MortilF skriver:
Hej,
Det er virkelig ikke sjovt at skrive det her, men jeg har brug for at skrive det/sige det højt. Selvom der nu er gået næsten 4 måneder siden jeg oplevede min MA, har jeg det til tider stadig virkelig skidt.
Det fysiske er, langt om længe, ved at falde på plads, men det psykiske påvirker mig stadig meget. Mere end jeg havde forventet.
Jeg har gået til psykolog siden og gør det stadig. Men nøj hvor er det bare hårdt at være I.
Min mand har det stadig i baghovedet siger han. Han bearbejder ved at løbe ture og gå til gymnastik. Jeg føler at han bruger meget tid på "sig selv" og glemmer mig + vores datter. Dette har jeg sagt til ham og hans respons er, at han bliver mega sur og uforstående. Vi har haft flere snakke, men ja, jeg føler mig hverken set, hørt eller forstået.
Samtidig har mine "veninder" ikke været der for mig, selvom de meldte ud, at jeg bare skulle skrive eller sige til, hvis jeg havde brug for at snakke eller græde ud. Så jeg føler mig helt alene og meget ensom efterhånden. Det gør så ondt at føle sådan.
Min ene "veninde" er efterfølgende blevet gravid og kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke er vildt glad på hendes vegne. Samtidig er hun lidt sådan "ej, det kan da ikke tage så lang tid at komme over" eller "du må tage dig lidt sammen". Det er sku svært, når ens højeste ønske er blevet knust og hun samtidigt har fået det samme ønske opfyldt.
Jeg er bare så mega ked af det og kæmper som en sindssyg for at komme videre i mit liv. Hver gang det begynder at gå fremad, kan jeg mærke, at jeg bliver mere positiv. Men derefter kommer der gang på gang noget, der slår mig tilbage og så ender jeg igen med at bryde sammen og have det elendigt. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg har overvejet at prøve at finde noget at gå til, hvor det er muligt at møde nogle nye mennesker og have andre voksne at snakke med. Jeg er bare i tvivl om, hvad der er af muligheder. Har i nogle ideer?
Jeg skal snart ud at rejse og til sommer til koncert med en af mine yndlings sangerinder, men jeg kan simpelthen ikke finde glæden og er ærlig talt bange for at denne oplevelse ender med at give mig en depression eller en form for PTSD.
Måtte lige have det ud.
Jeg blev meget berørt af at læse dit opslag. Jeg føler så meget med dig. Har virkelig også følt mig alene med min sorg.
Selvom min KA var frivillig, er der ikke noget i mit liv, der har knust mit hjerte mere end det 
Tror kun man forstår smerten, hvis man selv har været igennem det.
Mht at gå til noget, synes jeg du skal vælge noget DU interesserer dig for eller er nysgerrig på at lære.
