Stor aldersforskel (i parforhold)

Jeg mistede min mand, da jeg var 31. Han var 14 måneder ældre end mig, og vi havde to små børn. Det helt forkerte tidspunkt at dø på.

10 år efter har jeg fundet en ny kæreste. Det er første mand, jeg oprigtig ønsker at være sammen med, han er guld værd for både mig og mine børn. Og han er 14,5 år ældre end mig (jeg er snart 42, han er 56). 
Jeg har samme frygt og samme tanker - at jeg sætter mig selv i en position, hvor jeg kan ende som efterladt igen. Men jeg øver mig virkelig i at nyde vores tid her og nu. Min kæreste forstår godt mine tanker, men som han siger: de gode dage kan ingen tage fra os. 
Samtidig ved jeg fra egen erfaring helt tæt på, at det at være jævnaldrende på ingen måde er en garanti for et fuldt liv inkl. alderdom sammen. 
Nyd din kæreste og nyd nuet og jeres kærlighed  

Jeg mistede min mand, da jeg var 31. Han var 14 måneder ældre end mig, og vi havde to små børn. Det helt forkerte tidspunkt at dø på.

10 år efter har jeg fundet en ny kæreste. Det er første mand, jeg oprigtig ønsker at være sammen med, han er guld værd for både mig og mine børn. Og han er 14,5 år ældre end mig (jeg er snart 42, han er 56). 
Jeg har samme frygt og samme tanker - at jeg sætter mig selv i en position, hvor jeg kan ende som efterladt igen. Men jeg øver mig virkelig i at nyde vores tid her og nu. Min kæreste forstår godt mine tanker, men som han siger: de gode dage kan ingen tage fra os. 
Samtidig ved jeg fra egen erfaring helt tæt på, at det at være jævnaldrende på ingen måde er en garanti for et fuldt liv inkl. alderdom sammen. 
Nyd din kæreste og nyd nuet og jeres kærlighed  

Hvor bliver jer rørt over din historie. Hvis ikke det giver mod på at gribe livet og kærligheden, uanset alder, ja så gør da intet. Din sorg gør mig ondt at høre. Men af hjertet tillykke med den “nye” kærlighed i dit liv

Jeg forstår dine tanker fuldt ud!

Min mand er 24 år ældre end mig og tanken om det naturlige ved at han “smutter” før mig, har også fyldt ekstremt meget. Jeg kom til det punkt at jeg hellere vil nyde nuet end at tænke på ensomheden i fremtiden. For hvad er alternativet?! At vi går fra hinanden pga det.. det ønsker man jo heller ikke.

Vi har købt hus sammen, har hund, har bil, har fælles økonomi og i december kom vores første fælles barn til verden. (Min mand har børn fra tidligere, kun 1 hjemmeboende som bor hos os) Alt dette havde jeg egentlig valgt fra pga aldersforskellen.. men hvorfor  skulle man undvære hvis man kan blive enige om hvordan det hele skal være  det kunne vi og jeg ville ikke være det foruden.

Nyd nuet! Og forsøg at glem tanken om at miste ham. Den frygt har man vel altid for dem man elsker, unge som gamle

Bare fordi vi er en del yngre betyder det jo ikke at vi ikke kan dø før vores mænd  

Du skal nyde du har fundet kærligheden. Der er heldigvis ingen der ved hvornår vi skal herfra. Så lad være med at tage sorgerne på forskud, ingen ved hvor længe du vil leve efter din kæreste eller omvendt. Lad os sige din hypotese om du lever meget længere end ham holder, hvem siger så ikke du kan møde kærligheden igen? Eller rent faktisk har en dejlig familie og veninder, så du ikke føler dig ensom

Min far var 20 år ældre end min mor, da de mødte hinanden. Han havde min storebror fra tidligere forhold, som var næsten lige så gammel som min mor. 

Min far døde i 2005, da min mor lige var blevet 49. Jeg var 25, og min storesøster 26. Min Far var ALDRIG gammel. Han holdte aldrig igen og var aktiv, indtil den dag, han fik en kæmpe blodprop, og døde 3 dage sener, uden nogensinde rigtig at have fejlet noget.

Min mor mødte heldigvis en ny mand, nogen år efter, som hun var sammen med i et par år, inden hun "slog op"

Kort efter mødte hun en ny mand, på hendes som var 1 år yngre end hende. De rejste verden rundt. De valgte at bo hver for sig, men var sammen 4-5 ud af 7 dage om ugen. Han var helt fantastisk og min mor troede de sku blive gamle sammen. 

Sidse år i maj, ku han pludselig ik støtte på sit ben, og det viste sig, at han havde en kæmpe hjerne tumor, på størrelse med en tennisbold. Han døde d 31/7- 2022, efter et voldsom kort sygdomsforløb. 

Igen var hun helt alene, men efter et helt andet, og mega hårdt sygdomsforløb.

Her den anden fortalte hun, at hun har oprret en konto, på en dating side. Hun føler ik hun ska være alene de næste måske 30 år. Vi som familie bakker hende self op, og håber hun møder en rar mand, som hun igen ka rejse med og opleve tosomheden sammen med.

Ingen ved hva fremtiden bringer! 

Ingen ka gi en garanti for, hvor længe i vil få sammen. Måske er det dig der dør først osv osv osv

Hvis han gør dig lykkelig, så lad ik frygten holde dig tilbage

Anonym skriver:

Jeg ved godt, at I ikke kan sige, hvad der er det rigtige for mig, men jeg skriver alligevel. Jeg har i 1,5 år været sammen med en meget dejlig mand. Vi har været så forelsket og har samme interesser og forstår hinanden på mange måder, men noget er begyndt at gå mig på. Der er en aldersforskel på 20 år mellem os. Han er 58 og jeg er 38. Jeg er næsten sikker på, at jeg ikke vil have flere børn. Alligevel nager det mig pludselig, at han er så meget ældre. Jeg bliver dybt ulykkelig ved tanken om, at han kan dø fra mig, og sikkert også vil dø længe før mig. Det synes jeg er helt forfærdeligt at tænke på. Både fordi jeg er så glad for, at vi endelig har fundet hinanden, men også fordi jeg er i tvivl om, om jeg har lyst til at leve min alderdom alene. Det gør min farfars kone, fordi han også var rigtigt mange år ældre end hende. Jeg ved ikke om mit skriv overhovedet giver mening, når jeg ikke tænker på at få børn med min kæreste. 

Min farmor ville have været over 100år hvis hun stadigvæk havde levet. Hendes første ægtemand døde meget ung og deres barn var kun få måneder gamle. Det har bestemt ikke være rart og hun måtte arbejde for kunne forsørge sig selv og barnet. Hun fik job som husbestyrerinde hos ældre mand (nok 15-20år ældre). De blev gift og han endte med at blive min farfar. Han døde forventeligt mange  år før hende. Min farmor var enke i nogle år men fandt en ny mand i pensionistforeningen. Jeg har kun kendt den mand og kaldt ham farfar. Han døde desværre også før hende. Så  forblev hun enke i en hel del år inden hun døde men fortrød ikke nogen af dem og de gode år de fik sammen. Hun blev begravet på samme gravsted som de 2 sidste ægtemænd.

Min mormor var også betydeligt yngre end min morfar som desværre døde inden han blev 60. Hun fandt en ny mand som hun levede med ind til hun døde.

Det er selvfølgelig benhård når ens kærlighed dør før en selv. Også selvom man godt kan regne ud at det formodentligt vil ske. Det ændre ikke ret meget på smerter og sorgen. Eller tankerne om det.

Men du behøves ikke at ende med at være alene i alderdommen. Heldigvis ved ingen hvad morgendagen bringer