Mor/søster med til fødsel, for/imod

Til min første fødsel havde jeg, ud over min mand, min søster med. Hendes primært opgave var at tage billeder undervejs. 

De efterfølgende fødsler har kun været min mand og jeg. 

Når eller hvis du skal have en ekstra med, så er mit råd at I forventningsafstemmer om vedkommendes funktion under fødslen. 

Første gang havde jeg min mor og mand med. 

Min mor sad i baggrunden og lod min mand være der for mig også kunne hun kysse og kramme bagefter det var vildt dejligt hun var der og kunne trække sig tilbage. Plus manden og min mor røg på det tidspunkt så når min mand røg så var min mor der fantastisk 

Jeg ville personligt aldrig vælge at tage andre end min mand med, men jeg har selv været med til to veninders fødsler, fordi de har bedt mig om det. Der forventningsafstemte vi inden, hvad min rolle var, og hvad de havde brug for, jeg gjorde. I det ene tilfælde var det fordi, der ikke var en far, og i det andet tilfælde fordi, manden ikke kunne forventes at være en støtte. For at være ærlig var det ikke noget, jeg var lykkelig for at være med til - det var heller ikke forfærdeligt eller skræmmende, og jeg nævnte selvfølgelig heller ikke, at jeg snildt kunne have været foruden.

I forhold til at have sin egen mor med, ville jeg helt sikkert ikke vælge det, da min mors beskyttelsesinstinkter ville være overfor mig og ikke særlig hjælpsomt i den situation.

Jeg ville aldrig have andre med end min kæreste, for mig er det en helt speciel oplevelse som jeg ikke der andre end mor og far være en del af

Jeg tror også at jeg ville blive for stresset, min kæreste er heller ikke super god til at se mig i smerter. Men der var ingenting, han klarede det så godt jeg tror også mændene finder uanede kræfter ligesom vi gør. 

*.* skriver:

Med min søn havde jeg hans far med, og det synes jeg var stressende da jeg var meget opmærksom på ham også. 
Med min datter kunne hendes far (min mand) ikke være der ved fødslen, så jeg fødte alene, og det var den bedste fødsel jeg har oplevet! Venter lillesøster her til december, og er ikke sikkert min mand kan være der til fødslen dér heller, og ærligt er det helt ok med mig.. nok også fordi når jeg er i smerter trækker jeg mig ind i mig selv og magter ikke andre mennesker omkring mig

 

(et input til hvis du skulle stå alene med det)

Mange tak, den vinkle have jeg ikke overvejet, den er også god at have med ��

Fortvivlet skriver:

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvilken sygdom han har, men tænker du ikke at adrenalinen pumper derud af, så trætheden først kommer efterfølgende.

Jeg har ikke haft andre end min mand med, det er jo ikke en forestilling, men en fødsel, forstår ikke dem som har hele familien med, men sådan er vi jo så forskellige 

Det ville jeg ønske, men hvis det er en dårlig dag, så er der intet at gøre ud over hvile. Det er slet ikke en træthed som kan sammenlignes med andet. 

Så det er også derfor vi er nødt til at være forberedt hvis det skulle være en dårlig dag. Men håber selvfølgelig på en god en hvor han sagtens kan være der ����

Anonym skriver:

Nu kender jeg ikke til lige netop hans søvnproblem. Men det lyder fornuftigt at have en back-up. 

Hvis det var mig ville jeg sørge for der var en der var enten på sygehuset eller meget tæt på, som kunne tage over hvis din mand bliver for udmattet undervejs. 

Det tænker jeg også vil være det bedste og tryggeste for jer begge. Så han ikke føler at han “forlader” dig i et sårbart øjeblik.

 

Vi har et vennepar hvor manden også lider af udbredt træthed. Han kan ikke varetage er fuldtidsjob og er derfor tilkendt flex. Så sørg for at I er godt forberedte 

Det er lige netop det jeg tænker for han skal jo også gerne kumme være bare lidt menneske bagefter og ikke være "bundet" til sengen flere dage efter fordi han har brugt energien for en uge der. Det ville jeg være sp ked af.

KNV skriver:

Jeg endte med at få semi akut kejsersnit og havde derfor kun min forlovede med. Selv hvis jeg havde født vaginalt, havde vi aftalt kun at være os to. Jeg ville personligt finde det grænseoverskridende, at have flere med, da jeg følte mig meget blottet og sårbar i situationen.

Du skal vælge ud fra dit ønske og dit behov, men det er altid en god ide at snakke om det, i forvejen, så dem du vælger er med på det.

Sådan har jeg også selv altid tænk, og synes det var meget mærkeligt at have andre med, men efter han fik den sygdom tidligere på året, der havde vi snakke om hvor pr jeg skulle stoppe på p-piller, så har jeg egentlig forlist mig med tanken, for tror jeg ville have det værre med at være alene hvis det trækker ud og han ikke kan til sidst.

Panther skriver:

Jeg ville personligt aldrig vælge at tage andre end min mand med, men jeg har selv været med til to veninders fødsler, fordi de har bedt mig om det. Der forventningsafstemte vi inden, hvad min rolle var, og hvad de havde brug for, jeg gjorde. I det ene tilfælde var det fordi, der ikke var en far, og i det andet tilfælde fordi, manden ikke kunne forventes at være en støtte. For at være ærlig var det ikke noget, jeg var lykkelig for at være med til - det var heller ikke forfærdeligt eller skræmmende, og jeg nævnte selvfølgelig heller ikke, at jeg snildt kunne have været foruden.

I forhold til at have sin egen mor med, ville jeg helt sikkert ikke vælge det, da min mors beskyttelsesinstinkter ville være overfor mig og ikke særlig hjælpsomt i den situation.

Tak for dit input, det er helt sikkert noget jeg vil overveje!

Anonym skriver:

Jeg ville aldrig have andre med end min kæreste, for mig er det en helt speciel oplevelse som jeg ikke der andre end mor og far være en del af

Jeg tror også at jeg ville blive for stresset, min kæreste er heller ikke super god til at se mig i smerter. Men der var ingenting, han klarede det så godt jeg tror også mændene finder uanede kræfter ligesom vi gør. 

Det tænker jeg du hr ret i de normalt gør. Men den mulighed for ekstra kræfter er bare ikke en mulighed her pga sygdommens påvirkning ellers havde det heller ikke været noget jeg havde overvejet.