Tage til samtale som måske stresset?

Kære mødre

Anonymt, da det bl.a. handler jobskifte.

Vil gerne have jeres råd, perspektiver på, om jeg er ved at få stress eller om mine reaktioner/udseende bare er en del af morlivet? Kan ikke gennemskue grænselandet.

Har to børn på hhv. 3 år, og 10 måneder. Og jeg er på barsel. Og jeg har ikke lyst til at komme tilbage til mit arbejde (for mange timer og for mange opgaver).

Jeg har taget det meste med børnene og hjemmet de sidste mange måneder, natteroderiet, vi har været på en længere søvnløs ferie, og vi har haft et (sviger)familiemedlem boende i tre måneder, i en forholdsvis lille lejlighed. Der har været indkøring i børnehave og vuggestue. Så mange ting oveni hinanden.

I dag tog lederen på min børns institution så fat i mig og sagde, at flere pædagoger havde vist bekymring for mig og vil høre, om jeg var ok. De har kendt mig siden marts. Og så begyndte jeg at tænke, om der virkelig er noget om snakken. Er jeg ok?

Jeg har lagt mærke til, at jeg vrøvler, smider min telefon og nøgler væk konstant. Jeg har svært ved at rumme min ældste, når h*n får sine flips og skriger og jeg har indtil i dag blot tænkt: ammehjerne, for lidt søvn og morlivet. Har selv prøvet at granske yderligere.. og jeg er rigtig træt, og jeg har svært ved at sove i løbet af dagen, jeg kan have en kort lunte (mest over for min ældstes threenager adfærd eller min mands manglende oprydning) har ikke så meget appetit, har tabt mig (også pga amning) - generelt er jeg slank, nogle vil mene tynd. Og så går jeg ikke med makeup og har joggingtøj på dagligt.

Men det slog mig fuldstændig ud, og jeg ringede til min mand og anklagede han for ikke at passe nok på mig.. og så tænkte jeg, om jeg er et synligt nervesammenbrud, som jeg ikke selv kan se?

NU, er jeg så blevet inviteret til samtale til umiddelbart drømmejobbet i morgen. Det ligger meget tæt på, hvor jeg bor og opgaverne er lige mig. Men jeg er bare blevet så usikker på mig selv efter lederens bemærkninger.. for jeg bør jo ikke gå til jobsamtale, hvis jeg er ved at få stress. Og typisk har man jo svært ved at erkende egen stress. Noget i mig har vild meget lyst til at tage til samtalen, men jeg er også bare nervøs for, om de betragter mig med pædagogernes øjne - den vrøvlende, trætte måske stressede mor. For så kan det jo næsten være ligemeget.

Er der nogen der kan relatere? Hvad vil I gøre?

Anonym skriver:

Kære mødre

Anonymt, da det bl.a. handler jobskifte.

Vil gerne have jeres råd, perspektiver på, om jeg er ved at få stress eller om mine reaktioner/udseende bare er en del af morlivet? Kan ikke gennemskue grænselandet.

Har to børn på hhv. 3 år, og 10 måneder. Og jeg er på barsel. Og jeg har ikke lyst til at komme tilbage til mit arbejde (for mange timer og for mange opgaver).

Jeg har taget det meste med børnene og hjemmet de sidste mange måneder, natteroderiet, vi har været på en længere søvnløs ferie, og vi har haft et (sviger)familiemedlem boende i tre måneder, i en forholdsvis lille lejlighed. Der har været indkøring i børnehave og vuggestue. Så mange ting oveni hinanden.

I dag tog lederen på min børns institution så fat i mig og sagde, at flere pædagoger havde vist bekymring for mig og vil høre, om jeg var ok. De har kendt mig siden marts. Og så begyndte jeg at tænke, om der virkelig er noget om snakken. Er jeg ok?

Jeg har lagt mærke til, at jeg vrøvler, smider min telefon og nøgler væk konstant. Jeg har svært ved at rumme min ældste, når h*n får sine flips og skriger og jeg har indtil i dag blot tænkt: ammehjerne, for lidt søvn og morlivet. Har selv prøvet at granske yderligere.. og jeg er rigtig træt, og jeg har svært ved at sove i løbet af dagen, jeg kan have en kort lunte (mest over for min ældstes threenager adfærd eller min mands manglende oprydning) har ikke så meget appetit, har tabt mig (også pga amning) - generelt er jeg slank, nogle vil mene tynd. Og så går jeg ikke med makeup og har joggingtøj på dagligt.

Men det slog mig fuldstændig ud, og jeg ringede til min mand og anklagede han for ikke at passe nok på mig.. og så tænkte jeg, om jeg er et synligt nervesammenbrud, som jeg ikke selv kan se?

NU, er jeg så blevet inviteret til samtale til umiddelbart drømmejobbet i morgen. Det ligger meget tæt på, hvor jeg bor og opgaverne er lige mig. Men jeg er bare blevet så usikker på mig selv efter lederens bemærkninger.. for jeg bør jo ikke gå til jobsamtale, hvis jeg er ved at få stress. Og typisk har man jo svært ved at erkende egen stress. Noget i mig har vild meget lyst til at tage til samtalen, men jeg er også bare nervøs for, om de betragter mig med pædagogernes øjne - den vrøvlende, trætte måske stressede mor. For så kan det jo næsten være ligemeget.

Er der nogen der kan relatere? Hvad vil I gøre?

Hvad præcist er lederen og pædagogerne bekymrede for? Har du "vrøvlet" i vuggetuen eller noget andet? Tænker det må være en reel bekymring siden de nævner det. 

Synes afgjort du skal tage til samtale. Du nævner selv du ikke er glad for dit nuværende arbejde og, at det nye er lige dig. Det at have et job man ikke trives i er helt frygteligt og kan virkelig ødelægge meget for en. 

Kan godt forstå det har virket “voldsomt” at de ligefrem nævner noget i institutionen. Men måske er det også sundt nok lige at stoppe op og mærke

Jeg ville klart tage til samtalen. Har selv et job jeg ikke trives i og vil heller ikke tilbage efter barsel. Det er virkelig drænende.

gør nogle gode ting for dig selv den næste tid og ræk ud til de nærmeste

Det lyder som om, det mest er hjemmefronten, der kører der ned. Samtidig er du ikke glad for dit nuværende job. Tag da til samtale! Måske kan det give dig noget positivt at tænke på? 

Og så sørg for, at din mand kommer mere på banen, så du kan få noget søvn.

Anonym skriver:

Hvad præcist er lederen og pædagogerne bekymrede for? Har du "vrøvlet" i vuggetuen eller noget andet? Tænker det må være en reel bekymring siden de nævner det. 

Synes afgjort du skal tage til samtale. Du nævner selv du ikke er glad for dit nuværende arbejde og, at det nye er lige dig. Det at have et job man ikke trives i er helt frygteligt og kan virkelig ødelægge meget for en. 

tak for din besked

Jeg spurgte ind til, hvad de var bekymret over.. men hun svarede lidt let og elegant over det. Det kom nu fra et godt sted, men jeg fik lige en mavepuster. Tænkte om der var mit daglige jogging-tøj og intet makeup. 

Glad for du siger, at jeg skal tage til jobsamtalen. Hælder også mest til det, men kunne virkelig ikke finde ud af, om det var dumt.

Anonym skriver:

Kære mødre

Anonymt, da det bl.a. handler jobskifte.

Vil gerne have jeres råd, perspektiver på, om jeg er ved at få stress eller om mine reaktioner/udseende bare er en del af morlivet? Kan ikke gennemskue grænselandet.

Har to børn på hhv. 3 år, og 10 måneder. Og jeg er på barsel. Og jeg har ikke lyst til at komme tilbage til mit arbejde (for mange timer og for mange opgaver).

Jeg har taget det meste med børnene og hjemmet de sidste mange måneder, natteroderiet, vi har været på en længere søvnløs ferie, og vi har haft et (sviger)familiemedlem boende i tre måneder, i en forholdsvis lille lejlighed. Der har været indkøring i børnehave og vuggestue. Så mange ting oveni hinanden.

I dag tog lederen på min børns institution så fat i mig og sagde, at flere pædagoger havde vist bekymring for mig og vil høre, om jeg var ok. De har kendt mig siden marts. Og så begyndte jeg at tænke, om der virkelig er noget om snakken. Er jeg ok?

Jeg har lagt mærke til, at jeg vrøvler, smider min telefon og nøgler væk konstant. Jeg har svært ved at rumme min ældste, når h*n får sine flips og skriger og jeg har indtil i dag blot tænkt: ammehjerne, for lidt søvn og morlivet. Har selv prøvet at granske yderligere.. og jeg er rigtig træt, og jeg har svært ved at sove i løbet af dagen, jeg kan have en kort lunte (mest over for min ældstes threenager adfærd eller min mands manglende oprydning) har ikke så meget appetit, har tabt mig (også pga amning) - generelt er jeg slank, nogle vil mene tynd. Og så går jeg ikke med makeup og har joggingtøj på dagligt.

Men det slog mig fuldstændig ud, og jeg ringede til min mand og anklagede han for ikke at passe nok på mig.. og så tænkte jeg, om jeg er et synligt nervesammenbrud, som jeg ikke selv kan se?

NU, er jeg så blevet inviteret til samtale til umiddelbart drømmejobbet i morgen. Det ligger meget tæt på, hvor jeg bor og opgaverne er lige mig. Men jeg er bare blevet så usikker på mig selv efter lederens bemærkninger.. for jeg bør jo ikke gå til jobsamtale, hvis jeg er ved at få stress. Og typisk har man jo svært ved at erkende egen stress. Noget i mig har vild meget lyst til at tage til samtalen, men jeg er også bare nervøs for, om de betragter mig med pædagogernes øjne - den vrøvlende, trætte måske stressede mor. For så kan det jo næsten være ligemeget.

Er der nogen der kan relatere? Hvad vil I gøre?

Ville klart tage til samtalen, et job hvor du virkelig trives giver så meget mere energi på alle fronter. Og så skal du bede din mand om mere hjælp.

Jeg ville have det skrækkeligt hvis jeg havde nogle boende i så lang tid som i har haft, jeg ville ikke føle at jeg kunne være mig selv, så det kan også have haft en betydning for at du føler dig udkørt.

Det kan godt lyde som stress ja - men på hjemmefronten. Måske du vil få mere energi af dit nye arbejde og så skal du passe på dig selv og sige fra. Det har jeg gjort med min mand - at det skal være ligeligt fordelt. Han skal hente og aflevere ligeså meget som mig og vi er fælles om opgaverne hjemme

Anonym skriver:

tak for din besked

Jeg spurgte ind til, hvad de var bekymret over.. men hun svarede lidt let og elegant over det. Det kom nu fra et godt sted, men jeg fik lige en mavepuster. Tænkte om der var mit daglige jogging-tøj og intet makeup. 

Glad for du siger, at jeg skal tage til jobsamtalen. Hælder også mest til det, men kunne virkelig ikke finde ud af, om det var dumt.

Jeg ligner også på jævnlig basis en rodebunke når jeg afleverer barn i vuggestue. Fordi jeg så har muligheden for at løbe hjem og skifte tøj lynhurtigt. Så håber ikke det er dit udseende de vurderer det på. Kan godt forstå det rammer dig når det er fra institutionen der kommer en bekymring - ikke lige det sted man ville forvente den slags. Men synes det er så godt du kan se det kommer fra et godt sted - selvom det var vagt udtrykt. 

Håber din jobsamtale gik godt ❤️

Det lyder som om du har en rigtig hård barsel  prøv om du kan få manden til at aflaste lidt mere, fx tage børnene om morgenen så du kan sove lidt ekstra.

manglende søvn gør noget rigtig dårligt ved hukommelsen og humøret. Jeg tror mange har været der før dig.

Tag til samtale, så du forhåbentlig kan komme et sted hen det gør dig glad. Og så få sovet lidt. På den ene eller anden måde skal du have mere søvn

Jeg tog til en samtale imens jeg var stresset. Parkerede et kvarter væk og stod og græd fordi jeg ikke ville derind fordi jeg var så stresset, men var nødt til at finde et andet job fordi det jeg havde, kørte mig helt ned og havde brug for at arbejde 32 timer max.

Jeg fik det, og da jeg startede det nye job fik jeg det godt.

Så ja man kan godt tage til samtale selvom man er stresset - hvis stressen vel og mærke primært kommer fra det job man har. Men hos dig lyder det også som om der er nogle ting der skal ændres hjemme hos jer, da det ikke er dit job der stresser dig.