Skilsmisse, bekymret trivsel

Hej med jer

Vi er desværre i den situation at vi skal skilles. I morgen fortæller vi børnene det (to piger på 4 og 5 år) og så flytter jeg i næste uge. Vi var enige om skilsmissen som desværre er det rigtige og selve det vil jeg ikke gå ind i med detaljer. Kan dog nævne at vi ikke er uvenner, vil gøre ALT for et godt samarbejde, sætte børnenes tarv først - og så flytter jeg 2 km væk. Jeg kommer til at ha dem hver 2. weekend og hente 1 gang om ugen i børnehave i hver uge, i første omgang. Og så drøfter vi en 10/4 ordning når de kommer i skole, men igen alle beslutninger tager vi ud fra og tilretter efter hvad vi tænker er bedst for dem.

Der jeg vil hen med indlægget, er at jeg fuldstændig ødelagt af dårlig samvittighed, skam og skyldfølelse overfor mine to elskede piger. Jeg har så ondt af at de skal vokse op som skilsmissebørn og ikke i en kernefamilie med mor og far under samme tag. Jeg har læst så mange dårlige historier, så meget om deres trivsel som vil være dårligere end børn i kernefamiliers, at de altid skal leve med skift og savn af den ene forældre. Det har jeg det fuldstændig forfærdeligt med og sidder og tænker om det nogensinde skal blive godt for mine piger. Om de kommer til at huske tilbage på/have en god og glad barndom, eller om det her kommer til at fylde og overskygge så meget. Det er et helt forfærdeligt ansvar at ha på sine skuldre når jeg satte børn i verden for at de skulle trives og glade - og ikke for at gøre dem ondt.

Jeg vil ikke helt hvor jeg vil hen med det her, måske til dels at få andre øjne på det. Blive betrygget i at livet godt kan blive godt for pigerne? Hører om der virkelig ikke findes gode historier derude? om andre har haft samme følelser? Eventuelle indspark fra jer der har haft en opvækst som "skilsmissebørn" - har den været god alligevel? Og hvis den har hvad gjorde den så god? Eller har jeg ret i mine bange antagelser?

Det allervigtigste for børns trivsel i en skilsmisse er at mor og far stadig er et team og arbejder sammen om børnene. Og det lyder det til i gør, så selvom det bliver hårdt for jer alle den første tid, så lyder det til i nok skal klare jer.

Jeg er selv skilsmissebarn, og det betød og betyder stadig rigtigt meget at mine forældre kan sammen. I dag er jeg 33 år, men det er fedt at min mor og far plus nye partnere kan komme til børnefødselsdag og hygge sig med hinanden. 

Herudover gik faren til mine børn (3 og 6 år) og jeg fra hinanden for et år siden. Jeg var også helt ødelagt, og tænkte samme tanker slm dig. For selvom man er ud af en god skilsmisse er der altid afsavn og et ønske om at ens forældre er sammen. Her har vi også valgt samarbejde frem for alt. Og kan kun sige mit ældste barn er blevet mere harmonisk (han/hun har autisme og adhd- der er kun en forælder at forholde sig til) 

Jeg er selv skilsmissebarn, jeg var 9, da de blev skilt. Mine søskende var yngre.

Og alligevel tænker jeg tilbage på min barndom med glæde. Mine forældre var ikke gode sammen og min mor blev en anden, da hun blev fri af min far. Hun blev meget glad og var fuld af energi og virkelyst.

De var stadig venner og havde et godt samarbejde.

Jeg savnede ikke min far så meget, for i forvejen havde min mor helt klart stået mest for os børn og når vi så endelig var sammen med ham, så hyggede vi rigtig meget.
Vi var hos ham hver anden weekend og det var nok det hårdeste - vi skulle undvære alle vores ting og bo på et fælles værelse. Jeg kunne godt blive overvældet af hjemve efter min mor.
Senere fik han også en ny kone og så ebbede overnatningerne ud. Men vi sås stadig ofte med ham, kiggede forbi og lavede ting sammen.

Han har dog aldrig haft en opdragende rolle, men mere en hyggeonkel.

Jeg husker dog min barndom som god og ikke på nogen måde ødelagt af skilsmissen.