Far må ikke!

Begge mine har haft sådanne perioder. Det vigtige er at I beslutter hvem der skal klare opgaven, og holder fast i det. For det er de voksne der bestemmer. 

Og I er enige om hvordan opgaven skal løses, fx samme krav til at tage tøj på/af om det er mor eller far der står for det. 

Begge mine drenge har haft sådanne perioder lige omkring 3-4 år. At de foretrækker mor og vil bestemme over far - det er et ret normalt udviklingstrin fra 3-5 år ( læs om den ødipale fase). Det vender lige pludselig og nu er min ældste 7 og her er far altså helten og mor kan slet ikke måle sig med far. 

Så hold fast, stol på hinanden og vær enige om fremgangsmåden. Og sæt ord på “ Jeg kan godt høre du gerne ville have mor, men nu er jeg her og jeg vil rigtig gerne være sammen med dig “. For følelserne er jo helt okay at have, hverdagen kan bare ikke dikteres af de følelser. Og selvfølglig skal det være mor engang i mellem der gør tingene, men det er de voksne der bestemmer hvornår det er far og hvornår det er mor. 

Anonym skriver:

Begge mine børn har været (og er stadig) meget morsyge. For min mand og jeg har det aldrig været et problem. Jeg ville virkelig også overveje om det skal være det hjemme ved jer. For er det ikke lidt lige meget hvem der giver tøj på? Min oplevelse er at meget er faser og ting med børnene ændrer sig hele tiden. I dag er det kun mig der må give tøj på, men far de vil sidde ved siden af til aftensmad. Jeg mener bestemt ikke at børn skal bestemme alt, det er for stort et ansvar! Men jeg tænker heller ikke det nytter noget at der skal være store konflikter over små ting. 

Jeg er enig i at man selvfølgelig ikke skal opsøge en konflikt i ligestillingens navn, men tvivler virkelig også på, at det er det trådstarter gør. 

Problemet med at vælge den nemme løsning hver gang, er jo (bl.a.) at det pludseligt ikke er muligt og så føler barnet sig måske fravalgt eller situationen eskalerer fordi barnet ikke får sin vilje, som det er vant til. Derudover er der altså bare ting, som børn ikke skal bestemme 

Jeg synes ikke den er så let som i andre giver udtryk for. Det er drengens krop og det føles måske som et overgreb, når far gør det (han siger jo tydeligt nej). Prøv at tænke på, hvad man så lærer barnet i forhold til at andre respekterer et nej?

Jeg synes også det er enormt synd for far, at han skal være skurken. 

jeg er ikke uenig i, han er for lille til at stå med det ansvar at bestemme hvem der skal gøre ting. Jeg synes bare det skal gribes an på en måde så alle kan være i det på en ordentlig måde og ingens grænser bliver overtrådt (både far, mor og barn “lider” jo under det på nuværende tidspunkt)

hvis det hos os, så ville jeg 

a) starte med at tage lukke konflikten ved, at VI valgte at mor gav tøj på et stykke tid, men hjalp så lidt som muligt. Efter et par uger kan mor så sige, jeg har ikke lige tid til at hjælpe, jeg skal tage opvasken… Kan du selv tage tøj på? Ellers kan far hjælpe dig… 

b) sørge for at styrke relationen til far, hvor de laver en masse fede ting sammen og får gode oplevelser. Også fysiske ting som at tumle og kilde osv. 

men som sagt - jeg forstår godt det ikke er let. Og det er ikke et Quick fix. 

Anonym skriver:

Nej, han har ikke mulighed for selv at bestemme. Det er kun sket 2 gange, at jeg har taget over - alle andre hysteriske anfald har far taget sig af! Som jeg skrev var der én gang, hvor han var så træt efter en lang dag og bare skreg og skreg, indtil han ikke kunne få luft - det opgav vi altså viljernes kamp og lod bare mig gøre det, så han kunne få nattøj på og komme i seng!
Og ellers giver vi os ikke. Når vi har sagt, far skal gøre det, så gør far det!

Og nej - jeg stiller højere krav. Jeg beder ham rent faktisk om at gøre det selv... Far gør det bare for ham.

Måske er det faktisk det der tricker det?

Han er nået en alder hvor han er stolt af selv at kunne og så kommer far og gør ham til baby ved at gøre det for ham?

herhjemme veksler det mellem at han absolut ikke vil have hjælp udover at vi skal være tilstede fordi han ikke vil være alene (og nok også gerne vil vise hvor god han er blevet) og at jeg er nødt til at hjælpe med det hele fordi han ikke kan overskue det selv...

han er også 4 og her er det også mors dreng 90% af tiden..

Anonym skriver:

Nej, han har ikke mulighed for selv at bestemme. Det er kun sket 2 gange, at jeg har taget over - alle andre hysteriske anfald har far taget sig af! Som jeg skrev var der én gang, hvor han var så træt efter en lang dag og bare skreg og skreg, indtil han ikke kunne få luft - det opgav vi altså viljernes kamp og lod bare mig gøre det, så han kunne få nattøj på og komme i seng!
Og ellers giver vi os ikke. Når vi har sagt, far skal gøre det, så gør far det!

Og nej - jeg stiller højere krav. Jeg beder ham rent faktisk om at gøre det selv... Far gør det bare for ham.

Hvorfor lader far ham ikke selv gøre det?

Det kan jo også være hvorfor han går i baglås. Mor lader mig selv, men far gør det for mig. Han er fire og skal jo lære det, og vil sikkert gerne selv. 

Vær enig om hvordan I gør det, lader ham selv gøre det og hjælper ham, hvis han vil have det.

Mange tak for at dele jeres tanker, det har givet mig nye syn på problemerne.

I morges gjorde vi det, at far og jeg faktisk hjalp ham sammen. Jeg skiftede hans ble og gav ham undertøj på, mens far sad ved siden af og så sagde jeg, at jeg skulle tømme opvasker og far gjorde resten - sjovt nok var der ingen protester og faktisk endte de med at have det sjovt sammen. Vi tog det meget roligt, gjorde ikke rigtigt noget ud af det...

Altså, jeg ville også ønske, at far var lidt bedre til at lade dem gøre det selv, men det gør han bare ikke. Vi har snakket om det før, men af en eller anden grund, er det bare mig, der er "læremesteren" og hos far, så gør far det, mens han fjoller... Sådan er det blevet og jeg skal jo heller ikke bestemme, hvordan far gør det.

Men som en anden skriver, så er det netop hans egen krop, og selvom jeg som voksen godt kan sidde og synes, han er vildt fjollet, når han skriger i vilden sky, fordi det er den forkerte, der giver ham tøj på - så kan jeg jo godt se, at for min søn er det RAMME ALVOR! Og far må fysisk tvinge ham og som nævnt, så kan han finde på at rive tøjet af sig selv igen.

Og ja, så hjælper det nok heller ikke på det, at jeg jo tog barslen, ammede i 2 år og generelt er mest sammen med børnene... så bliver de jo morsyge.