Når den ene arbejder aften

Jeg har.fuld forståelse for TS, jeg har også været mega ensom, men siger bare at jeg fik det bedre at tage selv ansvar for min egen ensomhed og det har reddet mit selvværd og ægteskab. 

Tak for jeres skønne beskeder - jeg har virkelig haft brug for det for at stå fast. Jeg er i den grad blevet en meget dårlig version af mig selv, og det ansvar har jeg for at stoppe det. Tak! 

Jeg har taget massere af hånd om min ensomhed - gået til spejder med min datter osv. men det er børnenes far jeg aldrig ser og jeg mangler en at dele familie livet med - 

Fast aftenarbejde til den ene part går bare ikke hånd i hånd med familielivet, og slet ikke med små børn. Var det blot skiftende arbejdstider eller endda natarbejde, hvor han så arbejder, mens familien sover og omvendt, så kunne det gå. 

Hvad I så skal gøre herfra er sværere nu han ikke rigtig vil lytte. Men I er nødt til at få talt sammen, og gerne på et tidspunkt, hvor I er alene uden barn. Og inden tænk over, hvad du gerne vil frem til. Er det nyt job til ham, er det at flytte 'hjem', hvor du har et netværk, er et mere frihed til dig selv, så du kan dyrke nogle interesser og evt. få nye venner, eller hvad er det? Hvilken branche er han i? Er det helt umuligt for ham at få andre arbejdstider, i samme eller andet job? 

Jeg er enig med alle de andre i at det er nødvendigt med en grundig snak. Jeg synes faktisk ikke det er urimeligt at gøre det klart for ham at han risikerer at miste sin familie, hvis han ikke vil samarbejde omkring at gøre din hverdag mere tålelig. For det lyder ærlig talt som om han har det lidt for bekvemt.

IenFart skriver:

Jeg er enig med alle de andre i at det er nødvendigt med en grundig snak. Jeg synes faktisk ikke det er urimeligt at gøre det klart for ham at han risikerer at miste sin familie, hvis han ikke vil samarbejde omkring at gøre din hverdag mere tålelig. For det lyder ærlig talt som om han har det lidt for bekvemt.

Enig her!

Her er det mig, der arbejde skiftende tider, dog med flest aftenvagter..

Og jeg ku da aldrig drømme om, at arbejde på den måde, hvis ik det passede ind i mit familieliv.

Hos os tjener kæresten også klart mest, men derfor tæller hans mening/job altså hverken mere eller mindre. Vi tager fælles beslutning omkring alt  hva der påvirker vores familie.

Jeg ville lave en liste med ting, der er vigtig for dig, at få snakket om. Hva der ik ka forhandles og  hva der ska ændres ved, for at du også ka være i jeres familie.

I ka evt være nød til at flytte, så I er tættere på din omgangskreds, men stadig i rimelig afsted til Hans arbejde osv.

Du ka ende med, at flytte for dig selv, eller være super ulykkelig  sammen med ham. Men hva endten beslutning du tager, så hold ved den, og få det bedste ud af live. Alt andet er for trist vh Stine 

Jeg bliver ked af at læse, at du "vil brokke dig uanset om han arbejder hver dag eller ej", ifølge ham.

Det er IKKE brok, når ens partner er ked af, hvordan familien og tilværelsen er struktureret, og har brug for hjælp fra sin partner til at løse udfordringerne. Så det svar virker mere som gaslighting end støtte fra den, man bør kunne læne sig op ad i svære situationer. 

Pas på dig selv og jeres børn - de fortjener en glad mor.