tidligt i forløbet måtte ‘stille om’ og har gode råd til hvordan jeg bedst er i det…?

P.S. Det er et ret følsomt emne for mig, så far med lempe

Nu får jeg også medicin mod adhd. Gjorde jeg dog ikke første og anden gang jeg var gravid og ammede, da jeg ikke anede at jeg havde adhd.

Jeg kæmpede dog en brag kamp begge gange og amningen kunne bare ikke komme op at køre.. derfor blev de begge hurtigt flaskebørn. 

denne gang vælger jeg det fra på forhånd. Jeg vil ikke igennem det nederlag igen + jeg tager medicin nu, da jeg faldt i søvn uden. Altså, på arbejdet, i bilen, i biografen.. alle steder. Det var grunden til jeg valgte at afprøve medicin, da jeg ikke rigtig har haft problemer som ville gøre jeg ikke kunne undvære den i forhold til min mor rolle og opmærksomhed omkring det. Men derfor kan din grad jo godt være værre når du vurderer du ikke kan undvære den. Og så er det meget bedre du tager den og finder de glæder der er i flasken. Her er min positiv liste og forslag: 

1. Flasken var kun et måltid jeg og far gav - indtil jeg var klar til andet.

2. Du kan se baby i øjenene i det omfang baby vil, mens baby får mad. Det giver sådan en god kontakt, som jeg ikke følte på samme måde, da babys ansigt var mast mod mit bryst.

3. Far kan hjælpe.

4. Ofte sover de hurtigere igennem og er mætte længere tid, samt du kan bedre holde øje med hvor meget mad de får og du skal ikke frygte at spise noget de kan få ondt i maven af.

5. Du er ikke en dårligere mor fordi du ikke ammer. Moderskabet sidder ikke i brysterne og du kan få en kærlig og tæt tilknytning alligevel. Mine børn er de kærligste og mest omsorgsfulde selvom de er flaskebørn. De siger dagligt ting som: “du er verdens bedste mor, jeg elsker dig over alt på jorden, jeg kunne ikke ønske mig bedre end dig” og har altid brug for kys og kram. 

Jeg siger ikke at ovenstående er for ikke at amme og det er bedre end at amme eller at man ikke kan opnå det samme med amning. Jeg siger bare, at når man enten ikke kan, pga medicin eller ved mig fordi det var fysisk umuligt, fordi mælken forsvandt og ikke kunne kæmpes tilbage - så må man finde andre glæder og positive ting ved det man så kan i stedet og mange siger: “flaskebørn bliver tit syge” - alle jeg kender som er flaske/ammebørn, har kun vist det modsatte her. Måske er det tilfældigt, men det passer på hver og en

Men jeg ved hvor hårdt det er trods alle positiv lister man kan lave. Valget (uanset om det er valgfrit eller tvunget) er bare hårdt. Men man kommer hurtigt over det, når man så sidder med baby og han/hun alligevel er velskabt og trives trods alt.

Jeg har tre flaskebørn som alle er sunde og dejlige. 

Ved den første var det et stort nederlag. Jeg kæmpede i den første måned hvor det hele hang i laser og baby blev mere og mere slap og tabte sig. Jeg havde så sindssygt ondt i de store sår, og jeg frygtede hver eneste gang han skulle lægges til. Hele tiden blev jeg mødt af sundhedspersonale der alle lige havde en ekstra knap jeg kunne dreje på i forsøget på at få det til at lykkes. Der var ingen der så mig og kunne fortælle mig, at amningen altså ikke var alt. Det var selvfølgelig den rigtige beslutning at stoppe, og både jeg og baby fik det langt bedre med det samme efter stoppet. Det er 8 år siden, og jeg føler, at sundhedspersonalet er blevet meget bedre til at møde den enkelte mor i stedet for amning frem for alt. 

Anden gang ville jeg give det et forsøg, men jeg kendte mine grænser. Dog var fødslen hård for både mig og baby. Han skulle have 'early feeding' indtil mælken løb til (mme i kop hver 3. time). Og kort efter blev jeg syg med barselsfeber og blev indlagt, skulle have antibiotika i drop og blev opereret for rester af moderkage. Det gjorde det heller ikke nemmere at få amningen i gang, så jeg valgte at stoppe. 

Tredje gang ville jeg gerne forsøge igen. Jeg fik lov at blive på barselsgangen for at få hjælp. Men allerede efter første amning var brystvorten revet i stykker. Jeg tror aldrig de havde set noget lignende. Jeg har meget stramme brystvorter, som ikke kan trækkes frem. Jeg forsøgte også med ammebrikker, men de hjalp heller ikke. Hun havde oven i et meget kraftigt sug og brugte ikke rigtig tungen til at massere brystet med. Så jeg fik at vide, at det virkelig var op ad bakke at få amningen i gang. Så de kunne sagtens forstå hvis jeg ikke havde mod på det, og når jeg i forvejen havde to andre børn at passe på. Så jeg var virkelig glad for, at holdningen hos sundhedspersonalet tilsyneladende har ændret sig siden første barn. 

Den store fordel er jo, at far kan være med på lige fod med mor. Man kan sagtens være tæt med baby trods flaske. Faktisk synes jeg det er dejligt, at man kan se baby i øjnene imens, og ikke at barnet bare er begravet i brystet. Og man kan jo sagtens ligge hud mod hud så meget man vil, selv om der ikke er mælk i brysterne. Det er dejligt for både baby og forældre, og det øger tilknytningen. 

Drop den dårlige samvittighed. Du gør det så godt som du kan som mor, lige som alle andre mødre. Ingen kan gøre alt 100% perfekt. Så længe baby er mæt og glad og får nærhed og kærlighed, er alt som det skal være

Min sidste blev flaskebaby omkring de 8 uger gr rigtig dårlig trivsel. Først var jeg "øv", men lynhurtigt ELSKEDE jeg at give flaske. 

Især muligheden for øjenkontakt. Den får du ikke med et ammebarn som bare ligger begravet i brystet. Det er virkelig hyggeligt at give flaske! 

Ville måske endda gå så langt at sige, at jeg ville ønske de to andre også havde været på flaske. Men jeg har heller aldrig været den store amme-elsker. Det var hvad samfundet synes var det rigtige. Måske nok ikke mig selv når jeg tænker efter. 

Følte mig altid beskidt ved amme-babyerne. Både jeg og babyen var altid smurt ind i mælk. Mælken løber igennem tøjet. 

Op med humøret - det er slet ikke det værste at give flaske 

Da jeg fik min datter forsøgt jeg at amme men der kom ingen mælk. Efter forsøg i halvandet døgn med diverse pumper osv besluttede min mand og jeg at stoppe da vores lille baby skreg og skreg af sult.

Jeg havde i starten også enormt dårlig samvittighed over at min krop ikke ville give min baby det mælk hun så ivrigt forsøgt at få. Men hold op hvor har hun bare trives godt som “flaskebarn”

Mit bedste råd! Hold det til kun dig og far der giver flaske! Alle vil gerne “prøve” men det er en personlig ting som hører mor til. Far også efter min mening når muligheden for aflastning af mor nu er der.

Min familie udenfor vores husstand havde svært ved at acceptere at jeg sagde nej til at de måtte give flaske og at jeg ligeledes trak mig for at have hudkontakt. Men man ville jo gøre det samme med amning.

min datter trives fantastisk, er aldrig syg og har altid sovet fantastisk/mange timer i træk.  der er intet der har været en ulempe sundhedsmæssigt i forhold til at hun aldrig har fået modermælk men i stedet erstatning.

Held og lykke! Og husk på at en god mor ikke sidder i brysterne!

Hvor er du allerede nu en kærlig, ansvarlig og fornuftig mor. Som tør sætte egen “drøm” om amning til side og fokusere rationelt på familien (og dermed babys) samlede behov, fordi du ved, at du trods opmærksomhedsforstyrrelse er nødt til at være velmedicineret og i bedst mulig “form” til moderskabet. Det synes jeg, er en kæmpe stjerne, som du skal tage på dine skuldre!

Og så er det i øvrigt helt okay at være skuffet, når noget viser sig anderledes end du havde drømt om. Held og lykke med det hele!