Samsovning med store børn

Anonym skriver:

Fordi hvis man sover 4 i en seng må det næsten pr automatik blive i ske eller tæt. Eller også er det en meget stor madras. 

Jeg sætter nok også pris på at børn ikke er med i alle sfære af parforholdet. Sengen er et rum jeg godt kan lide forbeholdt mit parforhold, 

Som en skrev, de har to senge. 

Men så kan datteren jo bare ligge hos mor, så kommer hun ikke i nærheden af far.

Men der er også forskel på at slet ikke at have børn i soveværelset til at lægge det på alt muligt på grund af alderen. 

Ikke alle har det godt/kan sove med børn i sengen og det er ok, men nu skrev du selv(tror i hvert det var dig.) omkring alt det med udviklingen og sådan hos børn og at det ville være for mærkeligt. 

Anonym skriver:

Jeg har brug for at høre nogle tanker.

Vi har ikke sovet fast sammen med vores børn før, ud over da de var helt små. Vi har haft det sådan at de skal falde i søvn i egen seng, vågner de i løbet af natten kan de så komme ind. Har det ene barn haft soveaftale eller andet har den anden fået lov til at sove hos os.

Vi har to børn, en på 7 og en på 11. Den “lille” viser begyndende tegn på noget diagnose og der er et helt forløb igang med skole osv. den lille har vi nu lange kampe med om at den skal sove i egen seng, igår tog det to timer, dette til trods for at vi de sidste dage hr prøvet at sidde lige uden for døren til værelserne når de skal sove. Vi tænkte dette kunne være en løsning for at være ved begge børn, og en voksen kunne klare det praktiske, men det fungerede ikke for den lille. Det ville være 1000 gange lettere og bedre for barnet tror vi, at give lov til at sove i vores seng. Men så bliver den anden jaloux og siger at den lille altid får lov til alting fordi den tuder, vi har prøvet at forklare at det er svært for den lille, men den store er stadig kun et barn og føler sig tilsidesat. 
Vi har snakket om, om begge bare skal have lov at sove hos os, problemet er dog pladsen i sengen, min man kan ikke sove når der er børn i sengen og ender på sofaen. Og jeg kan ikke være der med begge børn. Så talte vi om at stille begge deres senge ind i soveværelset, der er plads. Her er problemet bare at de altid laver pjat og bliver uvenner når de får lov til at sove sammen. 

Vi har også talt om, om man skal ligge hos dem i egne senge ind til de sover? Men føler det er et skråplan og ærligt så har vi 1000 ting vi skal nå om aftenen, så hvis vi skal ligge der ryger der meget kvalitetstid med børnene, fra dagstimerne fordi vi så har noget mere rengøring lektier osv der skal laves. 

Vil i ikke dele jeres tanker?

Vores børn har udtræks senge. Sådan nogen fra Ikea. Også har vi købt nogle ordentlige madrasser til dem, så det ikke er de der skum madrasser. Også skiftes vi til at sove inde hos dem når de har brug for det. Det er heldigvis kun i perioder. 

BAE skriver:

Som en skrev, de har to senge. 

Men så kan datteren jo bare ligge hos mor, så kommer hun ikke i nærheden af far.

Men der er også forskel på at slet ikke at have børn i soveværelset til at lægge det på alt muligt på grund af alderen. 

Ikke alle har det godt/kan sove med børn i sengen og det er ok, men nu skrev du selv(tror i hvert det var dig.) omkring alt det med udviklingen og sådan hos børn og at det ville være for mærkeligt. 

”…og det er ok, men nu skrev du selv(tror i hvert det var dig.) omkring alt det med udviklingen og sådan hos børn og at det ville være for mærkeligt. “

Det er da også ok at synes det er mærkeligt når, de begynder at blive teenagere, får bryster, udvikler sig osv. ikke at ville sove tæt med dem. Og det er trods alt de færreste på 12 der har et stor behov for deres mor eller far om natten. Her har der aldrig været et problem. 

Anonym skriver:

Jeg har brug for at høre nogle tanker.

Vi har ikke sovet fast sammen med vores børn før, ud over da de var helt små. Vi har haft det sådan at de skal falde i søvn i egen seng, vågner de i løbet af natten kan de så komme ind. Har det ene barn haft soveaftale eller andet har den anden fået lov til at sove hos os.

Vi har to børn, en på 7 og en på 11. Den “lille” viser begyndende tegn på noget diagnose og der er et helt forløb igang med skole osv. den lille har vi nu lange kampe med om at den skal sove i egen seng, igår tog det to timer, dette til trods for at vi de sidste dage hr prøvet at sidde lige uden for døren til værelserne når de skal sove. Vi tænkte dette kunne være en løsning for at være ved begge børn, og en voksen kunne klare det praktiske, men det fungerede ikke for den lille. Det ville være 1000 gange lettere og bedre for barnet tror vi, at give lov til at sove i vores seng. Men så bliver den anden jaloux og siger at den lille altid får lov til alting fordi den tuder, vi har prøvet at forklare at det er svært for den lille, men den store er stadig kun et barn og føler sig tilsidesat. 
Vi har snakket om, om begge bare skal have lov at sove hos os, problemet er dog pladsen i sengen, min man kan ikke sove når der er børn i sengen og ender på sofaen. Og jeg kan ikke være der med begge børn. Så talte vi om at stille begge deres senge ind i soveværelset, der er plads. Her er problemet bare at de altid laver pjat og bliver uvenner når de får lov til at sove sammen. 

Vi har også talt om, om man skal ligge hos dem i egne senge ind til de sover? Men føler det er et skråplan og ærligt så har vi 1000 ting vi skal nå om aftenen, så hvis vi skal ligge der ryger der meget kvalitetstid med børnene, fra dagstimerne fordi vi så har noget mere rengøring lektier osv der skal laves. 

Vil i ikke dele jeres tanker?

Min den ældste sov hos mig til han var 12 år, var selv et barn der ikke kunne lide at sove selv, men jeg måtte ligge på mit værelse og græde mig selv i søvne ...min mindste på 3 år sover også hos mig, jeg ligger hos ham til han er faldet i søvn, min holdning er, at hvis det kan give dem den tryghed de har brug for, så sover de hos mig til de er klar til at sove alene.

Anonym skriver:

”…og det er ok, men nu skrev du selv(tror i hvert det var dig.) omkring alt det med udviklingen og sådan hos børn og at det ville være for mærkeligt. “

Det er da også ok at synes det er mærkeligt når, de begynder at blive teenagere, får bryster, udvikler sig osv. ikke at ville sove tæt med dem. Og det er trods alt de færreste på 12 der har et stor behov for deres mor eller far om natten. Her har der aldrig været et problem. 

Ja nok de færreste, men hvad så med den 12 årige der har?. Som sagt man lægger jo ikke i ske, og har hver sin dyne.

Altså som friluftsmenneske i en friluftsfamilie sover vi altså meget tæt sammen, som en sild i en tønde. Det er altså helt ok, alle bliver i deres sovepose og hold kæft det er hyggeligt at ligge sådan i telt/tarp

Kan se denne tråd tog noget af en drejning

Jeg vil gerne sige tak for alle jeres input

Vi har til aften prøvet at far puttede den lille i vores seng i midten, til gengæld fik den store lov til at være lidt længere oppe og hygge med mig (før blev de puttet på samme tid). Far lå med den lille som faldt i søvn på 20 minutter, og den store kom derefter op og ligger pt på en madras på gulvet ved siden ad sengen og er meget meget glad for dette.. så vi prøver denne metode af, så må vi se om det fortsætter, men bare det at begge børn falder trygt i søvn uden det skal tage flere timer er en kæmpe gevinst.

Da vores dreng var nyfødt til 3år Ca. Sov han 1 år ved os i en seng ved siden af os men efter kunne han ikke sove hvis vi sov i samme rum. Ved 3års alderen så han spøgelser osv. Også sov inde på en god madrs i soveværelset til han var 9.5 år Ca. Det gav ham ro tryghed og lige hvad han havde behov for.

Nu sover lille søster så imellem. Mor og far ak ja der finder hun ro

Hvis jeg var jer ville jeg tage en god snak med børene hvis i skal sove inde ved os nul snak og der skal være ro også i en seng eller medras. Så dig og manden har sengen sammen 

Til dem i tråden som kunne have interresse så har vi netop udviklet et samsovningsystem så man let og elegant kan omdanne sin ekisterende seng til en. kæmpe LINK SLETTET AF MODERATOR 

Håber det kan hjælpe nogle trætte forældre med at få den søvn de fortjerner.