Hysterisk datter 4 år

Jeg skal måske ha en “reality Check”

Men nej hvor jeg er udmattet af vores datter hysterisk skrig ved fald, hun kommer ofte til skade, fordi hun er en drengepige, jeg har så ufatteligt svært ved at rumme hendes hysterisk skrige!!!!!!

Man skulle tror hun fik fingeren skåret af uden bedøvelse

- jeg kan blive så frustreret jeg kun giver “halv hjertet” krammer og kærlighed når hun vi ha omsorg efter en fald, jeg har seriøst mest lyst til at skælde hende ud, fordi hun falder fordi hun er så vilde! 

Jeg føler bare hun er “for meget” 

OPlever i det også???

Jeg er ikke helt stolt af det, men jeg genkender det. Min datter er ældre og har generelt fin “selvkontrol” når hun er ude - men falder hun hjemme skriger hun, som stod døden for døren, nærmest hyperventilerende og helt ude af proportioner. Og jeg bliver også lidt passiv, halvhjertet, irriteret … jeg prøver at skjule det, men også at “dæmpe hende” lidt kærligt - fx sådan sige “jo jo, op igen, det er ok”. Engang så hun lige igennem mig og råbte at jeg var verdens dårligste til at trøste, når jeg slet ikke mente det Jeg er ikke stolt af følelserne - men hun *ER* overdrevet - og i virkeligheden bunder min irritation nok i noget i mig selv, et ønske om at opdrage en “stærk pige”, som børster støvet af sig når hun falder og prøver igen og igen … men ja… jeg får vist ingen guldmedalje for moderskabet lige på den konto

Jeg har en dreng på 6år som også skriger helt vanvittigt hvis han slår sig. Det er virkelig svært at rumme. Han afviser så også vores trøst, gør faktisk hele situationen værrere hvis vi trøster. Så vi skal bare være i nærheden og stå klar, men ellers lade ham selv finde vejen ud af følelserne. 

Det lyder slet ikke pædagogik korrekt - men sådan er det lige i øjeblikket. 

StortOgSmåt skriver:

Jeg er ikke helt stolt af det, men jeg genkender det. Min datter er ældre og har generelt fin “selvkontrol” når hun er ude - men falder hun hjemme skriger hun, som stod døden for døren, nærmest hyperventilerende og helt ude af proportioner. Og jeg bliver også lidt passiv, halvhjertet, irriteret … jeg prøver at skjule det, men også at “dæmpe hende” lidt kærligt - fx sådan sige “jo jo, op igen, det er ok”. Engang så hun lige igennem mig og råbte at jeg var verdens dårligste til at trøste, når jeg slet ikke mente det Jeg er ikke stolt af følelserne - men hun *ER* overdrevet - og i virkeligheden bunder min irritation nok i noget i mig selv, et ønske om at opdrage en “stærk pige”, som børster støvet af sig når hun falder og prøver igen og igen … men ja… jeg får vist ingen guldmedalje for moderskabet lige på den konto

Ja enig ikke nogen guldmedalje her hellere

men puha sikkert en omgang skrig det bliver til

Kan også genkende.

Prøver dog at huske mig selv på, at den halvhjertede trøst (som de helt sikkert kan mærke), nok kun gør problemet værre, da de så føler, at de netop skal skrige højt og reagere voldsomt, for at signalere, at de skal have trøst.

Jeg kan lidt nemmere være i det hvis jeg tænker det, og samtidig sætter ord på “Av, slog du dig bordkanten, uh det gør bare ondt.”

Vi prøvede i den alder at aflede ved sammen at skælde bordkanten/asfalten eller hvad det nu var ud. Det syntes hun var ret sjovt og glemte så at være ked af det. Ellers havde vi referencen: er det då slemt at benet skal af, eller går det? Det tog også brodden af.

Min kollega har en 3 årige datter der gjorde det samme og efter et stykke tid valgte hun og ignorer hendes skrig. Det har virket, nu ved hun mor ikke kommer løbende og min kollega har fået mere overskud til kys og kram. Når hun falder og slår sig alvorligt løber hun selvfølgelig men det andet bliver ignoreret. 

Hej!Jeg kan godt forstå, hvordan du har det.Jeg har selv en søn, der er tre år gammel.Han er også en meget aktiv dreng, der elsker at løbe rundt og lege.Han falder også ofte, og han kan skrige meget højt.I starten var jeg meget frustreret over hans adfærd.Jeg følte, at jeg ikke kunne kontrollere ham, og at han altid var i vejen.Jeg var også bange for, at han ville komme til skade.Men efterhånden som jeg har lært ham at kende, har jeg lært at forstå ham bedre.Jeg ved, at han er nysgerrig og vild på at udforske verden.Han lærer og vokser ved at prøve nye ting, og det indebærer også, at han falder.Jeg har også lært, at det er vigtigt at være tålmodig og forstående.Jeg forsøger at se tingene fra hans perspektiv, og jeg prøver at forstå, hvorfor han gør, som han gør.Når han falder, prøver jeg at holde mig rolig.Jeg taler med ham og fortæller ham, at det er okay, at han er bange eller ked af det.Jeg giver ham en krammer eller et kram, og jeg sørger for, at han er okay.Jeg ved, at det er svært at være forælder til et aktivt barn.Men det er også meget givende.Jeg elsker at se min søn lære og vokse, og jeg er stolt af den dreng, han er.Hvis du føler, at du har brug for hjælp, så er der mange ressourcer til rådighed.Du kan snakke med en børnepsykolog eller en anden fagperson, der kan hjælpe dig med at forstå din søns adfærd og give dig nogle tips til, hvordan du kan håndtere den.Du er ikke alene om at føle dig sådan.Mange forældre oplever det samme.Det er vigtigt at huske på, at det er okay at føle sig frustreret og vred, men det er vigtigt at håndtere disse følelser på en sund måde.

Elias41 skriver:

Hej!Jeg kan godt forstå, hvordan du har det.Jeg har selv en søn, der er tre år gammel.Han er også en meget aktiv dreng, der elsker at løbe rundt og lege.Han falder også ofte, og han kan skrige meget højt.I starten var jeg meget frustreret over hans adfærd.Jeg følte, at jeg ikke kunne kontrollere ham, og at han altid var i vejen.Jeg var også bange for, at han ville komme til skade.Men efterhånden som jeg har lært ham at kende, har jeg lært at forstå ham bedre.Jeg ved, at han er nysgerrig og vild på at udforske verden.Han lærer og vokser ved at prøve nye ting, og det indebærer også, at han falder.Jeg har også lært, at det er vigtigt at være tålmodig og forstående.Jeg forsøger at se tingene fra hans perspektiv, og jeg prøver at forstå, hvorfor han gør, som han gør.Når han falder, prøver jeg at holde mig rolig.Jeg taler med ham og fortæller ham, at det er okay, at han er bange eller ked af det.Jeg giver ham en krammer eller et kram, og jeg sørger for, at han er okay.Jeg ved, at det er svært at være forælder til et aktivt barn.Men det er også meget givende.Jeg elsker at se min søn lære og vokse, og jeg er stolt af den dreng, han er.Hvis du føler, at du har brug for hjælp, så er der mange ressourcer til rådighed.Du kan snakke med en børnepsykolog eller en anden fagperson, der kan hjælpe dig med at forstå din søns adfærd og give dig nogle tips til, hvordan du kan håndtere den.Du er ikke alene om at føle dig sådan.Mange forældre oplever det samme.Det er vigtigt at huske på, at det er okay at føle sig frustreret og vred, men det er vigtigt at håndtere disse følelser på en sund måde.

Jeg forstår ikke dette indlæg - det lyder nærmest som noget der er skrevet af en robot? Der er i øvrigt tale om et spørgsmål vedrørende en datter - ikke en søn? Og intet i det TS skriver giver i mine øjne anledning til at skulle kræve en børnepsykolog?

Hej, sådanne krisesituationer er ikke kun hos piger, men også hos drenge. Jeg tror, at en psykolog er mere nødvendig for os forældre end for børnene. Hvorfor? Fordi vi skal forstå, hvordan vi beroliger os selv, og hvordan vi opbygger relationer til vores børn.