Mit barn er udfordret

Hej, 

Jeg skriver fordi jeg har brug for jeres tanker og erfaringer, men med omsorg, for det er svært. 

Jeg har en søn på fem år, som alle dage har været udfordret særligt på det sensoriske. Han havde en hård start på livet, og fagfolk har haft den hypotese at det er på dén baggrund. 

Han er lige blevet skoleudsat, og vi er i et forløb med en Mega dygtig ressourcepædagog.

Vores søn udtrættes meget hurtigt. Han reagerer kraftigt med vrede, råb og skrig ved uventede ændringer, i overgangssituationer, og når han skal indgå i noget, han ikke vil. Han har svært ved situationer med mange mennesker, og han er meget rigid. Han ser lege og regler på én måde, og man kan IKKE rokke med det. Han bliver også noget konkret, han kan blive rasende over, at han får besked på at tage sko på, for det er jo ikke sko, det er støvler. 

Han er ekstremt følsom over for lyd og synsindtryk, og også taktilt. Mærker i tøj, syninger der sidder lidt forkert, overtøj der skal på. Råb, skrig, og når han er mest presset så udadreagerende adfærd. 

Ja, når man læser det, lyder det umiddelbart vældig autistisk. Men jeg tror simpelthen ikke, at han har autisme. Jeg er selv psykolog og arbejder med udredning af børn til daglig. Og der er bare alt for meget social motivation, fantastisk fantasi og forestillingsevne, gensidighed i kontakten, og når han er i de retter rammer, er han den mest omsorgsfulde, empatisk og hjælpsomme lille dreng. Ikke fordi han føler hab skal, men fordi han gerne vil. Fx trøste lillesøster, når hun er ked, og når han er i balance er han enormt god til at sætte ord på sine følelser. 

Det er bare så hårdt som familie. Vi arbejder ekstremt meget med fast struktur, visuelle skemaer, time timer, pauser, mulighed for skærmning, meget andet, og samme gør de i børnehaven. 

Men han har det stadig svært. Og det er svært at finde fred med som familie. Vi kan aldrig tage sammen på en spontan tur. Faktisk kan vi nærmest ikke tage du, med mindre vi deler is op, for han kan ikke rumme det. Vi kan sjældent have gæster, fordi det ofte resulterer i støj og en vred og udskældende dreng. Hvis man ikke kender baggrunden kan han sikkert fremstå opdragen, når hans nervesystem har fået for meget, han råber og skriger og sparker ig slår. 

I andre, hvordan har i fundet fred med, at i ikke kan være en familie på den måde, i havde håbet?

Kunne det være en ide med en solsikkesnor til ham, eller er det for udstillende?

Vi har virkelig brug for råd.

Anonym skriver:

Hej, 

Jeg skriver fordi jeg har brug for jeres tanker og erfaringer, men med omsorg, for det er svært. 

Jeg har en søn på fem år, som alle dage har været udfordret særligt på det sensoriske. Han havde en hård start på livet, og fagfolk har haft den hypotese at det er på dén baggrund. 

Han er lige blevet skoleudsat, og vi er i et forløb med en Mega dygtig ressourcepædagog.

Vores søn udtrættes meget hurtigt. Han reagerer kraftigt med vrede, råb og skrig ved uventede ændringer, i overgangssituationer, og når han skal indgå i noget, han ikke vil. Han har svært ved situationer med mange mennesker, og han er meget rigid. Han ser lege og regler på én måde, og man kan IKKE rokke med det. Han bliver også noget konkret, han kan blive rasende over, at han får besked på at tage sko på, for det er jo ikke sko, det er støvler. 

Han er ekstremt følsom over for lyd og synsindtryk, og også taktilt. Mærker i tøj, syninger der sidder lidt forkert, overtøj der skal på. Råb, skrig, og når han er mest presset så udadreagerende adfærd. 

Ja, når man læser det, lyder det umiddelbart vældig autistisk. Men jeg tror simpelthen ikke, at han har autisme. Jeg er selv psykolog og arbejder med udredning af børn til daglig. Og der er bare alt for meget social motivation, fantastisk fantasi og forestillingsevne, gensidighed i kontakten, og når han er i de retter rammer, er han den mest omsorgsfulde, empatisk og hjælpsomme lille dreng. Ikke fordi han føler hab skal, men fordi han gerne vil. Fx trøste lillesøster, når hun er ked, og når han er i balance er han enormt god til at sætte ord på sine følelser. 

Det er bare så hårdt som familie. Vi arbejder ekstremt meget med fast struktur, visuelle skemaer, time timer, pauser, mulighed for skærmning, meget andet, og samme gør de i børnehaven. 

Men han har det stadig svært. Og det er svært at finde fred med som familie. Vi kan aldrig tage sammen på en spontan tur. Faktisk kan vi nærmest ikke tage du, med mindre vi deler is op, for han kan ikke rumme det. Vi kan sjældent have gæster, fordi det ofte resulterer i støj og en vred og udskældende dreng. Hvis man ikke kender baggrunden kan han sikkert fremstå opdragen, når hans nervesystem har fået for meget, han råber og skriger og sparker ig slår. 

I andre, hvordan har i fundet fred med, at i ikke kan være en familie på den måde, i havde håbet?

Kunne det være en ide med en solsikkesnor til ham, eller er det for udstillende?

Vi har virkelig brug for råd.

Jeg har desværre ikke så mange råd endnu, da vi selv er ved at finde vejen gennem det, men vil blot sige det lyder meget som min søn. Vi er henvist til psyk og har fået en tid i december næste år mhp udredning for adhd. Jeg har fået oplyst at mange at de udfordringer min søn har er overbelastningssymptomer. De minder meget om autisme, men netop det med relationer er ikke noget problem for min søn. Han har mange venner, men sådan noget som ironi har han vildt svært ved. Han rummer heller ikke mange mennesker, kravsituationer og ændringer. Vi kan næsten ikke tage afsted bare en dag i weekenden uden han reagere voldsomt hjemme. Det er virkelig svært fordi vi føler vi straffer vores to andre børn og samtidig skuffer andre hvis vi ikke alle kommer som aftalt. Vi øver derfor at vi jo selvfølgelig er nød til at tænke på hans bedste, men jeg synes ærligt det kan være svært fordi han umiddelbart fungerer godt så længe vi er ude, men reaktionen så kommer som lyn fra en klar himmel derhjemme. 

Så en virtuel krammer herfra. 

Først

Det lyder heldigvis til, at I er godt igang, med forskellige forløb, og virker til at være rimelig stærke.

Tror det er meget normalt som forældre, til et barn med udfordringer, at man når et punkt, hvor man bare er træt, og lidt opgivende.

Jeg arbejder som pædagog, på et bosted, og har self en del pårørende kontakt. Tit har de bare brug for at fortælle om deres følser, at blive hørt, og få at vide at det er helt ok, det de føler og oplevet.

Jeg har flere veninder, med  børn, der er udfordret. Den ene venter nu på 2 året  på at få en aflastning familie til sønen. En anden har en aflastning familie  de er meget glade for. Dette kunne måske være en mulighed, at undersøge? På den måde ka de "spontane" ting planlægges, mens barnet er i aflastning, andre søskende kan gå lidt extra alene tid med mor og far.

Tag endelig imod alt den hjælp, I bliver tilbudt, også selvom du måske ik er "enig" 

Snak om det hele, og meld jeg ind i grupper, for at få et godt fællesskab, med andre i lignende situationer.

Ved ikke om du ka bruge mit svar

Der findes en betegnelse: motorisk   urolige børn. Vi har været i er forløb gennem kommunen med andre forældre, hvor vi har fået værktøjer til hvordan man kan hjælpe motorisk urolige børn. Det forveksles ofte med andre diagnoser, men disse børn er bare urolige, følsomme og der skal ikke meget til før de bliver   overstimulerede og kræver at man er opmærksom på hvordan man kan hjælpe dem i samspil med institution.

der findes 5 typer sensitive børn, hvor din søn lyder til at passe ind i en af kategorierne her. Du kan selv læse og se om du kan se ligheder med en af dem her https://forogefter.dk/kendetegn-for-saerligt-sensitive-born/

Med udgangspunkt i det, kan du bedre undersøge med familierådgivning om hvordan du kan hjælpe ham. Måske jeres kommune har nogle kurser som det vi var på.

God jul