Forskellige lønninger

Er der nogle, hvor manden tjener væsentligt mere end kvinden og hvor manden gerne selv vil bestemme, hvad de ekstra penge skal gå til/ikke gå til?

Jeg bliver aflønnet normalt og min kæreste får en højere løn og nogle gange får han ekstra udbetalt, hvis der er overskud.

Men han kan også få det ekstra overskud pga sin stilling - han har ansvar og han er på udlandsrejser op mod en uge ad gangen. Imens han er væk er jeg helt alene med vores børn.

Når vi så taler om økonomi (og jeg har svært ved det), så er det som om, han gerne vil passe på sine penge selv. At han sådan set har det sidste ord ift hvis vi skal renovere noget herhjemme, hvad det så må koste eller hvis vi skal rejse/holde ferie, hvad det må koste.

Jeg kan mærke, at jeg bryder mig ikke om, at han kan få det til at lyde som om, at noget er dyrt, selvom det egentlig ikke er det. Eller i hvert fald at det egentlig er ham, der har det sidste ord ift økonomi. At jeg skal knokle endnu mere for at kunne bestemme det samme som ham.

Jeg er IKKE ude efter hans penge! Det handler om for mig, at jeg gerne vil have følelsen af, at vi står sammen som en enhed, støtter hinanden og er ligelige. Han ville heller ikke kunne have sit arbejde, hvis ikke også jeg var der.

Det er svært at støtte den tid, han indimellem er væk eller når han kommer sent hjem fra arbejde, når han på en måde holder mig på afstand.

Vi skal også giftes og jeg har ondt i maven over, hvordan jeg skal takle situationen. Jeg bliver til alenemor, når han er på sine rejser. Det er ikke noget, jeg bliver spurgt om, det er bare sådan det. Han vil have lavet papirer på alle de her ting, og jeg er bare så bange for, at jeg bare slet kommer til at have noget at skulle have sagt, fordi han så bare altid vil kunne hive det papir frem og sige, at det er hans. 

Jeg er også virkelig romantiker, når det kommer til kærlighed og ægteskab og jeg føler mig virkelig skubbet på afstand, når ægteskabet kommer til at handle om "jeg vil virkelig gerne giftes, men kun på betingelse af..."

Jeg føler, at vi er en enhed, at vi skal have en gennemsigtighed over for hinanden og at vi er et team. Og at det ikke kun skal handle om dit og mit og jeg vil kun passe på mig selv. 

Det er svært at forklare og et virkelig ømt emne. Jeg vil bare gerne være lige og at vi passer på hinanden og at vi ønsker hinanden det bedste og at vi ikke kun ønsker det bedste for en selv.

Det er virkelig en klassisker. For hvor hans indsats kan ses i kroner og ører, så bliver din af ukendte årsager vurderet mindre. 

Jeg tror, at mænd (og kvinder), der har det på den måde ikke nødvendigvis er nærige. De kan bare godt lide at have kontrollen og en følelse af at beskytte sig selv. Især hvis følelser er en svær størrelse, så er penge meget mere håndgribelige. 

Du skal dog lære at kunne snakke om det. Penge, men også den ubalance, der er i jeres forhold. Hvis han ikke ønsker at dele pengene og beslutningerne herom nogenlunde ligeligt (der kan også være skæve konstellationer, der fungerer, men her er magtbalancen skredet), så må han tage en tilsvarende del af børnene og ansvaret for dem. Så kan det måske godt betale sig at dele?

Noget andet er at han har et større ansvar på arbejdet. Du har ansvaret for jeres børn. Hvem har i virkeligheden det største? 

Jeg ville vente med ægteskabet til I kan have en reel dialog om disse ting, hvor begge kommer til orde, forstår hinandens perspektiv og har en god følelse i maven over aftalen. Evt med hjælp fra en professionel.

Ellers kan det hurtigt blive et dyrt ægteskab.

Anonym skriver:

Er der nogle, hvor manden tjener væsentligt mere end kvinden og hvor manden gerne selv vil bestemme, hvad de ekstra penge skal gå til/ikke gå til?

Jeg bliver aflønnet normalt og min kæreste får en højere løn og nogle gange får han ekstra udbetalt, hvis der er overskud.

Men han kan også få det ekstra overskud pga sin stilling - han har ansvar og han er på udlandsrejser op mod en uge ad gangen. Imens han er væk er jeg helt alene med vores børn.

Når vi så taler om økonomi (og jeg har svært ved det), så er det som om, han gerne vil passe på sine penge selv. At han sådan set har det sidste ord ift hvis vi skal renovere noget herhjemme, hvad det så må koste eller hvis vi skal rejse/holde ferie, hvad det må koste.

Jeg kan mærke, at jeg bryder mig ikke om, at han kan få det til at lyde som om, at noget er dyrt, selvom det egentlig ikke er det. Eller i hvert fald at det egentlig er ham, der har det sidste ord ift økonomi. At jeg skal knokle endnu mere for at kunne bestemme det samme som ham.

Jeg er IKKE ude efter hans penge! Det handler om for mig, at jeg gerne vil have følelsen af, at vi står sammen som en enhed, støtter hinanden og er ligelige. Han ville heller ikke kunne have sit arbejde, hvis ikke også jeg var der.

Det er svært at støtte den tid, han indimellem er væk eller når han kommer sent hjem fra arbejde, når han på en måde holder mig på afstand.

Vi skal også giftes og jeg har ondt i maven over, hvordan jeg skal takle situationen. Jeg bliver til alenemor, når han er på sine rejser. Det er ikke noget, jeg bliver spurgt om, det er bare sådan det. Han vil have lavet papirer på alle de her ting, og jeg er bare så bange for, at jeg bare slet kommer til at have noget at skulle have sagt, fordi han så bare altid vil kunne hive det papir frem og sige, at det er hans. 

Jeg er også virkelig romantiker, når det kommer til kærlighed og ægteskab og jeg føler mig virkelig skubbet på afstand, når ægteskabet kommer til at handle om "jeg vil virkelig gerne giftes, men kun på betingelse af..."

Jeg føler, at vi er en enhed, at vi skal have en gennemsigtighed over for hinanden og at vi er et team. Og at det ikke kun skal handle om dit og mit og jeg vil kun passe på mig selv. 

Det er svært at forklare og et virkelig ømt emne. Jeg vil bare gerne være lige og at vi passer på hinanden og at vi ønsker hinanden det bedste og at vi ikke kun ønsker det bedste for en selv.

Så hvis han vil have Alle tingene, hvis i en gang bliver skilt fordi han bruger masser af tid på arbejde.
så stil det skarpt op og sig at så skal du jo have børnene. For det er jo dig der tager dig af dem det meste af tiden. Så kan han måske se hvad der er vigtigst her i livet .

stil ham spørgsmål så han kommer til at tænke sig om. A la hvad ville du gøre med børnene hvis vi gik fra hinanden i morgen ? Tror han tager din indsats al for givet.

Hos os kommer alle pengene i en pulje og så bliver alle faste udgifter betalt, taget fra til opsparing og hvad vi skal bruge i løbet af måneden og resten bliver delt i to så vi har lidt til os selv hver især. Og min kæreste får 6 gange mere i løn end jeg gør. Vi tager ligemeget ansvar for børn og hjem og er fleksible hvis den anden har mindre overskud en tid. Jeg ville slet ikke kunne være i det som i har det hos jer lige nu og jeg ville i hvert fald ikke giftes. Så jeg ville helt sikkert vente til i har fundet en holdbar løsning. Den måde i har fordelt det nu virker det som om at du er mindre værd end ham og at han egentlig ikke er interesseret i at du trives men bare gerne vil have en kone af praktiske årsager… jeg synes at du prøve igen at fortælle ham at det ikke er pengene men de signaler det sender. Hvis du spørger ham om ikke i er lige meget værd og vil det bedste for hinanden må i kunne få en snak om det. Jeg synes også at du bør få en advokat til at kigge på de ting han vil have at du skal skrive under på inden i bliver gift så du kender konsekvenserne og hvad det betyder for dig hvis i går fra hinanden, han dør eller ift. pension osv. 

Man behøver ikke have fællesøkonomi i et ægteskab, men der skal selvfølgelig være en ligestilling, så det ikke er den med flest penge som har mest at skulle have sagt. Og så skal udgifter selvfølgelig fordeles så begge har muligheder for at agere frit.

Jeg ville også holde lidt igen med at blive gift indtil I har fået talt økonomien igennem. Det er ikke specielt romantisk, men det kan blive en kæmpe problem på den lange bane hvis han er meget firkantet omkring det.

Økonomi kan være roden til alt ondt. det fylder meget for dig, og jeg lover dig at det ikke bliver mindre. 

jeg tænker om i ikke har talt om økonomi og fordeling/ansvar tidligere? Da i flyttede sammen, da i fik jobs eller lign? Har i nogensinde været enige? For så kunne du tage udgangspunkt i de aftaler i har haft (som måske er gledet ud med årene og måske i takt med at han tjener mere)

lige nu ser han tydeligvis ikke værdien i at du giver ham muligheden for at arbejde som han gør (og dermed tjene godt). Hvis han ikke synes det tæller, så bed ham finde et job hvor han kan tage ligeså meget familiært ansvar som dig. 50/50 børns sygedage, tandlæge, forældremøder, lektier, hjemme hver dag, hente bringe osv.

Jeg ville aldrig kunne være tilfreds med at min partner havde det sidste ord, blot fordi han var bedre lønnet. Vi er en enhed og vi er forskellige og bidrager forskelligt. Det vigtigste er at man bidrager - ikke hvor mange tusinde man kan lægge på bordet, for man skal også trives i sit job. Og det er bare ikke alle jobs der giver mulighed for en høj løn - ikke engang med ancienniteten.

Mor11 skriver:

Økonomi kan være roden til alt ondt. det fylder meget for dig, og jeg lover dig at det ikke bliver mindre. 

jeg tænker om i ikke har talt om økonomi og fordeling/ansvar tidligere? Da i flyttede sammen, da i fik jobs eller lign? Har i nogensinde været enige? For så kunne du tage udgangspunkt i de aftaler i har haft (som måske er gledet ud med årene og måske i takt med at han tjener mere)

lige nu ser han tydeligvis ikke værdien i at du giver ham muligheden for at arbejde som han gør (og dermed tjene godt). Hvis han ikke synes det tæller, så bed ham finde et job hvor han kan tage ligeså meget familiært ansvar som dig. 50/50 børns sygedage, tandlæge, forældremøder, lektier, hjemme hver dag, hente bringe osv.

Jeg ville aldrig kunne være tilfreds med at min partner havde det sidste ord, blot fordi han var bedre lønnet. Vi er en enhed og vi er forskellige og bidrager forskelligt. Det vigtigste er at man bidrager - ikke hvor mange tusinde man kan lægge på bordet, for man skal også trives i sit job. Og det er bare ikke alle jobs der giver mulighed for en høj løn - ikke engang med ancienniteten.

Åh jeg kan mærke på de forskellige svar, at det bliver læst som om, at jeg er den, som er der for børnene hele tiden og at han aldrig er der. Måske lidt skarpt stillet op, men det er da heldigvis ikke tilfældet. Jeg har et job, hvor jeg er nødsaget til at arbejde en del mere end 37 timer for at tjene, hvad jeg gør. Samtidig giver mit job også noget fleksibilitet ift det at være en familie og hvor han fx ikke behøver bekymre sig, hvis han skal ud at rejse, så kan jeg stadig passe mit arbejde, selvom han er væk. Men det er da hårdt. Der er ting, som egentlig er nemmere, når han er væk og det er nok fordi at så ved jeg, der kun er mig, men på samme tid også hårdt fordi der kun er mig. Men dertil kommer også ansvaret for at opdage, at der SNART mangler mælk i køleskabet eller at børnene skal lave lektier eller skal i bad eller at passe en sengetid eller hvordan man opfører sig, når man bor sammen med andre mennesker eller bare i det hele taget det med at have overblikket osv osv. Jeg har påtaget mig rigtig mange opgaver og meget ansvar i årenes løb og jeg har også de sidste par prøvet at afgive noget ansvar, fordi ellers så knækker jeg, men det har ikke været uden bump på vejen. 

Det er også et familieejet firma, han er en del af, så det gør det lidt mere kringlet en som så bare at bede ham om at finde noget andet og jeg tænker heller ikke, at jeg skal være en del af det firma, uanset om han dør, bliver invalid eller hvis vi gik fra hinanden. Men de penge, han tjener der, dem ser jeg som en fællesting. Ligesom at de penge, jeg tjener, er en fællesting. Forskellen er bare, at han faktisk har muligheden for at skabe en kæmpe opsparing til sig selv og hvor jeg ikke kan bestemme noget som helst, fordi han vil sige "det er jo mine penge, det er mig, der har tjent dem"... han SIGER, at det da også skal være fælles, men det oplever jeg bare ikke. Jeg har oplevelsen af, at han gerne vil beholde dem som sit eget. Og det er en underlig følelse at gå ind i et ægteskab på. Men for at han kan få den løn, for at han kan få noget ekstra udbetalt, så kræver det jo også, at jeg skal synes, at det er okay at være alenemor i den uge, han er væk. Det kan jeg jo så vælge, at det er det, fordi det også kommer mig og familien til gode. Jeg kan ikke synes, det er okay at være alenemor i de uger eller acceptere lange arbejdsdage for at han bare kan tjene penge til sig selv I min verden, så er det en skæv magtfordeling, for penge er bare lig med magt. Og det jeg mener er, at hvis jeg synes, vi skal bruge penge på noget bestemt, så kan det da godt være, at han også synes, det er en god idé, men hvis han ikke synes, det er en god idé, så er det hans penge og dermed ham, der bestemmer. Jeg ser os også som en enhed. Altså så vi gør tingene mulige for hinanden, men hvis han bliver ved med at ville beholde for sig selv, så er det også svært for mig at støtte ham 100%. I går brugte han også en formulering, at "jeg havde da også nydt godt af, at han er en del af det firma"... altså ligesom om, at jeg skal da ikke komme her og sige, at jeg ikke har fået noget som helst. Og jeg blev bare så ked af den formulering, jeg synes, den var så tarvelig, fordi han bare slet ikke forstår, hvad jeg også må acceptere for at han kan have den stilling, han har og for at vi kan bo, hvor vi bor. 

Hvis jeg skal åbne alle døre og muligheder for ham, så er det også for at skabe en fælles fremtid for vores familie og hvor vi har lige meget at skulle have sagt. Ellers er jeg bange for, at kunne jo lige så godt være ham, der om 10 år vil skilles og så har jeg gået og haft afsavn til fordel for familien og så smutter han med det hele, fordi jeg engang underskrev et dokument.

Men jeg kan ikke finde ud af, hvad der fair. Jeg er ikke ude efter hans penge (og han er altså ikke millionær eller noget, han er bare bedre stillet end mig), jeg vil bare også gerne have, det skal være lige og retfærdigt for os begge, for vi er en enhed lige indtil den dag, vi dør (eller forhåbentligt aldrig: til den dag, vi måtte gå fra hinanden). Det føles rart at gå til en advokat for at sikre hinanden, vi har nemlig erfaret, at det godt kan betale sig med nogle ting, hvor det ikke er nok bare at blive gift, men det omhandler ikke økonomien på en måde, hvad er dit og mit, men mere for at sikre at den anden ikke kommer til at stå i lort til halsen. Det er da kærlighed for mig.

jeg synes når man er sammen så er man en enhed. Altså er alle indtægter og udgifter er fælles.

Her tjener min mand også mere end mig, men jeg er så også begrænset i hvilke jobs jeg kan tage pga hans arbejdstider, så mit job kan ikke gå udover institutionens åbningstider.

Vi snakkede om det da vi blev enige om at det skulle være os. At hvis vi skulle være sammen var vi en familie og alt var fælles. 

Hvis han har behov for at se det i kroner og ører, så kunne du måske lave en beregning af hvad din "løn" er for det usynlige arbejde du udfører er. Altså hvad koster en barnepige, og hvor mange timer ugentligt ville der være behov for en barnepige HVIS du ikke tog tjansen. Det samme med rengøring, handlen ind, lektiehjælp og hvad der ellers måtte være af usynlige opgaver.

Jeg bruger selv snildt 8-10 timer om ugen mere end min mand på at drive vores hjem & familie, og det er jeg egentlig ok med, MEN af samme årsag arbejder jeg kun deltid, for det andet gider jeg godt nok ikke.

Vi har fællesøkonomi, min mand tjener en del mere end mig, men der er ikke noget med at han bestemmer mere. Jeg synes fællesøkonomi giver mest mening når man har børn sammen, dog KAN jeg forstå noget del-økonomi hvis man er sammenbragt familie.

Jeg er i øvrigt enig i at beløbet ikke bør spille ind, det vigtigste er at begge parter bidrager, hvadenten det så er med penge eller tid/arbejdsopgaver.

Anonym skriver:

Åh jeg kan mærke på de forskellige svar, at det bliver læst som om, at jeg er den, som er der for børnene hele tiden og at han aldrig er der. Måske lidt skarpt stillet op, men det er da heldigvis ikke tilfældet. Jeg har et job, hvor jeg er nødsaget til at arbejde en del mere end 37 timer for at tjene, hvad jeg gør. Samtidig giver mit job også noget fleksibilitet ift det at være en familie og hvor han fx ikke behøver bekymre sig, hvis han skal ud at rejse, så kan jeg stadig passe mit arbejde, selvom han er væk. Men det er da hårdt. Der er ting, som egentlig er nemmere, når han er væk og det er nok fordi at så ved jeg, der kun er mig, men på samme tid også hårdt fordi der kun er mig. Men dertil kommer også ansvaret for at opdage, at der SNART mangler mælk i køleskabet eller at børnene skal lave lektier eller skal i bad eller at passe en sengetid eller hvordan man opfører sig, når man bor sammen med andre mennesker eller bare i det hele taget det med at have overblikket osv osv. Jeg har påtaget mig rigtig mange opgaver og meget ansvar i årenes løb og jeg har også de sidste par prøvet at afgive noget ansvar, fordi ellers så knækker jeg, men det har ikke været uden bump på vejen. 

Det er også et familieejet firma, han er en del af, så det gør det lidt mere kringlet en som så bare at bede ham om at finde noget andet og jeg tænker heller ikke, at jeg skal være en del af det firma, uanset om han dør, bliver invalid eller hvis vi gik fra hinanden. Men de penge, han tjener der, dem ser jeg som en fællesting. Ligesom at de penge, jeg tjener, er en fællesting. Forskellen er bare, at han faktisk har muligheden for at skabe en kæmpe opsparing til sig selv og hvor jeg ikke kan bestemme noget som helst, fordi han vil sige "det er jo mine penge, det er mig, der har tjent dem"... han SIGER, at det da også skal være fælles, men det oplever jeg bare ikke. Jeg har oplevelsen af, at han gerne vil beholde dem som sit eget. Og det er en underlig følelse at gå ind i et ægteskab på. Men for at han kan få den løn, for at han kan få noget ekstra udbetalt, så kræver det jo også, at jeg skal synes, at det er okay at være alenemor i den uge, han er væk. Det kan jeg jo så vælge, at det er det, fordi det også kommer mig og familien til gode. Jeg kan ikke synes, det er okay at være alenemor i de uger eller acceptere lange arbejdsdage for at han bare kan tjene penge til sig selv I min verden, så er det en skæv magtfordeling, for penge er bare lig med magt. Og det jeg mener er, at hvis jeg synes, vi skal bruge penge på noget bestemt, så kan det da godt være, at han også synes, det er en god idé, men hvis han ikke synes, det er en god idé, så er det hans penge og dermed ham, der bestemmer. Jeg ser os også som en enhed. Altså så vi gør tingene mulige for hinanden, men hvis han bliver ved med at ville beholde for sig selv, så er det også svært for mig at støtte ham 100%. I går brugte han også en formulering, at "jeg havde da også nydt godt af, at han er en del af det firma"... altså ligesom om, at jeg skal da ikke komme her og sige, at jeg ikke har fået noget som helst. Og jeg blev bare så ked af den formulering, jeg synes, den var så tarvelig, fordi han bare slet ikke forstår, hvad jeg også må acceptere for at han kan have den stilling, han har og for at vi kan bo, hvor vi bor. 

Hvis jeg skal åbne alle døre og muligheder for ham, så er det også for at skabe en fælles fremtid for vores familie og hvor vi har lige meget at skulle have sagt. Ellers er jeg bange for, at kunne jo lige så godt være ham, der om 10 år vil skilles og så har jeg gået og haft afsavn til fordel for familien og så smutter han med det hele, fordi jeg engang underskrev et dokument.

Men jeg kan ikke finde ud af, hvad der fair. Jeg er ikke ude efter hans penge (og han er altså ikke millionær eller noget, han er bare bedre stillet end mig), jeg vil bare også gerne have, det skal være lige og retfærdigt for os begge, for vi er en enhed lige indtil den dag, vi dør (eller forhåbentligt aldrig: til den dag, vi måtte gå fra hinanden). Det føles rart at gå til en advokat for at sikre hinanden, vi har nemlig erfaret, at det godt kan betale sig med nogle ting, hvor det ikke er nok bare at blive gift, men det omhandler ikke økonomien på en måde, hvad er dit og mit, men mere for at sikre at den anden ikke kommer til at stå i lort til halsen. Det er da kærlighed for mig.

Jeg læser det ikke som om han aldrig er tilstede for familien, men som du selv siger - så kræver det altså en god portion goodwill fra dig og en stor indsats i perioder, for at han kan arbejde som han gør. 

jeg synes du skal sige præcis hvad du skriver her “jeg hører dig sige at vores tjente penge er fælles. Men det jeg oplever er, at du har det sidste ord fordi det er dig der har tjent pengene og du helst vil holde på dem selv. Det føles ikke særlig fælles”. 

Det er også en rigtig fin formulering at du åbner dørene for hans muligheder - men der er ikke nogen døre der åbner sig for dig og giver dig de samme muligheder. Så hvorfor skal du ikke have del af gevinsten der er ved de muligheder? Det er vel en fælles beslutning (hans job) til det fælles bedste. Lige nu, er det til det fælles bedste - men kun når HAN synes det er det fælles bedste.