Eksperthjælp: Dårligt selvværd og sammenbragt familie

Gitte Sander

Hejsa.
Jeg lider af voldsomt dårligt selvværd. Det påvirker mit forhold til min mand rigtig meget. Han hviler meget i sig selv og kan nemt gå flere dage uden at snakke sammen overhovedet når vi har vores børn fra tidligere forhold.
Jeg føler mig bare med det samme overset, at han ikke vil mig mere, at han ikke savner mig, at jeg ikke betyder noget for ham osv. der er ikke grænser for hvor mange negative følelser der rammer mig i de uger vi ikke ses. Og det ender altid ud i kæmpe diskussion fordi jeg fortæller hvordan jeg har det og hvad jeg tænker. Han siger han godt forstår det og at ingen af de tanker jeg får har hold i sig. Og hvis han ikke ville os så var han allerede gået.
Han siger samtidig at han slet ikke skænker sin telefon en tanke når han har sit barn hjemme. Men kan se at han er på facebook og kan se at han læser mine beskeder. Men han svarer ikke og han ringer ikke tilbage.

På trods af de evindelige diskussioner så bliver det bare ikke anderledes. I starten af vores forhold (de første måneder) der var det slet ikie sådan. Stik modsat. Han ringede og skrev hele tiden og vi havde aldrig nogen problemer eller diskussioner.

Jeg elsker ham afsindig højt og ønsker at få det til at fungere. Han siger det samme. Men ved simpelthen ikk hvad jeg skal gøre mere. Ved godt at det nok meget ligger hos mig pga mit manglende selvværd og ikk hviler i mig selv. Men ved ikk hvordan jeg ændre det. Har prøvet kognitiv terapi uden succes.

Håber du kan komme med dine tanker og råd om det hele.

Hilsen mig

Gittes svar

Hej AnoMor,

Jeg kan ikke helt finde ud af om I rent faktisk er fysisk adskilt de uger, hvor I har børnene, eller om I er fysisk tilstede sammen, men alligevel mister kontakten, når børnene er der?

Anyways: Du reagerer kraftigt på, at I mister kontakten, når børnene er der. Det er et ret almindeligt problem for sammenbragte familier. Det der foregår, er ofte, at fraskilte forældre vil gerne være hundrede procent tilstede for deres børn, det tidsrum, hvor børnene er der. Og det kan så betyde, at man bliver (mere) (eller næsten helt) utilgængelig for sin partner. Hvilket kan være hårdt, både for partneren, og for en selv.

Så spørgsmålet er jo, hvad kan I gøre for at bevare trygheden med hinanden og kontakten, også når børnene er der. Hvad kan I hver især gøre? Er der noget som du selv kan gøre, for at gøre dig mere tryg undervejs de uger, som du undlader at gøre? Er der noget du kan bede ham om at gøre, som kunne hjælpe dig?

Som regel, når folk reagerer som du, så har man en rigtig god grund til det og det har rod i noget dybereliggende. Du har prøvet kognitiv terapi, og ja, der kan man så arbejde med tankerne, men det er muligvis ikke nok for dig. Hvis du virkelig skal have fat om at udføre en bedre selvregulering i de tidsrum, kan det være at du skulle gå i en mere dybtgående individuel terapi. Det er også sandsynligt, at en god parterapi ville kunne hjælpe jer begge med hvad der skal til. I kan gøre begge dele.

Miseren ligger hos dig, skriver du, på grund af dit dårlige selvværd. Men det er også et fælles problem, som måske kan løses bedst i fællesskab, da det jo handler om noget, der sker i jeres relation.

Hvilken en af delene jeg vil anbefale først / mest, kommer lidt an på jeres og din historie iøvrigt. Er dette noget du også har oplevet i tidligere parrelationer? Hvad ved du om din egen historie, som kan forklare sine reaktioner? Hvordan er din mand indrettet, har han svært ved at gabe over både at have sine børn og bevare kontakten til dig samtidigt? Sådan nogle ting kan fx være vigtige i vurderingen af situationen.

Jeg kan jo nærmest få lyst til at anbefale dig at hænge plakater op med sætninger som: "Han er der stadig, selvom vi lige nu har mistet kontakten." eller "Han elsker mig! Også selvom han ikke svarer." Eller plastre dit hjem til med fotos fra lykkelige stunder, som kan minde dig om alt det gode I har sammen.

Det er pinefuldt at have det som du får det, når han "forsvinder" og du mister din trygge fornemmelse af jeres forhold. Desværre er jeg også nød til at sige, at det er nødvendigt at arbejde med, fordi ellers vil utrygheden slide på jeres forhold. Så ja. Hvordan kan I gøre hinanden mere tryg?

Du må indse, at du kan ikke presse ham eller diskutere dig frem til, at dette her ikke sker. Du skriver, at diskussionerne kommer fordi du fortæller ham, hvad du føler og tænker. Det er i sig selv interessant information, fordi der har du måske et clue om, hvad der ikke hjælper. Nu kommer det til at lyde meget barsk, men: Måske bliver du for optaget af, hvad du selv føler og tænker, når du får det sådan, og kunne arbejde med at interessere dig mere for virkelig at lytte til og tage ind; hvad han føler og tænker. På en måde tror jeg du har fat i en god ende af garnnøglet, når du skriver, at han forstår dig og der er intet om snakken. Jeg kan læse, at du har lyttet og hørt hvad han siger: Men tager du det helt ind?

Du ved; ængstelighed og frygt er ikke lig med virkelighed. Altså: Det som du bliver bekymret over og ængstelig for, når du reagerer i disse situationen, det som du frygter, når du har det sådan, stemmer ikke nødvendigvis overens med virkeligheden / sandheden. Når det er tilfældet, så er opgaven at rumme sin egen frygt og regulere den. Hvilket så kan være en kæmpe opgave, hvis man lever som jer, hvor du hele tiden udsættes for dette, som trigger disse følelser.

Derfor synes jeg, at det er topgodt at du arbejder med det og indtil videre har fået en stor bevidsthed om hvad der foregår, kan jeg læse. Så keep on going. Men måske kan du gøre mere - og måske kan I gøre mere i fællesskab. For de allerfleste er dette noget, der kan lykkes og falde bedre på plads.

Mvh.

Gitte