Endnu et tilbagefald - føler mig helt alene

Hej,

Det er virkelig ikke sjovt at skrive det her, men jeg har brug for at skrive det/sige det højt. Selvom der nu er gået næsten 4 måneder siden jeg oplevede min MA, har jeg det til tider stadig virkelig skidt.

Det fysiske er,  langt om længe, ved at falde på plads, men det psykiske påvirker mig stadig meget. Mere end jeg havde forventet.

Jeg har gået til psykolog siden og gør det stadig. Men nøj hvor er det bare hårdt at være I.

Min mand har det stadig i baghovedet siger han. Han bearbejder ved at løbe ture og gå til gymnastik. Jeg føler at han bruger meget tid på "sig selv" og glemmer mig + vores datter. Dette har jeg sagt til ham og hans respons er, at han bliver mega sur og uforstående. Vi har haft flere snakke, men ja, jeg føler mig hverken set, hørt eller forstået.

Samtidig har mine "veninder" ikke været der for mig, selvom de meldte ud, at jeg bare skulle skrive eller sige til, hvis jeg havde brug for at snakke eller græde ud. Så jeg føler mig helt alene og meget ensom efterhånden. Det gør så ondt at føle sådan.

Min ene "veninde" er efterfølgende blevet gravid og kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke er vildt glad på hendes vegne. Samtidig er hun lidt sådan "ej, det kan da ikke tage så lang tid at komme over" eller "du må tage dig lidt sammen". Det er sku svært, når ens højeste ønske er blevet knust og hun samtidigt har fået det samme ønske opfyldt.

Jeg er bare så mega ked af det og kæmper som en sindssyg for at komme videre i mit liv. Hver gang det begynder at gå fremad, kan jeg mærke, at jeg bliver mere positiv. Men derefter kommer der gang på gang noget, der slår mig tilbage  og så ender jeg igen med at bryde sammen og have det elendigt. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op.

Jeg har overvejet at prøve at finde noget at gå til, hvor det er muligt at møde nogle nye mennesker og have andre voksne at snakke med. Jeg er bare i tvivl om, hvad der er af muligheder. Har i nogle ideer?

Jeg skal snart ud at rejse og til sommer til koncert med en af mine yndlings sangerinder, men jeg kan simpelthen ikke finde glæden og er ærlig talt bange for at denne oplevelse ender med at give mig en depression eller en form for PTSD.

Måtte lige have det ud.

Ved godt det er off topic. Men hvor langt var du henne da du mistede?

Anonym skriver:

Ved godt det er off topic. Men hvor langt var du henne da du mistede?

Er der en særlig grund til, at du ønsker at vide det? For ja, det er da off topic.

Jeg er ked af dit tab og jeg forstår dig godt, jeg havde også svært ved at komme mig over mine tab. Det eneste der hjalp mig var en ny graviditet, psykolog og en masse ture til stranden. Jeg endte med en fødselsdepression fordi jeg var bange for at miste mit barn da jeg blev gravid igen og efter jeg havde født. 

Kan du ikke sige til din mand at du har jeg for tid til sig selv også, og at han også bliver nødt til at se til jeres datter så du også kan få luft. Måske på en anden måde end du har gjort for han sørger jo også. Måske bedsteforældrene kan tage jeres datter på en overnatning engang imellem også så i begge to får luft på samme tid?

Jeg vil anbefale dig at kontakte Forældre & Sorg. De tilbyder gratis terapi til alle forældre, som har mistet, herunder også dem som har mistet en graviditet, uanset hvor langt eller tidligt man var henne.  

Anonym skriver:

Jeg er ked af dit tab og jeg forstår dig godt, jeg havde også svært ved at komme mig over mine tab. Det eneste der hjalp mig var en ny graviditet, psykolog og en masse ture til stranden. Jeg endte med en fødselsdepression fordi jeg var bange for at miste mit barn da jeg blev gravid igen og efter jeg havde født. 

Kan du ikke sige til din mand at du har jeg for tid til sig selv også, og at han også bliver nødt til at se til jeres datter så du også kan få luft. Måske på en anden måde end du har gjort for han sørger jo også. Måske bedsteforældrene kan tage jeres datter på en overnatning engang imellem også så i begge to får luft på samme tid?

Tak. Det er rart at jeg ikke er alene med den følelse. Jeg går til psykolog og aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden.

Jeg ønsker mig brændende en ny graviditet og en sund og rask baby. Jeg har dog kun en æggeleder der virker og er også blevet en hel del ældre, så jeg ved, at det kan gøre tingene sværere. Men jeg håber så meget på, at det lykkes og ja, tanken om, at det kan gå galt igen eller at jeg ender med en depression.

Jeg er glad for at høre, at det lykkedes dig at fuldføre en ny graviditet. Jeg håber det samme for mig

Jeg har sagt, at når han har noget han går til og bruger 4 timer om ugen på, så vil jeg også gerne have samme mængde tid, hvor jeg kan gå til/lave noget, jeg har lyst til.

Generelt tænker han bare slet ikke i nærheden af, lige så meget på vores datter, som jeg gør. Jeg står med størstedelen af ansvaret og har bedt ham hjælpe og en gang imellem hente tidligere fra sfo. Der sagde han, at vores datter da godt kunne lide at være der og sagtens kunne have lange dage. Da hun blev hentet spurgte jeg hende og hun gav selv udtryk for, at hun meget gerne ville tidligere hjem, når det var muligt. Min mand så helt mærkelig ud i hovedet. Så nu må vi prøve det af.

Mine forældre hjælper engang imellem og passer vores datter. Hans forældre har aldrig tilbudt det selv. 

BG17 skriver:

Jeg vil anbefale dig at kontakte Forældre & Sorg. De tilbyder gratis terapi til alle forældre, som har mistet, herunder også dem som har mistet en graviditet, uanset hvor langt eller tidligt man var henne.  

Tak. Det vil jeg kigge nærmere på.

Jeg kan læse fra de andre tråde du har oprettet at du måske har brug for hjælp til at arbejde med alt det her graviditet/prøve blive gravid og at du har prøvet miste tidligt i graviditeten.

Jeg tror faktisk ikke det er dit tab der er din udfordring alene. Det er dit ønske der er så stort at det tynger dig og tager glæden fa dig. Og så når du oven i det mistede så tror jeg det er knækket for dig. Mine tanker: 

1) når du taler med din psykolog, så prøv at komme ind på det her med dit ønske som fylder så meget din opmærksomhed på at blive gravid at det måske overskygger for meget andet. 

2) når dine veninder måske ikke lige er så opmærksomme på dig længere, så kan det være fordi at det er helt normalt at miste tidligt i graviditeten. Selvom det gør meget ondt.  Derfor kan det for dem måske være svært at forstå st det kan være så svært for dig at komme over. Men i virkeligheden handler din sorg og det du gennemgår lige nu måske meget mere end “bare” tabet. 

3) selvom du har mistet, så skal din veninde have lov at være glad og du skal tillade/gøre dit umage med at være glad på hendes vegne. Hun er lykkelig for noget og fortjener også din støtte og glæde, for hendes graviditet handler ikke om dig eller om noget du ikke har fået. Så prøv at være glad på hendes vegne og vis det og spark til en sten og se sur ud på vejen hjem. 

Jeg forstår godt det er svært. Første gang jeg var gravid i 21 havde jeg også en MA og det tog mig sååå lang tid at komme over. Jeg var helt sikkert også præget af det 4 måneder efter. Følte ikke bare en sorg over barnet jeg mistede, men faktisk meget mere end sorg over, at det ikke kunne være glædeligt at forsøge at blive gravid. At forventningens glæde var blevet mig frarøvet. Og det er den stadig her i forsøget på barn nr. 2 selvom det jo lykkedes mig at opnå en blivende graviditet et år efter. Nogle gange sætter ting dybere spor for nogen. Du er i hvert fald ikke alene. 

Det eneste der hjalp for mig var at komme i gang med mit liv og ikke afvente en graviditet der ville passe dårligt med alt muligt. Fik en hundehvalp, skiftede job og nød et glas vin når jeg ville.  

Det gør mig ked af at høre du har mistet.. hvor langt var du henne? 
Jeg mistede min lille pige ved en spontan fødsel i uge 18 d 3 oktober i år. 
Efterfølgende har jeg talt med lægerne/jordemoder et par gange.. og jeg ved også hvad årsagen til den for tidlige fødsel var

Din mand og dig reagere helt forventeligt forskelligt på det.. og intet er mere rigtigt/forkert end andet. Der skal være plads til at i begge kan være i det. 

Jeg vil som de andre anbefale dig at gå til en god psykolog - for hvad årsagen er til din længsel/behov efter en graviditet er, hvad bunder det i? 
Prøv og hør om din forsikring dækker nogle gange til psykologen. 
verden og livet går videre  - og ingen glemmer den lille baby der var på vej. Ønsket og elsket fra første øjeblik der var 2 streger på testen.. 

Giv dig selv lov til at komme videre - vær der for de levende og ikke hos de døde (sorgen er et livsvilkår, men må ikke overtage hele dit liv) 

der skal være plads til savn, til at være ked af det.. men der skal også være plads til et nyt lille liv (måske engang) og der skal være plads til livet som det nu engang er. 

Du må gerne være glad, du må gerne opleve livet igen. 

og så til sidst.. så glæd dig over din venindes graviditet. Det er jo ikke hendes baby du mangler, men din egen.. 

min svigerinde er gravid - hun var 4 uger efter mig. Og jeg glæder mig til at se den lille pige der kommer til april, for jeg er stadig hendes faster. Og hun har ikke stjålet min baby (eller drømmen om en lille pige).