Tak for dit meget brugbare svar.
Vores liv er faktisk allerede indrettet således, at vores børn kan blive hentet tidligt, da jeg kun arbejder 30 timer. Vi er også meget heldige med et sæt bedsteforældre som kan slå til, når jeg "først" har fri kl 16. Så lige dér tror jeg ikke, at vi vil opleve en "skøn mulighed". Det er lidt følelsen af, at vores børn allerede er "lukus" vant, og så får jeg en tanke, at det nærmere bliver en begrænsning en med lille ny.
Begge vores unger vil meget gerne have en lillebrøster. Man kan jo aldrig forudse dynamikken, men de ville blive rigtig glade ved nyheden om en graviditet.
Må jeg være så fræk, at spørge om hvilken alder I havde ved jeres efternøler? Alder er selvfølgelig bare et tal, men jeg håber, måske naivt, at vores alder kan komme os til gode, i det vi startede så tidligt. Vi er selvfølgelig også blevet lidt "slidte" haha.
Din kommentar får mig mest til, at hælde til at nyde de 2 store og livet som følger med.
Jeg vil bare ikke fortryde om 10 år, eller opleve en mand, som bliver fyldt med tristhed, pga et babyformet hul i hjertet.
Tak for din tid
Jeg var 35, da han blev født, min mand 37. Og det var klart den hårdeste graviditet af de tre - og det tror jeg godt kan have noget med alderen at gøre, selvom midt-30’erne selvfølgelig heller ikke er sådan vildt gammel. Jeg er også i tvivl om vi er ved at blive ‘gamle’ eller om vi bare er ‘slidte’ 
Vi havde det meget sådan, at det var en tanke, der blev ved med at dukke op, og en snak vi tog mange mange gange - og selvom vi lukkede den flere gange i årenes løb ved, at det var fint med to børn - så kom det altid op igen. Og havde vi ikke fået ham, havde vi nok stadig ikke fundet fred med det.
Til sidst sagde jeg til min mand, at han måtte gerne træffe afgørelsen, hvis han hældede mest til det ene eller til det andet. Jeg kunne finde ro med begge dele, men kunne ikke selv træffe en beslutning. Og han sagde så, at så ville han gerne have en til. Så man kan sige, at jeg var 50/50 - han var måske 70/30 - og så blev den tungeste side den afgørende… det havde jo været helt anderledes, hvis jeg havde hældet mest til at lade være. Så havde vi ikke gjort det, jeg skulle ikke igennem graviditet og fødsel for at min mand kunne få et barn til, hvis jeg var imod det - men jeg var vitterligt neutral.
Og så vil jeg sige, at det med at have en baby igen - og vide, at det er den sidste (for det er det helt 100), det var helt fantastisk. Alt det der med hud mod hud, og tiden lige efter fødslen, hvor man er helt smadret og helt oppe at køre samtidig - det er jeg så taknemmelig for at have fået lov at opleve igen. Det kunne jeg gøre for evigt - hvis ikke, det var fordi der fulgte så meget ansvar med i så lang tid bagefter 
Og så giver jeg en af de andre ret i, at man bliver en meget afslappet mor af at få en treer. ‘Nå, vi har glemt hans sko - pyt!’ ‘Nå, han har kun sovet 5 minutter i dag - pyt!’ Det kan også noget. Økonomisk køber vi mange ting brugt og arver, så det synes jeg ikke er så slemt - men der er man selvfølgelig også forskelligt stillet.
