Anonym skriver:
Jeg har gået i noget tid med den her. Det bliver LANGT og måske lidt rodet, men jeg håber, der er nogen, som vil læse med.
Jeg kommer ind i en familie, hvor jeg får en svigerinde, som har været i familien i 3 år (og derved 3 år mere end jeg har), da jeg kommer ind i billedet. Hende og svigermor snakker altid lystigt sammen, når vi ses. De drikker en masse alkohol og kan snakke i timevis, virker det til (jeg er mindre snaksagelig en hende formoder jeg og drikker sjældent) Svigermor er gammel "på-flasken", så hun nyder jo at de kan drikke og snakke længe. De har samme uddannelse og derved en masse til fælles. De ses max nogle gange om året. Jeg ser også kun min svigerinde og svoger nogle gange om året. Dog ser jeg min svigermor alt fra 1 - flere gange om måneden, så vi får catchét op noget oftere!! 
Den ene gang vi besøger svigerinde og svoger, der er svigerinde netop blevet uddannet og startet i nyt job. Hun fortæller, at hun har måtte skifte arbejdsplads/afdeling, da hun åbenbart blev nærmest mobbet, holdt udenfor, blev behandlet dårligt og alt muligt rigtig kedeligt, som jeg støttede hende stort og flot i. Jeg snakkede netop meget med hende om det, da jeg ved, hvordan kvindetunge arbejdspladser kan være over for hinanden. Jeg var SÅ støttende, og tog hendes ord for gode vare.
Næste gang vi ser dem har hun nu haft 3 forskellige jobs/altså været flyttet afdelinger, fordi folk var så dumme ved hende. Nu begynder jeg at undres, men lægger det hurtigt fra mig og glemmer alt om det.
Nå. Men jeg plejer altid at snakke en del med min svigerinde, når vi en sjælden gang imellem ses, det tænker jeg er meget normalt, nu vi er to kvinder og "burde" være eller kunne være tætte, da vi jo er svigerinder. Vi snakker altid om løse/fast og aldrig fortruelige ting, der er vi ikke, men vi snakker job, uddannelse, børn og drømme om børn, rejser, hvad vi har lavet osv. Jeg har ofte snakket i timevis med hende og min kærestes bror, når vi har været placeret i samme område til et arrangement. Jeg har som regel hygget mig, og troet, at hun har gjort det samme.
Det skal siges, vi er i 30érne og hun er 5 år ældre end jeg og barnløs. Jeg kom ind i familien og ret hurtigt fik min mand og jeg hans første barn.
Vi har også til familiearrangementer snakket om børn, og hun ville gerne men min kærestes bror ville ikke. Det var vel for tidligt for ham, selv om de har været sammen i 6 år ca. Men sidst vi sås, fortalte hun, at de prøver (i sommers), så jeg hepper på dem og snakkede med hende om det osv. Så lige DET kunne hun godt fortælle mig, hvilket nogen ville holde hemmeligt måske.
Jeg er i tvivl om hun er en smule jaloux på mig, derfor nævner jeg det med baby, da jeg ved, hun selv har været skruk i årevis, og hendes kæreste ikke har ville, plus at hun ikke har alderen med sig.
I sommers er vi til et andet familiearrangement (efter det andet arrangement jeg nævnte før). Her er vi først ude og spise et flot, stort sted, og jeg vidste ikke hvor WCét var. Hun tilbød at vise mig det. Jeg tænkte at det var da hyggeligt nok, ud og tisse som to veninder i folkeskolen (jeg har ikke så mange tætte veninder, det er et valg i en travl hverdag med fokus på mine børn osv). På WC´et kan jeg ikke tisse, da man tydeligt kan høre ALT, så jeg småsnakker til hende, og jeg ved, hun kan høre mig, da hun sidder to båse fra mig og vi er alene, men hun svarer ikke. Hun ignorerer mig. Det synes jeg egentlig er underligt? Jeg kender hende sådan set ikke så godt, og måske det var over hendes grænse??
Da vi kommer ud går vi ud til de andre, og vi sidder ved forskellige borde imens vi spiser og får ikke snakket mere under maden, Derefter er der kaffe og hygge hjemme på privaten. Den dag er møg hamrende varm, og hun har en tyk kjole på. Jeg kan godt komme til at svede ved synet af andre, som har meget tøj på, så jeg får nævnt om ikke hun havde det varmt, men nej det havde hun ikke. Det er ikke de tunge snakke vi har os, da hun falder i snak med svigermor i timevis. Da vi skal gå får jeg nævnt den varme kjole som ellers var rigtig smuk havde jeg sagt, og at hun sidder i bagende sol i stedet for skygge som de fleste andre, så jeg var ret imponeret af hende (det var CRAZY varmt den dag) og så vil jeg ellers sige farvel men hun mumler noget underligt for sig selv og ignorerer mig nærmest. DER tænkte jeg, øh? Har jeg fornærmet hende? Jeg blev helt forvirret. Jeg får sagt farvel til min svoger og vi går.
Noget tid efter- nogle uger måske, finder jeg ud af, at hun har slettet mig på FB? Jeg tænker straks alt igennem?? Og kommer til at tænke på den dag her. Jeg bliver nærmest helt dårligt, og tænker ej hvad nu. Jeg sender hende en venneanmodning, og skriver en besked med, at jeg kunne se vi åbenbart ikke var venner mere, så jeg havde lige sendt en ny venneanmodning (plus en smiley). Så ingen bebrejdelse, det her skal bare fikses asap tænkte jeg 
Hun hverken godkender venskabet eller svarer på min besked.
Kort efter har vi familiearrangement igen, og vi skal med færgen sammen derover. Jeg kan godt mærke, at nu er JEG ved at miste tålmodigheden, og føler, at nu er den ikke på min banehalvdel længere. Vi er mange familiemedlemmer samlet og vi får bare sagt hej ud i rummet til alle, så jeg slap for et personligt "Hej" og det obligatoriske kram med hende... Men vi sad LIGE ved siden af hinanden - ej, en person imellem os. Jeg sad hele vejen med min søn på skødet og han fik jo massere opmærksomhed, især fra et medlem, som ikke havde set ham før og havde spørgsmål omkring min søn og børn generelt hele turen til Jylland.
Hende og jeg vekslede ikke ét ord, vi vekslede ikke øjenkontakt eller noget. Jeg var åben for kontakt, men hun tog ingen, så jeg heller ikke. Hun sad og så møg jaloux ud, igen (hentydning til at jeg har en søn og opmærksomheden var rettet imod ham). Hende selv gad ikke se/snakke med ham eller noget, derfor plus stemningen følte jeg, det havde noget med det at gøre foruden hvad end hendes andet problem måtte være.
Vi kommer til festen og vi får virkelig hygget os. Vi placeres ved forskellige borde (thank God- situationen taget i betragtning), og jeg får snakket aftenen ud ved mit bord med min kærestes familiemedlemmer, nogle jeg kun har mødt 3 gange så det var dejligt at lære dem bedre at kende. Jeg får et par gange set min svigerinde, og hun virker til at holde øje med mig/vores bord, og virker ikke som om hun nyder dem, hun og hendes kæreste sidder til bords med.
Da det bliver aften vælger jeg da hun sidder og ryger udenfor at tage tyren ved hornene. Jeg tager en stol hen ved siden af hende, og siger lidt lavt og med et smil på læben (det er høj musik og folk omkring os), at jeg havde sendt hende en venneanmodning på FB. "Ja, det har jeg godt set". Svarer hun bare. Okaj? Jeg blev helt skidt og hjertet slog løs. Hendes svar kom bag på mig, for hvad er der lige galt?
Hun vil gerne snakke med mig, og vi sætter os hen i mere ro. Hun mener, at jeg (hver gang) vi snakker sammen siger nogle underlige ting som er sårende. Jeg var HELT paf. Jeg har altid følt vi har hygget os, vi har aldrig været helt alene i vores snakke, så andre har også overhørt samtalerne eller direkte været med i dem, og ingen har studset over noget. Tilmed har jeg aldrig oplevet at få at vide, jeg på den måde træder en person over tæerne og så HVER GANG jeg snakker med dem? Det han ikke sammen for mig, jeg blev paf, ked af det på hendes vegne og mine tilmed også. Jeg bad om eksempler så jeg kunne forstå hvilke situationer, hun mente, så jeg fremover kunne være varsom og ikke risikere at det skete igen, jeg blev rigtig ked af det i samtalen, men måtte hurtigt mande mig op, for nu skulle fokus være på hende. Så kommer hun med et eller to eksempler. Det ene var det med kjolen, hvor jeg sagde at jeg kun bekymrede mig om hende, fordi alle var ved at dåne og hun ikke sag i skygge og havde en flerlags kjole på, alt var sagt pænt, med et smil og oven på en hyggelig dag, så at det kunne rive tæppet væk under hende kom noget bag på mig. Men det må have været hendes grænse.
Hun mente også, at jeg den dag hun hjalp mig på WC skulle have sagt, at hun sikkert var bedre til at tisse på offentlige toiletter end jeg var, og nu kommer den - "Fordi hun arbejder som" sygeplejerske?! Øh, WHAT? Det sagde jeg ALDRIG til hende den dag.
1) Hvilken fordel ville det give en person, at de arbejde som sygeplejerske, når de skulle tisse på offentlige toilettet/og eller båse ved siden af andre? INGEN
2) Jeg ved ikke, hvad ideen med den udtalelse skulle være- er det fordi man har med lort og urin at gøre? For jeg har selv arbejdet med både børn og gamle. Så burde jeg selv have nemt ved det? Den påstand holder ikke?
3) Jeg burde virkelig kunne huske en så mærkelig udtalelse så kort efter, og hvis ikke, så burde jeg kunne se en sammenhæng i at sige de ord, og så derved kunne se, "Arr,, det var derfor jeg sagde det". Men som punkt 1 og 2 foreskriver, så giver den udtalelse INGEN mening. Jeg sagde det simpelthen ikke.
Jeg var helt blown away. Er det DET, det handler om? Jeg gik fra at være oprigtig ked af at have såret hende, til at være møg forvirret? Jeg kender hende ikke så godt, hun er min søns tante, og måske skal de passe ham en dag, jeg ønsker TILLID og et godt forhold os imellem, andet er for ubehageligt, hvis hun skal have min søn i sin varetægt, så jeg måtte simpelthen sige, at det mindes jeg slet ikke at skulle have sagt, men hvis det var tilfældet så undskyld, undskyld. Jeg lagde mig fladt ned. Vi havde en lang snak, og hun begynder og fortælle, at hun godt vidste at det var lidt "kujonagtigt", hendes ord, at bare slette mig på FB. Men hun havde simpelthen tænkt sig at så måtte hun undgå mig fremover når vi sås. WHAT? Det kan man da ikke bare? Du er min søns tante, havde du tænkt bare at slette mig på FB og så forsvinder problemerne også i virkeligheden? Jeg var chokket. Og stadig kunne jeg indeni ikke se, hvad jeg skulle have gjort, men hun havde jo fået sin undskyldning, så den beholdt hun.. Ydermere begynder hun at sige, at "Jeg ved godt, at vi er to svigerinde, og der burde være plads til os begge to, og noget med at jeg burde respektere hende. Det gav ingen mening i mine øre, jeg begyndte at blive vred inden i af forvirring. Selvfølgelig skal der være plads til os begge? Men det virker som om hun føler sig enormt truet over, at jeg er kommet ind i familien, og nøj hvor gør det ondt 
Oven på det og samtalen var slut, spurgte jeg, om jeg måtte give hende et kram, og så gik vi hver til sit.
Jeg fandt min mand og gik en tur med ham og den lille i vognen så han kunne sove, og vi satte os på en bænk og snakkede om det hele. Jeg brød fuldstændig grædende sammen og var helt knækket. Han kunne godt forstå mig, og mente, at det var virkelig flot tacklet, han var stolt af mig og dybt taknemmelig for at jeg havde gjort det på den måde (mindsket problemer og nedtrappet en potentiel truende situation for familien). Og ja, det ved jeg godt, jeg gjorde. Jeg føler netop jeg har lyttet alt, alt for lidt til mig selv og mine følelser, undskyldt for noget, jeg ikke har gjort og står dybt forvirret og ked tilbage.
Jeg vælger dybt knækket at gå i seng med min søn som alligevel ikke kunne sove ordenligt i barnevogn, og lod manden feste videre til klokken lort næste morgen.
Noget tid efter sender hun mig en venneanmodning på FB samt skriver en besked om, at hun var glad for jeg turde hive fat i hende (hun turde jo ikke engang selv tage tyren ved hornene og kaldte sig selv for kujonagtig), vi er trods alt familie nu hun er sammen med x (hun nævner sin egen kæreste), og hun håber at når vi ses, så vil ingen af os sige noget negativt til hinanden eller hinandens partnere og at vi bare skal have det hyggeligt.
1) Jeg ville aldrig sige noget til hendes mand, det ville være for mærkeligt
2) "Bare have det hyggeligt"? Hun har kort inden fortalt at hun havde besluttet at undgå mig og ikke snakke med mig. Hvordan skal hende og jeg kunne have en dialog, uden at jeg frygter, at hun trædes over tæerne over ting, som enten ikke er sket, eller ting, som er helt normalt at snakke om? Jeg kan jo ALDRIG vide mig sikker på, hvad jeg kan snakke med damen om?? Jeg TØR sgu da ikke og samtidig er jeg stadig ramt så hårdt på alt det her.
Efter den her episode mig mig selv, kom tankerne igen tilbage på dengang hun snakkede om, at alle de andre, vi snakker MANGE kvinder, var i og å så slemme imod hende, og hvor meget jeg revsede de kvinder jeg ikke kende, men med tanke på, hvordan de kan være og hvor hårdt det måtte have været for hende, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at de her 3 job/afdelingsskift samt mange forskellige kolleger, har én fællesnævner - og det er min svigerinde.
Jeg er splittet, såret, føler mig trådt på, føler ikke jeg tør eller kan snakke med hende mere, har heller ikke lyst.
Er jeg forkert på den? Hvordan ville du have det? Hvad bør jeg gøre her mere end 1/2 år efter`(vi har ikke set hinanden 1/2 år tror jeg. Er jeg gal på den?
Min mand ville aldrig støtte mig i noget "negativt", og her menes, at JEG har ondt i røven/er ked af noget HUN har gjort, føler mig såret eller vil tage afstand. ALDRIG. Han vil formentlig kun blive uvenner med mig over det, så det er der ingen støtte i, men hvordan burde jeg føle i alt det her?
Jeg ville bare tænke at hun tydeligvis har et problem med almindelig social adfærd mellem mennesker, og så ellers være overfladisk venlig med hende når vi sås. Heldigvis er det jo ikke tit Hvis hun igen blev “mærkelig” så ville jeg nok næste gang lade det være op til hende at glatte ud ellers ville jeg bare sige “pyt hendes problem” og lade det ligge. Selvfølgelig ville jeg hilse venligt, men ikke indgå i nogen særlig samtale med hende.
