Trist…

Carina:-) skriver:

Men hvis min mand sad og talte fremtid med mig. 

Og han så fx sagde at han gerne ville være elektriker- men ikke vidste om han egentlig ville bruge uddannelsen. 

Så ville jeg sige at man da skulle være rimelig klar over hvad man vil - inden man for det første bruger samfundets penge på ingenting.  Og for det andet er på su , der jo giver en forringet økonomi i jeres forhold. 

Ellers er det da useriøst overhovedet at starte .

Så der er han da ikke urimelig. 

Og heller ikke i at mene at hvis man flytter- et forholdet slut.

Det gad jeg heller ikke.

Måske I bare ikke længere er der hvor I har samme værdier- og forventninger til livet / fremtiden

Og selvfølgelig skal ingenting hverken mænd eller kvinder tvinges til at få børn.

Man kan sgu da godt droppe ud af en uddannelse selvom man næsten var 100% sikker på, at det var den rette �� 

Og læs nu for pokker det jeg skriver! Har ingen steder skrevet at jeg bare ville flytte 

Anonym skriver:

Bryd ud af det, du får det så meget bedre

Vi havde så ingen fælles børn, men hver vores.. Kan godt se det kan være mere kompliceret, med fælles børn.

Men hvis du har det, som du beskriver - så gør noget godt for dig selv og dine børn, de fortjener en glad mor 

Vi har “heldigvis” kun 1 barn.

Vi skal helt bestemt have en seriøst samtale og finde ud af om det kan reddes eller om vi skal gå hver til sit….

Vi har “heldigvis” kun 1 barn.

Vi skal helt bestemt have en seriøst samtale og finde ud af om det kan reddes eller om vi skal gå hver til sit….

 

Lyder som en god ide med en seriøs samtale, men du skal huske at mærke godt efter

Husk på at han “formentligt” (uden jeg kender ham) lover guld og grønne skove om ændringer, så kan han måske kun holde dem kortvarigt og så falder alt tilbage til det gamle igen.

Man kan sgu da godt droppe ud af en uddannelse selvom man næsten var 100% sikker på, at det var den rette �� 

Og læs nu for pokker det jeg skriver! Har ingen steder skrevet at jeg bare ville flytte 

Jeg læser skam hvad du skriver. 

Så må du jo uddybe hvorfor du skriver at din mand ikke synes man er i et forhold hvis man  flytter. Det kommer vel ikke ud af det blå? 

Og  ja man kan godt droppe ud - men man kan også overveje at tage et dyrt studie seriøst . 

Igen er der vel en grund til din mands mening.

Måske han er bekymret for jeres økonomiske situation. 

Beklager at jeg ikke kunne give dig ret i at din mand er way out.

Men tingene er sjældent sort/hvide.

Anonym skriver:

Lyder som en god ide med en seriøs samtale, men du skal huske at mærke godt efter

Husk på at han “formentligt” (uden jeg kender ham) lover guld og grønne skove om ændringer, så kan han måske kun holde dem kortvarigt og så falder alt tilbage til det gamle igen.

Han har faktisk foreslået at vi starter til terapi med henblik på at få styr på kommunikationen først, hvilket jeg synes er en rigtig god ide.

Dog synes jeg ikke, at det er kommunikationen alene der er problemet.  

Jeg har fx siden fødslen af vores barn givet udtryk for at jeg gerne ville have, at han arbejder mindre så vi kan blive en familie og ikke “alenemor og lege onkel”. Der er bare ikke sket en skid på den konto. Jeg er en virkelig familieorienteret person, og er villig til omlægge mit liv og økonomi for familiensskyld. Jeg er også stadigvæk ked af over, at vores barn startede i vuggestue meget tidligere end jeg forventede da jeg var ved at gå i stykker pga. belastningsreaktion og søvnmangel. 

Jeg er også mega ked af det for tiden. Vi har lige været på ferie hos min familie, og hold nu op hvor græd jeg, da vi skulle tilbage til vores by. Vores barn var bare så glad for at være der og lege med de andre børn i familien. Og så var der virkelig en “village” til at hjælpe eller bare være sammen med. 

Anonym skriver:

Han har faktisk foreslået at vi starter til terapi med henblik på at få styr på kommunikationen først, hvilket jeg synes er en rigtig god ide.

Dog synes jeg ikke, at det er kommunikationen alene der er problemet.  

Jeg har fx siden fødslen af vores barn givet udtryk for at jeg gerne ville have, at han arbejder mindre så vi kan blive en familie og ikke “alenemor og lege onkel”. Der er bare ikke sket en skid på den konto. Jeg er en virkelig familieorienteret person, og er villig til omlægge mit liv og økonomi for familiensskyld. Jeg er også stadigvæk ked af over, at vores barn startede i vuggestue meget tidligere end jeg forventede da jeg var ved at gå i stykker pga. belastningsreaktion og søvnmangel. 

Jeg er også mega ked af det for tiden. Vi har lige været på ferie hos min familie, og hold nu op hvor græd jeg, da vi skulle tilbage til vores by. Vores barn var bare så glad for at være der og lege med de andre børn i familien. Og så var der virkelig en “village” til at hjælpe eller bare være sammen med. 

Jeg synes da det lyder rigtig fornuftigt med terapi til kommunikation. 

for mig , lyder det til at i netop ikke får kommunikeret. I hvertfald ikke så i forstår hinanden. At du ikke ønskede et familieliv hvor han arbejdede så meget, skulle fx være kommunikeret før i fik barn. Forventningsafstemning. 
Og nu er i, i en situation hvor det ikke lyder som om i forstår hinandens perspektiver og bekymringer. Det lyder enormt sundt, hvis i kunne arbejde på at lytte og forstå, frem for at tale forbi hinanden.  

Anonym skriver:

Han har faktisk foreslået at vi starter til terapi med henblik på at få styr på kommunikationen først, hvilket jeg synes er en rigtig god ide.

Dog synes jeg ikke, at det er kommunikationen alene der er problemet.  

Jeg har fx siden fødslen af vores barn givet udtryk for at jeg gerne ville have, at han arbejder mindre så vi kan blive en familie og ikke “alenemor og lege onkel”. Der er bare ikke sket en skid på den konto. Jeg er en virkelig familieorienteret person, og er villig til omlægge mit liv og økonomi for familiensskyld. Jeg er også stadigvæk ked af over, at vores barn startede i vuggestue meget tidligere end jeg forventede da jeg var ved at gå i stykker pga. belastningsreaktion og søvnmangel. 

Jeg er også mega ked af det for tiden. Vi har lige været på ferie hos min familie, og hold nu op hvor græd jeg, da vi skulle tilbage til vores by. Vores barn var bare så glad for at være der og lege med de andre børn i familien. Og så var der virkelig en “village” til at hjælpe eller bare være sammen med. 

Det lyder jo rigtig godt, at han gerne vil gøre noget ved det i form af terapi, måske det kunne hjælpe - man ved det jo ikke før det er afprøve

Det er også trælst at skulle stå med hele selv, når man egentlig er to til at løfte opgaverne omkring barn og hjemmet. Det kan jeg sagtens følge dig i.

Det må være hårdt at skulle hjem, når man bare sådan savner sin familie og være sammen med dem og at man hjælper hinanden  måske du skal mærke godt efter, jeg har været i det og glemte at lytte til mig selv.

Man skal også passe på med at give alt for mange chancer, bekostningen af sig selv

Jeg har fx siden fødslen af vores barn givet udtryk for at jeg gerne ville have, at han arbejder mindre så vi kan blive en familie og ikke “alenemor og lege onkel”. Der er bare ikke sket en skid på den konto. Jeg er en virkelig familieorienteret person, og er villig til omlægge mit liv og økonomi for familiensskyld. Jeg er også stadigvæk ked af over, at vores barn startede i vuggestue meget tidligere end jeg forventede da jeg var ved at gå i stykker pga. belastningsreaktion og søvnmangel. 

Jeg er også mega ked af det for tiden. Vi har lige været på ferie hos min familie, og hold nu op hvor græd jeg, da vi skulle tilbage til vores by. Vores barn var bare så glad for at være der og lege med de andre børn i familien. Og så var der virkelig en “village” til at hjælpe eller bare være sammen med. 

Mor11 skriver:

Jeg synes da det lyder rigtig fornuftigt med terapi til kommunikation. 

for mig , lyder det til at i netop ikke får kommunikeret. I hvertfald ikke så i forstår hinanden. At du ikke ønskede et familieliv hvor han arbejdede så meget, skulle fx være kommunikeret før i fik barn. Forventningsafstemning. 
Og nu er i, i en situation hvor det ikke lyder som om i forstår hinandens perspektiver og bekymringer. Det lyder enormt sundt, hvis i kunne arbejde på at lytte og forstå, frem for at tale forbi hinanden.  

Det får jeg hele tiden smidt i hovedet af min familie……men jeg kan ikke være bagklog nu. Jeg havde ikke en ide om, at det ville blive så hårdt at være en mor, have et fuldstidsarbejde og passe hjem……vi havde en “aftale” om, at han skulle være mere hjemme, men det er hovedet ikke nok

Men vi skulle 100% have lagt en plan og lavet nogle klare aftaler.