Når den ene arbejder aften

Hej jeg skriver fordi, min kæreste og jeg har en datter på 5 år og jeg er gravid. Mens jeg studerede har han arbejdet aften altså hver aften og en lørdag/søndag i måneden. Jeg er ved at blive skør. Og jeg er ikke studerende længere men kan ikke arbejde mere end 30 timer, da det kun er mig der kan hente vores datter. Min kæreste og datter har ca. 2,5 time sammen om morgenen, resten af dagen sover han væk . Jeg jeg har hende fra jeg henter hende kl 16- til hun sover. Jeg er så sindsygt træt og skal bede min kæreste om alt. Han arbejder ofte fra 14:30-01 om natten nogle gange længere. Og hvis han er hjemme kl 23 er det kun praktiske ting vi lige når at vende - og så har han brug for alene tid. Jeg bor i en by hvor jeg ikke kender nogen, og jeg er blevet meget ensom med tiden. Hvilket jeg har fortalt ham, men han vil ikke flytte. Jeg kan aldrig rigtigt foretage mig noget, da min kæreste altid er træt så jeg skal tage hende halvdelen af tiden mindst i weekenderne.jeg har kæmpet for i alle 5 år at han kunne finde et andet arbejde, men han gør ikke nok for at finde et. Jeg elsker min kæreste men ikke det liv jeg lever, jeg har det virkelig ikke godt. Men jeg bider det i mig hver dag, når jeg igen igen dag ind og dag ud sidder alene og spiser aftensmad med vores datter. Min kæreste har ikke rykket sig i vores forhold. Han bor det samme sted og jeg er tilflytter. Han har sit gamle arbejde. Han bor 15 minutter væk fra. Jeg har derimod været nødt til at flytte væk fra der hvor jeg kom fra. Og pendlet til både studie og praktiksted - jeg har brugt en times tid på. Jeg kan ikke mere, jeg er smadret og ked af det. Og får at vide jeg er urimelig? Er jeg det? Og hvad skal jeg gøre

Jeg tænker ikke du er urimelig i at du gerne vil have et liv i begge kan være i, men hvis det her har stået på i 5+ år, så kommer der nok ikke til at ske noget på den front. Din kæreste er tilfreds, og hvorfor ikke han får tingene på sin måde.

Det hele bliver jo nok ikke bedre, når barn nummer to kommer - men altså enten må du råbe så højt at han hører det, acceptere at det er sådan jeres liv bliver eller forlade ham. 

Det lyder til du virkeligt har prøvet nummer 1 - så nu er der kun 2 eller 3 tilbage. Du kan jo arbejde på at få nogle relationer i byen i er flyttet til - måske starte til noget - kan godt se det er svært, når manden arbejder aften, så du næsten altid er alene med jeres barn - men måske der er nogle facebook-grupper hvor du kan møde ligesindede som også mangler kontakter i lokalområdet.

Men igen jeg syntes ikke du er urimelig, og ville ikke selv kunne leve det liv - men hvordan du får din kæreste til at forstå det - ja ...

drabo skriver:

Jeg tænker ikke du er urimelig i at du gerne vil have et liv i begge kan være i, men hvis det her har stået på i 5+ år, så kommer der nok ikke til at ske noget på den front. Din kæreste er tilfreds, og hvorfor ikke han får tingene på sin måde.

Det hele bliver jo nok ikke bedre, når barn nummer to kommer - men altså enten må du råbe så højt at han hører det, acceptere at det er sådan jeres liv bliver eller forlade ham. 

Det lyder til du virkeligt har prøvet nummer 1 - så nu er der kun 2 eller 3 tilbage. Du kan jo arbejde på at få nogle relationer i byen i er flyttet til - måske starte til noget - kan godt se det er svært, når manden arbejder aften, så du næsten altid er alene med jeres barn - men måske der er nogle facebook-grupper hvor du kan møde ligesindede som også mangler kontakter i lokalområdet.

Men igen jeg syntes ikke du er urimelig, og ville ikke selv kunne leve det liv - men hvordan du får din kæreste til at forstå det - ja ...

Tak det er sindsygt at stå i. Og jeg har virkelig af hele mit hjerte prøvet. 
Jeg vil det så gerne, men jeg har mistet mig selv. Og jeg er bange for at jeg ender som et meget bittert menneske. 
Jeg har bare brug for at få at vide jeg ikke er urimelig, fordi jeg er blevet behandlet sådan at det var okay det hele, at det er okay at man må behandle en sådan. Det er også svært for hvis jeg ikke sagde noget ville alt jo være perfekt for ham. Og vi ville kunne leve sammen. Det er mig der sætter en stopklods i, men jeg kommer til at blive så bitter af at leve sådan her. Og ensom. 
Jeg må prøve at opbygge noget mod- og det hjælper din besked på - så tusind tak kære dig!

Arbejder han 5-6 dage i ugen med de samme mødetider? For så er det dælme mange timer han har pr. uge.

Hvis det er tilfældet kan jeg godt forstå han er træt, Ikke at det er en undskyldning for ikke at deltage i familie livet og det huslige.

Jeg kan godt forstå, du er kørt helt surt i at stå med så meget selv, og ikke have tid til dig selv. Og det virker heller ikke til der ville være meget anderledes at bo selv med din datter. 
Hvad siger han når du nævner det for ham?

Jeg tænker, at det er hans tur til at gå på kompromis. 

Jixy skriver:

Arbejder han 5-6 dage i ugen med de samme mødetider? For så er det dælme mange timer han har pr. uge.

Hvis det er tilfældet kan jeg godt forstå han er træt, Ikke at det er en undskyldning for ikke at deltage i familie livet og det huslige.

Jeg kan godt forstå, du er kørt helt surt i at stå med så meget selv, og ikke have tid til dig selv. Og det virker heller ikke til der ville være meget anderledes at bo selv med din datter. 
Hvad siger han når du nævner det for ham?

Altså han mener at vi vil ikke blive gladere af han arbejder  dag, og at jeg bare brokker mig ligemeget hvad. Om så han ikke arbejder aften. Han arbejder 5 dage i ugen aften, plus har lørdag og søndag vagter i gennemsnit en gang i måneden - hvor det både er lørdag og  søndag. Jeg har virkelig bidt det i mig i mange år - for at blive sammen. Men ja han er nemlig mega træt. Og fyldt i hovedet. Og det er nemlig forståeligt og også sindsygt svært at stå ved siden af som partner. Da jeg sidder her hjemme alene, og har brug for at kunne snakke med ham, hvilket han jo har svært ved at overskue pga. sit arbejde. Jeg har det bare ikke godt længere. Hvis jeg så bare havde en dag om ugen. Har jeg også prøvet at lufte, men det var ikke en mulighed sagde hans chef. Jeg har også sagt højt at jeg er meget ensom til ham men intet har en effekt. Jeg kan ikke nå ind. Og ja jeg er løbet tør for muligheder 

Min mand har 10 timers nattevagter og hver anden weekend. Jeg kan da også føle mig ensom - men det er mit ansvar hvis jeg føler mig ensom, som jeg så finder en løsning på selv. Jeg står og meget alene, men det er min mand der bidrager med en væsenlig højere indtægt, så må jeg bidrage på anden vjs. Jeg er også ekstrem selvstændig og klarer gerne tingene selv, det øget mit selvværd og gør jeg ikke skal vente på hjælp. Vi har tre børn

Putteputte skriver:

Min mand har 10 timers nattevagter og hver anden weekend. Jeg kan da også føle mig ensom - men det er mit ansvar hvis jeg føler mig ensom, som jeg så finder en løsning på selv. Jeg står og meget alene, men det er min mand der bidrager med en væsenlig højere indtægt, så må jeg bidrage på anden vjs. Jeg er også ekstrem selvstændig og klarer gerne tingene selv, det øget mit selvværd og gør jeg ikke skal vente på hjælp. Vi har tre børn

Det indlæg der, er i min optik, da lige opskriften til TS, til at få det mere dårligt. 

Til TS vi er alle skabt forskelligt og med forskellige behov, og hvis det har været sådan her i årevis og du har prøvet dialog mange gange, så er det nu du skal kigge ond ad, kan du blive ved, eller må du videre?

Putteputte skriver:

Min mand har 10 timers nattevagter og hver anden weekend. Jeg kan da også føle mig ensom - men det er mit ansvar hvis jeg føler mig ensom, som jeg så finder en løsning på selv. Jeg står og meget alene, men det er min mand der bidrager med en væsenlig højere indtægt, så må jeg bidrage på anden vjs. Jeg er også ekstrem selvstændig og klarer gerne tingene selv, det øget mit selvværd og gør jeg ikke skal vente på hjælp. Vi har tre børn

Når man er ensom i sit ægteskab og savner at være sammen med sin mand samt familien samlet, og mandens fravær skyldes hans arbejdstider - så er der tale om et problem, som angår begge parter, og som begge har et ansvar for at løse. 
Fint, at du er så selvstændig og gerne klarer tingene selv - andre vil gerne tilbringe tid med den, de er gift med og være sammen som familie, hjælpes ad osv. 

Mht. indtægt udelukker TS’ mands arbejdstider, at TS arbejder fuld tid, hvilket da i den grad også er et benspænd for hende. 

Mom skriver:

Det indlæg der, er i min optik, da lige opskriften til TS, til at få det mere dårligt. 

Til TS vi er alle skabt forskelligt og med forskellige behov, og hvis det har været sådan her i årevis og du har prøvet dialog mange gange, så er det nu du skal kigge ond ad, kan du blive ved, eller må du videre?

Meget enig

Og når TS oveni købet synes det er hårdt at stå med snart 2 børn alene, og har svært ved at se hvordan det skal spænde an. Så hjælper det da ikke, at skrive at man selv har ansvar for ikke at være ensom.

For det handler ikke kun om ensomhed, men om at man selv står med alle børne relaterede opgaver - fordi man er den eneste forældre/voksne der er hjemme når børnene er vågne.