Skal jeg blive eller gå?

Anonym skriver:

Syns ikk jeg sagde noget om jeg ikk magtede hverdagen? 

Men du nævner, at du er i ressourceforløb. Ressourceforløb er målrettet folk med komplekse problemer udover ledighed. Måske det ikke lige er tiden til store beslutninger. 

Tobis skriver:

Men du nævner, at du er i ressourceforløb. Ressourceforløb er målrettet folk med komplekse problemer udover ledighed. Måske det ikke lige er tiden til store beslutninger. 

Nu behøver ens sag faktisk ikke være så kompleks.

Sygdomme har mange ansigter,og fordi man er syg,behøver ikke betyde,det er en stor opgave,at passe hus - børn og kæledyr.

Jeg synes det er ærgerlig og trist at mange af de svar du får her, kommer til at lyde som om din mand er den fornuftige og at dine ønsker og drømme ikke skal/ kan blive en realitet fordi du har en svær periode i dit liv lige nu. 
tænk hvis alle måtte opgive sine drømme pga det… har faktisk aldrig hørt noget så tosset. 
Du er 26 år og hele livet foran dig… tænk at skulle opgive drømmen om et barn ( eller dyr, for den sags skyld)mere fordi du har en depression nu.
måske kunne det tænkes at følelsen af ikke at blive hørt og anderkendt i dine behov og ønsker kan være med til at holde dig i en dårlig spiral. 

jeg synes på ingen måder at det lyder til at der bliver lyttet til dig. Og det må være så hårdt og ensomt at være i. 

jeg kan ikke sige om du skal gå fra din mand. Måske kunne løsningen være at gå i par terapi, så i kunne få nogle redskaber til hvordan man lytter og anderkender hinanden.

held og Lykke med det hele, livet er bare for kort til ikke at være glad. 

Mor78 skriver:

Jeg synes det er ærgerlig og trist at mange af de svar du får her, kommer til at lyde som om din mand er den fornuftige og at dine ønsker og drømme ikke skal/ kan blive en realitet fordi du har en svær periode i dit liv lige nu. 
tænk hvis alle måtte opgive sine drømme pga det… har faktisk aldrig hørt noget så tosset. 
Du er 26 år og hele livet foran dig… tænk at skulle opgive drømmen om et barn ( eller dyr, for den sags skyld)mere fordi du har en depression nu.
måske kunne det tænkes at følelsen af ikke at blive hørt og anderkendt i dine behov og ønsker kan være med til at holde dig i en dårlig spiral. 

jeg synes på ingen måder at det lyder til at der bliver lyttet til dig. Og det må være så hårdt og ensomt at være i. 

jeg kan ikke sige om du skal gå fra din mand. Måske kunne løsningen være at gå i par terapi, så i kunne få nogle redskaber til hvordan man lytter og anderkender hinanden.

held og Lykke med det hele, livet er bare for kort til ikke at være glad. 

Jeg tror at folk svarer som de gør med den situtation som hun har lige nu, at man er på forløb med kommunen og at man har depression, så kan man ikke også få et barn mere og hund og større hus 

hvis hun kom ud på den anden side, og var ovre sin depression og havde fundet arbejde og afklaret med alt det, og har de drømme som hun har, der tror jeg folk vil være mere støttende 

Anonym skriver:

Kære jer håber i kan hjælpe mig lidt for føler mig ekstremt alene og ved sgu ikke hvad jeg skal gøre ��

 

Sagen er den, at jeg ikke kan finde ud af om jeg skal blive sammen med mine børn’s far, jeg kan ikke rigtigt finde mine følelser for ham længere, syns faktisk kun jeg kan finde fejl har haft det sådan det sidste halve år men har bare tænkt det sikkert var mig der var noget galt med (er på antidepressiv medicin begrund af nogle voldsomme hændelser i mit liv) men til sagen igen… børnenes far og jeg var til en snak om vores drømme og ønsker med livet og jeg kom frem til at vi faktisk ikk har nogle drømme tilfældes mere? Har siden taget snakket med ham om jeg ikk ved hvad jeg vil mere og han siger han elsker mig over alt på jorden og han syns jeg skal blive hvis jeg kan opgive mine drømme men at han også godt kan forstå hvis jeg ikke kan… så bolden ligger 100% hos mig og syns det er skide hårdt for enten skal jeg ødelægge et andet menneske følelse mæssigt eller også skal jeg ødelægge mig selv? Han snakker ret meget med sin mor om sine problemer og alt det her men jeg har ingen min psykolog siger at hun gerne vil lytte men hun vil ikke give mig råd på den måde som jeg ønsker jeg er bare så træt af alle de store beslutninger + at jeg skal passe min praktik og oveni det gør Jeg næsten alt det der hjemme :

Mad lavning (han kan ikke finde ud af at lave mad)

Opvask

Oprydning

Gøre rent

Tøj vask

Købe ting til børnene

Lave mad plan

Ja jeg kan blive ved

 

Men hvad gør jeg hvis jeg vælger at smutte? Hvilke former for hjælp og støtte kan man få som enlig mor på resurseforløb gennem jobcenteret?

 

Hvordan håndtere man bedst børnene 4 og 5år (snart 6)

 

Knus en hjælpeløs mor som håber i kan hjælpe med nogle svar 

Jeg synes det lyder som om i ikke får talt i bund..

at samtalen strander ved at i er uenige - og fordi situationen som den er nu, er fint for din kæreste - så er det nemt bare at forblive dér. 

jeg tror i mangler at lytte og forstå at det ikke kun er den enes ønsker der skal lyttes til. Måske kan i ikke købe et stort hus lige nu - men hvad med om 5-10 år? Er det da stadig hans største ønske at være i lejligheden.? Kunne man finde et kompromis - rækkehus i byen? Eller lign. Lægge en plan for hvordan i kommer derhen osv. 

jeg tænker lidt, om din kæreste undgår at gå dybere ind snakken, fordi han føler det er dit problem og ikke hans. Og det er en skidt indstilling til et parforhold, hvis man ikke vil undvære hinanden. 

Anonym skriver:

Jeg tror at folk svarer som de gør med den situtation som hun har lige nu, at man er på forløb med kommunen og at man har depression, så kan man ikke også få et barn mere og hund og større hus 

hvis hun kom ud på den anden side, og var ovre sin depression og havde fundet arbejde og afklaret med alt det, og har de drømme som hun har, der tror jeg folk vil være mere støttende 

Men som jeg læser det, er det ikke fordi hendes ønsker skal være lige nu… men hendes mand vil at hun generelt og for altid skal opgive hendes drømme, det er godt nok noget af et krav. de har ikke de samme ønsker og drømme for livet længere og det er derfor ts er i tvivl om, om hun skal gå. 
det synes jeg er sunde realistiske overvejelser om sit eget liv.

Men hun kan så læse herinde at mange giver hendes mand ret. 
hold op den må være hård. Er faktisk lidt målløs over at andre mennsker kan skrive sådan.

Det er hendes liv og drømme hun skal give afkald på og og det lyder tydeligvis fornuftigt i fleres øre.

Jeg synes du skal tænke børnene mere ind k det her. Jeg synes de har ret til man som forældre kæmper for at blive sammen så langt som det er muligt. De er små, du er på antidepressiv - det er altså ikke tid til at tage så store beslutninger nu. Så må I kæmpe og finde gnisten og på sigt arbejde henimod fælles ståsted. Få en parterapeut evt

Hjemmegaaende skriver:

Jeg synes du skal tænke børnene mere ind k det her. Jeg synes de har ret til man som forældre kæmper for at blive sammen så langt som det er muligt. De er små, du er på antidepressiv - det er altså ikke tid til at tage så store beslutninger nu. Så må I kæmpe og finde gnisten og på sigt arbejde henimod fælles ståsted. Få en parterapeut evt

Tænker at børnene er bedre tjent med to forældre glade hver for sig end to forældre ulykkelige sammen. Tro mig de mærker energien og bliver påvirket af det. 
Når andre muligheder selvfølgelig er udtømt og man virkelig mærker at det er tid og vil gavne alle. 

Cerenia skriver:

Tænker at børnene er bedre tjent med to forældre glade hver for sig end to forældre ulykkelige sammen. Tro mig de mærker energien og bliver påvirket af det. 
Når andre muligheder selvfølgelig er udtømt og man virkelig mærker at det er tid og vil gavne alle. 

Undersøgelser viser generelt det modsatte.

og her er alle muligheder jo ikke udtømt