Reaktioner på pasning

Hvordan reagerer jeres små poder på at blive passet? Her tænker jeg ikke på institution eller dagpleje, men på når I skal en tur ud og skal have dem passet?

Vi har fået en barnepige og hun har været her 6-7 gange - ca 1 gang om ugen de sidste måneder. Hun er sød og god. Men det er total kaos, når vi vender hjem igen i forhold til børnene. Det har intet med vores barnepige at gøre, for hun er virkelig god, men børnene er fuldstændig kaotiske. De vil ikke sove og vågner 117 gange om natten og græder. Malthe vågner og græder måske en eller to gange mere end han plejer, men kan som regl puttes med en flaske igen (lidt endnu), mens Iza vågner en million gange, klynker og klamrer sig til mig i søvne. Og det er sket hver eneste gang - præcis det samme. Det lægger helt vildt en dæmper på at skulle tage afsted, men manden og jeg har virklig brug for at se hinanden i øjnene i øjeblikket, så vi ikke ender med at gå fra hinanden. Jeg synes virkelig det er frustrerende ikke at kunne få lidt tid til sig selv uden at skulle samle alle stumperne op igen, når vi kommer hjem igen......

Ved ikke hvad jeg ville med dette indlæg - måske bare høre om, hvordan det er hjemme hos jer og hvad I gør?

hm, vi har kun fået passet af bedsternefaktisk..

Og sjældent til at lægge den i seng, vi lægger dem tit i seng og går bagefter.

Og ellers går det ok med at lægge dem i seng når vi ikke er der. Kan bare godt lide at ungerne faktisk ikke aner de bliver passet:-)

Og vi går slet ikke ud så meget ...de bliver passert 2-3 timer 1 gang om måneden..nogle gange 2 og nogle gange slet ikke.

Gik vi ud hver uge ville de sikkert også være mere hys, men det gør vi altså ikke.

Emsen er kun blevet passet af enten Farmor, Farfar eller Faster. Og hun eeeelsker det. Det sker ikke ret tit men der er ingen problemer med det overhovedet. Sidst hun havde været ude ved Farmor og Bedstefar gad hun ikke engang med hjem.....

SÅ her er der ikke nogen negativ reaktion eller snarere nogen reaktion overhovedet. Det er nemt og smertefrit. 

AG

vores unger er ikke rigtig blevet passet af andre end mormor og morfar og farmor (da hun levede) men på lørdag skal de for første gang passes af deres onkel, jeg er godt nok spændt på hva de siger til det. Men glæder mig så meget til at komme ud alene sammen med manden, kan slet ikke huske hvor længe det er siden vi var det sidst, det var i hvertfald før vi fik Nanna som bliver 7 mdr om lidt.  De plejer at tage det fint at blive passet.

Så jeg kan desværre ikke hjælpe dig.

Jeg må sige at det kommer helt an på HVEM Emma bliver passet af her...

Hvis hun er på weekend ved sin far er hun kropumulig de første to-tre dage efter og er bare hys og nægter at spise.. Det er så udelukkende fordi hun for sin vilje hos ham og det er, undskyld mig, så fucking træls at kæmpe hver eneste gang hun har været ved sin far..

Hvis vi så har haft min kærestes niece på 13 oppe og passe hende er hun så fyldt med indtryk og totalt mættet af leg, at hun lige skal "komme" til sig selv næste formiddag før hun rigtig er sig selv.... Men det har jeg nu ingen skrupler for..

Men jeg tænker lidt på, siger i farvel til ungerne..?? Med kram og mut eller sniger i ud af bagdøren??? Vi gør i hvertfald det at vi siger møjn og mut og Emma kommer med ud og vinker for hun skal se vi kører. Vi siger selvfølgelig vi kommer hjem igen men først når Emma sover. Ved egentligt ikke om hun forstår men det virker hos os...

Håber du/i finder en løsning, for det er ret afkræftende at tænke på det, man skal hjem til, når man endelig er kommet alene ud og burde tænke på sig selv..

Knus Henriette

Vi har aldrig haft problemer, når vi har fået dem passet. De bliver mest passet hos Jonas´ mor og papfar og dem kender de så godt, at der slet ikke er skyggen af problemer. En gang om ugen har vi en pige på 13 år til at hente dem i dp og passe dem ½-1 time her hjemme. Hun har gjort det i 3 mdr nu og de er begge trygge og glade når jeg kommer hjem og vi kan ikke mærke forskel på dem.

Børn er jo forskellige og Iza er jo også meget følsom, så mon ikke bare det er lidt vanskeligere for nogle børn end andre ?

Stella er faktisk kun blevet passet af mormor og morfar, så der er ikke noget bøvl.

Kan snildt sætte mig ind i hvor frustrerende det må være.
Man "orker" jo næsten ikke at tage hjemmefra for at koble af, hvis man ved det ender med mere kaos når man hjemvender, men man har virkelig også brug for at blive bekræftet og se hinanden i øjnene uden børn en gang imellem.

Jeg håber at I er ok, dig og manden?!

ha ha - helt of the topic:

Hyner for filan da: Møjn og mut!!?

Fnis.. du snakker satme sjøw!

ivfmarie skriver:

ha ha - helt of the topic:

Hyner for filan da: Møjn og mut!!?

Fnis.. du snakker satme sjøw!

Hehe, jeg tænkte det samme... skrev det bare ikke. Hvad er mut???  

Der hvor jeg kommer fra, og der hvor jeg bor, der betyder det trist, eller sådan noget..

Hyner skriver:

Jeg må sige at det kommer helt an på HVEM Emma bliver passet af her...

Hvis hun er på weekend ved sin far er hun kropumulig de første to-tre dage efter og er bare hys og nægter at spise.. Det er så udelukkende fordi hun for sin vilje hos ham og det er, undskyld mig, så fucking træls at kæmpe hver eneste gang hun har været ved sin far..

Hvis vi så har haft min kærestes niece på 13 oppe og passe hende er hun så fyldt med indtryk og totalt mættet af leg, at hun lige skal "komme" til sig selv næste formiddag før hun rigtig er sig selv.... Men det har jeg nu ingen skrupler for..

Men jeg tænker lidt på, siger i farvel til ungerne..?? Med kram og mut eller sniger i ud af bagdøren??? Vi gør i hvertfald det at vi siger møjn og mut og Emma kommer med ud og vinker for hun skal se vi kører. Vi siger selvfølgelig vi kommer hjem igen men først når Emma sover. Ved egentligt ikke om hun forstår men det virker hos os...

Håber du/i finder en løsning, for det er ret afkræftende at tænke på det, man skal hjem til, når man endelig er kommet alene ud og burde tænke på sig selv..

Knus Henriette

åh ja selvfølgelig siger vi farvel - det ville være helt slemt andet . Malthe er 10 måneder og han siger ikke så meget til at vi går, mens Iza skriger voldsomt...men det har hun altid gjort, når hun skal passes. Det stopper, når vi er ude af syne nu og det er rart (hun kunne skrige og græde fra vi gik til vi kom, da hun var helt lille- har aldrig brudt sig om at blive passet)