2 x fødselsdag for klassen? (Jaloux bonusmor)

Da det trods alt bare er en fødselsdag, tænker jeg, at jeg ville lade bio-mor holde den, siden at det åbenbart er vigtigt for hende.

I lavede fejlen da I valgte at inviterer pigerne uden at aftale noget med bio mor. I skriver selv at det også er første gang at I holder, så det er jo første gang begge steder, så det der med "det plejer bio mor ikke og det er kun for at overgå os" det kan I skyde en hvid pil efter.

Pinlig fejl både for jer og bio mor

Hvordan I redder den aner jeg ikke, når I har delt invitationer ud til begge dage, måske sende en sms ud omkring at de selvfølgelig ikke behøver at have gaver med hos jer

Du skriver selv din bonus datters mor er jaloux. Det er måske meget forståeligt. Hun oplever, at hendes datter er glad for dig og at hendes eksmand er rykket videre med en anden partner. Og I skal også have barn sammen. Hvis hun er single og ked af det er det måske ikke helt uforståeligt, at hun ikke hopper helt op i atmosfæren af begejstring over, at hendes eks og hans nye kæreste skal have et barn sammen. Derudover føler hun måske også, at du "stjæler" hendes barn. Jeg er med på, at man som voksen "bør" kunne samarbejde. Og det kunne hun sikkert også være bedre til. Omvendt må du nok acceptere, at nej - hun gider dig ikke og har ingen interesse i dig. Det er ærgerligt. Men sådan er det. 

I forhold til fødselsdag - jeg forstod det som, at mor ikke har sendt invitationer ud endnu. Hvis jeg var far, ville jeg fluks kontakte mor og få de to fødselsdage lagt sammen. Også for pigens egen skyld.

Jeg er hverken bonusmor eller delemor.

Men min søster er bonusmor. 

Og hun og hendes mand fatter simpelthen ikke - hvorfor pigernes mor er så" besværlig" 

Hvorfor hun ikke bare retter ind , og lader min søster gå All in på at være bonusmor. 

Min søster moser sig ind på alt. Hun tager med til forældremøder, alle skole arrangementer og sidste weekend var hun med til en forældrefest.  Hun bager kager til ALLE arrangementer, melder sig på til  hold til lejr- arrangere kørsel til sport osv 

Alle de ting gør hun sammen med  hendes mand   - og nå ja så kommer pigernes biomor også....og så kan hun fx stå der som 3 hjul til hendes eget barns liv.

Og så fatter de ikke at hun er " på tværs" og ikke har lyst til at gøre alt hvad de synes er fedt. Som fx at stå for børnene s fødselsdag....

Måske du bare skulle bakke lidt ud - give plads til biomor - som altså er barnets mor . Og ellers koncentrere dig om at støtte op om biomor og fars forhold . Så de kan få et godt samarbejde om deres fælles barn. 

Det kommer godt tilbage til dig , og ikke mindst til bonusbarnet. Som vil trives ved at se I alle kan samarbejde- og ikke mindst at hendes mor ( som højst sandsynligt er den vigtigste person i hendes liv) får lov til at være  medbestemmende i vigtige beslutninger som fx fødselsdagsfester. 

Hvor er biofaren i alt dette? Hvad siger han? Hvordan er forholdet/samarbejdet mellem biofar og biomor? 

Jeg er ikke i tivivl om, at du ønsker dit bonusbarn det bedste, men synes dit opslag maler fanden på væggen! “Den gode bonusmor” VS. “Den uengageret og kompliceret biomor”

Kunne det tænkes, at biomor ikke ønsker og have noget med dig at gøre, fordi hun ikke kan se meningen i at have en relation/samarbejde med dig? At hun muligvis er såret over, at du bærer hendes eksmands barn - en intim oplevelse de engang har oplevet sammen? At hun måske ikke er kommet over bruddet med hendes eksmand, og splittelsen af hendes kernefamilie, og de drømme de havde sammen - 3 år er jo ingenting! 

Jeg synes du skal træde et skridt eller to tilbage og ikke overdramatisere/overdrive din rolle som bonusmor. Lad biofar komme på banen og lad ham tage kontakt til biomor. Det er deres barn!

Skal jeg være helt ærlig, så tænker jeg, at du og din mand skal finde verdens største undskyldning frem og få den givet meget hurtigt. Man inviterer ikke til børnefødselsdag uden at have vendt ideen med den anden forælder - og kan man ikke holde den sammen, så skal der laves en aftale a la vi holder i år, du holder til næste år.

Så afsted med far og en kæmpe undskyldning. Og så skal far og mor få nogle klare aftaler om samarbejdet, så det ikke går ud over deres datter. Og det kan betyde, at du må trække dig lidt i en periode  og lade de to finde en god rytme og tone.

Tror ts har forstået det. Der er ingen grund til at vi bliver ved med at sige det samme. 

Okay, langt skriv, da jeg kan mærke der stadig mangler noget baggrundsinfo…

Jeg er nok enig i en del af de ting i skriver, men også uenig i andre, det kommer sig nok af at jeg kender mere til vores historie gennem de sidste 3 år og hvad der er sket. Det er jo umuligt at få alt med her på skrift.

Biomor har selv en kæreste som hun har været sammen med næsten ligeså lang tid. Det er nok et lidt anderledes forhold end mig og min kæreste har det. De bor ikke sammen endnu, men der har været snak om flere gange (ifølge min bonusdatter) at de skulle flytte sammen. Hendes kæreste har også været med til opvisninger nogle gange, og min mand (og jeg) hilser altid pænt. Hendes kæreste prøver derimod at undgå alt kontakt.

Jeg kunne aldrig drømme om at tage med til forældremøder, skolehjemsamtaler osv. - men hvis min bonusdatter giver udtryk for at hun gerne vil have mig med til opvisninger og andet i den dur, så gør jeg det med glæde og et varmt hjerte. Det vil altid være hendes behov og ønsker jeg tager højde for, fremfor biomors.

Ligesom at hun kan få lov at kysse og kramme min mave ligeså tosset hun har lyst til. Jeg vil aldrig opfordre til det, eller kræve det af hende. Men hun får lov i det omfang hun selv vil - det er hendes søskende der ligger derinde, ligeså meget som det er min egen søns. Og vil aldrig afvise hende, når jeg heller ikke ville afvise mit eget barn.

Men de andre praktiske ting får de lov som hendes forældre til at stå for. Jeg er nemlig udmærket godt klar over at jeg ikke ER hendes mor, og er ikke interesseret i at prøve at overtage nogen rolle som jeg ikke har (og jeg ved at det ikke ville være i min bonusdatters interesse at jeg prøvede). En mor er, sammen med far, den vigtigste person, og det skal de have lov til at være. Det vil jeg også altid give udtryk for overfor min bonus - mor er den bedste mor for hende.

Når min bonus giver udtryk for at det er svært at mor og far ikke er sammen mere, vil jeg også altid og har altid givet hende den samme forståelse som min søn har fået. Det er svært og det er helt okay at give udtryk for og være ked af.

Jeg er kun interesseret i at give hende alt den kærlighed, støtte og omsorg som hun selv giver udtryk for at have brug for fra mig af, som en bonus og ikke andet. Det eneste punkt jeg har afvist hende på var da hun i starten kaldte mig mor nogle gange. Der satte jeg mig ned med hende og sagde at jeg tænkte hendes mor måske ville blive lidt ærgerlig over lige netop det ord, men at vi kunne finde på noget helt andet hun kunne kalde mig, hvis hun ville og havde behov for det. I dag kalder hun mig bare mit navn, og det er helt perfekt for hende (og mig). Hun omtaler mig dog som stedmor overfor veninder og sådan.

Jeg er altid kun ude på at gøre det bedste for min bonusdatter, så der skal ikke være nogen tvivl om at hvis vi havde set det som en løsning at far og biomor selv stod for fødselsdag alene, så havde jeg trukket mig. For det havde været i den bedste interesse for min skønne bonusdatter.

Jeg har selv været skilsmissemor i en del år efterhånden, og vil altid behandle min bonus som jeg håber at min søns stedmor behandler ham. Men jeg kan nok ikke helt forstå at man ikke kan se det positive i at flere elsker ens barn og vil gå til verdens ende for det. Er selv rigtig glad for at min søn har en kvindelig figur når han er hos far, der kan træde i stedet for mig, nu når jeg ikke kan være der selv.

Der er jo trods alt en grund til at vi gik fra hinanden - så det kan jeg ikke have ondt i røven over. Det er der bestemt også for min kæreste og biomor - de havde et virkelig dårligt forhold, der gik ud over deres datter med bl.a. meget voldsomme skænderier. Det var ikke sundt for nogen af dem at være i. Både biomor og min kæreste har et ansvar for de ting de gjorde i de år de var sammen, og det lægger jeg ikke skjul på overfor min mand (i forhold til hans del i det). De skulle have gået fra hinanden langt tid før de gjorde, og aldrig have udsat deres datter for de ting.

Jeg skriver meget “vi” fordi vi trods alt er ved at skabe vores egen familie nu, sammenbragt af dine, mine og snart vores. Så min mand og jeg er sammen om de her ting, og støtter hinanden. At vi begge har børn fra tidligere gør jo ikke at vi ikke må skabe vores eget også.

Jeg er også selv skilsmissebarn, af forældre der ikke kunne ses. Så jeg ville ikke tøve med at give plads til at de f.eks. kunne holde en fødselsdag for hende sammen, også uden mig. Men det er ikke kun forholdet mellem biomor og jeg selv der er anstrengt. Min mand har oplevet at hun har bedt deres datter om at lyve overfor ham, at hun snakker ned om ham til deres datter, at hun tager diskussioner med ham foran deres datter i telefonen (og ikke fortæller at han er på højtaler og deres datter hører med), at hun fortæller at far får hende til at græde og kalder hende grimme ting (hvilket han ikke gør), at hun har skabt løgne for at splitte ham og jeg ad, og hun har snakket ned om ham som far til hans egen familie foran deres datter, at hun behandler deres datter mere som en veninde end hendes barn og involvere hende i ting et barn burde holdes ude af, at hun har sagt til deres datter at hun skulle flytte skole uden at snakke med ham om det, fordi hun nok skulle flytte sammen med sin kæreste og mange andre ting end det overstående. Han har italesat de her ting, og bedt hende om f.eks. at respektere ikke at tage diskussioner foran deres datter flere gange. Han har håndteret en stor del af dette ret flot, men jeg har heller ikke været bange for at fortælle ham, når jeg ikke har været enig i hans reaktion, eller måde at løse tingene på.

Vi har været ret fleksible i forhold til opdeling af dage, har altid tilbudt hende at have deres datter på biomors fødselsdag og på mors dag bl.a.. det er dage de fortjener at have sammen, men hun har aldrig taget imod. Vi har taget dage for hende flere gange, fordi hun har haft brug for hjælp, og vi har også givet nogle af vores sommerferie dage, så min bonus kunne rejse med hendes mormor (uden biomor). Vi har haft min bonus både efterårs og vinterferier de her år, fordi biomor ikke var interesseret. Hun har lige haft sin første vinterferie med biomor, i den tid jeg har været involveret. Hun har valgt ikke at holde nytår med deres datter, og fik hende passet i stedet, så de har ikke holdt nytår sammen i 3 år.

De her ting er jo kun noget af alt det der er sket i løbet af de sidste 3 år, så når jeg skriver de ting jeg gjorde til at starte er det ikke noget jeg bare opfinder pga. én enkelt situation omkring en fødselsdag.

Jeg vil aldrig stoppe med at prøve, og vil altid støtte op om et godt samarbejde. Men det er altså svært at samarbejde, når det oftest kun går den ene vej. Men for min bonusdatter vil jeg gå rigtig rigtig langt, jeg vil lade mig træde på rigtig rigtig mange gange, og stadig prøve at samarbejde. Jeg vil altid smile og være høflig overfor hendes mor, når vi ser hende. Og jeg vil altid vise interesse i hendes liv generelt. Og jeg vil altid trække mig, hvis det er i bedste interesse for min bonus.

Er slet ikke ude på at stille noget op som “den dårlige biomor” og “den gode stedmor” - jeg har jo også selv den omvendte rolle.

For mig viser det bare at hvis alle parter VIL samarbejde, så kan det lykkes rigtig fint. Det er et fint eksempel med det forhold jeg har til min søns far og hans familie derhjemme. Men der ER desværre også situationer, hvor samarbejdet ikke går begge veje, og det ikke altid handler om en stedmor, der bare prøver at møve sig ind på territorie de ikke hører til på.

Jeg er slet ikke fejlfri som bonusmor, men jeg vil altid gøre mit allerbedste og gøre alt for ikke at lade egne følelser påvirke beslutninger og reaktioner osv.

Er enig i at man nok skulle have nævnt det med fødselsdagen for biomor, så hun havde haft muligheden for at være en del af det - det var min mand ikke enig i. Det var han ikke fordi hun aldrig har ville holde det før. Det var en af de beslutninger jeg ikke var enig i at han tog, men som jeg måtte acceptere, fordi han er hendes far og jeg ikke er hendes mor. Samtidig kan jeg godt forstå at han synes det er svært at skulle samarbejde med en om en fødselsdag, når stort set alt samarbejde bliver ret besværliggjort.

Det er en svær situation at være i synes jeg, og jeg var nok mest af alt ked af det og frustreret på min bonusdatters vegne over ikke at kunne tilbyde hende det samme som jeg gør med min søn - hvor netop begge parter (eller begge familier) kunne deltage i deres dage og at det bare handlede om at fejre dem. 

Jeg har ingen erfaring med noget vil jeg lige starte med at sige. Jeg tror du gør det eneste rigtige at gøre det så godt som du kan, du har jo desværre ikke mulighed for at ændre hvem moderen til barnet er og hvordan hun vælger at passe sit barn og hvilken relation hun er interesseret i. I kan kun få det bedste ud af den situation i har og det lyder også til at det er det i gør. 
keep up The good work

Anonym skriver:

Okay, langt skriv, da jeg kan mærke der stadig mangler noget baggrundsinfo…

Jeg er nok enig i en del af de ting i skriver, men også uenig i andre, det kommer sig nok af at jeg kender mere til vores historie gennem de sidste 3 år og hvad der er sket. Det er jo umuligt at få alt med her på skrift.

 

Biomor har selv en kæreste som hun har været sammen med næsten ligeså lang tid. Det er nok et lidt anderledes forhold end mig og min kæreste har det. De bor ikke sammen endnu, men der har været snak om flere gange (ifølge min bonusdatter) at de skulle flytte sammen. Hendes kæreste har også været med til opvisninger nogle gange, og min mand (og jeg) hilser altid pænt. Hendes kæreste prøver derimod at undgå alt kontakt.

Jeg kunne aldrig drømme om at tage med til forældremøder, skolehjemsamtaler osv. - men hvis min bonusdatter giver udtryk for at hun gerne vil have mig med til opvisninger og andet i den dur, så gør jeg det med glæde og et varmt hjerte. Det vil altid være hendes behov og ønsker jeg tager højde for, fremfor biomors.

Ligesom at hun kan få lov at kysse og kramme min mave ligeså tosset hun har lyst til. Jeg vil aldrig opfordre til det, eller kræve det af hende. Men hun får lov i det omfang hun selv vil - det er hendes søskende der ligger derinde, ligeså meget som det er min egen søns. Og vil aldrig afvise hende, når jeg heller ikke ville afvise mit eget barn.

Men de andre praktiske ting får de lov som hendes forældre til at stå for. Jeg er nemlig udmærket godt klar over at jeg ikke ER hendes mor, og er ikke interesseret i at prøve at overtage nogen rolle som jeg ikke har (og jeg ved at det ikke ville være i min bonusdatters interesse at jeg prøvede). En mor er, sammen med far, den vigtigste person, og det skal de have lov til at være. Det vil jeg også altid give udtryk for overfor min bonus - mor er den bedste mor for hende.

Når min bonus giver udtryk for at det er svært at mor og far ikke er sammen mere, vil jeg også altid og har altid givet hende den samme forståelse som min søn har fået. Det er svært og det er helt okay at give udtryk for og være ked af.

Jeg er kun interesseret i at give hende alt den kærlighed, støtte og omsorg som hun selv giver udtryk for at have brug for fra mig af, som en bonus og ikke andet. Det eneste punkt jeg har afvist hende på var da hun i starten kaldte mig mor nogle gange. Der satte jeg mig ned med hende og sagde at jeg tænkte hendes mor måske ville blive lidt ærgerlig over lige netop det ord, men at vi kunne finde på noget helt andet hun kunne kalde mig, hvis hun ville og havde behov for det. I dag kalder hun mig bare mit navn, og det er helt perfekt for hende (og mig). Hun omtaler mig dog som stedmor overfor veninder og sådan.

Jeg er altid kun ude på at gøre det bedste for min bonusdatter, så der skal ikke være nogen tvivl om at hvis vi havde set det som en løsning at far og biomor selv stod for fødselsdag alene, så havde jeg trukket mig. For det havde været i den bedste interesse for min skønne bonusdatter.

Jeg har selv været skilsmissemor i en del år efterhånden, og vil altid behandle min bonus som jeg håber at min søns stedmor behandler ham. Men jeg kan nok ikke helt forstå at man ikke kan se det positive i at flere elsker ens barn og vil gå til verdens ende for det. Er selv rigtig glad for at min søn har en kvindelig figur når han er hos far, der kan træde i stedet for mig, nu når jeg ikke kan være der selv.

Der er jo trods alt en grund til at vi gik fra hinanden - så det kan jeg ikke have ondt i røven over. Det er der bestemt også for min kæreste og biomor - de havde et virkelig dårligt forhold, der gik ud over deres datter med bl.a. meget voldsomme skænderier. Det var ikke sundt for nogen af dem at være i. Både biomor og min kæreste har et ansvar for de ting de gjorde i de år de var sammen, og det lægger jeg ikke skjul på overfor min mand (i forhold til hans del i det). De skulle have gået fra hinanden langt tid før de gjorde, og aldrig have udsat deres datter for de ting.

Jeg skriver meget “vi” fordi vi trods alt er ved at skabe vores egen familie nu, sammenbragt af dine, mine og snart vores. Så min mand og jeg er sammen om de her ting, og støtter hinanden. At vi begge har børn fra tidligere gør jo ikke at vi ikke må skabe vores eget også.

Jeg er også selv skilsmissebarn, af forældre der ikke kunne ses. Så jeg ville ikke tøve med at give plads til at de f.eks. kunne holde en fødselsdag for hende sammen, også uden mig. Men det er ikke kun forholdet mellem biomor og jeg selv der er anstrengt. Min mand har oplevet at hun har bedt deres datter om at lyve overfor ham, at hun snakker ned om ham til deres datter, at hun tager diskussioner med ham foran deres datter i telefonen (og ikke fortæller at han er på højtaler og deres datter hører med), at hun fortæller at far får hende til at græde og kalder hende grimme ting (hvilket han ikke gør), at hun har skabt løgne for at splitte ham og jeg ad, og hun har snakket ned om ham som far til hans egen familie foran deres datter, at hun behandler deres datter mere som en veninde end hendes barn og involvere hende i ting et barn burde holdes ude af, at hun har sagt til deres datter at hun skulle flytte skole uden at snakke med ham om det, fordi hun nok skulle flytte sammen med sin kæreste og mange andre ting end det overstående. Han har italesat de her ting, og bedt hende om f.eks. at respektere ikke at tage diskussioner foran deres datter flere gange. Han har håndteret en stor del af dette ret flot, men jeg har heller ikke været bange for at fortælle ham, når jeg ikke har været enig i hans reaktion, eller måde at løse tingene på.

Vi har været ret fleksible i forhold til opdeling af dage, har altid tilbudt hende at have deres datter på biomors fødselsdag og på mors dag bl.a.. det er dage de fortjener at have sammen, men hun har aldrig taget imod. Vi har taget dage for hende flere gange, fordi hun har haft brug for hjælp, og vi har også givet nogle af vores sommerferie dage, så min bonus kunne rejse med hendes mormor (uden biomor). Vi har haft min bonus både efterårs og vinterferier de her år, fordi biomor ikke var interesseret. Hun har lige haft sin første vinterferie med biomor, i den tid jeg har været involveret. Hun har valgt ikke at holde nytår med deres datter, og fik hende passet i stedet, så de har ikke holdt nytår sammen i 3 år.

 

De her ting er jo kun noget af alt det der er sket i løbet af de sidste 3 år, så når jeg skriver de ting jeg gjorde til at starte er det ikke noget jeg bare opfinder pga. én enkelt situation omkring en fødselsdag.

Jeg vil aldrig stoppe med at prøve, og vil altid støtte op om et godt samarbejde. Men det er altså svært at samarbejde, når det oftest kun går den ene vej. Men for min bonusdatter vil jeg gå rigtig rigtig langt, jeg vil lade mig træde på rigtig rigtig mange gange, og stadig prøve at samarbejde. Jeg vil altid smile og være høflig overfor hendes mor, når vi ser hende. Og jeg vil altid vise interesse i hendes liv generelt. Og jeg vil altid trække mig, hvis det er i bedste interesse for min bonus.

Er slet ikke ude på at stille noget op som “den dårlige biomor” og “den gode stedmor” - jeg har jo også selv den omvendte rolle.

For mig viser det bare at hvis alle parter VIL samarbejde, så kan det lykkes rigtig fint. Det er et fint eksempel med det forhold jeg har til min søns far og hans familie derhjemme. Men der ER desværre også situationer, hvor samarbejdet ikke går begge veje, og det ikke altid handler om en stedmor, der bare prøver at møve sig ind på territorie de ikke hører til på.

Jeg er slet ikke fejlfri som bonusmor, men jeg vil altid gøre mit allerbedste og gøre alt for ikke at lade egne følelser påvirke beslutninger og reaktioner osv.

Er enig i at man nok skulle have nævnt det med fødselsdagen for biomor, så hun havde haft muligheden for at være en del af det - det var min mand ikke enig i. Det var han ikke fordi hun aldrig har ville holde det før. Det var en af de beslutninger jeg ikke var enig i at han tog, men som jeg måtte acceptere, fordi han er hendes far og jeg ikke er hendes mor. Samtidig kan jeg godt forstå at han synes det er svært at skulle samarbejde med en om en fødselsdag, når stort set alt samarbejde bliver ret besværliggjort.

Det er en svær situation at være i synes jeg, og jeg var nok mest af alt ked af det og frustreret på min bonusdatters vegne over ikke at kunne tilbyde hende det samme som jeg gør med min søn - hvor netop begge parter (eller begge familier) kunne deltage i deres dage og at det bare handlede om at fejre dem. 

Hvis du er bare nogenlunde ligeså velreflekteret og rummelig i virkeligheden, som du er i dette indlæg, så er din binusdatter en rigtig heldig pige. Jeg aner intet om sammenbragte familier, men jeg er ikke i tvivl om hvor meget benhårdt arbejde det kræver at få dem til at lykkes. God vind til jer fremover!