Årsdagen for et dødsfald (sorg-spørgsmål)?

Hej,

Det er snart et år siden, jeg mistede min mor meget pludseligt og nu hvor årsdagen nærmer sig, får jeg det værre og værre. Jeg føler faktisk, at jeg er tilbage til sidste år, hvor det skete og sørger forfra og jeg frygter datoerne for hendes indlæggelse og død meget.

På en måde havde jeg forventet, at det ville blive slemt - det er jo de samme blomstrer, der blomstrer og jeg mindes de ting, vi lavede sammen for et år siden, som blev de sidste. Alligevel er jeg overvældet!

Men jeg kender ingen andre i sorg, derfor spørger jeg herinde: blev I også sendt lige et år tilbage i tiden, da det var et år siden, I mistede jeres mor/far/barn eller hvem det var?

Anonym skriver:

Hej,

Det er snart et år siden, jeg mistede min mor meget pludseligt og nu hvor årsdagen nærmer sig, får jeg det værre og værre. Jeg føler faktisk, at jeg er tilbage til sidste år, hvor det skete og sørger forfra og jeg frygter datoerne for hendes indlæggelse og død meget.

På en måde havde jeg forventet, at det ville blive slemt - det er jo de samme blomstrer, der blomstrer og jeg mindes de ting, vi lavede sammen for et år siden, som blev de sidste. Alligevel er jeg overvældet!

Men jeg kender ingen andre i sorg, derfor spørger jeg herinde: blev I også sendt lige et år tilbage i tiden, da det var et år siden, I mistede jeres mor/far/barn eller hvem det var?

Ja og det sker hvert år, vi nærmer os dødsdagen for min søn

Sender dig en masse kram :-)

det er snart et år siden min far døde. Han var syg i mange år og havde det ikke godt til sidst. Så selvom hans død var rigtig hård for mig og jeg var rigtig ked af det, så var jeg også lettet over han fik fred. Jeg har selv et fint forhold til døden og accepterer at det er en del af livet, selvom det gør forbandet ondt at miste. 
jeg ‘mærker’ ham dog i min daglig dag, snakker stadig med ham ind i mellem så for mig er han her stadig bare ikke fysisk. Jeg tror på energi og nu er han blot en anden slags energi men altid i hjertet. 
derfor mærker jeg ikke den samme sorg her på årsdagen, dog stadig en sorg og det bliver en svær dag, uden tvivl men også en dag hvor jeg fejrer livet og taknemligheden for at lære hvad ægte sorg og kærlighed er. 

Havde jeg måske mistet ham på en anden måde - helt pludseligt så kan det være min reaktion ville være anerledes. Jeg ved det ikke. 

Alle de bedste tanker 

Tanker til dig

Sådan har jeg det også. Min erfaring her 7 år efter er dog, at det heldigvis bliver nemmere med tiden.

Anonym skriver:

Hej,

Det er snart et år siden, jeg mistede min mor meget pludseligt og nu hvor årsdagen nærmer sig, får jeg det værre og værre. Jeg føler faktisk, at jeg er tilbage til sidste år, hvor det skete og sørger forfra og jeg frygter datoerne for hendes indlæggelse og død meget.

På en måde havde jeg forventet, at det ville blive slemt - det er jo de samme blomstrer, der blomstrer og jeg mindes de ting, vi lavede sammen for et år siden, som blev de sidste. Alligevel er jeg overvældet!

Men jeg kender ingen andre i sorg, derfor spørger jeg herinde: blev I også sendt lige et år tilbage i tiden, da det var et år siden, I mistede jeres mor/far/barn eller hvem det var?

Jeg har været heldig at det tættest jeg har haft mistet hvor jeg var der er min bedstemor...

Det er 24 år siden og jeg har stadig at på dagen hvor det skete har jeg det dårligt og føler mig trist og har meget kortere lunte.. det er ikke altid at jeg selv forstår det før jeg får set datoen i kalenderen og så giver det mening og hjælper mig med at acceptere det og giver mig en form for indre ro...

har du fået krisehjælp til at bearbejde oplevelsen?

det er min anbefaling at finde nogle professionelle der kan give dig værktøjer til at bearbejde og komme videre...

og så lige til sidst et kæmpe kram for hvor må det være vanvittigt hårdt at stå i..

Mange tanker til dig

Det er helt normalt. Jeg oplevede det selv da jeg nåede årsdagen for min datters død. Jeg følte mig fuldstændig sat tilbage til start og blev overrumplet af at have det så dårligt igen. 
Da jeg nåede forbi selve dagen, havde jeg det stadig ikke godt, men det ændrede sig mere til en tomhed og lidt håbløshed. Nu havde jeg ‘klaret’ det første år, overlevet.. men min datter er her stadig ikke, og jeg skal leve med det her resten af mit liv, og igennem den periode hvert år. Da jeg kom mere på afstand af årsdagen, efter ca en måned, begyndte jeg at have det bedre igen. 

Nu har jeg det sådan, at jeg tænker på hende hver dag, nogle dage med følelsen af sorg, andre dage mere ren kærlighed. Når jeg mærker helt ind på det, gør det stadig så ondt, som i perioden lige efter vi mistede hende. Om det nogensinde ændrer sig, tror jeg ikke.. 

Helt normalt 

Både ved min datters og ved min fars dødsdag, gør det ondt og sorgen river. Min fars er mere vemodig, men det er både flere år siden, og trods alt naturligt at vi mister vores forældre. 

Deres fødselsdage gør mig også trist og eftertænksom, men på en mindre 'hård' måde.

Find din egen måde til selvomsorg. Selv har jeg fundet ud af, at en gåtur ved et særligt sted ved Vesterhavet er bedst, så jeg bruger gladeligt 3 timer i bilen. Og så skru ned for gøremål og forventninger til dig selv i de dage, hvor det topper.

På min fars fødselsdag sørger min søster og jeg for at se hinanden.

Min datter døde for 18,5 år siden, min far for 22 år siden.

Jeg vil sige det er helt normalt at følge sig slået tilbage til start når man nærmere sig årsdagen. Jeg har set det flere gange i mit professional liv og oplevede noget af det samme da min far begik selvmord for nogle år tilbage.

Men som de andre skriver så bliver det bedre med tiden. Ikke fordi sorgen forsvinder men man bliver bedre til at håndtere dem. Vi gør meget ud af at mindes de gode stunder med ham. F.eks har vi siden det første år lavet flæskesteg med det hele på hans fødselsdag. Den faldt kun 3 uger efter hans død og bare 1 uge efter hans begravelse. Jeg tænker at næste gang jeg bliver lidt ramt af det er når man ældste skal konfirmeres om et års tid og han ikke er  der. 

Tak for jeres svar. Jeg er glad for at høre, det er normalt og at sorgen nok snart kan træde lige i baggrunden igen. Nu har vi snart klaret en hel jul og påske uden mormor. Næste år bliver det forhåbentlig ikke lige så slemt.

Vi fejrede også hendes fødselsdag, som faldt for nogle dage siden. Her holdt vi den præcis som vi plejede, dog uden hende - og det var godt nok en mærkelig følelse at sætte blomster på graven i stedet for at give dem til hende...
Men hun er altid med os - det ved jeg. Egentlig er jeg ikke overtroisk, men jeg ved bare, at hun aldrig ville forlade os. Så så længe jeg og mine søskende lever, så er hun her et sted.

Hun døde tilmed dagen efter min søns fødselsdag (og lå for døden hele hans fødselsdag), så det er bare så uheldigt, at hans fødselsdag fra nu af altid vil være i skyggen af det. For selvom jeg også kan glæde mig over tanken om hans fødsel, vil det jo for altid også vække minder om min mor og hendes død.

Og selvom det er naturligt, at ens forældre dør før børnene, så var der ikke tale om en afklaret død efter et længere sygdomsforløb. Det skete bare på to dage, så var hun død og noget af det eneste, hun nåede at sige, inden ambulancen hentede hende, var, at hun ikke ville dø. Jeg ved, det ville være meget værre, hvis det var en af mine børn, der døde, men fordi min mor døde for tidligt og meget pludseligt og modvilligt, så føler jeg mig stadig meget uafklaret omkring det. Det kommer nok med tiden, det tror og håber jeg.

Min far døde meget pludseligt for snart otte år siden. Det bliver bedre!

Men min far og jeg var meget tætte. Det hænder, at man bliver slået tilbage i en sorgproces. Dette er helt normalt. Min far oplevede aldrig at møde sine børnebørn. Ej heller at gifte mig væk. Disse milepæle gør stadig afsindig ond af mig. Fordi jeg ved hvor meget min far ville elske sine børnebørn! Fordi jeg savner ham og hans gode råd og fornuft. 

Jeg kan stadig blive ked af det. Det vil du også otte år senere, kunne jeg forestille mig. men det er en sund sorg. Og som en klog person engang sagde: "Sorg er kærlighedens pris". Så jeg ville aldrig være min sorg foruden.