Samsovning med store børn

Jeg har brug for at høre nogle tanker.

Vi har ikke sovet fast sammen med vores børn før, ud over da de var helt små. Vi har haft det sådan at de skal falde i søvn i egen seng, vågner de i løbet af natten kan de så komme ind. Har det ene barn haft soveaftale eller andet har den anden fået lov til at sove hos os.

Vi har to børn, en på 7 og en på 11. Den “lille” viser begyndende tegn på noget diagnose og der er et helt forløb igang med skole osv. den lille har vi nu lange kampe med om at den skal sove i egen seng, igår tog det to timer, dette til trods for at vi de sidste dage hr prøvet at sidde lige uden for døren til værelserne når de skal sove. Vi tænkte dette kunne være en løsning for at være ved begge børn, og en voksen kunne klare det praktiske, men det fungerede ikke for den lille. Det ville være 1000 gange lettere og bedre for barnet tror vi, at give lov til at sove i vores seng. Men så bliver den anden jaloux og siger at den lille altid får lov til alting fordi den tuder, vi har prøvet at forklare at det er svært for den lille, men den store er stadig kun et barn og føler sig tilsidesat. 
Vi har snakket om, om begge bare skal have lov at sove hos os, problemet er dog pladsen i sengen, min man kan ikke sove når der er børn i sengen og ender på sofaen. Og jeg kan ikke være der med begge børn. Så talte vi om at stille begge deres senge ind i soveværelset, der er plads. Her er problemet bare at de altid laver pjat og bliver uvenner når de får lov til at sove sammen. 

Vi har også talt om, om man skal ligge hos dem i egne senge ind til de sover? Men føler det er et skråplan og ærligt så har vi 1000 ting vi skal nå om aftenen, så hvis vi skal ligge der ryger der meget kvalitetstid med børnene, fra dagstimerne fordi vi så har noget mere rengøring lektier osv der skal laves. 

Vil i ikke dele jeres tanker?

Anonym skriver:

Jeg har brug for at høre nogle tanker.

Vi har ikke sovet fast sammen med vores børn før, ud over da de var helt små. Vi har haft det sådan at de skal falde i søvn i egen seng, vågner de i løbet af natten kan de så komme ind. Har det ene barn haft soveaftale eller andet har den anden fået lov til at sove hos os.

Vi har to børn, en på 7 og en på 11. Den “lille” viser begyndende tegn på noget diagnose og der er et helt forløb igang med skole osv. den lille har vi nu lange kampe med om at den skal sove i egen seng, igår tog det to timer, dette til trods for at vi de sidste dage hr prøvet at sidde lige uden for døren til værelserne når de skal sove. Vi tænkte dette kunne være en løsning for at være ved begge børn, og en voksen kunne klare det praktiske, men det fungerede ikke for den lille. Det ville være 1000 gange lettere og bedre for barnet tror vi, at give lov til at sove i vores seng. Men så bliver den anden jaloux og siger at den lille altid får lov til alting fordi den tuder, vi har prøvet at forklare at det er svært for den lille, men den store er stadig kun et barn og føler sig tilsidesat. 
Vi har snakket om, om begge bare skal have lov at sove hos os, problemet er dog pladsen i sengen, min man kan ikke sove når der er børn i sengen og ender på sofaen. Og jeg kan ikke være der med begge børn. Så talte vi om at stille begge deres senge ind i soveværelset, der er plads. Her er problemet bare at de altid laver pjat og bliver uvenner når de får lov til at sove sammen. 

Vi har også talt om, om man skal ligge hos dem i egne senge ind til de sover? Men føler det er et skråplan og ærligt så har vi 1000 ting vi skal nå om aftenen, så hvis vi skal ligge der ryger der meget kvalitetstid med børnene, fra dagstimerne fordi vi så har noget mere rengøring lektier osv der skal laves. 

Vil i ikke dele jeres tanker?

Vores børn er 5 og 8. Den lille tror kun at mor dur og kan slet ikke få ro hvis jeg ikke er der. Det er som om at han har en slags seperationsangs. Så når jeg putter den lille bliver den store jaloux for han vil selvfølgelig også have opmærksomhed fra mor. Vi har indgået det kompromis at de falder i søvn i sofaen, med et hoved på hvert af mine lår, for så kan jeg nusse dem begge. De driller og generer hinanden hvis det foregår i vores seng. Vi forventer ikke, at de ligge så tæt op ad mig når de bliver 15 år, hvorfor vi syntes at det er fint nok for så kan jeg også se lidt fjernsyn og de får begge at vide at øjnene skal kigge ind mod sofaen så de ikke ser fjernsyn og at hvis de ikke gør det så skal de ind i egen seng. Dette passer vores familie fint, men det er jo ikke sikkert at det fungerer for jer. 

Vores datter på 9 sover i soveværelset. Vi har prøvet alt for at hjælpe hende til at sove på eget værelse for et par år siden, men hun har simpelthen angst for at ligge alene. Hun har sin egen seng i soveværelset, da jeg simpelthen ikke kan ligge så mange i sengen  Det fungere rigtig fint og alle får sin nattesøvn

Jeg var et at de børn der ikke kunne sove på eget værelse. Sov altid i mine forældres seng til jeg var 12 år. Og jeg ville ønske de havde mødt mig frem for at være irriterede over jeg var der. Det var en anden tid dengang hvor børn i de voksnes værelse ikke var accepteret. Det betyder også at jeg i dag har er andet syn på tryghed og søvn. Trygge børn der sover godt, og mor og far der sover godt er vigtigt i mine øjne for at alle skal fungere. Det betyder også at jeg har en seng inde ved min søn, hvor jeg sover de dage han har brug for det. Nogle perioder er det mere end andre. Det jeg vil med det jeg skriver er, at I skal finde en måde hvor alle sover godt, så synes en seng elller køjeseng hos jer lyder som en god ide. Men I skal sætte regler. Lære dem og være ret bestemte om at her sover man og leger ikke, vise at det er betingelserne for den løsning. Ellers må man sove på eget værelse. 

de skal nok lære st sove selv, for tror aldrig jeg har hørt om en 25-årig der har sovet med deres forældre - når de bliver teenagere får de et andet behov for at sove på eget værelse, så nyd at I kan hjælpe jeres børn til tryg og god søvn. 

Jeg tænker, om den store på 11 år kan tages med på råd? Alt efter modenhed osv kan han/hun nok godt forstå dilemmaet. 

Det kan være, at hvis lillebror/søster får lov til at sove hos jer kan I lave en aftale om, at den store får noget andet (jeg tænker tid og opmærksomhed - ikke en Playstation)

Eller måske skal der hjælpes mere til i dagstimerne, hvis der skal sidde en voksen til de sover. Det tror jeg godt, mange 11-årige kan forstå.

Jeg tror, åbenhed over for den store, er vejen frem. Og jeg tænker også, at en præteenager vil elske at føle sig taget med på råd. Selvom det selvfølgelig er de voksne, der skal tage beslutningen

Vi sover alle sammen her hjemme. Vi har 5 børn i soveværelset. Der er sat to store dobbeltsenge sammen… og så er der to babyseng til de mindste i hver side. Ja det kræver lidt plads… men er så lykkelig for den model…vi sover alle godt og der er ikke meget postyr og renderi om natten. 

vores den ældste er 11 år og han har lige så meget lyst og brug for det som hende på 8. alle vores børn har en seng på deres værelser, så de kan til hver en tid vælge hvor de vil sove. 
vores store på 11 sover på eget værelse når han har soveaftaler. 
det fungere så fint.

hvem siger egentlig at børn skal sove på eget værelse… en god søvn er så vigtig for både børn og voksne. Så at rykke jeres unger ind i soveværelset med deres senge kan jeg kun anbefalede. 

de skal nok lære og få lyst til at sove selv på et tidspunkt

Anonym skriver:

Jeg har brug for at høre nogle tanker.

Vi har ikke sovet fast sammen med vores børn før, ud over da de var helt små. Vi har haft det sådan at de skal falde i søvn i egen seng, vågner de i løbet af natten kan de så komme ind. Har det ene barn haft soveaftale eller andet har den anden fået lov til at sove hos os.

Vi har to børn, en på 7 og en på 11. Den “lille” viser begyndende tegn på noget diagnose og der er et helt forløb igang med skole osv. den lille har vi nu lange kampe med om at den skal sove i egen seng, igår tog det to timer, dette til trods for at vi de sidste dage hr prøvet at sidde lige uden for døren til værelserne når de skal sove. Vi tænkte dette kunne være en løsning for at være ved begge børn, og en voksen kunne klare det praktiske, men det fungerede ikke for den lille. Det ville være 1000 gange lettere og bedre for barnet tror vi, at give lov til at sove i vores seng. Men så bliver den anden jaloux og siger at den lille altid får lov til alting fordi den tuder, vi har prøvet at forklare at det er svært for den lille, men den store er stadig kun et barn og føler sig tilsidesat. 
Vi har snakket om, om begge bare skal have lov at sove hos os, problemet er dog pladsen i sengen, min man kan ikke sove når der er børn i sengen og ender på sofaen. Og jeg kan ikke være der med begge børn. Så talte vi om at stille begge deres senge ind i soveværelset, der er plads. Her er problemet bare at de altid laver pjat og bliver uvenner når de får lov til at sove sammen. 

Vi har også talt om, om man skal ligge hos dem i egne senge ind til de sover? Men føler det er et skråplan og ærligt så har vi 1000 ting vi skal nå om aftenen, så hvis vi skal ligge der ryger der meget kvalitetstid med børnene, fra dagstimerne fordi vi så har noget mere rengøring lektier osv der skal laves. 

Vil i ikke dele jeres tanker?

Jeg samsover med mine børn på 3 og 8 år.

De bliver puttet samtidigt og jeg ligger hos dem til de sovet. Det tager ca 20 minutter og så kan jeg gå ud og ordne det praktiske der skal ordnes inden jeg rammer sofaen. Det fungerer ret godt på den måde, for os.

Tænker de begge er alt for store til at ligge hos mor og far. Især den store på 11 år

Tænker putning ved den store vel bare er godnat og sov godt ? (Princippet også den lille, men kender godt til issuet, vores på 6 snart 7 (formentlig autist) har også lang indsovning, vi har dog aldrig overvejet at han skulle sove hos os, fordi jeg er overbevist om at han bare ville ligge og snakke og det ikke ville give ham nogen former for ro, men det er selvfølgelig forskelligt fra barn til barn). 

Vi har forsøgt i perioder med lydbog, at han måtte ligge og læse/kigge i bøger mm. Pt har vi dog fundet ud af at det hjælper rigtig meget at vi holder på at døren er lukket og han ligger selv, (hvis døren er åben ligger han og lytte til hvad vi snakker om og hvad vi laver og har travlt med det)

Jeg har både meget store og små børn. De har alle fået lov til at sove hos os, som de har brug for - nogle gange bare sporadisk andre perioder permanent. Fælles for dem er at de ved konfirmationsalderen stoppede de helt. 

Anonym skriver:

Tænker de begge er alt for store til at ligge hos mor og far. Især den store på 11 år

Tænker putning ved den store vel bare er godnat og sov godt ? (Princippet også den lille, men kender godt til issuet, vores på 6 snart 7 (formentlig autist) har også lang indsovning, vi har dog aldrig overvejet at han skulle sove hos os, fordi jeg er overbevist om at han bare ville ligge og snakke og det ikke ville give ham nogen former for ro, men det er selvfølgelig forskelligt fra barn til barn). 

Vi har forsøgt i perioder med lydbog, at han måtte ligge og læse/kigge i bøger mm. Pt har vi dog fundet ud af at det hjælper rigtig meget at vi holder på at døren er lukket og han ligger selv, (hvis døren er åben ligger han og lytte til hvad vi snakker om og hvad vi laver og har travlt med det)

Hvorfor er man for stor, fordi man er 11?

Hvis barnet har brug for det, hvorfor skal alderen så forhindre det?

Børn er forskellige og I ved at det vil blive noget værre snakker i hos jer, så derfor gør I det ikke.