Er alle bedste forældre sådan?

Jeg vil lige bakke dig op i, at det er helt i orden I ikke synes hun skal have slik før en vis alder - det er jer der bestemmer det.
Og det skal andre respekterer.

I forhold til huller i tøj/gl. tøj mm., så tænker jeg at det jo ikke skader din datter - men selvfølgelig skal hun have tøj/sko på der passer og er varmt nok.

Og som svar på dit spørgsmål kan jeg lige tilføje, at ikke alle bedsteforældre er sådan. Her har bedsteforældrene fint respekteret ingen slik inden en vis alder.

Nej, sådan er alle bedsteforældre ikke. Alle forældre er jo heller ikke ens. 
Jeg synes, dine eksempler siger mere om dine forældres relation til dig og deres opfattelse af dig, end det siger om deres bedsteforældrerolle i sig selv. De respekterer ikke nogle ret enkle og ukomplicerede ønsker fra din side, og når du står fast, bliver de sure eller griner ad dig. Det er da ikke sådan, man behandler andre voksne mennesker. Lad os sige, de skulle passe et jævnaldrende vennepars hund - ville de så også give den det at spise, som ejeren havde sagt var no-go? Det er jo totalt unødvendigt og respektløst. 

Jeg blev mormor sidste år og har passet barnebarnet en del gange efterhånden. Min datter kender sit barn bedst og har selvfølgelig den fulde ret til - sammen med sin mand - at sætte spillereglerne for basale ting som fx kost. Jeg kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle udfordre det - altså hvad pointen skulle være i at gå imod hende. Der vil da nok opstå mere komplicerede situationer senere, hvor jeg vil tænke mit om deres valg, men hvis det virkelig er noget, jeg slet ikke kan forstå, så må jeg jo tale med min datter om det som det voksne menneske, hun er og måske, måske ikke få hende til at reflektere over det - men det vil stadig være hendes (og hendes mands) ord, der gælder. Det er ikke mit barn. Jeg har truffet valg på mine børns vegne, sikkert ikke altid lige kloge, men det var min ret og pligt som mor - nu er det min datter, der “er den”, og det er så fint. 

Det virker på mig, som om dine forældre synes, at de er “de voksne”, og du er barnet (med barnet). Det må du få dem til at ændre opfattelse af. Stå fast, når du tager snakken med dem. Lad være at gå i diskussion om det konkrete emne - tager dit barn skade af slik eller ej, fx - men sig til dem, at du vil have, de respekterer, at du som mor bestemmer. Altså - de siger “jamen, jamen, bla bla …” - og du svarer: “Men det vil jeg ikke have.” 
- ellers havner I alt for let i gamle roller, hvor de synes, du er en bedrevidende teenager, og du oplever, at du skal forsvare din autoritet. 

Mor og meget mere skriver:

Nej, sådan er alle bedsteforældre ikke. Alle forældre er jo heller ikke ens. 
Jeg synes, dine eksempler siger mere om dine forældres relation til dig og deres opfattelse af dig, end det siger om deres bedsteforældrerolle i sig selv. De respekterer ikke nogle ret enkle og ukomplicerede ønsker fra din side, og når du står fast, bliver de sure eller griner ad dig. Det er da ikke sådan, man behandler andre voksne mennesker. Lad os sige, de skulle passe et jævnaldrende vennepars hund - ville de så også give den det at spise, som ejeren havde sagt var no-go? Det er jo totalt unødvendigt og respektløst. 

Jeg blev mormor sidste år og har passet barnebarnet en del gange efterhånden. Min datter kender sit barn bedst og har selvfølgelig den fulde ret til - sammen med sin mand - at sætte spillereglerne for basale ting som fx kost. Jeg kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle udfordre det - altså hvad pointen skulle være i at gå imod hende. Der vil da nok opstå mere komplicerede situationer senere, hvor jeg vil tænke mit om deres valg, men hvis det virkelig er noget, jeg slet ikke kan forstå, så må jeg jo tale med min datter om det som det voksne menneske, hun er og måske, måske ikke få hende til at reflektere over det - men det vil stadig være hendes (og hendes mands) ord, der gælder. Det er ikke mit barn. Jeg har truffet valg på mine børns vegne, sikkert ikke altid lige kloge, men det var min ret og pligt som mor - nu er det min datter, der “er den”, og det er så fint. 

Det virker på mig, som om dine forældre synes, at de er “de voksne”, og du er barnet (med barnet). Det må du få dem til at ændre opfattelse af. Stå fast, når du tager snakken med dem. Lad være at gå i diskussion om det konkrete emne - tager dit barn skade af slik eller ej, fx - men sig til dem, at du vil have, de respekterer, at du som mor bestemmer. Altså - de siger “jamen, jamen, bla bla …” - og du svarer: “Men det vil jeg ikke have.” 
- ellers havner I alt for let i gamle roller, hvor de synes, du er en bedrevidende teenager, og du oplever, at du skal forsvare din autoritet. 

Amen! Gid alle bedsteforældre var som dig

Min mor er ligesom dine forældre. Der både er respektløs og overtræder mine grænser. Det gælder sådan set omkring alt. Min far siger ingenting. Dét har - sammen med en helt masse andet både privat og arbejdsrelateret - kostet mig en stresssygemelding. Men helt grundlæggende så dét at blive kørt over grænsemæssigt igen og igen, slider på én. Så pas på jer selv! 

Mit bedste råd til dig er at sætte grænserne generelt og stå fast ved dem. Gå ikke ind i de konkrete diskussioner men tegn de store rammer op: dit barn/liv/familie/osv - dine (og din mands) valg. Hav de gode argumenter klar og hvis ikke det bliver respekteret, jamen så har det den konsekvens at de ikke ser jer og børnebørnene. De første mange gange vil de stejle og synes I er urimelige, men I må stå fast ved at I sætter rammerne for jeres liv og jeres barn/børn. Brug evt eksemplet overfor om de vil reagere på samme måde overfor et vennepar eller overfor en chef/kollega. Giv dem lidt at reflektere over. Frabed jer hånende adfærd og negative kommentarer på en høflig både ved at sige “tak for forslaget men vi mener sådan og sådan og sådan bliver det” eller bed dem komme med konstruktive argumenter for hvorfor deres måde er bedst. Her kan man vælge at møde dem lidt for at vise velvilje, men hold fast i det. Nogle mener nok at man er for firkantet og sart men når man har forældre som du og jeg, så handler det ikke om lidt slik eller ej, men om mennesker som dræner én fuldstændig ved altid at gøre modsat af ens ønsker og fastholde én i en umyndiggørende rolle. Dén skal brydes. Ellers fortsætter det og ødelægger én.  

Virtuelt kram til jer.