Vi har en dreng i 1. Klasse. Han har hele sit liv været ekstra følsom og har haft svært ved at rumme nye ting. Dette er dog blevet bedre med alderen og jeg var fortrøstningsfuld og gjorde ikke mere fordi han rykkede på nogle ting. I 0. Klasse var han et dydsmønster i skolen, var skarp fagligt, og havde flere gode venner. Men når han kom hjem brød helvedet løs, han kunne skrige i 1,5 time flere gange om ugen over ingenting. Han har altid været meget grov i munden og haft det med at skubbe og slå når han blev sur, men KUN hjemme.
Nu er han startet i 1 og alt er gået galt for ham. Hele hans dag er præget af konflikter som han (efter lærernes beskrivelse) ofte starter, han følger efter de andre børn og siger grimme ting. Han vil ikke ud når der er frikvarter, han lukker i og bevæger sig ikke. Prøver lærerne at få ham ud bander han af dem. Han kan ALDRIG se sin egen andel i konflikterne, han har i dag ikke ville være med til stikbold, i stedet blev han ved med at tage bolden, holde den fast osv og dermed ødelagde spillet for de andre. En anden gang har han kastet en bamse fordi han blev sur, da hans ven så ville kaste den tilbage til ham stille og roligt flippede han ud og råbte og skreg at han drillede og at ham var diverse grimme ting. Han har fået lov at holde pauser i skolen, men det har nærmest taget overhånd fordi han hellere vil spille computer end at deltage i timerne.
Jeg kan mærke at de påvirker mig rigtig meget, vi har i lang tid forsøgt at lave legeaftaler for at ham kunne få nogle bedre relationer til de andre børn, men de er begyndt at sige nej, og jeg forstår dem ærlig talt godt. I dag har han kaldt en pige for bitch, sagt til læreren at hun skulle holde sin kæft og ikke bestemte.
her hjemme oplever vi lidt det samme, selvfølgeligt ikke konflikter i samme mængde fordi han kun har en ældre søskende, som faktisk er begyndt at trække sig fra ham (være meget på klub eller ude med venner). Men vi oplever en dreng som konstant er på dupperne. I dag bad jeg ham om at tage sin bøtte med ind fra bilen, det ville han ikke, men da jeg insisterede gjorde han det imens jeg var en fucking idiot. Den har så kørt videre her hjemme, og da jeg prøvede at tale med ham om det han havde lavet i skolen flippede ham helt ud og skreg og tømte to kasser legetøj ned ad trappen imens han råbte at jeg skulle dø.
Han kan ikke behovsudsætte, han skal hele tiden være i fokus, han kan intet lave uden vi skal kigge på ham, siger jeg at jeg ikke kigger lige nu fordi jeg laver mad eller andet bliver han enten sur eller bare snakker videre om det han ville vise. Han har en fantasi som grænser til det absurde, han finder på ting som han lader til at tro fuldstændigt på.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er grædefærdig og har på en dårlig dag som i dag lyst til at ringe til kommunen og få aflastning eller noget for jeg må da være en elendig mor når jeg ikke kan rumme mit eget barn.
Der er sat noget i gang på skolen og der skal snart være møde med psykolog og inklusionsvejleder. Jeg ved bare ikke om det er mig der ikke kan opdrage et ordenligt barn (hans storesøster er der intet med dog, har altid været sød og rar og vellidt, hun har aldrig slået i sit liv eller kaldt os noget grimt)
jeg må egentligt bare høre om nogen har nogle erfaringer, lyder det som en speciel diagnose? Og vil han være sådan her for evigt og bare ende ensom uden kæreste og venner. Og råd til hvad vi kan gøre. Vi har forsøgt at ignorere den dårlige opførsel og sætte meget meget fokus på alt det gode, men den dårlige fylder bare så meget stadig
