Hvad ville i svare?

Vi skal have et barn mere og prøver lige nu. Jeg snakker ikke rigtig med folk om det for de har kun negativt eller ingen ting at sige til det. Det kan fx være har i ikke nok børn? Burde i ikke holde nu? Osv. Og så en larmende stilhed hvis jeg er kommet til at sige højt vi ønsker flere børn. 
vi har 3 børn og vi har været gennem en periode med stressbelastning men det er vi ovre og vi vurdere at der er plads til et barn mere i vores familie og hjem og det er et stort ønske. 
Det er ikke fordi jeg vil have folk skal hoppe af glæde, men da vi ventede nr 2 var folk spændte og spurgte meget ind til om ikke vi skulle igang så søster kunne bliver storesøster. Og da vi fik nr 3 var folk også rigtig glade og spændte. Jeg savner bare at vores nærmeste ville give lidt glæde og kærlighed i stedet for så tydeligt at have noget imod vores valg. 
Ville i sige noget? Ignorere det? 
Lige nu ignorere jeg det, men jeg trækker mig også for jeg bliver såret. 

Anonym skriver:

Vi skal have et barn mere og prøver lige nu. Jeg snakker ikke rigtig med folk om det for de har kun negativt eller ingen ting at sige til det. Det kan fx være har i ikke nok børn? Burde i ikke holde nu? Osv. Og så en larmende stilhed hvis jeg er kommet til at sige højt vi ønsker flere børn. 
vi har 3 børn og vi har været gennem en periode med stressbelastning men det er vi ovre og vi vurdere at der er plads til et barn mere i vores familie og hjem og det er et stort ønske. 
Det er ikke fordi jeg vil have folk skal hoppe af glæde, men da vi ventede nr 2 var folk spændte og spurgte meget ind til om ikke vi skulle igang så søster kunne bliver storesøster. Og da vi fik nr 3 var folk også rigtig glade og spændte. Jeg savner bare at vores nærmeste ville give lidt glæde og kærlighed i stedet for så tydeligt at have noget imod vores valg. 
Ville i sige noget? Ignorere det? 
Lige nu ignorere jeg det, men jeg trækker mig også for jeg bliver såret. 

Jeg ville være fuldstændig ligeglad. Det er vores valg og hvad andre synes rager mig en papand. 

så jeg ville enten ignorerer det eller bede folk om at passe deres egen tallerken hvis de ikke har noget positivt at sige. Og ville de fortsat ikk respekterer det så hørte de bare heller ikk mere fra mig 

Jeg ville lade det passere ind gennem det ene øre og ud af det andet. Og NÅR du venter dig igen, ville jeg fortælle min ærlige mening og sårede følelser, hvis de fortsat har travlt med at kommentere negativt.

Desværre tror jeg nogle glemmer at stoppe op og tænke sine tanker for sig selv. Vi skal jo ikke være enige med hinanden i alt, men man behøver ikke at trækker negative tanker ned over hovedet på en anden. 

Jeg kender udemærket selv det med at komme til at tænke negativt, hvis nogen fortæller mig noget. Men jeg holder det for mig selv og fx vender det med min mand. Nogle gange kan det jo i virkeligheden bunde i jalousi. 

Min/vores omgangskreds/kollager kan godt sige at vi skal huske at være os selv; gøre noget uden den anden osv. men det er ikke vores behov. Vi gør mere eller mindre ALT sammen. Går i bad, gør rent, ordner vasketøj, ordner have, laver mad osv. det har vi altid gjort, det er mega hyggeligt, vi har det virkelig godt med hinanden og hinandens selskab. Men hold op hvor det kan det nogle gange være frusterende at nogle skal fortælle mig hvordan de synes jeg skal leve i mit ægteskab. (+10 år og 3 børn, med plads til flere). 

Så luk ørerne og lad dem tænke sit og stop dem når du synes det er for meget. 

Måske folk har en ægte bekymring for jer, når I har været igennem en stress belastning? Det er jo ikke just afstressende, at få en baby mere ind i familien og hvad der følger af ting, når de bliver større. 
hvis I vitterlig ønsker det, skal I være ligeglade med andres holdning - men ellers skal I måske tænke, at folk mener det kærligt og for, at passe på jer - og jeres tre børn

Som pårørende ville jeg da bestemt også være bekymret. Det skal du ikke se som sårende men reel omsorg. Og hvis det var mine nærmeste ville jeg overveje om de måske havde ret. Det er jo ikk altid fordi ønsket er der, at overskuddet følger med. Men hvis du vitterlig følger et godt overskud, så er det jo bare det, du melder ud til dem. 

Jeg vil sige fra. Simpelthen. Vi har også 3 og ønske om nr 4. Jeg har også lige været nede med stress. Det har ikke noget med familien at gøre men en syg arbejdskultur der hvor jeg arbejdede. Den eneste gang det har været hårdt for mig at få et barn, var da vi fik den første (og vi lige skulle lære at være forældre) de to andre gange har jeg haft den dybeste følelse af indro ro og zen, uanset hvor hektisk alt har været omkring os

Nu deler jeg ikke mine tanker om nr 4 med så mange. Men hvis folk sårer mig siger jeg "det der gør mig faltisk ked af det" folk bliver tit forskrækkede. Og som en anden foreslår, handler det måske om omsorg for jer, der bliver udtrykt kluntet. Men der kan man evt sige "jeg hører det du siger som omsorg. Jeg hed det kommer fra et godt sted, men det gør mig faktisk rigtig ked af det" og evt følge op med "selvfølgelig har vi med vores historik tænkt os om. Det er ikke uovervejet, og vi har gode steategier/muligheder for støtte (osv eller bar slut den før. Du skylder faktisk ingen en forklaring)

Nogle gange skal man måske turde gå nysgerrigt til værks. Selvfølgelig er det upassende af andre at blande sig eller ikke bakke op… men deres manglende begejstring kan jo rent faktisk skyldes omsorg; at de ikke helt kan se hvordan I skal kunne klare det? At de er bekymrede for jeres og børnenes trivsel hvis I presser citronen yderligere? 

Nogle gange ser vores nærmeste jo nogle ting, vi ikke selv ser. Det betyder ikke, at de altid har ret eller ikke nogle gange bare burde flette næbbet. Men det kunne betyde, at de havde andre briller på end vi selv…

Anonym skriver:

Jeg vil sige fra. Simpelthen. Vi har også 3 og ønske om nr 4. Jeg har også lige været nede med stress. Det har ikke noget med familien at gøre men en syg arbejdskultur der hvor jeg arbejdede. Den eneste gang det har været hårdt for mig at få et barn, var da vi fik den første (og vi lige skulle lære at være forældre) de to andre gange har jeg haft den dybeste følelse af indro ro og zen, uanset hvor hektisk alt har været omkring os

Nu deler jeg ikke mine tanker om nr 4 med så mange. Men hvis folk sårer mig siger jeg "det der gør mig faltisk ked af det" folk bliver tit forskrækkede. Og som en anden foreslår, handler det måske om omsorg for jer, der bliver udtrykt kluntet. Men der kan man evt sige "jeg hører det du siger som omsorg. Jeg hed det kommer fra et godt sted, men det gør mig faktisk rigtig ked af det" og evt følge op med "selvfølgelig har vi med vores historik tænkt os om. Det er ikke uovervejet, og vi har gode steategier/muligheder for støtte (osv eller bar slut den før. Du skylder faktisk ingen en forklaring)

Når andre reagerer med bekymring/manglende forståelse på ønsket om flere børn, skyldes det jo ikke nødvendigvis tanker om, hvorvidt den første tid med en nyfødt vil vælte læsset, men det lange perspektiv. Vil der være kræfter og tid og overskud til x antal børn, når de bliver ældre - er der rum for særlig opmærksomhed, hvis et af børnene får brug for ekstra støtte og omsorg henad vejen? 
Jeg har ingen holdning til - og ingen forudsætning for at have det - om du og TS får et fjerde barn. Jeg synes også, man skal træde varsomt i forhold til at betvivle andres drømme og opfattelser af, hvad de kan overkomme. Min pointe er blot, at total ro og zen i et barns første levetid ikke er “nok”, når alle i børneflokken bliver større og har andre behov. 

Anonym skriver:

Jeg ville lade det passere ind gennem det ene øre og ud af det andet. Og NÅR du venter dig igen, ville jeg fortælle min ærlige mening og sårede følelser, hvis de fortsat har travlt med at kommentere negativt.

Desværre tror jeg nogle glemmer at stoppe op og tænke sine tanker for sig selv. Vi skal jo ikke være enige med hinanden i alt, men man behøver ikke at trækker negative tanker ned over hovedet på en anden. 

Jeg kender udemærket selv det med at komme til at tænke negativt, hvis nogen fortæller mig noget. Men jeg holder det for mig selv og fx vender det med min mand. Nogle gange kan det jo i virkeligheden bunde i jalousi. 

Min/vores omgangskreds/kollager kan godt sige at vi skal huske at være os selv; gøre noget uden den anden osv. men det er ikke vores behov. Vi gør mere eller mindre ALT sammen. Går i bad, gør rent, ordner vasketøj, ordner have, laver mad osv. det har vi altid gjort, det er mega hyggeligt, vi har det virkelig godt med hinanden og hinandens selskab. Men hold op hvor det kan det nogle gange være frusterende at nogle skal fortælle mig hvordan de synes jeg skal leve i mit ægteskab. (+10 år og 3 børn, med plads til flere). 

Så luk ørerne og lad dem tænke sit og stop dem når du synes det er for meget. 

Ja, det er sjovt som folk har meninger om ens liv. Min mand og jeg er gode til at give hinanden plads. Vi rejser hver for sig. Mens den anden passer børn. Men det synes vores forældre er super mærkeligt. At vi bør gøre det sammen. Jeg er ligeglad. Men undrer mig over, at man går så meget op i andres liv.

Jeg ville være ligeglad, jeg er gravid igen og vores er 5,5 måned min kæreste er lidt åh nej hvad siger familien til det, men jeg er ligeglad det skal de ikke blande sig i