Trist…

Det går ned ad bakke med vores parforhold og jeg har dagligt lyst til at flytte for mig selv

Manden og jeg har været sammen i 4 år og har 1 barn sammen. De sidste par år er forholdet blevet dårligere og dårligere…….vi skændes en del og kan overhovedet ikke få noget til at fungere. 

Jo længere tid vi er sammen jo mere opdager vi at vores grund værdier osv. er som øst og vest. Vi lever mere som forældre og samarbejdspartnere end forelsket par

Jeg har hen ad  vejen fået et par “trusler”……..hvis vi ikke får barn nr. 2 så går jeg 

hvis du flytter er vores forhold forbi….

hvis du skal tage en uddannelse skal du kun vælge 1 og blive færdig med den….

Jeg er så ked af det. Føler konstant mine drømme skal undermineres, det hele skal være sådan som manden ønsker det og jeg skal presses osv. Jeg har fået en form for depression og er slet ikke så livsglad, som jeg plejede at være.

Jeg savner at bo tæt på min familie, savner at have ambitioner i livet og lave noget meningsfuldt. Savner den første tid med min mand, dengang vi var nyforelsket og alt var rosenrødt. 

Jeg synes du skal se at komme væk, det lyder ikke som et særligt sundt forhold. Det har det måske været, men det er det bestemt ikke mere og specielt ikke med de trusler.

Livet er for kort til at være ked af det hele tiden og det er ikke det værd, heller ikke selvom man har børn sammen. 

Det lyder som noget lignede jeg selv har været i. Jeg har været så langt nede, jeg aldrig troede jeg kunne komme, trist og ked var jeg, aldrig glad - mistede min gnist og glæde ved alt - livsmodet. Men efter et par forsøg hvor vi on og off flyttede tilbage sammen, fik jeg nok og nu er jeg her ca 3 mdr ved at være tilbage til mig selv.

selvom det kan se svært ud lige nu, er der lys på den anden side. se du af at komme væk, så du kan blive glad og blive dig selv igen��

Anonym skriver:

Det går ned ad bakke med vores parforhold og jeg har dagligt lyst til at flytte for mig selv

Manden og jeg har været sammen i 4 år og har 1 barn sammen. De sidste par år er forholdet blevet dårligere og dårligere…….vi skændes en del og kan overhovedet ikke få noget til at fungere. 

Jo længere tid vi er sammen jo mere opdager vi at vores grund værdier osv. er som øst og vest. Vi lever mere som forældre og samarbejdspartnere end forelsket par

Jeg har hen ad  vejen fået et par “trusler”……..hvis vi ikke får barn nr. 2 så går jeg 

hvis du flytter er vores forhold forbi….

hvis du skal tage en uddannelse skal du kun vælge 1 og blive færdig med den….

 

Jeg er så ked af det. Føler konstant mine drømme skal undermineres, det hele skal være sådan som manden ønsker det og jeg skal presses osv. Jeg har fået en form for depression og er slet ikke så livsglad, som jeg plejede at være.

 

Jeg savner at bo tæt på min familie, savner at have ambitioner i livet og lave noget meningsfuldt. Savner den første tid med min mand, dengang vi var nyforelsket og alt var rosenrødt. 

Du skal selvfølgelig ikke trues til at få et barn mere, og da slet ikke, når jeres forhold vakler. Ellers synes jeg nu ikke, det er alvorlige eller urimelige “trusler”.
Hvis min mand ville flytte fra mig, og jeg ikke ønskede det, ville jeg også slutte vores forhold - især, når der er et lille barn involveret. Enten er vi sammen som familie og bor under samme tag, har en hverdag sammen - eller også er vi ikke et par. 

Det er vel også et rimeligt udgangspunkt, at man påbegynder en uddannelse med den hensigt at færdiggøre den. Selvfølgelig kan det vise sig, at det slet ikke går, men hvis man allerede fra start har i tankerne ikke at gøre den færdig, går man ikke helhjertet ind i det. 
Hvad er det for ambitioner, du ikke kan realisere, fordi I er sammen? 

Mor og meget mere skriver:

Du skal selvfølgelig ikke trues til at få et barn mere, og da slet ikke, når jeres forhold vakler. Ellers synes jeg nu ikke, det er alvorlige eller urimelige “trusler”.
Hvis min mand ville flytte fra mig, og jeg ikke ønskede det, ville jeg også slutte vores forhold - især, når der er et lille barn involveret. Enten er vi sammen som familie og bor under samme tag, har en hverdag sammen - eller også er vi ikke et par. 

Det er vel også et rimeligt udgangspunkt, at man påbegynder en uddannelse med den hensigt at færdiggøre den. Selvfølgelig kan det vise sig, at det slet ikke går, men hvis man allerede fra start har i tankerne ikke at gøre den færdig, går man ikke helhjertet ind i det. 
Hvad er det for ambitioner, du ikke kan realisere, fordi I er sammen? 

 

Med hensyn til flytning så var det under et skænderi vi havde. Jeg har været “alenemor” siden fødslen af vores barn, min mand har altid været afhængig af at arbejde meget og der er ikke udsigt til han arbejder mindre. Så jeg ville ønske, jeg boede tæt på min familie (jeg er meget tæt med min familie og vores barn er rigtig glad for fætre og kusiner)…..

Selvfølgelig vælger man ikke en uddannelse med den hensigt at man ikke færdiggør den. Men det kan jo godt være jeg vælger sygeplejerske og finder ud af, at det slet ikke er noget for mig.

Jeg ville ikke studere lige pt. Jeg tror ikke, at jeg mentalt kan overskue det. Jeg får nok heller ikke 100% støtte af manden. Han kan overhovedet ikke forstå, at man gider og være på SU og studere i 3+ år. I hans verden er selvstændighed den eneste vej frem til succes osv. 

Anonym skriver:

Det lyder som noget lignede jeg selv har været i. Jeg har været så langt nede, jeg aldrig troede jeg kunne komme, trist og ked var jeg, aldrig glad - mistede min gnist og glæde ved alt - livsmodet. Men efter et par forsøg hvor vi on og off flyttede tilbage sammen, fik jeg nok og nu er jeg her ca 3 mdr ved at være tilbage til mig selv.

selvom det kan se svært ud lige nu, er der lys på den anden side. se du af at komme væk, så du kan blive glad og blive dig selv igen��

Det er præcist sådan jeg har det, livsmodet er helt væk, og føler kun at jeg prøver at være i min bedste udgave pga. mit barn 

Anonym skriver:

Jeg synes du skal se at komme væk, det lyder ikke som et særligt sundt forhold. Det har det måske været, men det er det bestemt ikke mere og specielt ikke med de trusler.

Livet er for kort til at være ked af det hele tiden og det er ikke det værd, heller ikke selvom man har børn sammen. 

Det er slet ikke et sundt forhold, og ingen af os er glade…..

Det er præcist sådan jeg har det, livsmodet er helt væk, og føler kun at jeg prøver at være i min bedste udgave pga. mit barn 

 

Bryd ud af det, du får det så meget bedre

Vi havde så ingen fælles børn, men hver vores.. Kan godt se det kan være mere kompliceret, med fælles børn.

Men hvis du har det, som du beskriver - så gør noget godt for dig selv og dine børn, de fortjener en glad mor 

Se at få stoppet det forhold jeg tror du vil blomster totalt på når der kommer ro på det hele igen og du kan selv vælge hvad du skal og ikke skal 

Anonym skriver:

Med hensyn til flytning så var det under et skænderi vi havde. Jeg har været “alenemor” siden fødslen af vores barn, min mand har altid været afhængig af at arbejde meget og der er ikke udsigt til han arbejder mindre. Så jeg ville ønske, jeg boede tæt på min familie (jeg er meget tæt med min familie og vores barn er rigtig glad for fætre og kusiner)…..

 

Selvfølgelig vælger man ikke en uddannelse med den hensigt at man ikke færdiggør den. Men det kan jo godt være jeg vælger sygeplejerske og finder ud af, at det slet ikke er noget for mig.

Jeg ville ikke studere lige pt. Jeg tror ikke, at jeg mentalt kan overskue det. Jeg får nok heller ikke 100% støtte af manden. Han kan overhovedet ikke forstå, at man gider og være på SU og studere i 3+ år. I hans verden er selvstændighed den eneste vej frem til succes osv. 

Men hvis min mand sad og talte fremtid med mig. 

Og han så fx sagde at han gerne ville være elektriker- men ikke vidste om han egentlig ville bruge uddannelsen. 

Så ville jeg sige at man da skulle være rimelig klar over hvad man vil - inden man for det første bruger samfundets penge på ingenting.  Og for det andet er på su , der jo giver en forringet økonomi i jeres forhold. 

Ellers er det da useriøst overhovedet at starte .

Så der er han da ikke urimelig. 

Og heller ikke i at mene at hvis man flytter- et forholdet slut.

Det gad jeg heller ikke.

Måske I bare ikke længere er der hvor I har samme værdier- og forventninger til livet / fremtiden

Og selvfølgelig skal ingenting hverken mænd eller kvinder tvinges til at få børn.