I forhold, men forelsket i en anden

Det handler ikke om børn. Men jeg er i et langdistance forhold på 1,5 år, vi har ingen fælles børn. Jeg var så sikker på, at min kæreste var mit livs kærlighed. Jeg er 38 år og har prøvet mange forskellige forhold. Men nu er jeg vist forelsket i en anden, som jeg ovenikøbet kun har mødt 2 gange (ikke seksuelt). Jeg er fuldstændig i krise og kan ikke forstå, at det er sket. Hvordan redder jeg mit forhold? Jeg er ikke den utro type og kan slet ikke begribe, at jeg har følelser for en anden. 

Du er mere "frit stillet" når der ikke er børn involveret, det er min personlige holdning. Der er 3 muligheder.

1. Drop kontakten til dit crush og fokuser på din kæreste.

2. Slå op hurtigst muligt så du ikke er ham utro og se hvor det fører hen med dit crush.

3. Vær single uden nogen af dem.

Du har ikke været utro og det synes jeg du skal fortsætte med ikke at være. Så slip ham fri eller kæmp 

Anonym skriver:

Du er mere "frit stillet" når der ikke er børn involveret, det er min personlige holdning. Der er 3 muligheder.

1. Drop kontakten til dit crush og fokuser på din kæreste.

2. Slå op hurtigst muligt så du ikke er ham utro og se hvor det fører hen med dit crush.

3. Vær single uden nogen af dem.

Du har ikke været utro og det synes jeg du skal fortsætte med ikke at være. Så slip ham fri eller kæmp 

Det er slet ikke på tale, at jeg vil være utro. Jeg er allerede ked af, at jeg har det sådan her. 

Det er jo slet ikke unormalt eller uforventet at opleve følelser over for andre end ens partner, også selvom man elsker dem højt og vil tilbringe resten af livet sammen med dem. Sådan har de fleste af os i et fast forhold nok haft det engang imellem. Min erfaring siger mig, at det tit kan være noget andet, der er på spil. At vi savner noget i vores forhold, eller at personen giver os noget/ser os på en anden måde, og at det føles rart. 

Er du sikker på, at du er sådan rigtig forelsket, når du kun har mødt personen to gange, og ikke snarere forelsket i ideen om personen?

fehår skriver:

Det er jo slet ikke unormalt eller uforventet at opleve følelser over for andre end ens partner, også selvom man elsker dem højt og vil tilbringe resten af livet sammen med dem. Sådan har de fleste af os i et fast forhold nok haft det engang imellem. Min erfaring siger mig, at det tit kan være noget andet, der er på spil. At vi savner noget i vores forhold, eller at personen giver os noget/ser os på en anden måde, og at det føles rart. 

Er du sikker på, at du er sådan rigtig forelsket, når du kun har mødt personen to gange, og ikke snarere forelsket i ideen om personen?

Du har helt sikkert fat i noget ja. Jeg har jo netop kun set personen to gange. Jeg tror, at det, det drejer sig om er, at det er hårdt at være i langdistance forhold (for eksempel fejrer vi både jul og nytår hver for sig og ses først i hans ferie om 2 uger) Den anden person bor til gengæld "lige rundt om hjørnet" og så tænker jeg på, hvor nemt og bekvemt det kunne være, hvis det var min kæreste, der var i nærheden.

Anonym skriver:

Det handler ikke om børn. Men jeg er i et langdistance forhold på 1,5 år, vi har ingen fælles børn. Jeg var så sikker på, at min kæreste var mit livs kærlighed. Jeg er 38 år og har prøvet mange forskellige forhold. Men nu er jeg vist forelsket i en anden, som jeg ovenikøbet kun har mødt 2 gange (ikke seksuelt). Jeg er fuldstændig i krise og kan ikke forstå, at det er sket. Hvordan redder jeg mit forhold? Jeg er ikke den utro type og kan slet ikke begribe, at jeg har følelser for en anden. 

Det er selvfølgelig ikke det fedeste, men vel ret naturligt at forelske sig lidt hiet og pist. Du behøver jo ikke handle på det. Tænker også risikoen er større med et langdistanceforhold. Du mangler måske noget fra kæresten i din hverdag? 
Måske er det et tegn på at du skal vælge om dit forhold skal ændres eller afsluttes? Måske er det bare noget der går over af sig selv?

Anonym skriver:

Du har helt sikkert fat i noget ja. Jeg har jo netop kun set personen to gange. Jeg tror, at det, det drejer sig om er, at det er hårdt at være i langdistance forhold (for eksempel fejrer vi både jul og nytår hver for sig og ses først i hans ferie om 2 uger) Den anden person bor til gengæld "lige rundt om hjørnet" og så tænker jeg på, hvor nemt og bekvemt det kunne være, hvis det var min kæreste, der var i nærheden.

Ja det virker desværre helt normalt. Kan du tage ærligt med din kæreste om det? Det kan nogle gange hjælpe.

Roselil og Fehår jeg håber, at det er okay, at jeg lige svarer jer begge to på én gang. 

Der er helt sikkert noget, der ikke virker i mit forhold. Det er lidt svært at forklare, men min kæreste bor i Canada. Han kan ikke se sig selv flytte til Danmark og på grund af min 13 årige søn kan jeg ikke bo i Canada. Så lige nu er vores "aftale" at leve i langdistance forhold de næste 5 år, til min søn er voksen. Men jeg kan bare næsten ikke holde ud kun at sidde og skrive/Skype sammen, for så at ses nogle få uger om året. Jeg savner alt fra nærvær (sex/kys) til én jeg kan gå ud og spise eller i biografen med. 

Det er svært at forklare, men jeg føler, at han er min eneste ene, men at vores situation er helt fucked på grund af den kæmpestore geografiske distance. Giver det mening? Altså: rigtig mand, men forkerte livs omstændigheder

Anonym skriver:

Roselil og Fehår jeg håber, at det er okay, at jeg lige svarer jer begge to på én gang. 

Der er helt sikkert noget, der ikke virker i mit forhold. Det er lidt svært at forklare, men min kæreste bor i Canada. Han kan ikke se sig selv flytte til Danmark og på grund af min 13 årige søn kan jeg ikke bo i Canada. Så lige nu er vores "aftale" at leve i langdistance forhold de næste 5 år, til min søn er voksen. Men jeg kan bare næsten ikke holde ud kun at sidde og skrive/Skype sammen, for så at ses nogle få uger om året. Jeg savner alt fra nærvær (sex/kys) til én jeg kan gå ud og spise eller i biografen med. 

Det er svært at forklare, men jeg føler, at han er min eneste ene, men at vores situation er helt fucked på grund af den kæmpestore geografiske distance. Giver det mening? Altså: rigtig mand, men forkerte livs omstændigheder

Har du lyst til at flytte til Canada? Det er langt væk fra din søn selvom han er 18. Kan det være det der trigger dig lidt måske?

Maximus4 skriver:

Har du lyst til at flytte til Canada? Det er langt væk fra din søn selvom han er 18. Kan det være det der trigger dig lidt måske?

Nej for at være ærlig, det har jeg ikke lyst til og det ved jeg godt inderst inde. Derfor har jeg prøvet at finde mig til rette i langdistance-situationen, men det er bare svært.