Er kærligheden i virkeligheden et valg?

Det tænker jeg meget på for tiden. Jeg har haft det med at skifte mand hver gang jeg ikke længere har været forelsket og derfor Max været i et forhold i 7 år (med min søns far). Altså jeg har altid haft en drøm om kærligheden som sådan en storslået, altoverskyggende størrelse, hvor forelskelsesfasen ville vare for evigt. Men uanset hvordan vi har indrettet os i mine forskellige forhold (samboende, ikke samboende, weekendkærester, ægteskab, med børn, uden børn osv) er det altid blevet hverdag igen og jeg har tænkt, at jeg så nok har mødt den forkerte og skyndt mig videre til den næste store kærlighed. Er kærligheden i virkeligheden en stor beslutning og hårdt arbejde? Altså et valg om at blive samme - også når man keder sig, synes den anden er irriterende eller man bare har for travlt til at være kærester i hverdagen? 

Jeg går med de tanker, fordi min ekskæreste og jeg går og leger med tanken om at finde sammen. Vi er ikke forelskede på Disney-måden, men vi har det trygt og hyggeligt sammen, vi elsker hinanden og kan rumme hinandens særheder. Derudover er han en virkelig god bonusfar for min 13-årige søn. Men er det nok eller SKAL jeg forvente en stærkere forelskelse? Jeg er virkelig I tvivl. Jeg har kendt min ekskæreste i 7 år, så vi bliver selvfølgelig ikke nyforelskede igen.

Kort sagt, ja det synes jeg i hvert fald

Det er hårdt arbejde ikke at drukne i leverpostej. Og i perioder kan det (for vores vedkommende) være vildt kedeligt og praktisk. Arbejdet består i at huske på hvorfor man er sammen og så at skabe de små rum til forelskelsen kan blomstre. Kærlighed er for mig en dyb følelse, som startede med forelskelse, men som bare er meget mere grundlæggende. Kærligheden er der stadig, selvom vi har fedtet har ogbikke har haft sexbi en måned. Det er et kram og et ståljent kys i køkkenet. I hvert "jeg elsker dig". Men den stormende forelskelse er for længst forbi. Vi kan "genoplive" forelskelsen i ny og næ ved at gøre os lidt ekstra umage. Men det er hårdt arbejde at forblive sammen og det kræver selvindsigt og ønske om at arbejde både med sig selv og parforhold kontinuerligt. At bryde identificere og bryde dårlige mønstre. For os er der bølgegang i forholdet så i perioder går det nemmere med forelskelsesføkelse. Og på vores "leverpostejsperioder" er vi obs på at nu skal vi gøre lidt ekstra så det ikke bliver en ubrydelig dårlig vane

Men selvom det er hårdt arbejde, er det aldrig en sur pligt

Kort sagt; ja.. Det er et valg og benhamrende hårdt arbejde.. 

Selvfølgelig skal man elske hinanden.. Men forelskelse forsvinder på et tidspunkt, og ja ens følelser kan heller ikke altid mærkes i hverdagen.. Lige nu er jeg hverken forelsket eller forgabt i min kæreste (vi har været sammen i 5,5 år), men hvis jeg fx tænker på at miste ham eller ser en film, hvor manden fx dør, så bliver jeg påvirket med det samme! Så kan jeg mærke de dybe følelser for ham - også selvom vi måske har en periode, hvor han pisser mig af .. 

Så ja kærligheden er et valg.. Et valg om at blive sammen, selvom der går leverpostej i den, og man ikke har noget intimt sammen i perioder

Det er uden tvivl et valg. 

Der er ting som man ikke kan eller burde leve med. Forskelligheder som kan vise sig over tid. Men derudover der er det et valg. Jeg har været sammen med min mand snart 16 år. Det er ikke altid nemt, men den kærlighed jeg har til ham er bedre end forelskelse. Jovist, jeg får ikke sommerfugle når jeg ser ham længere, men kærligheden er dybere, mere stabil. 

Ja, det er et valg. Et valg om at vælge hinanden til igen og igen, også i de svære og kedelige tider. Om at være der for hinanden, støtte hinanden og være hinandens bedste venner og livsvidner. Det starter med forelskede men vokser til dyb kærlighed, samhørighed og partnerskab, og et valg om at vokse/udvikle sig sammen og med fælles drømme og minder.  

Min mand og jeg har været sammen i 15 år. De første år var nyforelskelse osv, men den er med tiden erstattet af ovenstående. Nogle gange er han møghamrende irriterende og andre gange den dejligste i verden, men han er også nogle gange alt derimellem. Det kræver arbejde at have et godt forhold og det gælder hele livet/forholdet igennem. Lidt som i starten hvor man nyforelskede lærer hinanden at kende og gør ting for hinanden, så kræver det også at man fortsat gør det og ikke lader stå for meget til/lader der gå hverdag og sure pligter i den. Så ja, det kræver et valg om at arbejde for forholdet og at ville hinanden. Det der bekræfter mig især i at min mand og jeg elsker hinanden er en følelse af tosomhed og at vi ikke kan eller vil undvære hinanden, og at vi er bedste venner og hinandens livsvidner og det ønsker vi at være. Men langt de fleste dage er ganske kedelige hverdage med pligter, rutiner, ulvetimer og sofakartofler. 

Og så må jeg indrømme at bare tanken om at skulle starte forfra med en ny er fuldstændig uoverkommeligt i mit hoved  Jeg synes der er noget ganske specielt ved at kende hinanden virkelig godt og at kunne dele ens inderste hemmeligheder, tanker og følelser. Og det tager tid at nå dertil, synes jeg. 

Helt klart et valg!

Vi har været sammen i over 20 år, og vi er 43 begge 2.

Vi flyttede sammen indenfor et par mdre, af at vi var begyndt at komme sammen. Han var lige blevet færdig uddannet og jeg var lige begyndt at læse. Vi købte en lejlighed, vi begge ku sidde i hver for sig, hvis det ik gik alligevel, og 3 år efter købte vi vores hus, som vi har boet i siden.

Vi har 2 børn på 10 og 14 år, som begge har forskellige hobbyer, han har fuld tids job, og jeg har skiftende arbejdstider. Det betyder feks at vi nogen dage lige når at sige godmorgen til hinanden, inden han køre på job, også siger vi godnat til hinanden, når jeg kommer hjem fra job engang efter kl 23

Han har altid ku få mig til at grine, så jeg får ondt i maven. Han er en fantastisk far, kreativ og tålmodig. Han er klart en af de mennesker, der kender mig, aller, aller bedst. Og jeg er bestemt ik altid nem, at bo med.

Han er pisse irriterende og lidt en samler. Vi har så mange unødvendige ting i vores hus, og han har det stramt med forandringer og når ting ik er planlagt. Han er vane og hjemme menneske, der godt ka li at gå lidt i hi.

Jeg er det total modsatte. Jeg elsker at tage ting som de kommer. Har ik brug for at alt er planlagt, og har nok mere en indstilling til at når ting har udtjent deres formål, ska de videre i systemet. 

Pt har vi kasser stående i det halve af stuen, fordi vi har haft vandskade, og nu er kommet hjem i huset igen. Han vil gerne ha jeg gør noget ved indholdet af kasserne. Jeg har tilbudt at køre dem på forbrændingen. Han vil gerne ha det ska gemmes. Så nu er der købt plaskasser, der ka komme på loftet Fandt seriøst en kasse i den ene kasse, hvor der stod STEN, SOMMER 2014. Han ik ka få sig selv til at smide ud.

Jeg syntes han er tosset, at han gemmer sådan nogen ting. Han syntes klart jeg er mere tosset, fordi jeg ik syntes det er en genfundet skat��

Så ja kærlighed er et valg, og jeg elsker min tosset samler, og tror også han de fleste dage elsker mig

Vh Stine 

Uden tvivl et valg. 

Men det er et oplyst valg på en anden måde, når man ikke lægger vægt på forelskelsen.  Selvfølgelig skal begrundelsen ikke være om man er forelsket om man går fra hinanden. 

Begrundelsen for at gå fra hinanden bør afhænge af, om der uforenelige forestillinger om personlig frihed og forståelse for, hvordan man driver et fællesskab som en familie er. Hvordan er forståelsen for den seksuelle del? O

Om man som par har gode samtaler om mål for familien, interesser, verden, børn, job, sexlivet osv. 
Og om den udvikling man unægteligt tager sammen som par gennem livets faser. 
herunder at der i perioder er stort pres 

Hvis man grundlæggende kan lide de ting og kan kommunikere godt og sundt, så er græsset ikke grønne på den anden side. Hvis man kan arbejde sammen på ovenstående på en hensigtsmæssig måde, så er det virkelig det hele værd. 

For forelskelse kommer og går - men det betyder ikke, at man kan tale godt sammen, kan respektere hinanden og støtte hinanden. 

Så ja - det er et valg. 

men hvis man oplever, at forholdet ikke rummer udviking eller gode samtaler. Men kun rummer raseri, vrede og frustrationer og dårlig kommunikation som ikke noget, der sker i ny og næ - men som er grundlinjen for alle steder i forholdet over længere tid - ja så skal man ikke vælge det til. 

Som de andre skriver - ja det er da bestemt et valg!

og græsset er sjældent grønnere. Man skal på daglig basis vælge hinanden til. 

Jeg er virkelig led og ked af de forestillinger om kærlighed som Hollywood og Disney har været med til at skabe. Det er blevet for nemt at smide alt over bords og forelskelse varer ikke ved. Det er faktisk næsten kun den første tid. Man har et ansvar for at skabe rum for tosamhed, intimitet og samtaler. Det er hårdt arbejde .. men det hele værd.

for mig er det nok mest forelskelse / kærlighed og deraf kommer valget. Vi har været sammen i 14 år.

jeg er stadigt vild med min mand, jeg finder ham utroligt sexet og elsker at være sammen med ham. I de dårlige perioder, har det der har holdt os sammen bl.a. været at vi virkeligt tiltrukket af hinanden.

Herudover er vi enige om vores livsprioriteringer, familieliv, opgavefordeling, børneopdragelse, økonomi og sex. 

Ja, det er det da Så du gør intet forkert Hjernen er indbygget til max. at udsende "forelskelseshormoner" i 2-3 år, nogle mister det længe før. Herefter bliver vi sammen af valg, hårdt arbejde og kærlighed til hinanden. Altså ikke store forelskelsesfølelser og lyserøde skyer.

Dem kan vi heldigvis snuse til nu og da igennem et langt forhold, det kender mange nok, når man siger, at man er "helt nyforelsket igen". Det kan opstå efter en given situation, men er altså ikke stationær, og er ovre hurtigt igen, men kan være med til at bevare gnisten og lysten til at fortsætte med at give dig hen/ "committe" dig til én enkelt person

Og så kan man forgude sin partner, tænde helt vildt på ham/hende, ikke kigge efter andre osv. Men det er ikke forelskelse, som nogle fejlagtigt bruger i forkerte situationer, for den er kun hos os i en begrænset tid i et forhold. Men derimod som skrevet ovenfor, et valg, en kærlighed, følelser for et andet menneske, at man committer sig