Lystre uden trusler?

Jeg synes det er en dårlig ide at lade som om man går. For hvad hvis ungerne ikke kommer løbende, hvad gør man så? Man kan jo ikke køre for alvor, og så opdager de jo nemt, at det ikke er ægte, respekten bliver mindre og truslerne er jo ikke væk - de er bare ændret til ‘jeg kører fra jer’.

Desuden synes jeg bestemt ikke små børn på 3 og 5 år på nogen måde skal jages den skræk i livet at mor kører fra os. I mine øjne er det en noget mere drastisk trussel end at de mister fredagssnolderet… 

Jeg tror, du skal tænke over, hvad du kan ændre i “ud ad døren-situationen”. I er kommet ind i noget, der nærmest bliver et lille ritual - en leg, ungerne leger inden I skal afsted, og så ender den med, du bliver vred og nu forventer alle, at det er sådan det skal være om morgenen.

Kan du lave et eller andet skema, fx, hvor de skal krydse af, når de har gjort noget om morgenen. Fx: Morgenmad - x, tøj på - x, tandbørstning -x, overtøj - x. Så kommer der fokus op en anden leg, og så tror jeg, de hurtigt vil glemme deres lille morgenleg…

Eller bede dem om at hjælpe med noget: Kan du ikke lige bære den her ud i bilen… fjern fokus fra det irriterende og hen på noget andet, så dine børn får ændret deres ide om, hvad der skal foregå om morgenen. Jeg tænker bare, det er nogle dårlige vaner og nogle lidt uheldige reaktionsmønstre fra både dig og børnene, der skal brydes.

Og tænker, at strategien kan bruges i andre situationer i familien også - fokus på noget andet end konflikten 

Jeg har heller aldrig helt forstået den med at forældre lader som om de går deres børn, når børnene ikke gør som man beder dem om. I mine øjne er der flere ulogiske ting forbundet med den strategi:

1: Det er jo stadig en straf/trussel uden sammenhæng med den uønskede adfærd. Truslen er blot ændret fra “du får ikke fredagsslik” til “jeg forlader dig”. Hvilen læring sigter man efter?

2: Tilmed er der jo også en tom trussel - idet man jo aldrig reelt vil gå fra dem. Så enten opnår man, at de at blive bange for at man går - alternativt opdager de lynhurtigt, at man bluffer og ikke er autentisk. Hvilen læring sigter man efter?

Jeg har aldrig brugt truslen om, at jeg går eller kører uden dem - for det ville jeg aldrig drømme om at gøre... Jeg har selv arbejdet i børnehave/vuggestue og har så tit set forældre bruge den og jeg har altid svoret, at dét ville jeg i hvert fald aldrig selv gøre!

Men jeg vil åbenbart gerne true med at fratage deres slik, som er det eneste slik, de får og som de glæder sig til hele ugen! Ondt.

I har ret i, at det er en meget ulogisk konsekvens for børnene og at det ikke giver mening. Jeg bruger nemlig også logiske konsekvenser i min opdragelse f.eks. hvis du ikke taget nattøj på nu, så når vi ikke godnathistorie, hvis du ikke rydder op, må du ikke lege med noget nyt osv. Generelt lystrer ungerne egentlig meget godt og i det stor hele er de søde og velopdragne.

Jeg har nu ikke truet dem med slikket, siden jeg skrev tråden her... Og jeg håber, at jeg kan blive ved med det...

Det er bare svært, når de sådan stikker af. Både om morgenen, men også når jeg skal hente dem i børnehaven, hvor de bare løber i hver sin retning og gemmer sig og fniser. Jeg hader bare den situation.

Jeg har aldrig brugt truslen om, at jeg går eller kører uden dem - for det ville jeg aldrig drømme om at gøre... Jeg har selv arbejdet i børnehave/vuggestue og har så tit set forældre bruge den og jeg har altid svoret, at dét ville jeg i hvert fald aldrig selv gøre!

Men jeg vil åbenbart gerne true med at fratage deres slik, som er det eneste slik, de får og som de glæder sig til hele ugen! Ondt.

I har ret i, at det er en meget ulogisk konsekvens for børnene og at det ikke giver mening. Jeg bruger nemlig også logiske konsekvenser i min opdragelse f.eks. hvis du ikke taget nattøj på nu, så når vi ikke godnathistorie, hvis du ikke rydder op, må du ikke lege med noget nyt osv. Generelt lystrer ungerne egentlig meget godt og i det stor hele er de søde og velopdragne.

Jeg har nu ikke truet dem med slikket, siden jeg skrev tråden her... Og jeg håber, at jeg kan blive ved med det...

Det er bare svært, når de sådan stikker af. Både om morgenen, men også når jeg skal hente dem i børnehaven, hvor de bare løber i hver sin retning og gemmer sig og fniser. Jeg hader bare den situation.

Det forstår jeg sådan det godt - altså den situation du beskriver er da heller ikke i orden og det er helt ok at du ikke vil acceptere den. Det ville jeg heller - det overskrider min grænse og jeg ville finde det respektløst. For mig ville det resultere i en meget tydelig snak med ungerne om, det er “en dårlig leg de leger”, som forhindrer os i at gøre de ting vi gerne vil. At jeg ikke bryder mig om legen og fra nu af beder dem om at standse. Og næste gang de så afprøver den i garderoben, så sætter du dig ned og venter. Fortæller dem roligt, at det I ellers skulle have nået af gode ting og sager (hjem og spille et spil, hygge med aftensmaden, turen på legepladsen), det nu ikke længere kan nås og derfor (når de endelig kommer frem og selv kommer i tøjet) må I i stedet gå lige hjem, spise en hurtig rugbrødsmad og så gå i seng/rydde op/vaske tøj…. eller hvad der nu passer i jeres program og i situationen. Kort sagt: Gør det så kedeligt og besværligt som muligt, at være besværlig….