Anonym skriver:
Det her bliver lidt langt i et forsøg på at få det hele med. Vores datter på 11 har nogle udfordringer med angst og tvangshandlinger, og jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvor jeg skal søge hjælp til det henne.
Det startede under corona, hvor hun fik et stort behov for at have styr på, hvor folk var og hvad der skulle ske. Det ramte hende hårdt, at alt og alle omkring hende forsvandt i så lang tid – ingen venner – ingen sport/aktiviteter og minimal konkakt med familien.
Da hun kom tilbage i skolen brugte hun al sin tid og energi på at få styr på, hvem der var hvor og hvem hun skulle lege med i skolen og bagefter. Det fyldte så meget, at skolen indkaldte os til samtale omkring det, hvor vi forsøgte at få nogle værktøjer. Der gik dog ikke så længe inden hendes 2 lærere, som vi havde møde med også forsvandt. Den ene sagde op og den anden var væk i et halvt år med stress.
Tvangshandlingerne bestod dengang i, at hun skulle afleveres i skolen på præcis samme måde hver dag, samme sted og stille de to samme spørgsmål. Den del er gået lidt i sig selv, men hun skal stadig stille de 2 spørgsmål.
I dag består tvangshandlingerne, at hun skal kysse hendes telefon x antal gange, når der kommer et billede op af vores hund, der døde for 2 måneder siden. Nogle gange skal hun holde vejret indtil jeg kommer, hvis hun har kaldt på mig og vaskemærkerne på bamserne i hendes seng skal ordnes hver aften.
Angsten består i at hun er bange om aftenen, når hun skal sove. Hun får ikke egentlige anfald, men er sikker på, at der er nogen på hendes værelse og, at de vil skade hende. For omkring en måned siden kunne hun pludselig heller ikke være alene hjemme mere, så hun tager ikke skolebussen hjem før hun ved, at vi er kommet hjem fra arbejde.
Vi oplever at både angst og tvangshandlinger bliver værre, så vi er nødt til at få noget hjælp udefra til at hjælpe hende.
Ud over mødet med skolen tidligere henvendte vi os igen senere, hvor vi fik en samtale med sundhedsplejersken, hvis eneste bud var, at vi skulle prøve at sende hende med skolebussen, så hun blev afleveret et andet sted. Resultatet var blot at hele afskedsritualet, så bare blev udført derhjemme og da vi så henvendte os igen fik vi intet svar, selv om aftalen var, at hvis det ikke blev bedre skulle vi henvende os igen.
Jeg ved ikke om det på nogen måde hjælper. Men da jeg var på samme alder som din datter var jeg panisk ræd for at sove i min egen seng. Jeg kunne sove alle andre steder (på sofaen, på gulvet, på badeværelset). Bare ikke i min egen seng. Men det skulle jeg. Så jeg havde også ting, jeg skulle gøre. I seng på præcis samme tid. Og af en eller anden grund skulle jeg græde inden, jeg skulle sove. Selvom jeg ikke var ked af det skulle jeg bare presse en tåre ud for mig selv for at falde til ro. Ja, det lyder super sært når jeg så mange år efter skriver det. Men det var meget virkeligt dengang. Mine forældre synes, jeg var skør og gjorde ikke sagen meget bedre ved at sige, at når jeg var så tosset måtte jeg til læge med mit hoved. Jeg voksede fra det og fejler ikke noget i dag. Men er sikker på lidt forståelse og - måske - hjælp udefra ville have gjort en stor forskel i de år. Derfor så er det så dejligt at læse, at I tager jeres datter alvorligt og søger at hjælpe hende 
