Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i 14 år. Vi blev forlovet for 9 år siden og vi har børn sammen. Vi nåede aldrig at blive gift. Vi har været tæt på at gå fra hinanden, og vi har virkelig skulle ned og skrabe bunden, før det kunne blive bedre.
Vi har dog besluttet, ud fra adskillige snakke, at det skulle være mig og ham her for snart et par måneder siden. Det føles virkelig rigtigt, at det skal være ham og mig. Jeg fortalte ham også, at jeg havde et ønske om, at han ville fri til mig igen. Hans kropslige reaktion dengang var, at det var lidt som om, han syntes, det var sødt, at jeg havde det ønske. Han har selv sagt meget direkte, at han vil mig, at han vil have mig resten af sit liv, at jeg er hans livs kærlighed, at han godt kan lide mig og alt det rigtige. At han elsker mig og kun mig.
Alligevel har jeg fundet ud af, at han ikke er klar til at fri til mig igen. Lige da han sagde det, var det som om, mit hjerte blev flået ud. Jeg fik en kæmpe klump i maven. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå det. Jeg troede virkelig, at han elskede mig. I mit hoved, så vil man kun fri, hvis man er helt sikker på, at det er den, man gerne vil leve resten af sit liv sammen med. Hvis man ikke er klar til det, så er det fordi, man ikke er helt sikker endnu.
Jeg føler mig i forvejen stresset og jeg har følelsen af at række ud, men ingen tager rigtig min hånd. Jeg føler mig så alene. Jeg har givet ham alt det, som han har efterspurgt, men samtidig er han blevet mere sur end han nogensinde før har været. Det har gjort mig ked af det og egentlig meget forvirret. Jeg føler ikke, at jeg gør noget rigtigt og det er som om, at når jeg har allermest brug for ham, så er han der ikke. Han siger, at han har svært ved at være i det, når jeg er ked af det. Og jeg har svært ved at komme ud af at være ked af det, når han skælder mig ud over at være ked af det. Det gør mig kun endnu mere trist.
Jeg har følelsen af, at jeg føler mig helt nede i kulkælderen. At jeg kun må være glad, at han sætter en grænse for, hvor ked af det, jeg må være. Jeg føler ikke, jeg tør sige noget, fordi jeg er bange for, hvordan han reagerer. Jeg har bare så ondt i hjertet. Jeg var helt overbevist indeni. Jeg havde slet ikke set det komme. Han bliver sur, når jeg gerne vil snakke om det. Han vender det til, at jeg er ked af det, fordi han ikke vil fri mig, fordi JEG gerne vil have det. Og det er jo bare slet ikke det. Det er jo fordi, jeg slet ikke havde set den komme, at han faktisk slet ikke selv synes, det føles rigtigt lige nu. På trods af alle de andre ting, han har sagt. Det er dét, der gør mig ked af det og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal være i min krop.... jeg ved ikke... det er som om, det er ham, der har magten og jeg må ikke sige noget eller spørge om noget.... jeg har brug for, at der er nogen for mig og der er ikke rigtig nogen. Jeg ved ikke, hvem jeg skal tale med...
