Jeg er så ked af det

Som overskriften lyder er jeg så ked af det..

Undskyld for langt opslag..

Jeg har aldrig brudt mig om børn, ej heller syntes at rollen omkring dem har faldt mig naturligt. Jeg har haft et ønske om børn, men er i tvivl om det er pga “normen”, fordi jeg har været bange for at blive alene eller fordi ens venner har noget, man ikke selv har - tænker nogle kender følelsen.

Vi blev gravide ved en upser, men ikke fordi at vi ikke ville. Jeg har flere gange inden graviditeten tænkt “tænk når man står med en test” jeg har håbet på at dem jeg havde taget var positive, men da jeg så fik en positiv test følte jeg ikke glæde… jeg var spændt, rundtosset osv, men glad, nej.

Jeg tog på en planlagt udlandsrejse og kunne ikke andet end at græde de første par uger, jeg ringede hjem til min kæreste og sagde at jeg bare ville have en abort, at jeg ikke ønskede barnet osv.. dog blev vi enige om, at dette nok bare var grundet hormoner..

Jeg har igennem graviditeten følt en smule glæde, spændthed osv… men sådan fuldstændig Lykke, glæde osv, har jeg ikke mærket. Jeg har derimod mærket stik af fortrydelse… jeg har grædt meget, været ked af det og ikke kunne se mig ud af det

til scanningerne har jeg været glad for at den lille har det godt, men ikke mere end det. Jeg følte ingenting ved vores 3D scanning, da jeg så den lille - det virker helt fjernt og uvirkeligt. Jeg kan slet ikke magte at babyen sparker osv, så jeg bliver mindet om det…

derudover er jeg nu ked af, at jeg har fået MANGE strækmærker - har haft strækmærker hele livet, som ikke har gjort mig noget - men nu, hvor de pludselig er forbundet med noget jeg “fortryder” føler jeg at det er så uretfærdigt… jeg viste dem til mine forældre, hvor min far sagde “ja du er godt nok sprukket på langs og tværs” og jeg ved udemærket at det er fordi at han ikke ved, at det rammer mig - men hold op hvor blev jeg ked af det. Nok mest fordi, at når ingen kommentere det, føler jeg at det er værre i mit hoved.. men når andre også kan se det, bliver det en realitet

og her kommer den “dumme” eller ulogiske del!!! Jeg BØR IKKE!!!! Fortryde eller være ked af det!!! Jeg har en god uddannelse, et godt job, hus, bil, god økonomi. Jeg elsker min kæreste over alt på jorden! Vi har rejst meget og været sammen i snart 5 år. Han er hele min verden. Vi er 25 og 29 år.

Jeg er ikke bange for, om jeg bliver en god mor. Om jeg kan amme, skifte ble, alt det praktiske, at jeg skal sætte mig selv til side for den lille - det skænker jeg ikke en tanke. Jeg lever i forvejen ikke et liv hvor jeg elsker at gå i byen, være ude med venner osv. jeg har tænkt over, at den livsstil jeg har nu, kan jeg sagtens have med et barn.

alle mine bekymringer bunder udelukkende ud i, at jeg ELSKEDE/ELSKER det liv jeg har med min kæreste! Alle de ting vi laver, alt det nærvær vi har, alt den kærlighed, omsorg. Jeg elsker ingen som ham. Og det gør så ondt på mig, at det skal laves om, og at der kommer ændringer i det vi har sammen/måden vi lever på. Når jeg ser hvad jeg skriver, kan jeg godt se at jeg er helt vildt egoistisk, men jeg kan slet ikke være i det. Jeg kan ikke være i, at jeg ingenting føler for mit barn, at jeg er en Tom skal.

Jeg griner og hygger mig med min kæreste, putter med ham, ser film på sofaen osv.. så snart jeg bliver mindet på den lille, er det ligefør at jeg bryder ud i gråd.

Jeg har prøvet at lukke lidt op overfor min kæreste omkring mine tanker, men han supplere med “jeg håber ikke at du har fortrudt”

og hvad skal man lige sige der?…..

Jeg ved ikke hvad formålet med dette opslag var, og jeg er ked af at jeg har det sådan her.. det er så dumt.. 

Du er ikke dum eller egoistisk,  men du har brug for at tale med nogle professionelle omkring dine følelser og tanker 

Jeg håber du rækker ud efter noget hjælp til at få det bedre

Kære du. Du skal snakke med din jordemoder, for du har brug for at vende dine tanker med nogen. En fødselsdepression kan starte i graviditeten, og det kunne godt lyde som om, det sker for dig. 

Ræk ud og få hjælp. Du er ikke den første kvinde, der har haft det sådan her, og der er ikke noget galt med dig. Men du skal have noget hjælp

Mange af dine følelser er helt normale og mange føler dem i nogen grad. Men den afstand du føler for dit barn er der rigtig god grund til at arbejde med, både for din og barnets skyld for det lyder til at det er udover det normale. Jeg ved godt at det kan være grænseoverskridende at henvende sig til din jordemoder med de følelser men en stor del af hendes uddannelse er at hjælpe mødre som har det som du har det. Du vil ikke blive mødt at alle mulige fordomme, men med forståelse og støtte. Der er mulighed for yderligere hjælp som er rettet mod lige præcis din situation eller det kan bare være flere samtaler med jordemoderen. Jeg synes du skal ringe i dag, hvor du allerede har taget et stort skridt on åbnet op for noget som er svært at tale om. Du vil vise stor omsorg for dig selv og din kommende familie ved at kontakte dem og jeg vil væde med at jordemoderen vil sige det samme. Det må være utrolig hårdt for dig at gå med de tanker. Det kan godt blive meget bedre hvis du arbejder med det men jeg tænker det kræver lidt hjælp udefra. Rigtig godt gået at du åbner op. Jeg håber du får det bedre snart

Tak for alle jeres svar, det betyder meget. Jeg kan mærke at det hjalp at få skrevet ned��

Jeg er bange for at henvende mig til nogen, da jeg er bange for at få kommunen ind over eller andet

Kære du. Som flere andre skriver, så fortjener både du og dit kommende barn at få hjælp. Og der er hjælp at hente, for du er hverken den første eller sidste kvinde med de tanker og følelser du beskriver - men du skal tage ansvar for at få handlet på dem og bedt om hjælp. Mest sandsynligt er det, at din jordemoder kan hjælpe og støtte dig, henvise til rette hjælp, osv. Det handler slet ikke om at “kommunen kommer”, men om at du får den hjælp der skal til for at tingene kan blive nemmere. Selv hvis kommunen på sigt skulle involveres (på dit eget, jordemoders eller læges initiativ), så handler det om hjælp og støtte til jer som kommende familie - det er ikke farligt, men kan være nødvendigt for at I får det godt. 

Der er så mange idiotiske tabuer forbundet med graviditet og forælderskab. Tabuer som jeg selv har lidt under. 

Dine tanker og følelser er HELT NORMALE. Jeg vil endda våge og påstå at være usikker på hele situationen, ikke mærke kærligheden til et foster/baby er mere normalt end at være på den såkaldte idylliske lyserøde sky (som måske kun eksisterer på Insta?). 

At få et barn er livsændrende, ja. Både for din kroppen, psyken  og parforholdet. Men det behøver jo ikke være en negativ ting. 

Når man bliver gravid begynder du allerede der rejsen som mor. Det er normalt er være skeptisk og have mange tanker. Både negative og positive tanker. For du har jo ansvaret for et barn om lidt. 

I min første graviditet havde jeg det som dig. Havde ingen følelser for barnet. Byggede ikke redde. Købte ikke fint tøj. Det var helt sikkert tegn på fødselsdepression og det eneste jeg fortryder er at jeg ikke sagde det højt. Du skal ikke være bange! Kommuner tager ikke børn fordi deres mor tvivler. Det lover jeg! Du vil føle en lettelse at tale med nogen om dine tanker. Egen læge kan hjælpe, sundhedsplejerske kan hjælpe eller din jordemor. 

F**k Insta-familier. Det er ikke det rigtige liv. 

Hilsen mig der er mor til tre børn og som ikke synes børn er 100% = lykken. Det er én lykke, men ikke den ultimative for mig. Og ved du hvad? Mine unger er skønne, lækre og proppet med gode ting alligevel. 

Tal med din mand. Igen og igen og så igen. Måske han forstår mere og mere jo mere du fortæller. 

Ja du skal tale med nogen om det. Jeg har altid haft det med børn som du, og havde en svær graviditet fordi jeg aldrig kom til at føle mig klar til babyen i maven og havde svært ved at knytte mig til ham. Oplevede aldrig den gigantiske Lykke som andre oplever. Fortrød flere gange at han var kommet derind og hadede min krop og den store mave. 

Da han kom ud var det kærlighed ved første blik. Elsker ham højere end noget andet. Jovist der er dage hvor jeg forbander at jeg fik et barn og har også fortrudt mange gange, men jeg elsker ham højere end noget andet.

Ved ikke om du kan bruge det til noget. Men mit råd er at lade være med at sammenligne dig med andre. Det skal nok gå. Og få tildelt en psykolog så i kan tale om dine følelser omkring det. For det påvirker naturligvis også faren og det kan være svært for ham at du ikke kan finde glæde. Min mand blev fx meget ked af jeg var så ked af min graviditet fordi han til gengæld glædede sig vanvittigt over babyen i maven. 

mht det med kommunen, så er der ikke nogen der kommer og gør noget eller napper barnet. Med de ting jeg sagde til psykolog burde du ikke være nervøs for hun lagde øre til en del. 

Ved at åbne munden sikrer du at du får hjælp! Jeg fik særligt fødselsaborberedelsesforløb, ekstra obs på efterfødselsreaktion og hjælp til “en god Familiestart” hvor både far og jeg gennemgik et undervisningsforløb om tilknytning.  Det var SÅ fedt. 

Du skal heller ikke være bange, hvis det  ikke er kærlighed ved første blik. De første 6 måneder efter fødslen var for mig en slags overlevelse. Vi havde et hårdt forløb, hvor jeg havde mange smerter bagefter.

Jeg passede mit barn til UG, men alligevel manglede der noget inden i mig. Jeg elskede mit barn, men det var mere noget jeg "vidste" end noget, jeg følte.

Nu er det helt anderledes. For hver dag kommer der mere personlighed og mere at elske. I dag ser jeg mit barn som det mest fantastiske, sjove og skønne væsen, og jeg har lært, at jeg generelt er lidt længere tid om at knytte mig til andre personer. Men det er slet ikke det samme som at være en dårlig mor eller ikke elske sit barn.

Har du været til scanning endnu?

Anonym skriver:

Du skal heller ikke være bange, hvis det  ikke er kærlighed ved første blik. De første 6 måneder efter fødslen var for mig en slags overlevelse. Vi havde et hårdt forløb, hvor jeg havde mange smerter bagefter.

Jeg passede mit barn til UG, men alligevel manglede der noget inden i mig. Jeg elskede mit barn, men det var mere noget jeg "vidste" end noget, jeg følte.

Nu er det helt anderledes. For hver dag kommer der mere personlighed og mere at elske. I dag ser jeg mit barn som det mest fantastiske, sjove og skønne væsen, og jeg har lært, at jeg generelt er lidt længere tid om at knytte mig til andre personer. Men det er slet ikke det samme som at være en dårlig mor eller ikke elske sit barn.

Har du været til scanning endnu?

Ja jeg har “kun” 7 uger tilbage af graviditeten. Så jeg tror også at mine bekymringer stiger i takt med, at det er lige om lidt den store forandring sker