Traumatiseret af fødsel- gode historier

Jeg har været igennem en meget voldsom og traumatiserende fødsel og min kæreste og jeg er begge i krise. Vi får hjælp af familie samt sundhedspleje mv. Er der nogen der har været igennem en traumatisk fødsel og fået efterfødselsreaktion/fødselsdepression, hvor det er blevet godt igen?

Det har jeg og jeg har også fået endnu et barn efterfølgende, hvor det er gået fint, selvom jeg selvfølgelig var meget nervøs ift. graviditet og fødsel. Jeg har gået til terapi hvilket hjalp mig meget og det vil jeg virkelig anbefale jer begge. Derudover vil jeg også anbefale jer at få en efterfødselssamtale med jordemoderen hvis i ikke allerede har haft det. Det kan altså noget det der med at få forløbet talt igennem. Og så at være åbne omkring det overfor de fagpersoner i møder. Der er god hjælp at hente! Jeg håber at i får rigtig god støtte og kommer godt igennem. Det er mega hårdt at være i men også mere almindeligt end man går rundt og tror.

Ja. Min første fødsel var noget seriøst rod.. faren fik en slem efterfødselsreaktion som tog 1år med sygemelding og behandling, at komme oven på.

men det lykkedes, og vi fik også et barn mere, hvor fødslen gik meget bedre. Primært fordi alle kunne finde ud af at tage de rigtige forholdsregler denne gang.  

Mit 1. Fødsel var traumatisk og jeg fik en voldsom depresseon, som tog flere måneder før nogen opdagede. Vi snakker daglige selvmordstanker i næsten et år.. det var forfærdeligt.

Jeg gik både til psykolog og senere psykoterapeut med speciale i fødsler, forældreskab og fødselsreaktioner. Det var klart det der hjalp mig frem for almindelig psykolog. Jeg havde adskillige efterfødselssamtaler. Tror jeg nåede at have 3 over 1,5 år fordi terapien ligesom bragte nye aspekter op som jeg havde brug for at få forklaret igen set i relation til mit forløb. 

Vi var i krisetilstand følelsesmæssigt derhjemme og set i bagklogskabens lys fik min mand også en form for raktion/belastningsreaktion fordi han trak et kæmpe læs hjemme. Men dengang var der ikke fokus på at mænd også kunne få det sådan.

Vi har sidenhen fået to børn mere (det krævede rigtig megrt terapi i 2. Graviditet fordi alle traumer og frygt blev genaktiveret) men det forløb fuldstændig gnidningsfrit med både 2. Og 3. Fødsel. Og det har bare været rigtig gode oplevelser. Og har heller ikke fået depressioner de to efterfølgende gange. Men jeg har haft tæt kontakt med sundhedspleje og jordemoder undervejs og været kategoriseret som sårbar gravid, fordi det var jeg ligesom med min historik. Og har også kunne mærke det når jeg var gravid og efterhånden som fødslerne er blevet noget man rent faktisk skal forholde sig til. Men det er endt super godt

Jeg har stadig en traumatisk fødsels i bagagen. Men det føkes ikke traumatisk. Det er ligesom bare en del af min historie og jeg får f.eks. ikke længere angstsymptomer når jeg tænker på fødsler eller tanken om at skulle føde igen hvos vi skal have nr 4

Jeg havde den rigtig dårlig første fødsel og min mand og jeg var i mange år enige om at vores barn blev enebarn. Min mand fik nok også en efterfødselsreaktion. 

Jeg fik ikke en efterfødselssamtale på hospitalet, da jeg simpelthen gik i panik ved tanken om at skulle derhen igen. I stedet kontaktede jeg en privat jordemoder, som hjalp os rigtig meget lidt at bearbejde det hele.

Derudover fik vi en snak med en fødselslæge på hospitalet, som snakkede lidt om hvilke muligheder der var ved en evt kommende graviditet. 

Jeg blev gravid igen og italesatte problemerne fra første fødsel over for jordemoderen, som direkte sagde at det var løgn og ikke passede. Jeg gik helt i panik og besluttede at skifte hospital. Vi havde dog en samtale med lægen igen, som flyttede mig til en ny jordemoder. Desværre mistede vi barnet kort tid efter, men i det forløb blev vi rigtig gode til med det samme at sige, hvad vi havde brug for. Nu er jeg gravid igen og ja, der er traumer fra begge tidligere graviditeter men det har været en meget bedre oplevelse denne gang og jeg har ikke fødselsangst (har så småt fået veer, så baby er lige på trapperne)

Men tal om din fødsel og vær åben og ærlig. Der er mange, som har dårlige fødselsoplevelser desværre 

Kunne i tage jer af barnet i sitiatuonen? Vi har familie som tager sig af barnet og så holder jeg/vi barnet nogle timer om dagen. Men jeg er i en nærmest kronisk angst tilstand og kan ikke sove. Er så bange for om det nogensinde bliver bedre og jeg ville bare gerne igang med terapi mv. NU. Men det tager jo lidt tid at få arrangeret. Og bange for om min baby vil få en normal tilknytning til os.

Anonym skriver:

Kunne i tage jer af barnet i sitiatuonen? Vi har familie som tager sig af barnet og så holder jeg/vi barnet nogle timer om dagen. Men jeg er i en nærmest kronisk angst tilstand og kan ikke sove. Er så bange for om det nogensinde bliver bedre og jeg ville bare gerne igang med terapi mv. NU. Men det tager jo lidt tid at få arrangeret. Og bange for om min baby vil få en normal tilknytning til os.

Ja det kunne jeg godt (jeg er nr 2 der svarede anonymt)

Det var meget mekanisk og uden følelser i mange måneder. Mit liv var reduceret til at jeg skulle agere mad-automat for det her barn jeg havde sat i verden. Jeg var SÅ bekymret for tilknytningen. Jeg havde et barn der græd meget, så det var nærmest altid på en af os forældre for at der ikke var skrig i huset. Det var vildt hårdt men jeg tror netop det at vi hele tiden skulle være med det her barn var vigtigt. Fordi vi ligesom skulle forholde os til det aktivt. Jeg tror det havde været værre hvis jeg ikke havde gjort det. I den forstand at jeg så havde været længere tid om at knytte mig til det

Jeg kan stadig i dag blive ramt af at jeg i ramme alvor ønskede at give barnet væk og undersøgte muligheden for at bortadoptere. Og når jeg ser på alle tre børn, så har den første klart mere svært ved at følelsesregulere end de to næste. Og det tænker jeg afspejler sig i at jeg ikke var "god nok" følelsesmæssig selv i det første år. Omvendt kan jeg se i min vennekreds at det der ældstebarn bare fylder lidt mere og de mindre har fra start været vant til at man måtte vente 

Vi havde i øvrigt også familie der hele tiden meldte sig klar til at "hjælpe". For os var det dog ikke en hjælp af flere årsager: de ville kun de "sjove" ting og grinede af at de jo ikke havde ansvar så når ungen blev ked af det, kunne de bare aflevere det. Det er ikke særlig fedt at have det som beskrevet og så kun få lov at være med baby når den er ked af det!

Vi fik voksen-skældud over ikke at "involvere dem nok" når vi takkede nej til ting

De lyttede ikke når vi sagde de overskred vores grænser eller at vi havde nogle regler for ting (f.eks. ingen mad før 6 mdr)

Vi fik hele tiden at vide alt det vi gjorde forkert eller ikke gjorde godt nok. Og når vi fortalte at f.eks. det ikke var godt for en baby at sidde i skråstol hele dagen, begyndte de med "nå så vi var nok dårlige forældre hvad? Siden i ikke vil gøre det som vi har gjort"

Derudover vidste de ikke hvordan jeg havde det, så de tog kun udgangspunkt i deres egne behov. Og en del af det handlede om hvad "andre bedsteforældre gjorde" og "hvad andre bedsteforældre måtte" 

Alt i alt var familien faktisk en kæmpe stressfaktor

(Jeg er den første anonyme der svarede)

Jeg tror, jeg gik lidt i den anden grøft og ville være sammen med min første hele tiden eller også skulle min kæreste i hvert fald være vågen og holde øje med hende hvilket gjorde at jeg holdte mig vågen om natten eller kun sov enkelte timer når min kæreste lovede at holde sig vågen fordi jeg var så angst for at babyen skulle dø. Men det var ikke pga. kærlighed eller lyst til at være nær, og heller ikke fordi jeg følte nogen tilknytning. Jeg ville helst have at min kæreste tog sig af baby og han var nødt til at tage ekstra orlov. I starten havde jeg et enorm instinkt for at beskytte men det var ikke kærlighed. (Tilføjelse: vi kan ikke mærke noget på min datter ift  tilknytning eller udvikling som kunne tyde på at hun er mærket af det indtil videre). 

Det er rigtig at det kan tage tid at få noget terapi op at stå men hvis du har mulighed kan du opsøge nogen privat. Der er ofte ret kort ventetid og jeg tror det er vigtigt at sætte hurtigt ind. Hvor længe er det siden fødslen?

Ja den yngste .

Det var rædselsfuldt- og han blev " flået" ud ved hyperakut kejsersnit. 

Min mand og en jordemor løb med båren... efter alarm knappen var hamret i bund. jeg glemmer det aldrig...

Men fik samtaler - besøg på operation stuen .

Mødte teamet bagefter osv. Og kom på den anden side.

Men kroppen husker - og jeg får det stadig fysisk skidt , når jeg af andre årsager er på sygehuset. Og ser skilte til fx fødegangen. 

Men tal tal og atter tal om det .

Min 4. Fødsel var traumatiserede, dog har jeg ikke haft fødselsdepression eller ikke kunne tage mig af barnet.

Men hvis jeg skulle have nr 5 på et tidspunkt, ville jeg helt sikkert have behov for noget ekstra. Selve fødslen synes jeg dog forløb professionelt, men efterfølgende var under al kritik