Skal jeg blive eller gå?

Kære jer håber i kan hjælpe mig lidt for føler mig ekstremt alene og ved sgu ikke hvad jeg skal gøre ��

Sagen er den, at jeg ikke kan finde ud af om jeg skal blive sammen med mine børn’s far, jeg kan ikke rigtigt finde mine følelser for ham længere, syns faktisk kun jeg kan finde fejl har haft det sådan det sidste halve år men har bare tænkt det sikkert var mig der var noget galt med (er på antidepressiv medicin begrund af nogle voldsomme hændelser i mit liv) men til sagen igen… børnenes far og jeg var til en snak om vores drømme og ønsker med livet og jeg kom frem til at vi faktisk ikk har nogle drømme tilfældes mere? Har siden taget snakket med ham om jeg ikk ved hvad jeg vil mere og han siger han elsker mig over alt på jorden og han syns jeg skal blive hvis jeg kan opgive mine drømme men at han også godt kan forstå hvis jeg ikke kan… så bolden ligger 100% hos mig og syns det er skide hårdt for enten skal jeg ødelægge et andet menneske følelse mæssigt eller også skal jeg ødelægge mig selv? Han snakker ret meget med sin mor om sine problemer og alt det her men jeg har ingen min psykolog siger at hun gerne vil lytte men hun vil ikke give mig råd på den måde som jeg ønsker jeg er bare så træt af alle de store beslutninger + at jeg skal passe min praktik og oveni det gør Jeg næsten alt det der hjemme :

Mad lavning (han kan ikke finde ud af at lave mad)

Opvask

Oprydning

Gøre rent

Tøj vask

Købe ting til børnene

Lave mad plan

Ja jeg kan blive ved

Men hvad gør jeg hvis jeg vælger at smutte? Hvilke former for hjælp og støtte kan man få som enlig mor på resurseforløb gennem jobcenteret?

Hvordan håndtere man bedst børnene 4 og 5år (snart 6)

Knus en hjælpeløs mor som håber i kan hjælpe med nogle svar 

Men hvilke drømme er det du har som du går på kompromis med..og som han beder dig glemme.

Kastanje skriver:

Men hvilke drømme er det du har som du går på kompromis med..og som han beder dig glemme.

Jamen jeg skal opgive drømmene som f.eks 

hus og have vil rigtig gerne flytte lidt længere ud på landet hvor der er plads til alle 

dyr har altid haft hund og savner det virkelig 

evt et barn mere med tiden er kun 26år 

han vil bare gerne blive boende i en lille lejlighed hvor man ikk kan ha dyr og tæt på hans familie og hans arbejde, selvom jeg tror nu mere det er hans mor som han ikk rigtigt har klippet navlestrengen til  et barn mere er udelukket han vil ikk ha flere børn (han er 34år) så alders forskellen er der også 

Anonym skriver:

Jamen jeg skal opgive drømmene som f.eks 

hus og have vil rigtig gerne flytte lidt længere ud på landet hvor der er plads til alle 

dyr har altid haft hund og savner det virkelig 

evt et barn mere med tiden er kun 26år 

 

han vil bare gerne blive boende i en lille lejlighed hvor man ikk kan ha dyr og tæt på hans familie og hans arbejde, selvom jeg tror nu mere det er hans mor som han ikk rigtigt har klippet navlestrengen til  et barn mere er udelukket han vil ikk ha flere børn (han er 34år) så alders forskellen er der også 

 

Med det som du selv beskriver, så må jeg nu tilstå at din kæreste ikke lyder helt ved siden af. Du er i behandling for depression og har svært nok ved at magte hverdagen som den er nu. Det vil hverken blive nemmere med flere børn eller dyr, tværtimod. Jeg forstår godt drømmen om fx et dyr men hvis virkeligheden er at du ikke har overskud til både at være i arbejde, være mor og tage dig af et dyr, så er dyret nu engang det nemmeste at fjerne i ligningen. 

Med det sagt, så kunne det lyde som om, at din kæreste ikke bidrager lige så meget til familien og hverdagens praktiske gøremål som du gør. Det kunne i måske tale om og aftale at ændre, så du måske kan få større overskud og glæde i hverdagen? 

Der er ingen herinde som kan give dig den rigtige løsning. 

Jeg gik fra børnenes far for omkring 1 år siden. Det bedste jeg har gjort. 

Vi boede i hus som vi selv havde istandsat osv, altså drømmen. Det hus er der ingen af os der bor i mere, og jeg bor til leje i et rækkehus, har også ønsket hund, men det er der mindre overskud til nu, da jeg har børnene stort set hele tiden, så ingen husdyr herhjemme. Det vil sige at jeg jo er kommet længere væk fra mine drømme om eget hus og hund osv pga skilsmissen, plus jeg har mindre tid til mig selv. MEN jeg er blevet gladere, alle kommentere det og kan mærke overskud hos mig.

Så spørg dig selv om du vil komme tættere på dine drømme alene? 

Er dine drømme værd at ofre familielivet for? 

Hvis i flytter på landet, får endnu et barn og får dyr, vil du så være lykkelig og få følelser for din mand igen? 

For mig var den rigtige beslutning at gå. Men vi gik også i parterapi i 8 måneder, og det kunne ikke reddes. Men der skal altså tænkes over nogen ting. Det er en stor beslutning. 

Mine børn er hhv 3 og 6 år, og vi sagde først noget da vi kunne være meget konkrete i svar såsom hvad der skal ske hvornår og hvor skal man bo osv. 

Du er på antidepressiv medicin, du har to mindre børn og i et ressourceforløb. I mine øjnene rimer det ikke på ny baby, hus og dyr overhoved. 
Din mand ønsker at blive i en overskuelig lejlighed (økomnomisk og størrelsesmæssigt) i nærheden af sit netværk. Det giver til gengæld meget god mening i jeres situation. 

Jeg synes du skal arbejde på dit overskud ved at han måske tager over mht nogle af pligterne i hjemmet. Tal igen om fælles drømme. … hvad vil han gerne? 

Snakke sammen. Hvad er jeres drømme.?

Altså sommerferie, hvad med børnene hvad ønsker d r i opleve sammen  Ovs. 

Din mand lyder til at være fornuftigt. Du er i behandling se forløbet til ende før stor livsstil ændringer 

Anonym skriver:

Med det som du selv beskriver, så må jeg nu tilstå at din kæreste ikke lyder helt ved siden af. Du er i behandling for depression og har svært nok ved at magte hverdagen som den er nu. Det vil hverken blive nemmere med flere børn eller dyr, tværtimod. Jeg forstår godt drømmen om fx et dyr men hvis virkeligheden er at du ikke har overskud til både at være i arbejde, være mor og tage dig af et dyr, så er dyret nu engang det nemmeste at fjerne i ligningen. 

Med det sagt, så kunne det lyde som om, at din kæreste ikke bidrager lige så meget til familien og hverdagens praktiske gøremål som du gør. Det kunne i måske tale om og aftale at ændre, så du måske kan få større overskud og glæde i hverdagen? 

Syns ikk jeg sagde noget om jeg ikk magtede hverdagen? 

Jeg kan ikke vurdere, om du skal blive eller gå. Synes dog ikke det er så voldsomme forskelligheder, når I taler om drømme. Altså, det er vel ikke mejslet i sten, at fordi I bor i lejlighed nu og din mand ønsker at blive boende, at I så aldrig kan komme videre derfra. Kompromiser er opfundet - hvad med et mindre hus i udkanten af byen? Hvad med en kat i stedet for en hund? Eller andre ting, hvor I kan snakke jer frem til en løsning, I begge kan være i.

Men det, der slår mig allermest i din beskrivelse er, at du kun nævner dit behov vs din mands behov. For mig at se er der fire mennesker i jeres familie, og alles behov er lige vigtige. Børnene har oven i købet ingenting at skulle have sagt, og har derfor rigtig meget brug for, at de voksne husker at tænke deres behov ind i billedet før der tages store beslutninger. 

Der er ingen tvivl om, at langt de fleste børn ikke ønsker, at deres familie skal splittes op, og personligt vil jeg gå meget langt for at redde mit forhold til min mand for at mine børn ikke skal opleve skilsmisse med alt hvad det indebærer af savn, opdelt hjem, nye familiekonstellationer osv. Min holdning er, at når man har valgt at få børn, så er deres tryghed første prioritet. Det er ikke sikkert, du har det på samme måde, og det kan være, at jeres forhold ikke står til at redde. Du skal selvfølgelig ikke være dybt ulykkelig resten af dit liv. Det er heller ikke børnenes tarv.

Men det er børnenes tarv, at du og din mand husker på, at det også er deres hjem og familie der er på spil i det her, og at børnenes behov vejer lige så tungt som jeres.

Anonym skriver:

Syns ikk jeg sagde noget om jeg ikk magtede hverdagen? 

Du nævner, at du skal passe din praktik, og du står med alt husligt, så det kunne god lyde som om at den almindelige hverdag er hård at komme igennem (hvilket den er for mange med børn, job og pligter i dagligdagen)

Jeg forstår godt, at man gerne vil have nogle drømme opfyldt, men hvis andre ting bliver sværere på vejen, fordi man  går efter en drøm, så er den drøm bare ikke lige så fed. Ting, som kunne gøre drømmen mindre fed, hvis man valgte at flytte: 

Manglende netværk og en mere presset økonomi f.eks. Det er alle ting, som skal tages med i overvejelsen. Jeg er selv "en drømmer", men jeg forsøger også at tænke alle scenarier igennem, hvis jeg nu går dén eller dén vej. 

Kan det hele bunde i dine følelser for din partner, og ikke så meget hus, have og hund? Men at det mere er forholdet, som du ikke trives i? Og ikke så meget de forskellige drømme, I har.