I forhold, men forelsket i en anden

Maximus4 skriver:

Har du lyst til at flytte til Canada? Det er langt væk fra din søn selvom han er 18. Kan det være det der trigger dig lidt måske?

Jeg har været gift i 7 år som ung og så har jeg haft min langdistance kæreste nu her og begge gange har jeg virkelig følt, at "det her er manden" og "nu er det for livet". Og så gør det bare så ondt, at jeg måske igen har taget fejl og især fordi det ikke handler om min kæreste, men mere om vores umulige situation. 

Anonym skriver:

Jeg har været gift i 7 år som ung og så har jeg haft min langdistance kæreste nu her og begge gange har jeg virkelig følt, at "det her er manden" og "nu er det for livet". Og så gør det bare så ondt, at jeg måske igen har taget fejl og især fordi det ikke handler om min kæreste, men mere om vores umulige situation. 

Men det er jo også svært, hvis han har udelukket muligheden for at flytte til Danmark. Så er det hele lidt op til dig, og det må være en vanskelig situation.

Jeg tror, at jeg må droppe kontakten til mit crush/den nye person. Når man har mødt sit livs kærlighed, kan man jo ikke bare smide det væk, fordi der lige er én, der er sød og spændende. 

Du lyder ikke særlig glad i det forhold, slet ikke når han bor så langt væk og der ikke er nogen endegyldig aftale om i skal flytte sammen nogensinde? Kan da godt forstå ærligt at du så crusher på en der bor tæt på dig og er mere tilgængelig.

medmindre du vil leve i et langdistance forhold resten af livet, så tænker jeg måske det er et wake up Call til hvad du egentlig ønsker og har brug for? Jeg ville personligt ikke klare sådan et forhold medmindre der var en slut dato på hvornår man skulle leve sammen. Men sådan er vi så forskellige. 

hvis du virkelig ønsker forholdet med fyren i Canada så må du give slip på dit crush og acceptere at du har valgt et forhold med lidt intimitet ☺️

Cerenia skriver:

Du lyder ikke særlig glad i det forhold, slet ikke når han bor så langt væk og der ikke er nogen endegyldig aftale om i skal flytte sammen nogensinde? Kan da godt forstå ærligt at du så crusher på en der bor tæt på dig og er mere tilgængelig.

 

medmindre du vil leve i et langdistance forhold resten af livet, så tænker jeg måske det er et wake up Call til hvad du egentlig ønsker og har brug for? Jeg ville personligt ikke klare sådan et forhold medmindre der var en slut dato på hvornår man skulle leve sammen. Men sådan er vi så forskellige. 

hvis du virkelig ønsker forholdet med fyren i Canada så må du give slip på dit crush og acceptere at du har valgt et forhold med lidt intimitet ☺️

Tak for dit svar. Jeg tænker også, at der er en logisk grund til, at jeg orienterer mig udenfor forholdet. Jeg er virkelig i tvivl. Det er ikke nok, at have én, der kun kan sende blomster og digte til mig. Det er romantisk, men meget ensomt. Omvendt synes jeg, at når det nu er anden gang jeg har den følelse, at en mand er mit livs kærlighed, så "bør" jeg kæmpe og ikke bare skride fordi en sød fyr viser interesse. 

Anonym skriver:

Jeg har været gift i 7 år som ung og så har jeg haft min langdistance kæreste nu her og begge gange har jeg virkelig følt, at "det her er manden" og "nu er det for livet". Og så gør det bare så ondt, at jeg måske igen har taget fejl og især fordi det ikke handler om min kæreste, men mere om vores umulige situation. 

Ja det er en svær situation. Og du er sikker på der kun er den ene mulighed at du flytter til Canada? Han kan slet ikke overtales til at komme til Danmark? 

Jeg kan godt forstå det er hårdt at føle du endnu engang har taget fejl, samtidig er livet for kort til at være i et forhold uden nogen fremtidsudsigter som du kan se dig selv i. Jeg kan ikke vide hvad der er bedst for dig, men jeg havde selv afsluttet det tror jeg. Jeg kunne ikke bo i Canada mens mit barn boede i Danmark. Jeg ved godt at mange gør det og bor langt væk fra deres børn, men det virker til du måske har det lidt ligesom mig ...... 

Håber du finder en løsning som du kan mærke i hjertet er det rigtige for dig. Jeg tror slet ikke det handler så meget om dit crush, men mere at udsigterne for dit nuværende forhold føles umulige.

Jeg tillader mig at udfordre din præmis om, at du nu ‘to gange har taget fejl’ omkring ‘manden i dit liv’. 

Måske er det mere sådan, at din eksmand passede godt til dig som du var dengang - så voksede I fra hinanden. Så fandt du en ny mand i Canada, det passede godt til den du var på det tidspunkt, og det du havde brug for - men nu har du udviklet dig, og nu står du måske et nyt sted, hvor det er noget andet du har brug for.

Er det nødvendigvis et mål, at man skal have så få forskellige mænd i løbet af sit liv som muligt? Der er jo ikke engang børn involveret, som I skal passe på (jo, din søn er der selvfølgelig, men ham passer du jo netop også på ved at blive i Danmark), så måske er det helt ok, at du nu har brug for noget andet end det, han kan tilbyde dig?

Hvem er det, du skylder, at blive i et forhold til en, som bor i en helt anden verdensdel, og som ikke vil flytte hertil, selvom du har ansvaret for et barn her i landet? Jeg siger ikke, at han burde flytte - jeg siger bare, at du ikke skylder ham at blive hos ham med de her vilkår, hvis du ønsker noget andet. Det forstår jeg virkelig godt, hvis du gør.

Og måske elsker du ham bare, og den her crush er en helt naturlig lille forelskelse. Det kender jeg godt - jeg har været sammen med min mand i 15 år, og jeg har været forelsket i andre mere end en gang. Måske vil du gerne dit forhold. Men jeg synes bare ikke, du skal være ked af eller skamme dig over, hvis du er klar til at komme videre. (Du vil selvfølgelig nok være ked af at afslutte forholdet - men nogle gange kan man blive nødt til sådan noget. Det ved du jo også fra din skilsmisse)

Anonym skriver:

Jeg tillader mig at udfordre din præmis om, at du nu ‘to gange har taget fejl’ omkring ‘manden i dit liv’. 

Måske er det mere sådan, at din eksmand passede godt til dig som du var dengang - så voksede I fra hinanden. Så fandt du en ny mand i Canada, det passede godt til den du var på det tidspunkt, og det du havde brug for - men nu har du udviklet dig, og nu står du måske et nyt sted, hvor det er noget andet du har brug for.

Er det nødvendigvis et mål, at man skal have så få forskellige mænd i løbet af sit liv som muligt? Der er jo ikke engang børn involveret, som I skal passe på (jo, din søn er der selvfølgelig, men ham passer du jo netop også på ved at blive i Danmark), så måske er det helt ok, at du nu har brug for noget andet end det, han kan tilbyde dig?

Hvem er det, du skylder, at blive i et forhold til en, som bor i en helt anden verdensdel, og som ikke vil flytte hertil, selvom du har ansvaret for et barn her i landet? Jeg siger ikke, at han burde flytte - jeg siger bare, at du ikke skylder ham at blive hos ham med de her vilkår, hvis du ønsker noget andet. Det forstår jeg virkelig godt, hvis du gør.

Og måske elsker du ham bare, og den her crush er en helt naturlig lille forelskelse. Det kender jeg godt - jeg har været sammen med min mand i 15 år, og jeg har været forelsket i andre mere end en gang. Måske vil du gerne dit forhold. Men jeg synes bare ikke, du skal være ked af eller skamme dig over, hvis du er klar til at komme videre. (Du vil selvfølgelig nok være ked af at afslutte forholdet - men nogle gange kan man blive nødt til sådan noget. Det ved du jo også fra din skilsmisse)

Tusind tak for dit meget nuancerede svar. Jeg synes, at du har nogle virkelig gode pointer. Det er jo ikke sådan, at de to mænd (min eksmand og canadieren) har været forkerte for mig. Vi har været rigtige for hinanden, men blot været så uheldige at udvikle os forskelligt. Det er nok det, jeg føler nu. Jeg tror, at det ender med, at jeg afvikler mit forhold til min langdistance kæreste. Jeg ved godt, at man kan have uskyldige forelskelser, men jeg er blevet virkelig tiltalt af tanken om at have én tæt på mig.

Anonym skriver:

Jeg tillader mig at udfordre din præmis om, at du nu ‘to gange har taget fejl’ omkring ‘manden i dit liv’. 

Måske er det mere sådan, at din eksmand passede godt til dig som du var dengang - så voksede I fra hinanden. Så fandt du en ny mand i Canada, det passede godt til den du var på det tidspunkt, og det du havde brug for - men nu har du udviklet dig, og nu står du måske et nyt sted, hvor det er noget andet du har brug for.

Er det nødvendigvis et mål, at man skal have så få forskellige mænd i løbet af sit liv som muligt? Der er jo ikke engang børn involveret, som I skal passe på (jo, din søn er der selvfølgelig, men ham passer du jo netop også på ved at blive i Danmark), så måske er det helt ok, at du nu har brug for noget andet end det, han kan tilbyde dig?

Hvem er det, du skylder, at blive i et forhold til en, som bor i en helt anden verdensdel, og som ikke vil flytte hertil, selvom du har ansvaret for et barn her i landet? Jeg siger ikke, at han burde flytte - jeg siger bare, at du ikke skylder ham at blive hos ham med de her vilkår, hvis du ønsker noget andet. Det forstår jeg virkelig godt, hvis du gør.

Og måske elsker du ham bare, og den her crush er en helt naturlig lille forelskelse. Det kender jeg godt - jeg har været sammen med min mand i 15 år, og jeg har været forelsket i andre mere end en gang. Måske vil du gerne dit forhold. Men jeg synes bare ikke, du skal være ked af eller skamme dig over, hvis du er klar til at komme videre. (Du vil selvfølgelig nok være ked af at afslutte forholdet - men nogle gange kan man blive nødt til sådan noget. Det ved du jo også fra din skilsmisse)

Og forresten hvad har du egentlig konkret gjort de gange, du selv har været forelsket? I tilfælde af, at jeg skulle forsøge at arbejde på mit forhold og ikke gå. Jeg skifter mening som vinden blæser pt

Anonym skriver:

Og forresten hvad har du egentlig konkret gjort de gange, du selv har været forelsket? I tilfælde af, at jeg skulle forsøge at arbejde på mit forhold og ikke gå. Jeg skifter mening som vinden blæser pt

Jeg er glad for, at du kan bruge mine tanker.

Ja, hvad har jeg gjort? Jeg har vist aldrig haft en følelse af, at det kunne blive til noget med en anden - måske har han været gift eller i et andet forhold. Så jeg har bare taget det som det kom. Jeg har nydt det lidt, men aldrig gjort noget ved det. Og så er det gået over af sig selv. Men det har jo bare været småforelskelser, som aldrig har bragt mig i tvivl om hvad jeg ville sådan for alvor. Og nu har min mand og jeg også børn sammen, så det synes jeg ændrer tingene. Jeg har et ansvar for at holde sammen på familien på en hel anden måde, end når der ikke er børn involveret. (Bare for the record: Det er ikke fordi jeg ikke forstår, at skilsmisse kan være en nødvendighed eller det bedste, når der er børn involveret)

Jeg tror bare, jeg har været bevidst om, at kærligheden er noget man vælger - der vil aldrig være et forhold, hvor man altid er vildt forelsket og man ikke nogle gange synes det er mere lort end lagkage. Så det vigtige er at finde ud af, hvad man vil. Jeg vil personligt gerne holde sammen på min familie og sørge for, at mine børn ikke er skilsmissebørn, og derfor vælger jeg min mand til, hver gang der er en krise (so far i hvert fald ). Men det betyder jo ikke, at man ikke gerne må vælge noget andet. 

Og måske vil man hellere opleve en masse skønne romantiske forhold, som er kortere - eller måske vil man hellere bare være alene, fordi man ikke gider det bøvl. Det ene kan være lige så godt som det andet, bare man vælger det, man selv gerne vil og efter de værdier man synes er vigtigst. 

Kh Lommefilosoffen