Stor aldersforskel (i parforhold)

Jeg ved godt, at I ikke kan sige, hvad der er det rigtige for mig, men jeg skriver alligevel. Jeg har i 1,5 år været sammen med en meget dejlig mand. Vi har været så forelsket og har samme interesser og forstår hinanden på mange måder, men noget er begyndt at gå mig på. Der er en aldersforskel på 20 år mellem os. Han er 58 og jeg er 38. Jeg er næsten sikker på, at jeg ikke vil have flere børn. Alligevel nager det mig pludselig, at han er så meget ældre. Jeg bliver dybt ulykkelig ved tanken om, at han kan dø fra mig, og sikkert også vil dø længe før mig. Det synes jeg er helt forfærdeligt at tænke på. Både fordi jeg er så glad for, at vi endelig har fundet hinanden, men også fordi jeg er i tvivl om, om jeg har lyst til at leve min alderdom alene. Det gør min farfars kone, fordi han også var rigtigt mange år ældre end hende. Jeg ved ikke om mit skriv overhovedet giver mening, når jeg ikke tænker på at få børn med min kæreste. 

Jeg forstår dig godt her er dog kun 11år men tro mig efter 15år sammen den tanke har jeg også haft jeg er så bange for min elskede mand en dag ikke er sammen med mig mere.

Men jeg finder ikke en bedre mand også skubber jeg den tanke fra mig igen fordi jeg vil være glad og lykkelig i alle de år vi kan

Den tanke får jeg også. Jeg kan græde ved tanken

Min kæreste er 29 år ældre end mig.. 

Anonym skriver:

Den tanke får jeg også. Jeg kan græde ved tanken

Min kæreste er 29 år ældre end mig.. 

Må jeg spørge hvor gamle I er og om I har eller skal have børn sammen? 

Nyd kærligheden.

Ingen ved hvad fremtiden bringer - måske skal du først herfra...

Under alle omstændigheder- hvis vi lever " rigtigt" og aldrig tager nogle chancer af bekymringer for hvad der måske kan ske- så går vi glip af en masse lykke .

Min farmor var enke i 18 år. Der var 12 års aldersforskel. Jeg tror at den største udfordring for hende var at deres venner/omgangskreds primært var hans, og på alder med ham. Så udover at han selvfølgelig savnede ham, så var det også hårdt at alle venner og bekendte døde før hende.

Så mit råd vil være at sørge for at holde en jævnaldrende omgangskreds (også). 

Min mand er 14 1/2 år ældre end mig. Vi har været sammen i 15 1/2 år lige om lidt. Jeg var 23 og han 37 da vi mødtes og jeg havde et barn på 1 år.
Jeg tænker helt ærligt aldrig over aldersforskellen i hverdagen - kun hvis vi snakker om hvad vi lavede i ex 1988 - der gik jeg i Bhv og han var 18  Tænker heller ikke på hvorvidt han dør (mange) år før mig. Mine bedsteforældre var jævnaldrende - min bedstefar døde da han var 67 - min bedstemor er nu 84. Min egen far døde da han var 34 - min mor er nu 62. Man ved aldrig hvad der sker og hvornår. Nyd livet og kærligheden

Man er ikke garanteret noget i livet. Måske bliver I 90 og 110, måske kører I galt i morgen. Nyd livet indtil da.

Hvis han dør længe før dig, kan du nå at finde kærligheden igen, måske.

Anonym skriver:

Må jeg spørge hvor gamle I er og om I har eller skal have børn sammen? 

Jeg er 32 og han er 61. 

Jeg har to børn fra tidligere og han har et voksent barn. Vi skal ikke have børn sammen

Dine tanker og følelser er så valide og jeg forstår dig virkelig godt. 
Af den grund har jeg valgt at være praktisk og dater simpelthen ikke mænd der er ældre end 40 (jeg er 33). Kvinder lever oftere længere end mænd og jeg vil ikke stå alene til sidst.

omvendt.. er der ingen garantier i livet. Du kunne dø i morgen. Så man ved aldrig helt jo. Nu er du i det forhold og du må gøre op med dig selv om kærligheden er det værd at risikere du skal være alene i mange år for mange er den og det er så fint. Man skal gøre hvad der føles rigtigt. Det er lidt ude af vores kontrol den slags, men ja - risikoen er klart større. Så er spørgsmålet om det opvejer den glæde man har nu. Det er også godt at leve i nuet.