Er det dårligt at have flere end to børn?

Jeg er mor til fire børn. Jeg er gift med deres far. Vi har hus, bil og råd til det vi synes man som familie skal have råd til. Vi har uddannelser, min mand har et godt job. Jeg har det primære ansvar for hjemmet. 

Det var det materielle.

Vi har det godt. Vi har glade, trygge, velfungerende børn. De har krudt i numsen, som mange andre børn, især den næstmindste. Men hun er 4 år. Vi ved at det er en krævende alder.

Men! Folk har det med at italesætte, både overfor min mand og jeg og også overfor børnene, at det da må være virkelig hårdt, alt for travlt, ingen tid til børnene hver især - osv. osv.

Det er bare ikke sådan vi har det - og jeg tror heller ikke at børnene har det sådan. 

Men det gør mig faktisk ked af det og jeg føler at folk fortæller os at det vi har valgt er forkert. At det er synd for børnene. Jeg bliver især ked af det, når det bliver italesat foran børnene. Ofte ved jeg ikke hvad jeg skal svare. 

Jeg er fortaler for at alle mennesker indretter sig som de vil, hvis det er nogenlunde velovervejet. Vi havde ikke fået fire børn, hvis vi arbejdsmæssigt begge var karrieremennesker.

Er der andre der oplever noget lignende?

Jeg har “kun” to børn, men er vokset op i en søskendeflok på 4, og cirka samme setup som du beskriver her. Jeg kan godt genkende folk, der kommenterede overfor os at der var fart på, om der var tid og penge nok til alt det man ønskede, osv, osv. Men fra mit barnesynspunkt så affejede jeg bare de kommenterer fordi sådan var det jo ikke. Og jeg tænker derfor det bedste du kan gøre når folk siger sådan, er at sige nej, I synes faktisk I har det godt - jeres ro smitter jo så derfor af på børnene. Sådan havde jeg det i hvert fald selv som barn.

Og så drømmer jeg også om en flok på fire på sigt, hah!

Entotrefire skriver:

Jeg er mor til fire børn. Jeg er gift med deres far. Vi har hus, bil og råd til det vi synes man som familie skal have råd til. Vi har uddannelser, min mand har et godt job. Jeg har det primære ansvar for hjemmet. 

Det var det materielle.

Vi har det godt. Vi har glade, trygge, velfungerende børn. De har krudt i numsen, som mange andre børn, især den næstmindste. Men hun er 4 år. Vi ved at det er en krævende alder.

Men! Folk har det med at italesætte, både overfor min mand og jeg og også overfor børnene, at det da må være virkelig hårdt, alt for travlt, ingen tid til børnene hver især - osv. osv.

Det er bare ikke sådan vi har det - og jeg tror heller ikke at børnene har det sådan. 

Men det gør mig faktisk ked af det og jeg føler at folk fortæller os at det vi har valgt er forkert. At det er synd for børnene. Jeg bliver især ked af det, når det bliver italesat foran børnene. Ofte ved jeg ikke hvad jeg skal svare. 

Jeg er fortaler for at alle mennesker indretter sig som de vil, hvis det er nogenlunde velovervejet. Vi havde ikke fået fire børn, hvis vi arbejdsmæssigt begge var karrieremennesker.

Er der andre der oplever noget lignende?

 

Jeg har tre børn, men selv dengang vi kun havde to prøvede min mands to brødre også at opdrage på vores børn selvom vi sad/sidder ved siden af. Jeg bliver indebrændt og er begyndt at kommentere at jeg nok selv skal rette dem hvis det ikke er ok. De har ingen børn og vores den ene har det svært. Han bliver ekstremt forvirret når onklerne så begynder at irettesætte dem når de plejer at må tingene ved os. Jeg vil ikke selv mene de er uopdragne, men det er f.eks. særligt situationer hvor de måske ikke spiser op eller lignende. 

I er måske bare virkelig gode til at være flerbørnsforældre. Kender nogle stykker med 3+ børn, fuldtidsjobs etc, der er ved at bukke under og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Så tror ikke du skal ta det for så negativt  at folk spørger. Det er vel ligemeget. Kun positivt at I har et skønt overskud 

Det er vel bare at svare at det synes du nu ikke er så galt at balancere. Og så er den samtale ligesom slut. 
folk taler jo nok udfra eget synspunkt. Jeg tænker da også “pyyyyyyha” da min veninde ventede nummer 5. Men altså. Hun er bare skabt til at have små børn på en helt anden måde end jeg de gør det pisse godt og ingen “lider nød” hos dem. Men jeg kunne sgu ikke gøre det. Jeg synes det er svært nok at holde mig selv i balance med 2 styk  

Vi har tre børn mellem 1år og 9år. Jeg får også ofte, velmente, små antydninger af, at det må være hårdt med tre børn, svært at opfylde alles behov, økonomi, højt tempo og hænderne fulde. 

Men jeg kan ikke identificere mig selv med de udsagn. Vi bor meget harmonisk med tre meget søde børn. Der er plads til dem alle. Altid. Jovist de kan have krudt i røven, men det er ikke hverdagen. Tænker ét barn eller to børn kan være lige så krævende som at have 3 eller 6 børn. 

Jeg modsiger dem og siger "Nææh, det er faktisk stille og roligt med tre børn". Jeg er stolt af vores børn og min skønne familie

Jeg venter nr 4 og har også allerede fået en del kommentarer om hvor hårdt det må være med 3/bliver med 4. Jeg synes dog mest det virker som et udtryk for at nogle med "kun" to børn føler sig presset i deres hverdag. 

Hvis de kommenterer foran min børn, roser jeg bare børnene fortæller hvor dygtige de er til at hjælpe til og lege sammen. Så håber jeg at de vokser lidt med den anerkendelse, frem for at lytte til andres negativitet. 

Jeg er i øvrigt blevet overrasket over hvor mange af mine børns klassekammerater, der var ud af søskendeflok på fire. Og de forældre har foreløbigt kunne fortalt positivt om hvor dejligt det er at have fire børn ❤️

Jeg har 4 søskende.. dog er et par af dem halve, men der gør ingen forskel.. og Gud hvor har/er det fedt at være en flok. 
Prøv at svare retur- “hvad tænker du at der er hårdt ved det, jeg har måske bare en anden energi/drive/et 6 gear mere end dig”. 
Så længe man kan give sine børn masser af kærlighed, gode oplevelser (og det er individuelt hvad det er) tøj på kroppen, god kost og et ordenligt sted at bo, så kan man få så mange børn som man har lyst til. 

Jeg har 4 søskende. Ville ikke være dem foruden! Jeg tror, os de tre første var hårde, fordi vi var fire år og 20 måneder, da nr. tre kom. Jeg to børn med 18 måneder imellem. Jeg synes tit, det er hårdt, og det gør min mand også. Derfor kan vi også indse, at vi ikke skal have flere. Men vi har også forskellige ressourcer til børn. To er fint for os, mens fem er fint for andre.

Og hvad folk tænker, kan vi være ligeglade med, men jeg synes, det er unødvendigt at kommentere på det! Da jeg ventede nr. to, da den ældste var ni måneder gammel, var jeg da noget bekymret for familiedynamikken. Og i stedet for at min omgangskreds nævnte, at de bliver hårdt med to blebørn, så sagde de trøstende ord. Nogle havde prøvet det samme, og ja det var hårdt, men også givende. Børnene får en masse gode tider sammen. Den slags kommentarer og omsorg synes jeg var rigtig dejligt ❤️

Entotrefire skriver:

Jeg er mor til fire børn. Jeg er gift med deres far. Vi har hus, bil og råd til det vi synes man som familie skal have råd til. Vi har uddannelser, min mand har et godt job. Jeg har det primære ansvar for hjemmet. 

Det var det materielle.

Vi har det godt. Vi har glade, trygge, velfungerende børn. De har krudt i numsen, som mange andre børn, især den næstmindste. Men hun er 4 år. Vi ved at det er en krævende alder.

Men! Folk har det med at italesætte, både overfor min mand og jeg og også overfor børnene, at det da må være virkelig hårdt, alt for travlt, ingen tid til børnene hver især - osv. osv.

Det er bare ikke sådan vi har det - og jeg tror heller ikke at børnene har det sådan. 

Men det gør mig faktisk ked af det og jeg føler at folk fortæller os at det vi har valgt er forkert. At det er synd for børnene. Jeg bliver især ked af det, når det bliver italesat foran børnene. Ofte ved jeg ikke hvad jeg skal svare. 

Jeg er fortaler for at alle mennesker indretter sig som de vil, hvis det er nogenlunde velovervejet. Vi havde ikke fået fire børn, hvis vi arbejdsmæssigt begge var karrieremennesker.

Er der andre der oplever noget lignende?

 

Jeg har kun et barn og kunne ikke selv forestille mig en kæmpe børneflok. Men tager hatten af for jer der har muligheden og overskuddet til det. Om det så er en søskendeflok på 10. Så skal folk da bare blande sig uden om. Fungerer det for jer så er det jo det vigtigste