Pige på 8år - højt konfliktniveau

Kan hun overskue at tage den beslutning? At løse problemerne. 

Hvad ville der ske, hvis du afbrød og sagde jeg har brug for at give dig et kram, holder om hende og når hun er rolig, så rækker du over og rykker fritterne og putter ketchup ved siden af? Altså du tager styringen, på en rolig og omsorgsfuld måde

Se om du kan få en familierådgiver fra kommunen ind over - det kender jeg flere som har været rigtig glade for

Anonym skriver:

Det er lidt den tilgang jeg har til det nu. At hun skal ikke lave grædestemme over aftensmaden ikke passer hende fx.. men det virker ikke. Det eskalerer bare. Og jeg har også sendt hende på værelset mange gange. Så sidder hun der og hyler og skriger og råber. Og ender med, modvilligt og stadig i diskussions mode, at komme ned og spise med. Det tager 20-30 min, ødelægger stemningen/måltidet for storebror og jeg og kampen bliver bare ikke mindre med tiden. Så det virker til, at det ikke bare er hårde grænser der skal til. 

Det er jeg ked af at høre. Det er ikke den reaktion, der kommer herhjemme. Jeg kan godt forstå din frustration. 

I den kommune jeg bor i, er det gratis og anonym forældrerådgivning til, hvis man bakser med børneopdragelsen. Måske er der også det, der hvor du bor?

Jeg kan levende sætte mig ind i, at det må være svært - også for din datter. Jeg håber I finder en god løsning for alle. 

Hanspige skriver:

Kan hun overskue at tage den beslutning? At løse problemerne. 

Hvad ville der ske, hvis du afbrød og sagde jeg har brug for at give dig et kram, holder om hende og når hun er rolig, så rækker du over og rykker fritterne og putter ketchup ved siden af? Altså du tager styringen, på en rolig og omsorgsfuld måde

Hvis jeg gør noget - vil hjælpe, så stejler hun. 
vi har mange sammenstød hvor hun selv beder om hjælp - men ikke vil have hjælp på den måde jeg hjælper på. Og bliver vred over det… det er ikke let at ramme rigtigt. 

Anonym skriver:

Selvom der ikke er udsving ved skiftedage og skilsmissen måske ligger mange år tilbage, kan der godt komme nogle tanker/følelser som er svære at sætte ord på. 

Vores ældste har ramt et “skilsmissetraume,” relativt sent, altså 11 år efter skilsmisse. Men lige nu er der bare en enormt udvikling i vores ældstes liv og h*n kan nu sætte ord, tanker og følelser på hele dét at være skilsmissebarn. Det er en svær og hård proces. H*n har haft flere perioder igennem årene, hvor situationer som dem du beskriver, har udløst irritation, vrede, gråd. 
Mine børns far og jeg har altid haft et godt samarbejde og samarbejder også rigtig meget i de særligt svære perioder. 

Jeg siger ikke det er som ovenstående. Men jeg havde ikke selv forestillet mig at vores børn vi havne i sådan en situation, netop fordi børnenes far og jeg er “gode” forældre sammen, hver for sig. Og kommunikerer rigtig godt. 

Men hvordan fandt i frem til at det var årsagen? Jeg ville så gerne have hende til at sætte ord på hvorfor hun bliver så vred og tager så meget på vej, over så små ting. Jeg vil jo hjertens gerne gøre mit, for at hjælpe hende. Jeg siger også ofte, at hvis bare hun fortalte mig hvad hun tænkte, så ville det gøre det meget lettere at hjælpe på den rette måde/den måde hun havde forestillet sig.
 Men hun lukker i som en østers og jeg får ingenting at arbejde med.  

Jeg kommer lige med lidt forskellige bud, hvad jeg tænker måske kan være på spil.

Er hun træt? Hun har jo nogle ret lange dage - det er ikke sikkert, du kan gøre noget ved det, men måske har hun brug for mere tid til at lade op, når hun kommer hjem.

Er det blevet en dårlig vane, en ond cirkel, hvor I kommunikerer på den måde og ubevidst forventer, at nu bliver hun nok vred, og så kommer hun ubevidst til at leve op til dine forventninger? Så kan I arbejde med at fortælle jeres historie om - have rigtig meget fokus på det der fungerer, rose og anerkende og fortælle hende om alt det gode hun er og gør. Og give problemerne så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. Jeg siger ofte til forældre i skolen, at det vi retter blikket mod, vokser. Så fokus på det, der fungerer.

Er hun ude efter opmærksomhed? Det skal hun selvfølgelig have - men på andre punkter end konflikterne. Opmærksomhed gennem gode stunder sammen og masser af kærlighed. Igen: Fokus på det gode, det der fungerer.

Du har forsøgt at tale med hende - det er der ikke kommet noget ud af. Hun kan nok ikke sætte ord på, hvad der er på spil, og måske ved hun det slet ikke. Så jeg ville ikke insistere på mere snak lige nu. Hun kan let føle, at der bliver stillet krav til hende, som hun ikke kan leve op til, når hun skal sætte ord på noget, som er for svært for hende. Det kan øge hendes følelse af frustration. 

Har hun generelt et stort behov for kontrol? Bunder hendes udbrud måske i en frustration over, at hun ikke kan overskue ting - fx det med ketchuppen? Min datter har det i hvert fald bedst, når hun ved, hvad der skal ske, og når hendes batteri er fladt, så er det se helt små ting, der kan slå hende ud. Som at glasset har en forkert farve, at tegnefilmen slutter osv. Det tolker vi som en frustration over at hun mister kontrollen - hun har en forventning til hvordan tingene skal gå - og når noget bliver anderledes, så bliver hun frustreret. Håber det giver lidt mening. Forberedelse kan hjælpe her - struktur, måske piktogrammer.