Hvad ville i svare?

I skal virkelig være ligeglade og tro på jer selv og jeres beslutning. 
En bekymring for andre er ikke en fribillet til at man må opføre eller sige hvad man vil til hinanden. 
man må simpelthen stole på at folk har styr på sine beslutninger og sit liv.
jeg tager forhåbentlig fejl og tolker forkert men når jeg læser nogle af beskederne her i tråden, så får jeg faktisk også lidt følelsen af,at nogen på baggrund af det ts skriver også stiller spørgsmålstegn ved deres valg… pakket lidt ind men tager forhåbentlig fejl. For selvfølgelig har ts og hendes familie gjort op med dem selv hvad de har overskud, kærlighed og plads til i deres familie.

Jeg var personligt lige glad.

Men hvorfor er det i orden andre mennesker,har en holdning og mening til,hvor mange børn andre får???

Det vedkommer da kun paret.

Jeg sagde en enkel gang,at der ikke var blevet spurgt om deres holdning,så de godt kunne holde munden lukket,og passe deres egen ernæringsvej.

Jeg er mere bekymret for en der bruger 20-30.000 om året på sko og tasker,end folk der får både 3-4 og 5 børn.

Anonym skriver:

Jeg var personligt lige glad.

Men hvorfor er det i orden andre mennesker,har en holdning og mening til,hvor mange børn andre får???

Det vedkommer da kun paret.

Jeg sagde en enkel gang,at der ikke var blevet spurgt om deres holdning,så de godt kunne holde munden lukket,og passe deres egen ernæringsvej.

Jeg er mere bekymret for en der bruger 20-30.000 om året på sko og tasker,end folk der får både 3-4 og 5 børn.

Som udgangspunkt er jeg enig. Og så alligevel. Der er jo unægtelig familier, som tager munden for fuld og sætter børn i verden, som de ikke har ressourcer til at tage sig tilstrækkeligt af. Her tænker jeg ikke kun på det materielle, men i høj grad også på mentalt overskud. 
Jeg mener, det er en romantisering at hævde, at alle par selv kan vurdere, om de vil kunne magte at give den fornødne omsorg og opmærksomhed til et, tre eller fem børn. Der  er børn, som lider under svigt og manglende ressourcer fra forældrenes side. Og står man som pårørende og har ondt i hjertet på vegne af både børnene og deres forældre, så forestiller jeg mig, at det kan være meget, meget svært ikke at udtrykke sin bekymring. Det er jo en omsorg for familien, ikke et udtryk for manglende opbakning eller tillid, hvis der er tale om en i forvejen trængt familie. 
I andre tilfælde kan det helt afgjort være både uberettiget og udtryk for snæversyn at udtrykke sin mistillid, ingen tvivl om det. I så fald bør man holde sin mund. Men det er jo så individuelt, hvad der ligger bag. 

Tusind tak for jeres svar. Jeg læser dem alle og tænker over dem. Og jeg synes det er spændende at læse de forskellige tanker og sider til mit spørgsmål. 

Jeg vil tilføje at at er en meget ressource stærk familie, vi er begge højt uddannede og arbejder få timer fordi vores tid med børnene er vigtige for os. Vi har arbejdet os igennem stress belastning med terapi og psykolog hjælp og hvis det er muligt er vi kommet stærkere ud af det. Vi er i hvert fald meget bevidste om vores svagheder og styrker og støtter hinanden hvor vi kan. Det var blandt andet sådanne ting vi ikke var for gode til inden. 
Jeg er selvfølgelig enig i at man ikke bare skal sætte børn til verden hvis man ikke har overskuddet til dem, men det har vi. Vores primære mål med livet med børn er nærvær. Så det er også derfor jeg synes det er svært når vores familie står helt på bagben og ville bare ønske at nr 4 ikke skulle føles som en mindre glæde for dem der skal elske barnet. For alle omkring os elsker vores børn og nyder at være sammen med dem så meget de kan. 

Anonym skriver:

Jeg var personligt lige glad.

Men hvorfor er det i orden andre mennesker,har en holdning og mening til,hvor mange børn andre får???

Det vedkommer da kun paret.

Jeg sagde en enkel gang,at der ikke var blevet spurgt om deres holdning,så de godt kunne holde munden lukket,og passe deres egen ernæringsvej.

Jeg er mere bekymret for en der bruger 20-30.000 om året på sko og tasker,end folk der får både 3-4 og 5 børn.

Ernæringsvej?

Når andre reagerer med bekymring/manglende forståelse på ønsket om flere børn, skyldes det jo ikke nødvendigvis tanker om, hvorvidt den første tid med en nyfødt vil vælte læsset, men det lange perspektiv. Vil der være kræfter og tid og overskud til x antal børn, når de bliver ældre - er der rum for særlig opmærksomhed, hvis et af børnene får brug for ekstra støtte og omsorg henad vejen? 
Jeg har ingen holdning til - og ingen forudsætning for at have det - om du og TS får et fjerde barn. Jeg synes også, man skal træde varsomt i forhold til at betvivle andres drømme og opfattelser af, hvad de kan overkomme. Min pointe er blot, at total ro og zen i et barns første levetid ikke er “nok”, når alle i børneflokken bliver større og har andre behov. 

Jeg forsår hvad du skriver. Og kommer netop ind på dette med at det kan være en kluntet udtryk for omsorg.

Jeg har ikke skrevet om nyfødt, men kan godt se det kan læses sådan. Selvfølgelig skal man ikke kun tænke på den første tid. Mine ældste er efterhånden store, så ved udemærket hvad der kan følge med. Men hvis man som familie er i stand til st reflektere så langt, og ts lyder bedtemt reflekterende over deres situation, så tænker jeg man har godt med ressourcer.

Og så var min pointe også lidt at blot fordi man har været ramt af stress betyder det jo ikke at man generelt ikke har overskud  der kan være en milliard grunde til at blive stressramt som intet har at gøre med det at være en familie

Jeg kommer selv fra en stor søskendeflok, og det var ikke altid lige sjovt at skulle deles om opmærksomheden fra vores forældre, især når de var stresset.

Når jeg hører om folk, der får flere end 2-3 børn, tænker jeg ærlig talt også mit. Hvorfor ikke fokusere på de børn man har i forvejen? Er det fair overfor dem, at de skal tilsidesættes for endnu et barn? For det kan ikke undgås med mange søskende.

Måske har dine nærmeste nogle af de samme tanker.

Ville svare (inspireret af barnlige far) 

Ja du har helt ret, vi har for mange børn. Hvem synes du at vi skal gå af med?

Anonym skriver:

Tusind tak for jeres svar. Jeg læser dem alle og tænker over dem. Og jeg synes det er spændende at læse de forskellige tanker og sider til mit spørgsmål. 

Jeg vil tilføje at at er en meget ressource stærk familie, vi er begge højt uddannede og arbejder få timer fordi vores tid med børnene er vigtige for os. Vi har arbejdet os igennem stress belastning med terapi og psykolog hjælp og hvis det er muligt er vi kommet stærkere ud af det. Vi er i hvert fald meget bevidste om vores svagheder og styrker og støtter hinanden hvor vi kan. Det var blandt andet sådanne ting vi ikke var for gode til inden. 
Jeg er selvfølgelig enig i at man ikke bare skal sætte børn til verden hvis man ikke har overskuddet til dem, men det har vi. Vores primære mål med livet med børn er nærvær. Så det er også derfor jeg synes det er svært når vores familie står helt på bagben og ville bare ønske at nr 4 ikke skulle føles som en mindre glæde for dem der skal elske barnet. For alle omkring os elsker vores børn og nyder at være sammen med dem så meget de kan. 

Min erfaring - ikke fra mig selv, men bl.a. fra min stedsøster, der fik fire børn - er, at skepsis og tvivl fra omgivelserne forstummer, når først graviditeten er et faktum og senest, når barnet er kommet til verden. Selve planen/ideen om et barn mere kan det virke legitimt at udfordre/udtrykke forbehold over for, men et lille levende menneskebarns eksistens stiller man ikke spørgsmålstegn ved berettigelsen af. 

Jeres liv jeres valg. 

Dog er der er stort arberdabay 

Tiden er til tider meget til mig tid og kæreste date kæreste ture mini ferier, hvem kan tage de 4 børn. Hvor meget man end gerne vil åbne hjem og hjerte er 4 bare flere end 2 og 3.

Tiden er også at i børnehave skole og sfo er der bedste forældre dage der ligger kanon skod på dagen. Vil man være favne og deltagerne 4 steder i samme tidsrum . Var til jule klip med vores kun 2 stk hvor bedste mor og jeg byttede plads undervejs. Flere bedste forældre følte sig delt da der var 3 børn men kun en bedsteforældre og forældrene var jo på job. 

Forældre møder, der slåes sammen med fælles info og dernæst ud i klassen så skal man igen være blæksprutte. 

Sport aktiviteter. Kampe i weekenden hvem køre med hvem. Ude kampe når de bliver ældre er ikke kun 20 min væk. 

Der intet mere skønt end en stor familie. Der bare massivt mega meget koordinering. Stress sætter sig i kroppen og ligger på lur. Både job og familie liv kan få den djævel til at vise sig igen SELVOM det til en start blev udløst af job.