Jeg kan godt genkende det. Jeg synes det er lidt op og ned - men som en anden skriver, så orker jeg sjældent eller aldrig at lave ‘noget’ med børnene efter arbejde.
Vi har i nogle perioder forsøgt at indføre nogle stille aktiviteter om eftermiddagen, hvis der er tid - fx malebøger, tegne, perleplader. Noget som børnene selv kan sidde med uden hjælp, men hvor man kan være med. Så kan man selv sidde og stene over det, men samtidig laver vi noget sammen. Det har fungeret ok. Men med nu to skolebørn og en lille det svært at få tid til så tit, når der også er fritidsaktiviteter mange eftermiddage.
Jeg kan sagtens genkende at have dårlig samvittighed. Jeg tror, vi må prøve at acceptere det. For jeg tror bare, vi mennesker er født med forskellige energiniveau. Og nogle har overskud til at have gæster om aftenen i hverdagene og gå til fire fritidsinteresser oven i at have mindre børn, som altid er med i madlavningen og så videre. Dem kan jeg godt være misundelig på. Men sådan er jeg desværre ikke, og jeg er i hvert fald kommet til en erkendelse af, at det ikke er noget, jeg kan ‘tage mig sammen’ ud af.
Tror også det handler om jobtype. Jeg er skolelærer, og jeg hørte engang en tale om relationstræthed, når man har den slags job med meget menneskelig kontakt. Og for mig giver det mening, at jeg er træt på det sociale batteri, når jeg kommer hjem - så jeg har ikke lyst til at være megasocial med mine børn og lege og snakke en masse på det tidspunkt.
Anmeld
Citér