Anonym skriver:
Min ene storebror er gift med en kvinde som han har været sammen med i knap 10 år.
I al den tid har der on and off været konflikt.
Min mor kan intet gøre rigtigt.
Hvis hun spørger om hun må have børnene på overnatning presser hun for meget.
Hvis hun så trækker sig, viser hun ikke nok interesse.
Det er blevet sådan at vi andre i familien kan mærke min mor blive nervøs og anspændt hvor gang vi skal ses .
Og nu nærmer julen sig igen.
Julen hvor min mor stadig håbefuldt tror at måske i år kan det være de vil holde jul med hende og far.
Også selv om det aldrig er sket og aldrig kommer til at ske - da min svigerinde direkte har sagt hun kun vil holde jul med hendes familie.
Så hvert andet år sidder mine forældre alene fordi vi er hos vores kærester s familie .
Og min storebror er hos hendes familie hvert år.
Istedet for at vi forsøger at dele os op.
Jeg kan mærke min mor er ked af det. Og søger råd til hvordan jeg får tingene sagt til min bror uden der igen kommer en konflikt...
Det gør ondt i hjertet at se sine forældre sårede, og jeg forstår udmærket din trang til at sige noget til din bror. Jeg er bare ikke sikker på, det vil være klogt. Det kan komplicere tingene yderligere, og ret beset ligger problemet jo mellem din bror og dine forældre.
Hvis et af vores børn valgte os fra, og der generelt var konflikter og problemer mellem os, ville jeg kun blive endnu mere ulykkelig, hvis én af hans/hendes søskende også ragede uklar med ham/hende i et velment forsøg på at støtte/hjælpe os. Jeg vil gerne selv - sammen med min mand - afgøre, hvordan og om problemet skal italesættes. Det ville ikke være vores andre børns opgave, særligt ikke, hvis det kunne afstedkomme andre konflikter.
Hvis du havde en fin og afslappet relation med din bror, og du kunne sige til ham på en ikke-bebrejdende måde, at nu måtte han altså lige huske, at mor og far også gerne ville se ham og familien, var det nok muligt. Men det lyder ikke til, at det er tilfældet.
I en lidt tilsvarende situation, hvor jeg oplevede min mor blive såret og ikke behandlet så pænt af andre familiemedlemmer, sagde en psykolog til mig, at det jo handlede om min mors og deres relation - ikke min. Det, jeg kunne gøre, var at lytte til og “trøste” hende - men det ville være uværdigt for min mor og forkludre tingene yderligere, hvis jeg tog opgaven med at løse konflikten/problemet på mig.