Må man opdrage?

Jeg har længe gået med et problem, jeg tror nogle derude selv kender til. Jeg er mor til en dejlig dreng på 5 år. Han er en krudtugle med stort K, og det er dejligt! Men, når man har en dreng der har lidt problemer med at høre efter, og tit har svært ved at acceptere et "nej" så kan det være nødvendigt med en lidt fast tone somme tider. Jeg har søgt rigtig mange gange, både på nettet og i diverse bøger om gode råd omkring opdragelse. Det jeg ofte møder er råd om børneopdragelse der ikke involverer en hævet stemme eller andre former for opdragelses metoder, som time out osv. Skæld ud er den dag idag psykisk vold, og hvis man holder et barn fast i armen, er det vold. Det er den gængse opfattelse, som jeg møder. Jeg har blandt andet af den grund ikke vidst hvordan jeg skulle opdrage mit barn, og slet ikke i det offentlige rum. Da jeg har været bange for at skade ham, som en usikker førstegangs mor. Det har så resulteret i at jeg ikke har fået sat sunde grænser for ham, og har følt mig som en elendig mor hver gang jeg har hævet stemmen. Nu har jeg så fundet lidt mere fred med det, og ved nu at det altså langt fra er sandheden at man skal være blid og rolig hele tiden. Det er der INGEN forældre der kan igennem et helt liv, det tror jeg ikke på. Jeg billiger ikke skæld ud nej, men jeg billiger heller ikke den form for fordømmelse af forældre jeg synes mange eksperter bruger. At vi skal kunne være supermennesker konstant. Det er enormt svært at være forælder i dag med alle de formaninger, synes jeg i hvert fald. Hvad må man som forælder? og hvis man ikke må hæve stemmen, hvad må man så, når ungerne ter sig fuldstændig urimeligt? 

En pejlesnor for mig er at mærke efter, hvad jeg selv synes er ret og rimeligt - og så går jeg langt mindre op i, hvad andre synes, at jeg må. Det tror jeg, gør mig ret tydelig og autentisk - for jeg er altid mig, og ikke en version af mig, som jeg håber at andre forventer eller finder rigtig. Mine børn kan altid regne med mine grænser - og mine grænser er nogenlunde forudsigelige, netop fordi de er autentiske… jeg håber, at det giver mening?

Jeg har ofte tænkt at min generation af forældre lider under den store forbandelse, at de altid jagter rundt efter “den rigtige måde” - som om der fandtes et facit - at være forældre på, fremfor at mærke i dem selv hvad de vil og ikke vil.

I min familie er børn elskede, velkomme, mødt og hørt. Og vi deltager, giver taletid og tonsvis af anerkendelse. Men de voksne bestemmer. Ufravigeligt. Og der er krav - og meget tydelige grænser. Også hvis det kræver en hævet stemmet eller en tydelig konsekvens. Ja, såmænd selv hvis det krævede at jeg kærligt og bestemt tog ungen under armen og slæbte afsted… 

Børn tager skade at ukontrolleret råben og skrigen, af udskamning, frygt, uforudsigelighed … præcis som vi andre i øvrigt gør. Men tydelige krav og forståelige konsekvenser - det bekymrer mig ikke spor. Heller ikke hvis mor en dag fik hævet stemmerne en tand for meget og bagefter måtte sige undskyld … så prøver vi igen i morgen

StortOgSmåt skriver:

En pejlesnor for mig er at mærke efter, hvad jeg selv synes er ret og rimeligt - og så går jeg langt mindre op i, hvad andre synes, at jeg må. Det tror jeg, gør mig ret tydelig og autentisk - for jeg er altid mig, og ikke en version af mig, som jeg håber at andre forventer eller finder rigtig. Mine børn kan altid regne med mine grænser - og mine grænser er nogenlunde forudsigelige, netop fordi de er autentiske… jeg håber, at det giver mening?

Jeg har ofte tænkt at min generation af forældre lider under den store forbandelse, at de altid jagter rundt efter “den rigtige måde” - som om der fandtes et facit - at være forældre på, fremfor at mærke i dem selv hvad de vil og ikke vil.

I min familie er børn elskede, velkomme, mødt og hørt. Og vi deltager, giver taletid og tonsvis af anerkendelse. Men de voksne bestemmer. Ufravigeligt. Og der er krav - og meget tydelige grænser. Også hvis det kræver en hævet stemmet eller en tydelig konsekvens. Ja, såmænd selv hvis det krævede at jeg kærligt og bestemt tog ungen under armen og slæbte afsted… 

Børn tager skade at ukontrolleret råben og skrigen, af udskamning, frygt, uforudsigelighed … præcis som vi andre i øvrigt gør. Men tydelige krav og forståelige konsekvenser - det bekymrer mig ikke spor. Heller ikke hvis mor en dag fik hævet stemmerne en tand for meget og bagefter måtte sige undskyld … så prøver vi igen i morgen

Ja det lyder godt. Jeg har haft meget usikkerhed i min rolle som mor. Det kommer nok af at jeg selv fik meget skæld ud. Men ja, man skal finde sin egen vej..

Lidt et sidespor til dit spørgsmål. Nu hvor du har en dreng der er krudtugle, så kan du hjælpe ham med at stimulere hans urolighed der højst sandsynligt gør ham til en krudtugle. Han mærker måske sin krop mere og derfor kan det komme til udtryk med at være en bisse. Taler af erfaring med min egen søn. Når han går i for meget krudtugle-mode, så får han nogle “hårde” krammeture. Trykker ham lidt på ben og arme  og vi leger stræk hvor jeg hiver i hans ben og arme. På den måde får jeg stimuleret hans nerver og så kommer noget af krudtet af ham. Han siger endda selv nogle gange ihh mor du skal hive i mig. Ved ikke om det kan hjælpe hos din søn, men kan være et forsøg værd. 

Jeg synes også det kan være svært at opdrage børn på "den rigtige" måde. Særligt fordi jeg føler at den måde man selv er opdraget på, påvirker ens egen opdragelse - Særligt når man er presset og udkørt.

Men jeg er af den overbevisning at man sagtens kan sætte grænser og lære børn om konsekvenser uden at råbe og skælde ud. Vil lige sige at jeg selv indimellem kommer til at råbe og skælde ud, ingen er perfekte. 

Men man kan sagtens sige "nej det vil jeg ikke have" og så give en konsekvens hvis barnet ikke stopper. Fx så duttede min søn med noget legetøj på tv'et. Så han får først et "nej det må du ikke, tv'et kan gå i stykker". Anden gang han prøver "du skal ikke gøre det, hvis du ikke stopper tager jeg legetøjet fra dig" og tredje gang tager jeg legetøjet. Hvis han så begynder at græde og råbe osv., så anerkender jeg at han bliver sur og ked af det, men lader ham rase ud. Nogen gange har han brug for at jeg tager nogle dybe vejrtrækninger med ham, men for det meste vil han gerne være alene. Men han får at vide at når han har brug for det kan han få et kram. Som regel er han faldet ned efter et par minutter og så får han en krammer.

Ved godt det måske lyder lidt langhåret, men jeg synes bare det er super vigtigt at han lærer at det er ok at blive vred/frustreret/ked af det, og at lære at håndtere de følelser. For det har jeg aldrig selv lært, hvilket gør at jeg har super svært ved at regulere og håndtere mine følelser nu som voksen.

Synes også det er vigtigt at bevare roen og ikke råbe og skrige. For hvordan skal det ellers lære at håndtere uenigheder på en konstruktiv måde? Vi står jo (forhåbentlig) heller ikke og råber af andre voksne vi er uenige med. Eller tager hårdt fat i dem. Så hvorfor er det ok at gøre det med børn? 

Jeg synes, det er vigtigt at anerkende, at vi allesammen er mennesker med følelser - både børn og voksne. Jeg er ikke en pædagogik-maskine, der spytter korrekte opdragelses-strategier ud i kølvandet på mine børn, hvor de færdes.

Jeg er et menneske, der også bliver ked af det, presset, vred, frustreret osv - og jeg giver også udtryk for det. Jeg kommer til at råbe af mine børn - ikke fordi jeg tror, det er en pissefed måde at opdrage på - men fordi jeg bliver presset og vred! Og så siger jeg undskyld til mine børn, hvis jeg ikke kan stå inde for min opførsel, når jeg ikke er vred mere. Det tror jeg ikke, de tager skade af. Jeg vil langt hellere have, at mine børn mødes af ægte levende mennesker i institution og skole - som er ægte vrede nogle gange - men også ægte glade og kærlige. Ligesom mig som mor… Nå, det var måske lidt et sidespring, men jeg synes faktisk debatten om forældreskab og opdragelse fornægter at man som forælder også er der med følelser og bekymringer og alt muligt andet.

Nå, men som svar på dit spørgsmål: Selvfølgelig må og skal du opdrage! Og selvfølgelig må man hæve stemmen og sige fra på en måde, der ikke kan misforstås. Pointen er, at du også skal tage ansvar for situationen. Så man siger fra på egne vegne og ikke barnets. Altså: ‘Jeg bliver vred, når du gør det og det’ - ikke ‘lad dog være med at opføre dig sådan. Hvad tænker du på?!’ 
Og du skal også tage ansvar for relationen bagefter. Fx ikke sige: ‘du kan komme tilbage, når du er blevet sød’ men i stedet sige: ‘Jeg er klar til at give en krammer, når du er klar’

Vores børn har brug for, at vi har tydelige rammer og grænser, så de kan udforske deres egne grænser. De skal vide, hvem og hvor vi er for at kunne finde ud af, hvem de selv er. Så man gør ingen nogen tjenester ved ikke at opdrage og sætte grænser. Børn har brug for tydelige voksne! 

.