Eksperthjælp: Min mand er fraværende overfor børnene

Gitte Sander

Jeg bor sammenmed min kæreste og vores to børn på 4 og 6 år.

Jeg ELSKER min familie og værdsætter børnenes trivsel og udvikling højt.
Min kæreste er en god far når det kommer til at være forsørger. Han elsker børnene men er selv lidt en knudemand. Han har ikke problemer med at sige at han elsker mig eller børnene og tager dem også gerne op til sig når han kommer hjem fra arbejde. Han er selvstændig arbejder med 180 km i timen i løbet af dagen. Han er hjemme sidst på eftermiddagen og punkterer så fuldstændig her.

Han sidder ofte enten ved sin pc, i lænestolen med sin mobil eller sidder bare og stirrer ud i luften. Jeg ved han ofte " er på arbejde" inde i hovedet men uanset hvad så er han fraværende og hører ikke hvad der forgår i hjemmet.

Det sårer mig virkeligt dybt og gør mig også momentvist rasende.

Når min søn og datter for 3. eller 4. gang siger FAR og vil vise eller fortælle et eller andet er det heldigt hvis svaret bliver mmmmm...... eller jeg HAR set det uden han kigger op.

Av i hjertet siger jeg bare og nu er det efterhånden en normal ting for ungerne at han ikke svarer eller svarer i øst, så de er begyndt helt at spørge.

Jeg forstår min mand har travlt og er fysisk træt når han kommer hjem og jeg har i talesat det, at jeg mener hans prioritering er helt skæv.

Ungerne er små NU og de vil os og han bruger alt sit overskud på sit job. Han gør virkelig en indsats for at komme hjem tidligt, hvilket også lykkes ofte - men tid er for mig ligegyldigt hvis han alligevel er fraværende mentalt.

Han har sagt han vil forsøge at omprioritere (det er sagt før uden held) men jeg tvivler på det vil ske. Jeg kan mærke mine følelser og lyst til ham daler for hver gang jeg oplever dette.

Jeg VIL os så gerne men hvad hulan gør jeg?

O

Gittes svar

Hej Sussannebm,

Det kan virkelig være frustrende at have en travl partner og forælder til sine børn. Du ønsker mere nærvær fra hans side i familien, og ja, han er nok stadig på arbejde mentalt eller har behov for at hvile sig, når han kommer hjem. Det kan være krævende at være selvstændig.

For det første vil jeg bede dig overveje om denne adfærd sårer dig så dybt, fordi du selv har noget med i bagagen på dette punkt. Dette siger jeg fordi mange, som virkelig tænder følelsesmæssigt af på en partners fraværende adfærd, selv har en historie med at have haft en fraværende forældre, som sårede dem dybt som barn. Hvis det er tilfældet kan adfærden så at sige rippe op i nogle gamle sår.

Jeg vil også bede dig overveje, om du er mest ked af det på børnenes eller dine egne vegne, eller sagt på en anden måde: Tror du, at det er dig, der mest savner kontakt med dine børn, eller tror du dybest set at dine børn decideret lider under dette? Det kan være lidt vigtigt at skille ad, af hensyn til hvad der skal sættes ind med.

For nogle er det sådan, at man selv er kontakt-mæssigt "under-ernæret" i forholdet og egentlig har behov for mere kontakt som partnere. Det vil sige at man har brug for mere opmærksomhed, mere samtale, flere aktiviteter sammen, mere kæreste-tid uden børnene.

For andre er parforholdet egentlig mættet og det handler reelt mere om børnene. Altså at du oplever at dine børn har behov for mere "far" end de får. Her skal du så være opmærksom på, at der er mange måder at være forældre på, og det er ikke nødvendigvis "mere kontakt", der altid er det bedste. Hvis man selv er typen der er meget aktiv med børnene, kan man komme til at kritisere eller skamgøre sin med-forælder for at være mindre "på". Men der er både fordele og ulemper ved begge dele.

For eksempel ville det for nogle børn være helt overvældende, hvis begge forældre var så meget "på dem", som den ene forælder er. Lad os sige, at de kommer hjem fra pasningen og måske selv har behov for at sidde og lege lidt for sig selv, og begge forældre er totalt kontaktsøgende og aktiverende. Det er en balance og en afstemthed i kontakten, der er det vigtigste.

Her har du så bemærket, at din mand simpelthen ikke svarer børnene eller at de ikke altid kan få kontakt med ham, og det er jo ikke top-dollar perfekt. Men måske er det "godt nok"? Nu ved jeg jo ikke hvor fraværende han reelt er, men jeg beder dig tænke over det, fordi nogle gange vil vi som forældre presse den anden til at skulle være forældre præcis som vi selv er forælder, og det er skruen uden ende i frustrationer, for den anden bliver aldrig dig, men har sin egen måde.

Jeg lægger dog mærke til, at I har talt om det, og han vil gerne prioritere tiden. Når det så ikke sker, ville jeg tage det op med ham igen. Undlad at kritisere og bebrejde. Forsøg at blive konkret. Hvad tænker du kunne virke for jer? Hvad ville kunne opfylde dit ønske eller gå i retningen af at opfylde dit ønske?

Mange selvstændige føler at de skal være tilstede det meste af døgnet, hvilket reelt også kan være tilfældet i spidsbelastningsperioder, så her har han behov for din fleksibilitet, forståelse og støtte til sit foretagende. Men når det ikke er spidsbelastning, hvad har han og du så behov for? Måske har han behov for en time, når han kommer hjem, hvor han bare kan "falde ned" og være mentalt fraværende? Måske kan I aftale at han ligger mobilen i bryggeriet og ikke åbner den eller sin computer før efter kl. 20, når børnene er puttet? Måske. kan I aftale, at han leger med børnene på gulvet mellem kl. 17 og 18, mens du laver mad? Eller at han tager børnene, læser godnathistorie for dem og putter dem, hvis det er ham, der laver mad? 

Igen: Prøv at lade ham finde den måde, som han selv ønsker at være far på. Måske vil han hellere tage dem med på legepladsen eller lave noget andet med dem? Måske drømmer han om at gå til svømning med dem eller whatsoever?

Det er jo vigtigt - også som selvstændig - at få familien til at fungere godt. Og du har ret i, at den tid lige nu kommer ikke tilbage. Så det du ser, er garanteret rigtigt nok. Han kunne give mere tid og opmærksomhed til børnene imens de er små. Mange mænd, også selvstændige, er blevet rigtig gode til det, vores kultur ændrer sig. Det gør den ved blive skub i en bedre retning, og ikke mindst ved at fædrene ( og nogle gange de travle mødre) opdager, at de rent faktisk betyder rigtig meget, både for deres partner og for deres børn.

Hvis man er kørt ud af et spor med at forsøge at "provide" for sin familie, tror man ofte ikke, at ens nærvær har så stor en betydning i familien, som det reelt har. Man kæmper for familien, men gør det ved at knokle.

Hvis der er nogle dybereliggende issues bag disse mønstre, vil jeg opfordre til at I søger parterapi. For nogle stikker det dybere end som så, og er mønstre der er startet allerede lige efter børnefødslerne, eller nogle mere alvorlige sværheder ved at være far, der ligger til grund. Såsom at far reelt har haft en depression, eller har traumer med i bagagen fra sin egen barndom, som gør, at han ikke helt træder ind i rollen.

Men i første omgang tænker jeg, at du kan prøve med at se om du kan beherske dine egne stærke følelser omkring det og tale med ham med henblik på simpelthen at hjælpe ham til at prioritere sin tid mere familievenligt. Gå ud fra et positivt mindset om hvad han kan opnå derved, og giv plads til at det kan være på hans måde. Det er en proces. Giv tid. Vær fleksibel. Kommuniker og forbliv i dialog om emnet over tid. Anerkend det, der fungerer godt. Evaluer.

Med venlig hilsen,

Gitte